Kronik

Retten til assisteret selvmord bør ikke være ubegrænset – samfundet skal beskytte folk mod sig selv

Hvis et individ har gode grunde til at ønske hjælp til at dø, er det decideret grusomt at nægte vedkommende den ret. Men samfundet har også ansvar for at beskytte borgerne mod beslutninger taget i affekt, som deres fremtidige jeg ville fortryde, skriver Thorsten Brønholt i dette debatindlæg
Denne kronik af Thorsten Brønholt kommer efter en kronik af Annette Wium fra den 6. april. Annette Wium skrev om aktiv dødshjælp, at hun bedre ville nyde de sidste år af sit liv, hvis hun vidste, at det kunne gå rimelig nemt, den dag det blev for svært at leve. 

Denne kronik af Thorsten Brønholt kommer efter en kronik af Annette Wium fra den 6. april. Annette Wium skrev om aktiv dødshjælp, at hun bedre ville nyde de sidste år af sit liv, hvis hun vidste, at det kunne gå rimelig nemt, den dag det blev for svært at leve. 

Sigrid Nygaard

15. april 2019

Annette Wium rejser i sin kronik den 6. april stærke argumenter for, hvorfor et menneske bør have ret til at ende sit eget liv. Her argumenterer jeg for en begrænset ret til assisteret selvmord, men imod den radikale, ubetingede ret.

På overfladen kan retten til selvmord synes meget ligetil.

Det rationelle, frie menneske bestemmer over sit eget liv, og staten har ikke (længere) ret til at bestemme over individets ret til at leve – eller dø. Problemet er bare, at ideen om det altid rationelle individ finder meget begrænset støtte uden for teorien.

Hvis man tror på, at ethvert menneske til enhver tid kan bedømme, hvad dets ’sande’ ønsker og behov er og kan handle derefter, følger det naturligt, at et sådant menneske er i stand til at bedømme, om dets liv ikke mere er værd at leve. Men alt, fra filosofi over økonomi til samfunds- og lægevidenskaben, tyder på, at dette kun i begrænset omfang er tilfældet.

Dertil kommer, at alt imens den liberale tradition har frataget de fleste stater retten til at tage sine borgeres liv, har den også givet staten ansvar for den enkeltes liv og velvære. Kollektivet har til ansvar at beskytte dets individuelle medlemmer – også imod dem selv.

Livets svingende værdi

Desuden er der den kritik, som muligvis misrepræsenteres en smule i Annette Wiums kronik: Bekymringen for, at de nuværende samfundslogikker vil afføde en stigning i selvmord.

Problemet her er større end angsten for læger, der overtaler/tvinger patienter til selvmord, idet de ikke længere ses som produktive medlemmer af samfundet.

Sagen er, at selv hvis vi tager et fuldt ud rationelt individ og indsætter det i et system, hvor dets værdi er hængt op på ting som jobidentitet, indkomst og førlighed – ja, så kan det rationelle individ se helt rigtigt, at dets værdi er meget lavt, som det generelle samfund anser det.

Men tog man det samme rationelle individ og indsatte det i en kultur, der højt skattede det for dets alder og visdom – ja, så ville det indse, at dets værdi er højere end de fleste andres og end ikke overveje en sådan handling.

Kan man opstille en objektiv sandhed om et menneskes værd – en kvantificeret målen og vejen, der er eviggyldig?

Svaret er selvfølgelig nej – og det liberale modargument bygger netop på dette. Netop fordi et menneskes værdi er subjektivt, bør enhver have ret til at tillægge livet sin egen værdi. Men hvis menneskets subjektive egenvurdering svinger frem og tilbage alt efter, hvilke sandheder der fortælles i dets samfund, hvad så?

Bør vi, i et ekstremt tilfælde, hjernevaske folk til ikke at ønske selvmord? Ændre deres vilje til at passe med kollektivets idealer?

Hjælp mod selvmord

  • Der findes hjælp til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

I affekt

Disse spørgsmål bliver hurtigt meget komplekse. Men i stedet for at dykke dybt ned i forskellige moralteorier og akademisere til højre og venstre vil jeg stille nogle spørgsmål, jeg ser som diskussionens yderpunkter.

Hvis man er dødeligt syg, og det er sidste mulighed for at spare en selv for smerte, bør man så kunne hjælpes til at dø, i fald man ved sindets fulde brug klart tilkendegiver et sådant ønske?

