Læserbrev

Pensionisterne burde gå foran i klimakampen

Pensionister må droppe dannelsesrejserne og tænke mere på klimaet og deres efterkommere. Investér i grøn teknologi og vejled ungdommen, opfordrer Signe Madsen i dette debatindlæg
15. april 2019

Allerede inden valgkampen er begyndt, handler den alt for meget om vores pension og alt for lidt om vores planet. Trods frygten for at blive beskyldt for aldersracisme er jeg nødt til at sige det højt.

Jeg respekterer den ældre del af befolkningen, og vi ender der alle en dag. Men når man først går ind i livets vinter, handler det ikke længere om udvikling, men om afvikling.

»Hvordan får jeg bedst muligt afviklet mit liv på en god og behagelig måde,« må mange tænke.

Det er helt naturligt, og vi kommer alle dertil. Men når pensionisterne udgør en stadig større del af befolkningen og derved et stadig større antal stemmer til folketingsvalget, er det bekymrende for alle os, der endnu har et langt liv foran os.

Pensionister er selvfølgelig ikke fuldstændig ligeglade med deres efterkommere og den globale opvarmning. Men lidt ligeglade er de nu nok, siger min erfaring i hvert fald. Mig selv først og derefter den anden.

Denne egoisme og individualisme, som særligt viser sig hos mennesker, for hvem fremtiden er et testamente, kan meget vel vise sig at spænde ben for den grønne omstilling.

Det er fedt, at pensionisterne lever længere og er blevet rigere, så de kan nyde deres otium. Det er til gengæld knap så fedt, at det betyder store udledninger af CO2 til atmosfæren og rigtig ufedt, at de gamle er fløjtende ligeglade.

Jeg er ikke overrasket over, at en teenager står i spidsen for kampen imod klimaforandringerne. Man ser ikke ligefrem det grå guld demonstrere på gaderne for at mane politikerne til fornuft, selv om man skulle mene, at de har rigeligt med tid.

Det pisser mig mest af, at pensionisterne selvretfærdigt beder de unge ændre verden, vel vidende at det jo er dem selv, der har fucked den op.

Det svarer til at give børnene og børnebørnene fingeren, mens man stiger på flyet for at tage østpå. Ansvarsfraskrivelse på et nederdrægtigt niveau.

Så drop ’dannelsesrejserne’, og brug i stedet pengene på at gøre jeres, jeres børn og børnebørns liv grønnere. Investér i grøn teknologi, lær at lave vegetariske retter, hør fuglene synge og saml lidt skrald op.

I er så mange gamle, I har så mange penge og så meget tid til at bruge dem.

Det ville klæde jer at bruge nogle af alle disse skønne ressourcer på, hvis ikke blot at følge og støtte de unge, så måske ligefrem at lede dem i den rigtige retning. Vi vil alle elske jer endnu mere for det.

I ved jo trods alt, ’what not to do’.

Signe Madsen er tekstforfatter.

De mange unge i byer verden over – her København – der går på gaden om fredagen i protest for klimaet bakkes nu op af en stor gruppe af verdens førende forskere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Morten Lind
  • Palle Bendsen
Trond Meiring, Morten Lind og Palle Bendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Signe Madsen: Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor, men i de større byer har der været flere klimademonstrationer det sidste halve års tid, og her har Bedsteforældrenes Klimaaktion gjort sig gældende. I København er der en klimademonstration hver torsdag morgen kl. 8.30 i Rigsdagsgården. Her møder over hundrede op heriblandt mange bedsteforældre. Der sker meget på demo-fronten i øjeblikket. En af bedsteforældrene har lige lavet aktivisthjemmesiden Klimaparaplyen.dk. Gå ind og se på den.

Birger S. Poulsen, henning husum, Hans Houmøller, Marianne Stockmarr, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Må tage til efterretning at for dette yngre menneske ser verden ud som beskrevet, og jeg ville sandelig nyde som både pensionist og bedstemor at bli' "elsket endnu mere" for hvordan jeg har levet de sidste 50 år! Nu bor jeg blandt hovedsaglig yngre mennesker, jeg er omgivet af store biler, hvoraf ingen er el-biler, godt med stinkende, designede grill'er på terrasser og altaner, pizzabakker i papcontaineren skønt det frabedes og tilmed forklares hvorfor, osv... Og det var ikke bedre hvor jeg kom fra. Selvfølgelig glæder jeg mig over at mit dagligliv er blevet lettere mht. indkøb, dog ikke af transport, men jeg må også konstatere at eksemplets magt har været minimal, så ærlig talt, det er vist andre faktorer der flytter noget. Skriv en tekst om dem.

Hans Houmøller

Først ville jeg have undladt at kommentere og forbi gå debatindlægget i stilhed, ligesom jeg plejer at gøre, når den slags virker omsonst, men så kom jeg til at tænke på, at hvis ikke man imødegår sådan noget, kommende debattør jo, at hendes ord beskriver sandheden.

