Læserbrev

Mette Bock: Støtten til scenekunst bestemmes af kunstens kvalitet – ikke teaterchefens køn

Jeg ser helt generelt gerne en større diversitet i scenekunsten, men kønnet må aldrig bestemme, hvem der ansættes, eller hvordan vi skal investere i scenekunst. Det må altid være kunstens kvalitet og vision, der kommer først, skriver kulturministeren, Mette Bock (LA), i dette debatindlæg
Jeg ser helt generelt gerne en større diversitet i scenekunsten, men kønnet må aldrig bestemme, hvem der ansættes, eller hvordan vi skal investere i scenekunst. Det må altid være kunstens kvalitet og vision, der kommer først, skriver kulturministeren, Mette Bock (LA), i dette debatindlæg

Sille Veilmark

4. april 2019

Man skal lægge øre til meget. Marie-Lydie M. Nokouda og Dorte Madsen påstår i Information den 1. april, at der med den nye scenekunstaftale sker en »bevidst økonomisk skævvridning af køn og cashpå kunstneriske lederposter«.

Investeringerne i aftalen tildeles teatrene som institutioner og ikke på baggrund af ledernes køn. Skulle vi have udelukket teatre, der ledes af mænd?

Jeg ser helt generelt gerne en større diversitet i scenekunsten – også på ledelsesgangene. Men det hverken kan eller skal løses i en aftale om investeringer i scenekunsten.

Det er også forkert, at der er tale om en overtrædelse af ligestillingsloven. Dens paragraf 4 handler om, at myndigheder skal tilrettelægge rammer og lovgivning, så der ikke forskelsbehandles på baggrund af kønsspecifikke forhold som eksempelvis graviditet.

Teaterbestyrelserne beslutter, hvem der ansættes.

Jeg opfordrer bestyrelserne til større opmærksomhed på de mange dygtige kvinder i dansk scenekunst. Men kønnet kan aldrig blive bestemmende for, hvem de ansætter, eller hvordan vi håndterer investeringer i scenekunsten. Hverken positivt eller negativt. Det må altid være kunstens kvalitet og vision, der kommer først.

Desuden skaber Nokouda og Madsen også forvirring om de mange nye bevillinger, der bliver fordelt med den nye aftale. De nævner store tal på 154 millioner kroner til mændene og 17 millioner til kvinderne.

Jeg ved ikke, hvor deres tal kommer fra. Der er tale om nye bevillinger på 33 millioner kroner over fire år og 42 millioner, som omprioriteres til tre jyske teatre, der er vokset ud af egnsteaterrammen.

En del af aftalen er også at give fireårige tilskud til udviklingen på 15 egnsteatre.

Det afgørende for fordelingen af tilskuddene var aftalekredsens ønske om, at pengene bliver brugt aktivt på teatre spredt over hele landet. Desuden har hovedparten af teatrene af historiske grunde hidtil ikke fået statsstøtte.

Med den nye aftale ser jeg frem til de kommende års udvikling af endnu bedre teater til borgerne også udvikling af ny, dansk dramatik. Og jeg håber, at de talentfulde kvinder i scenekunsten kan bringes i spil her.

Mette Bock er kulturminister (LA)

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

KUnststøtten vil alligevel aldrig blive i overensstemmelse med retsstatens principper, så budgettet kunne lige så godt føres over til Kongehuset, så er der en ministerløn mindre.

Der var engang et lille land der havde store tanker om livet. Folket i det lille land foldede sig ud i frihed og søgte efter meningen med livet. Der kom i udtryk i kulturlivet og det gav folk rig på oplevelser og højnede deres livskvalitet. Men så kom der folk der regerede landet der ikke synes om kulturlivet for til tider var de kritiske overfor deres dumheder. Og så kom der en kulturminister der var mest optaget af at liberalisere, skære ned og var påtagede romantikker af landets lokale kultur og det var også kun for de sidste penge der var tilbage i kulturkassen. Det meste tragiske lå i at ministeren var hårdnakket selvretfærdigt over sine anti-kultur politikker. Det var gået en tid og ministeren ikke var minister mere, skulle nyde kulturlivet, beklagede sig over de begrænsede kulturtilbuddene. Så var der en der pippede i hendes øre: Du dræbte jo sangfuglen!

Graviditet og kvalitet?
svar til Mette Bock
At implementere ligestilling og inklusion af etnisk diversitet på og bag de danske scener kræver en strategisk handlingsramme med aktive indsatser, som kan generere kulturelle, adfærdsmæssige, institutionelle og strukturelle ændringer, – kort sagt mainstreaming.
I forlængelse af EU’s retningslinjer har man som kulturminister pligt til at mainstreame scenekunstfeltet og føre skævvridningen væk fra ’sidevejene’, læs: graviditet og kvalitet - og ind i den politiske hovedstrøm.
Ligestillingsloven kan nemlig ikke alene sikre ligheden mellem køn og heller ikke fjerne diskrimination, skriver EU i Compendium of practice on Non-Discrimination/Equality Mainstreaming Den danske scenekunst er et levende eksempel derpå.
Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan du som minister kobler din forståelse af kvalitet til en positiv særbehandling af mænd i scenekunsten, men et langt mere presserende spørgsmål: Hvordan gør du selv kvalitet?
For mainstreaming er vigtigt, hvis scenekunsten fortsat vil argumentere for kunstnerisk frihed.
Kan man fx tale om kunstnerisk frihed, hvis kun en overvægt af (hvide) mænd har mulighed for at praktisere som kunstnerisk ledere? Og kan man overhovedet tale om kunstnerisk kvalitet, når den brede talentmasse er sat ud af spil?
Der uddannes lige mange mænd og kvinder, deriblandt scenekunstnere med etnisk diversitet.
Hvorfor findes der ikke én eneste fast scene med en kunstnerisk leder af anden etnisk diversitet?
Og hvorfor så få kvinder!
I kulturministerens partipolitiske program (LA) ekspliciteres at ’alle offentlige støtteordninger, der spreder et bestemt sæt af kønspolitiske synspunkter, skal fjernes’. 
Som kulturminister opererer du således i skyggen af en anti-gender politik (læs: kvalitet før køn og etnisk diversitet) , som i statistikkernes verden ’klistrer’ sig til konkrete og faktuelle lovbrud. Skævvridningen på scenekunstfeltet peger derfor også direkte på et stærkt kønspolitisk synspunkt, da mænd nu igen får mere og mere og mere...
Lige meget hvordan man vælger at regne tilskud ud og indenfor hvilke perioder der tælles, er den nye aftale et tegn på en tiltagende skævvridning af køn - mænd 90%, kvinder 10%, etnisk diversitet 0% - og Ligestillingsloven kan således igen alene regnes for et sæt af gode ord og pæne henvisninger...