Hvis man i dyb hjertesorg mister lysten til livet, bør man så have lov til at tage det?

Når jeg stiller det op på den måde, synes intuitionen for førstnævnte at være et klart ja, hvorimod sidstnævnte nok er lidt mere problematisk. Forskellen her er tilregnelighed. Mennesker gør nogle gange ting i affekt, og vi har en lang, stærk tradition for at tage affektholdninger med et gran salt.

Jeg tror, at de fleste af os har oplevet øjeblikke, hvor vi ikke har ønsket at leve mere. Men jeg tror også, at mange af os er glade for, at vi ikke førte tanken ud i livet.

Jeg siger ikke, at livet er et gode i sig selv. Det mener jeg ikke, det er, eller ikke er. Jeg siger dog, at når et liv udslukkes, mister man potentialet for yderligere goder samtidig med potentialet for yderligere onder.

Disse kan der som tidligere nævnt kun gives subjektive vurderinger af – måske ender mit yngre jeg en skønne dag dog med at have ret i, at jeg lige så godt kunne have været død og dermed sparet mig selv for yderligere hjertesorg. Men mit nuværende jeg er klart uenig.

Jeg er glad for, at samfundsnormer og empati for både mig selv og min familie holdt mig langt fra at gøre andet end at lege med tanken.

For jeg mener ikke, at jeg, hvis jeg havde taget ideen fra sindet og ud i den fysiske verden, havde været tilregnelig på det tidspunkt, og jeg mener ikke, mit daværende jeg havde ret til at træffe det valg på mine vegne.

Ja til valgfrihed

En endegyldig løsning kan nok ikke findes. Men der er ting, vi kan gøre.

Praksissen i dag er at overtale den ’selvmordstruede’ til at skifte mening – at overbevise individet om, at livet jo dog har værdi, og at der er grund til at leve videre. Når en sådan behandling er succesfuld, ser vi det, som om vi har reddet et liv.

Dette er i min optik det rigtige at gøre, hvis en person dømmes uligevægtig, utilregnelig – i så fald er det en beskyttelse af det fremtidige, rationelle jeg.

En person, der dømmes ligevægtig, derimod, bør have ret til selvbestemmelse, om end jeg mener, at det er vores kollektive ansvar at give det fremtidige jeg en chance og invitere til samtale og rådgivning.

I de eksisterende ordninger andre steder i Europa er det afgørende, om læger har erkendt, at der – så objektivt som de kan se det – reelt intet andet er i vente end smerte.

Hvis et individ med en sådan fremtid ønsker hjælp til at medlidenhedsdræbe sig selv, synes det decideret grusomt at nægte vedkommende den ret.

Men i de tilfælde, hvor der ikke er et entydigt sygdomsbillede, er det sværere.

Over én kam definerer vi utilregnelighed som en substantiel afvigelse fra normen, især hvis det er en afvigelse, der går imod, hvad fællesskabet anser som ’almindelig sund fornuft’ og i særdeleshed, hvis ens ønsker kunne lede til nogens skade.

Således ses ønsket om selvmord i sig selv ofte som et tegn på et utilregneligt, sygt sind, der potentielt skader én selv. Især i situationer, hvor man ikke udefra kan forstå, hvorfor personen ønsker at dø.

I den radikale version, hvor enhver til enhver tid har ret til selvmord, sådan som Annette Wium argumenterer for (og i øvrigt er skønt afbildet i tv-serien Futurama), er der simpelthen for mange problemer, forudsat at vi som mennesker har bare en my af ansvar for hinanden og dermed som samfund og stat har et ansvar for at sikre en rimelig beskyttelse af individets fremtidige jeg.

Nej til nihilisme

Jeg kan klart støtte modellen fra de forskellige nederlande. Hvis læger kan bekræfte, at det er ret og rimeligt at ville dø, bør en person have ret til at (få hjælp til at) ende sit liv. Der skal indbygges rådgivning, tidsgrænser og maksimale muligheder for at skifte mening, men retten bør gives.

Hvis man derudover giver retten til at tage sit liv i de tilfælde, hvor det ikke er klart for udenforstående, hvorfor ens liv ikke længere er værd at leve, bør der indbygges megen rådgivning og samtale om andre muligheder og indsættes en lang tænkepause mellem det oprindelige ønske og tidspunktet, hvor man stiller udstyr til selvhjælp til rådighed for vedkommende.

