Kronik

En redaktør bør aldrig tøve med at udgive omstridte synspunkter. Jobbet går ud på at få folk til at tænke

Da redaktør og forfatter Ian Buruma udgav en artikel i New York Review of Books skrevet af en mand, der var blevet anklaget for seksuelle overgreb, kostede det ham jobbet. Her reflekterer han over, hvad der gik galt, og udfordringen ved at være redaktør i krænkelsernes tidsalder
Den canadiske tv-vært Jian Ghomeshi blev i 2016 anklaget for at have begået fire seksuelle overgreb, ligesom han ved et tilfælde var blevet anklaget for at have taget kvælertag på et offer.

Den canadiske tv-vært Jian Ghomeshi blev i 2016 anklaget for at have begået fire seksuelle overgreb, ligesom han ved et tilfælde var blevet anklaget for at have taget kvælertag på et offer.

Mark Blinch

11. april 2019

Indtil for nylig var der ikke mange uden for Canada, der vidste, hvem Jian Ghomeshi, en tidligere tv-vært på Canadas public service-medie CBC, var.

I dag ville jeg ønske, at det var forblevet sådan. Men i september sidste år besluttede jeg som redaktør på New York Review of Books at bringe fortællingen om Ghomeshis liv, efter at han i 2016 var blevet anklaget for at have begået fire seksuelle overgreb, ligesom han ved et tilfælde var blevet anklaget for at have taget kvælertag på et offer.

Hans egen forklaring var, at de tre kvinder frivilligt havde deltaget i sadomasochistiske sexlege. Det mente kvinderne ikke. Og de fik støtte fra 20 andre kvinder, der havde oplevet lignende overgreb. I retten vurderede dommerne, at bevisførelsen mod Ghomeshi var utilstrækkelig, hvorfor han blev frikendt. Måneder efter frifindelsen kom Ghomeshi med en undskyldning og underskrev samtidig et løfte om, at han ville blive en bedre udgave af sig selv.

I stedet for at blive straffet med fængsel blev Ghomeshi udskammet i offentligheden. Sagen kostede ham karrieren, og han blev et hadeobjekt. Seksuelle overgreb er meget svære at bevise i retten, så måske fortjente han at blive udskammet. Men eftersom en tilsvarende skæbne er overgået et stigende antal mænd de seneste år, mente jeg, at der var et behov for bedre at forstå disse mænds oplevelser.

En fængselsstraf slutter på et tidspunkt. Offentlig fordømmelse har ingen udløbsdato.

Det var ikke alt. Jeg var også fascineret af historien om manden, der havde alt, men mistede det. Ghomeshi var en mediestjerne, nu er han en udstødt forbryder.

Jeg trykte hans historie som en del af en serie om detroniserede mænd – en serie, der desuden inkluderede en artikel om Jim Brown, den amerikanske football-spiller, som var berømmet for sin kamp for menneskerettigheder, men som blev afsløret i vold mod kvinder.

Klodset interview

Jeg vidste naturligvis, at serien var provokerende og forventede kritik, men alligevel har ramaskriget overrasket mig.

Vi er blevet kritiseret for at ophøje en forbryders handlinger. Min egen journalistik er blevet endevendt for gamle tekster, der beviser, at jeg er kvindehader. Der blev sågar iværksat en underskriftindsamling for at få mig fyret, og universiteterne truede med at trække deres annoncer.

Midt i alt dette gennemførte jeg et klodset telefoninterview med Slate, hvor jeg sagde følgende om Ghomeshi:

»Hvad der præcis skete – hvor meget samtykke, der var – det aner jeg ikke, men det er heller ikke rigtig min sag.«

Med det mente jeg selvfølgelig, at min journalistiske interesse var rettet mod efterspillet, men det blev opfattet, som om jeg var bedøvende ligeglad med, hvad kvinderne var blevet udsat for. Det hele endte med, at jeg blev afskediget af New York Review of Books’ ejer.

