Kommentar

Socialdemokratiet stiller sig på provinsbyernes side, når deres kultur udskammes som fladpandet

Georg Metz trækker nazikortet i sit seneste angreb på Socialdemokratiets kulturpolitik, men han kan dårligt have hørt den udsendelse, han konkluderer på baggrund af. Vores mål er at få kulturen ud til flere, uanset om det er biblioteksudlån eller klassisk kunst, skriver folketingsmedlem Kaare Dybvad (S) i dette debatindlæg
1. maj 2019

Næppe er der et tema, der fylder mere i Georg Metz’ klummer end det danske Socialdemokrati. Alene i indeværende valgperiode er mit parti omtalt i 29 af dem. Her kunne man forestille sig, at pladen måske var gået i hak. Men måske netop i mangel på opsigt, bliver Metz’ sammenligninger stadig mere voldsomme.

Hvor han for et par år siden kunne nøjes med at sammenligne os med Trump, trækker han den 26. april nazikortet. Skal man tage Metz’ dagsbefaling for pålydende, skal jeg og andre socialdemokrater altså betragtes som nazister i kulturpolitisk forstand.

Lige her er der nok grund til en smule lydighedsnægtelse over for Debatdanmarks grå general.

Om ikke andet, så fordi Socialdemokratiet historisk sammen med de radikale er de partier, der har stået sikrest på folkestyrets grund og konsekvent har afvist totalitære tendenser til både højre og venstre.

Kultur til flere

Men måske mest fordi nazianklagen kommer på baggrund af en radioudsendelse som Metz næppe kan have hørt.

I programmet konstaterer Henrik Sass Larsen rigtigt nok, at der er stadig færre, der benytter en række af vores kulturtilbud. Men i det opfølgende spørgsmål erklærer han den ambition, der altid har været Socialdemokratiets: At få vendt kurven og få kulturen ud til flere, uanset om det er biblioteksudlån eller klassisk kunst. Og at der ikke skal skæres på de nuværende kulturbudgetter.

Det er den tankegang, der har båret Socialdemokratiets kulturforståelse, siden kulturen blev tildelt en central rolle i opbygningen af velfærdsstaten i 1960’erne. Det er en tankegang, der manifesterer sig konkret i kunstmuseet Arken på den københavnske vestegn, i egnsteatre, kulturhistoriske museer og i alle landets folkebiblioteker.

Mens Metz og hans ligesindede rynker på næsen ad den slags, engagerer det hundredtusinder af danskere i kultur og kunst, som man ellers ikke ville have adgang til. Her må Socialdemokratiet ubetinget stille sig på vestegnen og provinsbyernes side, når deres kultur udskammes som fladpandet.

Desværre er det ingen ny foreteelse, at en del af kunstlivet og kritikerne betragter folkelig deltagelse som omvendt proportionel med god kunst. Allerede i 1960 konstaterede forfatteren Anders Bodelsen det åbenlyse:

»En fjendtlighed mellem kunsten og dens publikum er kommet for dagen, men har denne fjendtlighed i grunden ikke været forudset, ja ligefrem tilsigtet, af tidens kunstnere? Har de ønsket at være elskede? Har de ikke ligefrem anset folkets kærlighed for en svaghed?«

Bodelsens konstatering stiller åbenlyst størst krav til de partier, der både ønsker sig omfattende offentlige kultursatsninger, men samtidig kunstnernes forpligtelse til at engagere den bredere befolkning.

Måske var det derfor, Krag samme år foreslog et kunststop? Måske var det derfor, vi i radiorådet accepterede skabelsen af P3, som Metz’ kulturradikale forbilleder fandt direkte fordummende? Og samme sted insisterede på mere indhold fra socialrealistiske forfattere som Jeppe Aakjær og Andersen-Nexø?

Ingen Rifbjerg

Lige så vel, som der altid har været socialdemokrater, der har været inspireret af kulturradikalismen, har der altid været socialdemokrater, der har været skeptisk over for den.

Ritt Bjerregaard – en af dem Metz forsøger at spænde for sin vogn – giver fremragende udtryk for den socialdemokratiske skepsis i en diskussion med Klaus Rifbjerg i 1977:

»Jeg tror, vi gør klogt i at være skeptiske og på vagt over for dannelse og kvalitetsopfattelser, der som sin konsekvens har en nedrakning og latterliggørelse af os og de mennesker, vi er repræsentanter for.«

Et synspunkt, der ligger direkte i forlængelse af Bodelsens konstatering tre årtier før, men som ikke desto mindre besvaredes begavet af Rifbjerg:

»Det er langt mere livsfarligt at snobbe nedad for vælgerne end at snobbe en lille smule opad for kulturen.«

Et så raffineret og rammende modsvar kan vi ikke forvente af Metz. I vor tid har vi ingen Rifbjerg. Vi må nøjes med hans grånende epigon, der i bedste fald kan svinge sig op til internetdebatternes mest udtrådte kliché om, at uenighed må skyldes, at modstanderen er nazist.

Som følge af den påståede nazisme konstaterer Metz, som han har gjort det før, at Socialdemokratiet vil miste sine »kernevælgere«, hvis vi ikke gør sådan, som Metz vil have. Tror man på meningsmålinger, ser det ikke umiddelbart sådan ud.

Men når Metz skriver »kernevælgere«, så mener han nok i virkeligheden sig selv. Og selv om jeg gerne så ham i vores rækker, så er valget ikke svært, når det står mellem ham og de danskere, der også holder af mere populær kultur.

Kaare Dybvad, medlem af folketinget (S)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

En petitesse: Anders Bodelsen er født i 1937 og debuterede i 1959 ifølge Litteratursiden. Han har vel næppe udtalt sig om kultur tre årtier før 1977.