Skatterådgivere skal holdes ansvarlige for at indberette mistanker om skattesnyd

Alt tyder på, at både jurister, revisorer og skatterådgivere er dybt engageret i kriminel eller stærkt uetisk skatteplanlægning.

Vi så det ved den helt groteske historie om svindel med tilbagebetaling af udbytteskat, hvor kendte banker og advokater havde en helt central rolle i skattefidusen, som kostede EU-landene mindst 410 mia. kr.

Derfor er det underligt, at ingen i debatten om bekæmpelse af skattesnyd har nævnt, at EU i marts 2018 vedtog en indberetningspligt for rådgivere ved mistænkelige skattearrangementer.

Direktivet indeholder et temmelig detaljeret katalog over, hvad EU og regeringerne betragter som mistænkelig skatteadfærd og slår fast, at selskaberne ikke blot skal følge lovens bogstav, men også lovens ånd og hensigt.

Direktivet begrunder indberetningspligten med, at medlemsstaterne har stadig sværere ved at beskytte deres nationale skattegrundlag, og at aggressiv skatteplanlægning i øjeblikket medfører et tab af skatteprovenu for EU-landene på i omegnen af 7.500 mia. kr. om året.

Det forhindrer staterne i at gennemføre en vækstfremmende politik, og regeringerne har fået øje på sammenhængen mellem manglende skatteindtægter og nedskæringer på velfærd, stigende ulighed og utilfredse vælgere.

EU-Rådet ser dette direktiv 2011/16/EU som et led i bekæmpelsen af aggressiv skatteplanlægning.

Og med beskrivelserne af de såkaldte kendetegn i direktivets bilag 4, gives der en ret klar beskrivelse af, hvad der skal indberettes til de respektive regeringer som mistænkelig skatteadfærd.

Denne indberetningspligt træder i kraft den 1. juli 2020, og EU-landene pålægges at implementere nationale regler inden den 31. december 2019. Medlemsstaterne skal også sikre passende afskrækkende sanktioner, hvis den nationale lovgivning bliver overtrådt.

Er skatteminister Karsten Lauritzen i gang med dette arbejde?

Mistænkelig adfærd

Det helt overordnede kendetegn, som skal indberettes efter det nye direktiv, er, hvis det primære formål med en ordning, eller et af de vigtigste formål, består i at opnå en skattefordel.

Metoderne til dette omfatter almindeligvis aftaler og arrangementer, der går på tværs af landegrænserne, hvor skattepligtige fortjenester flyttes til mere gunstige skatteordninger, eller hvor betalingerne beskattes efter en ’præferentiel’ skatteordning, som vi har set i f.eks. Irland og Luxemburg.

Andre kendetegn som skal indberettes, er brugen af standard dokumentation for at undgå skat, en dokumentation som ikke i væsentlig grad skal tilpasses for at kunne gælde for mere end én skatteyder.

Det skal også indberettes, hvis der foretages fradragsberettigede betalinger mellem forbundne foretagender, og modtageren er hjemmehørende i et land på EU’s sortliste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner. Det kunne f.eks. være betalinger til et datterselskab i Bahrain eller på Bahamas.

Eller hvis en ordning søger at begrænse den eksisterende indberetningspligt i forhold til EU-lovgivningen, f.eks. igennem brug af lande, som ikke udveksler oplysninger med skatteyderens bopælsstat.

Også overførsel af immaterielle aktiver, der er svære af værdiansætte, skal indberettes.

Fiduserne er jo kendte, men det nye er, at nu får rådgivere af enhver art pligt til at indberette sådanne ordninger under straffeansvar.

Vil advokater gå fri?

Advokatsamfundet tænker i mulighederne for at fritage advokater for indberetningspligten, fordi de har tavshedspligt.

Advokatsamfundet skriver i deres »Obligatorisk indberetning for advokater på skatteområdet«, at medlemsstaterne ved implementeringen kan beslutte at fritage advokater fra indberetningspligten, hvis indberetningspligten krænker tavshedspligten mellem advokat og klient.

Det fremgår, at det er Advokatsamfundets forventning, at skatteministeren vil udnytte denne mulighed.

Men alle har vel pligt til at underrette myndighederne ved mistanke om ulovligheder?

Tavshedspligten er relevant ved personfølsomme forhold eller ved lovlige fabrikshemmeligheder og lignende. Men at hævde tavshedspligten ved mistanke om skattesnyd er uetisk.

Og helt absurd bliver det alene af den grund, at direktivet fastslår, at netop aftaler, hvor rådgiver bliver pålagt tavshedspligt, skal indberettes!

Vil regeringen tillade, at advokater bliver undtaget?

Og hvilke sanktioner vil regeringen følge op med, hvis direktivet ikke efterleves?

Når vi ser, hvordan indberetninger til Skat om mistanke om svindel hidtil er blevet behandlet, må man spørge, hvilke ressourcer regeringen vil afsætte til disse nye indberetninger?

Og hvordan forestiller regeringen sig, at offentligheden skal kunne følge med?

Michael Eriksen er elektroniktekniker og frivillig i Oxfam Ibis