Noget af den kritik, jeg blev udsat for, var berettiget. Jeg burde have insisteret på, at anklagerne mod Ghomeshi blev skåret ud i pap i artiklen. Han undlod eksempelvis at nævne, at han havde brækket en kvindes ribben, og hvor mange kvinder, der havde anklaget ham for overgreb.

Jeg kunne også have understreget, at artiklens formål aldrig var at frifinde ham og legitimere vold mod kvinder – det budskab tog jeg og to andre redaktører, der også var inde over teksten, for givet. Det var en fejl.

På samme måde skulle vi have overvejet, om kvinderne burde have haft genmæle. For Ghomeshis beskrivelse af, at anklagerne var fejlagtige, gjorde hans refleksioner mindre troværdige.

Gavnligt ubehag

Til trods for disse redaktionelle fejl og det ubetænksomme telefoninterview mener jeg stadig, at artiklen var et vigtigt bidrag til en nødvendig diskussion.

For nogle af kritikerne var artiklens indhold faktisk ikke problemet. Nogle dage inden den blev offentliggjort, var nyheden om teksten allerede blevet lækket, og snart efter rasede twitterstormen. Kritikernes pointe var, at en person som Ghomeshi ikke burde få taletid og skrive sin egen fortælling i et anerkendt, liberalt magasin.

Man er overgået fra at forsvare retten til at indtage ethvert synspunkt, til at mene, at en person, der har været anklaget for overgreb, slet ikke bør høres. Dette skred var end ikke en del af debatten. Et redaktionsmedlem mindede mig om, at vi var ude af trit med #MeToo-bevægelsen, hvis vi udgav artiklen. Jeg fik at vide, at der ikke var behov for nuancer: Nuancer blev betragtet som en form for meddelagtighed.

Jeg var uenig. En redaktør bør aldrig tøve med at udgive omstridte synspunkter. Jobbet går ud på at få folk til at tænke.

For tiden er der ellers mange på universiteterne, der diskuterer, om man bør udelade holdninger og bestemte dele af pensum, der måske kan gøre studerende utilpasse. Men en vis grad af ubehag kan være gavnligt, hvis ubehaget opstår, når man reflekterer over ukendte og uortodokse synspunkter.

Moral som kriterie

Det er ikke første gang, at New York Review of Books har bragt en tekst skrevet af en voldsmand. Forfatteren Norman Mailer stak sin kone ned, og alligevel havde han held med at promovere morderen Jack Abbott, der fik trykt sin tekst i magasinet, mens han stadig sad inde i 1980’erne. Abbott dræbte ovenikøbet en mand, så snart han blev løsladt. Publiceringen blev en skandale. Nogle kritikere så udgivelsen som en konsekvens af en naiv, liberal tolerance, og andre mente, at fascinationen af Abbott skyldtes mandschauvinisme. Men trods kritikken blev ingen redaktører fyret.

Nogle vil nok indvende, at tiden var en anden. Andre vil mene, at Mailer og måske også Abbott var bedre skribenter end Ghomeshi. Jeg påstår på ingen måde, at Ghomeshi er en stilistikkens mester, men kvaliteten af en skribents prosa bør aldrig have indflydelse på vores vurdering af skribentens moral. Og en persons moral må aldrig alene lægges til grund for, om man bør udgive vedkommendes tekster eller ej.

Når man taler om mennesker, der – ofte med god grund – er faldet i unåde, så er det svært at undgå at blive dogmatisk. Er man kommet i moralsk vanære, må man råde bod på sine handlinger. Og den eneste måde, man kan gøre dette, er gennem refleksion, indrømmelse og undskyldning. Det er derfor, at personer, der bliver anklaget for overgreb eller chikane, ofte beklager episoden med det samme – sommetider ret upålideligt:

»Hvis jeg har krænket nogen …«, »Jeg var ikke mig selv« og så videre.