Men retten bør ideelt set gives, idet en ligevægtig person, der ønsker at dø, skal rådgives, ikke behandles. Personen skal have tid til at tænke, men lov til selv at bestemme.

Den radikale version, som nok bedst kan betegnes som libertariansk, kan og vil jeg ikke støtte.

Den er for kynisk, nihilistisk og misantropisk til overhovedet at kunne overvejes. Uden at blande diverse religioner ind i det mener jeg, at vi skal og bør tage ansvar for hinanden. Hvis ikke vi gør det, hvad er det så overhovedet, der gør os til mennesker?

Thorsten Brønholt, ph.d.-studerende ved University of the West of Scotland

Vi bliver ikke spurgt, om vi vil fødes. Derfor burde det være den vigtigste menneskeret at kunne sige nej tak til livet, mener Annette Wium.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Arne Thomsen
  • Henning Kjær
Trond Meiring, Arne Thomsen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

De to eneste lovlige veje til selvmord er drikke og ryge sig ihjel.
Det virker sku da lidt makabert, den langsomme og pinefulde vej til døden med alkohol og cigaretter er legal, imens den nænsomme konsekvente lægeovervåget overgang ikke er tilladt.

Thorsten Brønholt skriver:
"I de eksisterende ordninger andre steder i Europa er det afgørende, om læger har erkendt, at der – så objektivt som de kan se det – reelt intet andet er i vente end smerte.

Hvis et individ med en sådan fremtid ønsker hjælp til at medlidenhedsdræbe sig selv, synes det decideret grusomt at nægte vedkommende den ret."

Jeg er enig!

Krister Meyersahm

Man kan have alle mulige begrundelser for at gå ind for aktiv dødshjælp eller "assisteret" selvmord men selve handlingen - afslutning af en andens liv er og bliver aflivning. Uanset om man handler ud fra barmhjertighed eller juridisk legalitet.

Kan man eventuelt stille juridisk legalitet til rådighed for handlingen? Måske, men ikke uden at se bort fra almindeligt anerkendte begreber. For har vi bestemt ikke at tillade mord og henrettelser, kan vi heller ikke tillade handlingen aktiv dødshjælp eller hjælp til selvmord.

Lovgiver kan naturligvis ændre den bestående retstilstand og bestemme om - at indrømme straffrihed for udførelse af aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord. Men vi må holde fast i at handlingen stadig er mord/aflivning - ellers skrider begreberne aldeles.

altså der er dybt forskel på italesættelsen af aktiv dødshjælp og selvmord set klinisk. at sige det ikke forekommer er en lodret løgn, det jo præcis det samme paradigme som er har udfaset down syndrom, i den sammen gylden tanke om mennesket skal være af dimensioner af perfektion, og ved at have dårlige helbrede og dermed være en samfunds bekostning. så det jo bedst du ikke eksistere. Staten ved bedst. Ligesom hvis du gerne vil ophører. (sarkasme kan opstår)

Men igen giver information spalteplads, i de selvsamme lokaler hvor banalitet farvet mennesker til banana kasser. godt gået.

Thomas Jensen

Hvorfor er det vi vil 'beskytte' nogen mod selvmord? Er det virkelig pga. personens fremtidige jeg, eller er det i realiteten for at beskytte os selv, de efterladte? Jeg forstår simpelthen ikke det der med et fremtidigt jeg. Efter et selvmord er der jo ikke noget jeg, så hvem er der til at fortryde?

Thorsten Brønholt

Tak, Nils Valla og Arne Thomsen!

Krister Meyersahm: Det er jo et svært og komplekst spørgsmål som der er skrevet mange gode og lange artikler og essays om indenfor Anvendt Etik, Politisk Teori, Psykologi, Lægevidenskaben og andre felter og jeg kan sagtens se din pointe. Mit problem er, at det er en svær grænse at trække. Klassikeren selvfølgelig værende om man skal "slukke for" folk i koma...

Min kernepointe er nok, at hvis et individ der dømmes ved sine fulde fem ønsker at dø, bør vi muliggøre det. Vi bør tilbyde dem en human måde, de kan gøre det på - om det så specifikt er en knap til at skrue op for morfinen, eller hvad det er, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg mener vi skylder det autonome individ det, hvis det er dét de ønsker.