Man kommer sjældent langt med at generalisere, som det gøres i indlægget, så jeg vil undlade at gøre det samme, men nøjes med at henvende mig til læserbrevsskribenten med et par ord:

Jeg må være del af den aldersgruppe, du har en meget enkel og overskuelig holdning til. Desværre passer din beskrivelse overhovedet ikke på mig, så jeg melder kort og godt hus forbi og fortsætter uanfægtet, som jeg har gjort hele mit voksenliv, med at være bevidst forbruger, hvad angår hensynet til mine omgivelser i bred forstand. Jeg vil fortsætte din fejlslagne kritik til trods med at genbruge, alt det jeg kan, hente indkøbte varer hjem i genbrugsposer, sortere mit affald i mængder, cykle eller bruge offentlig transport mest muligt, spare på det varme vand med minimeret brug af brusebade, reparere ting, der er gået i stykker, frem for at smide væk og købe nyt, ..., puha, jeg kunne blive ved, men stopper her.

Jeg kunne fristes til at påstå, at du din unge alder til trods muligvis har fløjet langt mere, end jeg min fremskredne alder har gjort på dine såkaldte “dannelsesrejser”.

PS! Jeg har prøvet at opdrage mine egne børn til det samme, men det er ikke helt slået igennem hos dem, for de gør som så mange i deres generation, tager på flyrejser flere gange om året, køber nye plastposer hver gang, de køber ind i supermarkeder, økologi er ikke altid et valg trods ok økomnomi, overdrevent forbrug af kød med meget mere, ...

Ups, skrev jeg ikke, at man skulle passe på med at generalisere? Jeg må hellere holde her af frygt for at blive beskyldt for aldersracisme

Birger S. Poulsen, Gert Friis Christiansen, Ete Forchhammer , Jørgen Refshauge, Heidi Larsen, Hans Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Mine aldersstegne, tykke fingre efterlod slåfejl, som jeg lige retter her:

Jeg skrev “noget, kommende debattør jo“, hvor der skulle stå: “tror debattøren jo, at ...”

Beklager fejlen.

Jeg hører til samme generation som Hans Houmøller ovenfor, og tak til ham for at udtrykke nøjagtigt hvad jeg selv tænkte.

@Signe Madsen, jeg er bange for at du med tiden vil erfare præcis det samme som mange fra min generation har gjort, på trods af at vi har opført os miljø- og klimamæssigt ansvarligt som beskrevet at Hans Houmøller - nemlig at det her ikke er en kamp mellem generationer. Det er en kamp mellem dem der bekymrer sig om klima og miljø - uanset alder - og dem der tjener formuer på at ødelægge det.

Overvej eventuelt hvem det kan være, og ret din berettigede forargelse derhen i stedet.

Birger S. Poulsen, Ete Forchhammer , Jørgen Refshauge, Hans Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Hej
Jeg går op i det med “at kun handling giver forvandling” og mig bekendt er der ikke meget besparelse af CO 2 ved at deltage i nok så mange klimademonstratitioner !
Som 65 årig har jeg efterhånden 40 års erfaring i forbruge m måde, købe grønt, tage toget, når det er muligt, vaske og tørre klimavenligt, genbruge etc.
Så måske du skulle stoppe med at generalisere og finde ud, af hvordan vi sammen kan handle og forvandle på tværs af alder!

Birger S. Poulsen, Ete Forchhammer og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Kære Signe. Vi er her skam- os ældre der gør præcis det du efterlyser. Nemlig tænker over hvordan vi bruger den sidste del af vores liv til gavn for vores efterkommere og for planeten. Det er jo vores pligt.
Til klimastrejken den 15.marts var der en del ældre bandt alle de unge, men meget få fra "mellemgenerationen". Det får mig ikke til at påstå at midaldrende voksne er ligeglade! De var nok bare på arbejde. Så lad os ikke skabe generationsspil. Det er de problemer vi står overfor for vigtige til. Find os til næste klimaevent og lad os tale om hvordan vi får flere af alle aldre på banen,. Elena Smith Bedsteforældrenes Klimaaktion, Nordjylland

Niels-Simon Larsen, Birger S. Poulsen, Ete Forchhammer , Heidi Larsen, Hans Houmøller, Helle Bovenius og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
henning husum

Kære Signe
Jeg ved godt, jeg har været et røvhul. Min og mine forældres generation har ædt det meste, og vi har efterladt noget værre rod til jer. Måske tæller det heller ikke, at jeg ikke vidste bedre.
Jeg vil gerne forsøge at gøre lidt af det godt igen, inden jeg smutter.
Det er ærgerligt, hvis det kommende valg ikke kommer til at handle om, hvordan vi kan rette op på noget af miseren. Jeg vil ønske, vi kunne komme i gang med at tale med hinanden om de her alvorlige problemer i stedet for at tale om at forbedre lidt hist og her. Lidt nærsygehuse, lidt at gøre Danmark great and green again, lidt om pensioner, lidt om at det ikke blæste nok i 2018.
Vi kan ikke komme i gang med at tale om, at det her ikke bliver sjov, eller i hvert fald ikke sjovt på samme måde som vi er vant til. Det bliver mega dyrt, og jo længere tid vi venter med at gøre noget, jo dyrere bliver det. Jo længere tid vi venter, jo mere låner vi af jeres mulighed for at få et godt liv.
Måske skal jeg komme med et helt nyt forslag: Hvad med at vi vælgere får stemmer ved valg i forhold til vores forventede restlevetid. På den måde kan de unge få flere stemmer end os gamle. Det er jo trods alt de unge, der skal leve med konsekvenserne af det vi bestemmer i længere tid end os gamle. Ja! Lad os diskutere det. Så slipper vi nemlig for at tale om det, det handler om: Klima, tab af biodiversitet og de andre områder, hvor vi er ved at køre kloden ud over afgrundens rand.