Ikke desto mindre opfordrede en ledende redaktør fra en anerkendt, liberal avis mig til at skrive en officiel undskyldning, så hans »yngre redaktører« igen ville tillade min pen i hans blad. Rådet var velment, men jeg endte alligevel med at beslutte, at en undskyldning ville være forkert. En undskyldning er nemlig normalt en anerkendelse af, at man har gjort noget moralsk forkert, som andre er blevet krænket over.

En form for blasfemi

At undskyldninger er blevet så udbredte, skyldes, at oplevelser af at føle sig krænket er blevet en gængs reaktion på alt det, man er uenig i. En udvikling, der selvsagt gør det svært at være redaktør.

For eksempel var der også indvendinger mod at bringe dele af artiklen om Jim Brown. Efter han indstillede sin football-karriere, levede han en omtumlet tilværelse som Hollywood-stjerne.

En redaktør mente, at Browns ironiske beskrivelse af sit liv som festabe i Hollywood var »en hyldest til de, der mener, at krænkelser skyldes kvinders nærtagenhed«, og at det »måske støder vores læsere«, men jeg fastholdt, at det ikke var vores opgave at beskytte læserne mod tekster, de potentielt ville opleve som stødende, hvorefter jeg fik svaret, at det netop er en redaktørs ansvar.

Undskyldninger er imidlertid ikke altid nok til at forhindre udstødelse. Det er måske også derfor, at de kun spiller en minimal rolle i den vestlige retsstat. Det er en forudsætning for strafudmåling, at den er veldefineret og tidsbestemt. Det voksende behov for undskyldninger har derfor mere til fælles med den retspraksis, der hersker i sydøstasiatiske lande, hvor undskyldninger og skriftlige tilståelser spiller en betydende rolle. Der er det ikke nok at blive idømt en straf: Den dømte skal bevise, at han angrer.

Noget lignende sker i Vesten nu. Racediskussionen er, som den afroamerikanske akademiker John McWhorter for nylig pointerede i The Atlantic, blevet kvasireligiøs. Hvide kan med hans ord kun opnå »moralsk syndsforladelse«, hvis personen konstant gør sig sin races privilegium bevidst som en slags medfødt synd. Det medfører, at der bliver ført nøjere tilsyn med folks holdninger, ligesom meninger, der bliver set som problematiske, hurtigere bliver afvist som en form for blasfemi.

Når det kommer til antiracisme og andre antidiskriminationsbevægelser, er det ikke nok at ændre sin opførsel udadtil. Her mener man, at en forkert, moralsk opførsel kun kan tilgives, hvis man kigger indad og ændrer sin måde at tænke på.

McWhorter er skeptisk over denne form for religiøs aktivisme. Den »bestemmer, hvem der kan påkalde sig uretfærdighed på basis af en overdreven indignation, der fungerer som en snubletråd, ligesom den fostrer en form for os-versus-svinene-menneskesyn, som er taget ud af Fluernes Herre«.

Der er endnu en fare ved, at moralsk retskaffenhed trumfer andre værdier: Det kan kvæle ytringsfriheden. Det problem kan ikke reduceres til den ’politiske korrekthed’, som konservative gerne skyder al samfundets dårligdom på.

Stødt eller krænket

Det er omkring ti år siden, at den hollandsk-somaliske aktivist Ayaan Hirsi Ali blev centrum for en ophedet debat, da hun mente, at Vesten lå i krig med islam, og at terrorisme var en del af religionens natur. Hun skrev kortfilmen Submission, der blev instrueret af Theo van Gogh, og som af mange muslimer blev set som blasfemisk. Filmen medvirkede til, at Theo van Gogh senere blev myrdet af en islamist. Jeg skrev bogen Murder in Amsterdam om det.

De, der forsvarede Hirsi Ali, mente, at retten til at støde andre var en vigtig del af ytringsfriheden, og nogle sammenlignede hende sågar med Voltaire, som gjorde nar af den katolske kirke.