Rolf Clausen: Så vidt jeg forstår dit indlæg handler det om præcis den bekymring jeg nævner i sektionen "Livets svingende værdi". Måske din kommentar var tiltænkt Annette Viums udemærkede indlæg, som jeg skriver i svar til? Hvis ikke beklager jeg misforståelsen!

Thomas Jensen: Jeg er med på at det er en lidt langhåret pointe og jeg undskylder. En anden måde at sige det på er, at min personlige holdning er at en stat generelt ikke skal være formynderisk, men at det godt kan give mening at beskytte folk mod impulshandlinger der kan skade dem selv. Lidt ligesom jeg synes det er fint når der er sikkerhedsfolk ved koncerter og sportsbegivenheder.

Når man er fuld eller følelsesladet tænker man nogen gange på at gøre ting man senere ville have fortrudt. Derfor er det nok bedst med en lille tænkepause inden man gør noget der aldrig kan fortrydes. Det er egentlig bare det jeg siger.

Rolf Clausen

4 afsnit som jeg synes er relevant at reflektere over, fordi i det her er en selvmodsigelse af hvad samfundet reelt vil, og om det enlig har en indflydelse, eller bare er gået hen og bliver konstruktioner man følger uden eftertanke. Meget banalt.

"Dertil kommer, at alt imens den liberale tradition har frataget de fleste stater retten til at tage sine borgeres liv, har den også givet staten ansvar for den enkeltes liv og velvære. Kollektivet har til ansvar at beskytte dets individuelle medlemmer – også imod dem selv."
Med dette er diskursen at hvis vi havde snakket om et down syndrom, var snakke jo en anden, men hvis du to udgangspunkt i subjektiviteten, og det at selv samme paradigme om medlidenhedsdrab, kommer til udtryk i at være om det gode livs i en den kontekst af aldrig at have eksisteret pga en biovæsen.
”Problemet her er større end angsten for læger, der overtaler/tvinger patienter til selvmord, idet de ikke længere ses som produktive medlemmer af samfundet.”
Ja det så nazisme du beskriver, på en måde går ud fra du også tænker på værger. Og at det så implicit.
"Kan man opstille en objektiv sandhed om et menneskes værd – en kvantificeret målet og vejen, der er eviggyldig?"
Du svarer selv ende for. Og som også er problemet i hele diskursen.
"Svaret er selvfølgelig nej – og det liberale modargument bygger netop på dette. Netop fordi et menneskes værdi er subjektivt, bør enhver have ret til at tillægge livet sin egen værdi. Men hvis menneskets subjektive egenvurdering svinger frem og tilbage alt efter, hvilke sandheder der fortælles i dets samfund, hvad så?"
hvor nu når vi putter en identitet (diagnose) og liv ud på spillepladen, og snakker ud fra ideen om det gode liv, så de mennesker som er udfaset før den kliniske betegnelse for at være et hele "dannet" menneske med rettigheder bliver gældende. altså i sinde deres diagnose, på bekostning af de subjektiviteter der kunne kom, selv samme ide nazimen havde.

og her kommer det sjov. du hvis du sidder i informationskontor, skriver i de så selv samme lokaler, nazister og tilhørende, lavet det dejlige glansbillede af jøder, slaver og sigøjner som var det banana kasser. (med det sagt at du ikke gør det, men det altså banalitet... virkeligheden)
"Hvis et individ med en sådan fremtid ønsker hjælp til at medlidenheds dræbe sig selv, synes det decideret grusomt at nægte vedkommende den ret."
konteksten er, når du skriver det at død på egen præmis (rigtig hvis man kan kalde det,det) er det subjektet der for endegyldigt magt over eget liv, men på den anden siden vil så sundhedssektor begynde at få en banal tilgange hvor mennesker der ikke passer organismetanken bliver udfaset.
Det ”sjov” her, er det ikke noget nyt, det bliver bare aldrig italesat.
Man mener bare at allerede danne organismer har mere ret til et valg, en organismer som kæmper en overlevelse kamp mod miljø og genetik i det gyldne snits ånd, for at blive et subjektivt individ. Alt sammen på grund af tid og rum.