Selv om jeg sympatiserede med Hirsi Ali, havde jeg visse forbehold over for hendes moralske absolutisme (»krigen mod islam«). Ikke desto mindre blev min bog læst som et forsvar for islamistisk terror. Diskussionen minder om den massive polarisering, vi oplever i dag. Debattens nuancer forsvandt: Enten støttede du Hirsi Ali, eller også bekæmpede du ytringsfriheden. Det var selvfølgelig en fejlslutning.

For det første fordi man glemte, at Voltaire gik op imod en af de mest magtfulde franske institutioner, og at muslimer i Vesten modsat udgør en sårbar minoritet. Og når alt kommer til alt, blev en af Frankrigs mest antisemitiske aviser døbt La Libre Parole (’Den Frie Tale’) på Dreyfus-affærens tid.

Et andet aspekt, som mange i debatten glemte at anerkende, er forskellen på at blive stødt og krænket. Det første kan være et resultat af, at nogen har sagt sin ærlige mening, som andre finder stødende. Det andet, krænkelsen, er en bevidst, fjendtlig handling. Stødt er noget, man bliver. At krænke er noget, man gør ­­– og der findes derfor ingen en god undskyldning for at handle krænkende i et civiliseret samfund. Modsat kan man dårligt undgå at føle sig stødt af og til. Nogle af de mest velrenommerede skribenter kan ofte virke stødende.

Endelig kan ytringsfriheden aldrig være absolut. Det afhænger af, hvem der siger hvad, hvornår og til hvem. På samme måde begrænser almen høflighed også, hvad vi siger og under hvilke omstændigheder. Er man en del af en minoritet, kan man lave mere grovkornede jokes om denne, end hvis man ikke er. En komiker kan optræde mere skandaløst end en politiker.

Kvælende frygt

Noget, der gør denne tid foruroligende, er, at disse regler for social adfærd ikke længere gælder. USA’s præsident kan i et tweet krænke, så meget han har lyst til, mens stand-up-komikeres ord bliver nøje vejet, så en stødende, for slet ikke at tale om en krænkende kommentar kan ødelægge karrieren.

Og hvor efterlader det så en redaktør? Hvad kan vi lære af det ramaskrig, som Ghomeshis artikel skabte?

En redaktør er ikke underlagt det samme kodeks for korrekt opførsel som en politiker, men han skal være en smule mere forsigtig end en stand-up-komiker.

Jeg blev voksen i 1960’erne, hvor en vis portion provokation ikke alene var mere acceptabelt end i dag, men faktisk blev set som en dyd. De sociale mediers indflydelse har i høj grad kompliceret det intellektuelle liv og derfor også en redaktørs beslutninger.

New York Review of Books har været kendt for sine brevvekslinger, hvor de største meningsdannere udvekslede synspunkter med en vildskab, der har underholdt læserne i generationer. Nogle af teksterne var ren selvforherligelse og litterært blær, men andre skabte grobund for en oprigtig debat. Som ved ethvert andet blad med respekt for sig selv sorterede redaktørerne selvfølgelig onde og komplet forvrøvlede indlæg fra.

Sådan forholder det sig ikke i twittersfæren. Her går argumenterne ofte efter manden i stedet for bolden og er intimiderende og sindsforvirrede. Resultatet bliver, at debatten kvæles, simpelthen fordi man frygter pøblens vrede.

Da jeg udgav Ghomeshis tekst, fejlbedømte jeg, hvor kraftfuld tidsånden og den overdrevne indignation er. Jeg anerkender, at jeg skulle have været mere omhyggelig i min redigering. Men jeg mener fortsat, at reaktionen på udgivelsen er alarmerende og ødelæggende for ytringsfriheden.

En redaktør bør tage chancer: Fordømmelse i stedet for debat vil resultere i frygtsom konformitet. Frygt for at udfordre tidsånden vil have en lammende effekt på den offentlige debat.

En tidsånd ændrer sig. Hvis vi lukker munden på dem, vi ikke kan lide, risikerer vi, at det bliver nemmere for andre at lukke munden på dem, vi kan.

Ian Buruma er forfatter og journalist

© Financial Times og Information. Oversat af Mathias Ertmar Mencke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Jes Kiil
  • Anders Olesen
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Jørn Andersen
Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Toft Sørensen, Jes Kiil, Anders Olesen, Steffen Gliese, Christian Mondrup og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Censur er det nye sort. Der er så meget der ligger indenfor lovens rammer vi bare ikke må sige mere.

Troels Ken Pedersen

Den Ghomeshi-artikel, Buruma bragte? Det var sgu ikke nuancer eller for den sags skyld kritisk journalistik, det var slesk mikrofonholderi. Det fik så en del folk til at tænke, men ikke det som Buruma & Ghomeshi var ude efter at de skulle tænke.

Nis Jørgensen

"ligesom han ved et tilfælde var blevet anklaget for at have taget kvælertag på et offer."

rettes til

"ligesom han var blevet anklaget for i et tilfælde at have taget kvælertag på et offer."

René Arestrup

'..en mand, der var blevet anklaget for seksuelle overgreb..'
Kunne vi eventuelt forsøge med:
'..en mand, der var DØMT for seksuelle overgreb..'
Heri ligger hele forskellen.
Hvis en hvilken som helst anklage om hvad som helst, fra hvem som helst medfører sanktioner/konsekvenser af den ene eller anden art, er almindelige retsprincipper for alvor på vej ned i kloakken. Og så Gud nåde trøste os alle.

Mads Jakobsen

Jian Ghomeshi er en noget særligt i denne type sager.

Han er ikke bare "anklaget" på twitter eller i en blog. Han blev rent faktisk anklaget og slæbt i retten. Og dér faldt hele sagen fra hinanden, fordi kvinderne der vidnede mod ham beviseligt løj gang på gang; deres troværdighed forsvandt simpelthen det øjeblik der var nogen der ikke bare talte dem efter munden.

Så Ghomeshi er, ulig Kevin Spacey, Harwey Weinstein & co, rent faktisk frifundet.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Et redaktionsmedlem mindede mig om, at vi var ude af trit med #MeToo-bevægelsen, hvis vi udgav artiklen. Jeg fik at vide, at der ikke var behov for nuancer: Nuancer blev betragtet som en form for meddelagtighed".
og
"Når det kommer til antiracisme og andre antidiskriminationsbevægelser, er det ikke nok at ændre sin opførsel udadtil. Her mener man, at en forkert, moralsk opførsel kun kan tilgives, hvis man kigger indad og ændrer sin måde at tænke på".

Det er ret forfærdeligt at opleve Foucaults forudsigelse gå i opfyldelse, om at ledelse og selvledelse vil blive knyttet stadig tættere sammen, således at ledelse i stigende grad bliver ledelse af selvledelse, og at vi i vores selvledelse i stigende grad tager højde for andres ledelse af os og ledelse af os selv.

At det skulle blive den såkaldte progressive venstrefløj, veluddannede børn af den veluddannede højere middelklasse, der skulle komme til at stå som bannerførere for aktualiseringen af denne udvikling, var vel ikke ventet?

Gennemført i kraft af medieudviklingen, ikke mindst i de sociale medier, som kræfter der gennemsyrer det offentlige rum, med karakter af religiøse bevægelser, og med brug af udemokratiske og autoritære virkemidler og censur som konsekvenser.

Økonomisk sanktioneret af bl.a. politiske forbrugere i den liberale økonomi, der dermed undergraver principperne for den liberale politik og demokratiets princip om ytringsfrihed.

Der er her mange paralleller til unges bidrag til social kontrol i mellemøstlige kulturer og unge partimedlemmers bidrag til afsløring og udrensning af afvigere i de tidligere kommunistiske regimer.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anina Weber, Jes Kiil og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar