Kronik

Hvis vi skal styrke vores konkurrenceevne, bør vi droppe konkurrencen

Den danske stat betragter sine borgere og institutioner som organismer, der er indrettet til at sikre sin egen selvopretholdelse. Det resulterer i en evig konkurrence om få ressourcer, hvilket fører til stress og mistrivsel og offentlige institutioner, der modarbejder hinanden. Skal udviklingen vendes, kræver det et opgør med ’organismetanken’, skriver lektor i anvendt filosofi i dette debatindlæg
Er det virkelig rigtigt, at mennesket præsterer bedst, når det mangler ressourcer, spørger dagens kronikør, som mener, at vi vil få en mere effektiv og i princippet mere konkurrencestærk offentlig sektor, hvis vi dropper den permanente konkurrenceudsættelse og dens bagvedliggende syn på mennesket som en organisme.

Er det virkelig rigtigt, at mennesket præsterer bedst, når det mangler ressourcer, spørger dagens kronikør, som mener, at vi vil få en mere effektiv og i princippet mere konkurrencestærk offentlig sektor, hvis vi dropper den permanente konkurrenceudsættelse og dens bagvedliggende syn på mennesket som en organisme.

Joachim Adrian

25. april 2019

Det er som bekendt valgår, men vi ser ikke ud til at komme til at diskutere de vigtigste og mest relevante temaer. Et af de temaer, er det menneskesyn, som ligger bag statens styringslogikker, og som både bestemmer, hvordan det er at arbejde i staten, og hvordan det er som borger at møde staten. Lad os kalde det for ’den danske statsantropologi’.

Temaet er dog blevet diskuteret de seneste år, nemlig under overskriften velfærdsstat vs. konkurrencestat. Den skyttegravskrig vil jeg gerne undgå ved at komme med et forslag, jeg lige nu kalder for velfærdsstaten 2.0. Det går kort fortalt ud på, at vi fastholder økonomistyringen (et centralt element i konkurrencestaten), men gør op med konkurrencestatens menneskesyn. Lad mig uddybe.

I en dansk kontekst er økonomistyring og konkurrencestat nærmest blevet synonyme, hvilket historisk set hænger sammen med, at indførslen af økonomistyring i den offentlige sektor i løbet af 1980’erne faldt sammen med overgangen fra den klassiske velfærdsstat til konkurrencestatens new public management-logikker.

Baggrunden for indførelsen af såvel økonomistyring som konkurrencelogikker var, at den klassiske velfærdsstat havde givet borgerne en lang række rettigheder, men uden kontrolmekanismer, der gjorde det muligt at holde styr på statens økonomi, til at finansiere disse rettigheder. Det resulterede, særligt i løbet af halvfjerdserne, i en stødt stigende statsgæld.

Mennesket som organisme

I længden var det selvfølgelig en uholdbar situation, hvorfor man i løbet af 1980’erne indførte økonomistyring i den offentlige sektor. Det vil ultrakort sige, at man lagde et låg over det årlige økonomiske rådighedsbeløb for samtlige enheder i den offentlige sektor med budgetansvar.

Konsekvensen af økonomistyringen var imidlertid, at den danske stats styringslogikker var nødt til at designes på ny. Staten måtte komme med et bud på, hvordan man nu skulle få rettigheder og økonomi til at nå hinanden – for politikkerne og befolkningen ønskede ikke at skære i mængden af rettigheder. Svaret var ’konkurrenceudsættelse’ og hviler på den antagelse, som hele konkurrencestaten hviler på: At mennesket i bund og grund er og fungerer som en organisme.

Selve organismetanken dukker op i Oplysningstiden og hævder, at alt liv kan beskrives som noget, der er indrettet til at sikre sin egen selvopretholdelse og reproduktion. Kendetegnende for en organisme er derfor også, at den, såfremt den presses på sin adgang til vitale ressourcer, vil mønstre ekstra energi og kreativitet for at sikre og beskytte sin selvopretholdelse – mens en organisme med tilstrækkelige ressourcer til rådighed typisk vil ligge og slumre dovent i skyggen.

Så fordi organismer, der presses på sine ressourcer, forventes at yde mere end ikkepressede organismer, og fordi statsdesignerne antog (muligvis uden at tænke nærmere over det), at mennesket er en organisme, så konkluderer man, at staten ville få mest ud af såvel borgerne som dens ansatte, hvis den offentlige sektor og dens styringslogikker blev designet på en måde, hvor der hele tiden blev sikret ’en strukturel mangel på sikre ressourcer’. 

På den måde ville man sikre, at folk og statens institutioner ville være permanent ’på stikkerne’ klar til at ’gå de to ekstra skridt’ osv. Dermed blev tanken om mennesket som en organisme i staten Danmarks uofficielle statsantropologi – altså grundantagelsen om, hvad mennesket er og derfor også, hvilke logikker staten skal indrettes efter.

Alt er konkurrenceudsat

Dette får måske nogle til at tænke: Jamen, man har vel ikke konkurrenceudsat/markedsliggjort hele den offentlige sektor – man kan vel ikke konkurrenceudsætte alt? Svaret er: Jo. Lad mig kort redegøre for de to grundlæggende konkurrencetyper for at illustrere (den første konkurrencetype adresserer offentlige institutioner og deres medarbejdere, den anden konkurrencetype vedrører borgere på offentlig forsørgelse).

Konkurrencetype ét er den typiske markedssituation, hvor forskellige offentlige enheder konkurrerer om de samme ’kunder’, og hvor enhedernes størrelse bestemmes af, hvor mange kunder der vælger dem. Det gælder f.eks. inden for store dele af undervisningssektoren, hvor forskellige uddannelser kæmper om de samme unge, ligesom man inden for sundhedssektoren har skabt den samme konkurrencesituation via det frie sygehusvalg. Ja, selv Nationalmuseet er konkurrenceudsat, da oplysningens mængde og kvalitet i dag dimensioneres efter, hvor mange kunder der kommer i butikken.

Konkurrencetype to handler om at gøre sig selv disponibel for markedet. Det er den konkurrenceform, borgere, der er ikke er selvforsørgende (dvs. syge eller arbejdsløse), mødes af, og som handler om, at den enkelte via en kombination af ret og pligt gives et incitament til at gøre sig disponibel/attraktiv for en evt. arbejdsgiver. Konkret kan dette f.eks. udmønte sig i, at en arbejdsløs borger tilbydes et kompetencegivende kursus (ret), men tager borgeren omvendt ikke imod tilbuddet, bortfalder den offentlige forsørgelse (pligt).

Selvvareliggørelse

Grundantagelsen bag hele indretningen af den offentlige sektor er altså, at man får folk og institutioner til at yde mest ved at placere dem i situationer med mangelfulde ressourcer. Derfor markedsliggørelsen af hele den offentlige sektor, hvilket både involverer, at statens institutioner via konkurrenceudsættelse opdrages til at tænke som aktører på et marked, men også at borgere på offentlig forsørgelse disciplineres til at anskue sig selv som et objekt, der skal kunne afsættes på markedet. En selvvareliggørelse.

I ultrakort form er det samtidig forklaringen på, hvorfor vi i Danmark ikke blot indførte økonomistyring i vores gamle velfærdsstat, da vi lagde låg over udgifterne, men at vi ydermere antog, at trængende borgere samt ansatte og institutioner i den offentlige sektor skulle konkurrenceudsættes.

Derved melder følgende spørgsmål sig nu: Er det virkelig rigtigt, at mennesket præsterer bedst, når det mangler ressourcer? I mine øjne er det ikke givet, at vi får mest for pengene på den måde. Ja, der er endda megen forskning, som peger på, at mange mennesker yder bedst og mest stabilt inden for trygge rammer, ligesom de bliver mere kreative, generøse og uselviske, hvis de ikke hele tiden tvinges til at tænke på deres egen selvopretholdelse.

Derfor vil jeg også vove den forudsigelse, at vi faktisk vil få en mere effektiv og i princippet mere konkurrencestærk offentlig sektor, hvis vi dropper den permanente konkurrenceudsættelse og dens bagvedliggende syn på mennesket som en organisme. 

I stedet bør vi forsøge os med at indrette staten ud fra en antagelse om, at mennesket er et væsen, der trives bedst og skaber de bedste institutioner og livsbetingelser for hinanden, når det har trygge og forudsigelige rammer, hvor det kan udfolde sig som både fornuftigt, idérigt og omsorgsfuldt.

Jeg mener derfor, at vi som minimum har behov for som land at (gen)åbne en diskussion, der nærmest aldrig blev taget i Danmark, nemlig: Hvis vi accepterer, at økonomistyring af staten er en nødvendig betingelse for at undgå utilsigtet gældsdannelse, hvilket syn på mennesket skal vi så lægge til grund for statens styringslogikker? Er forståelsen af mennesket som en organisme og dertilhørende konkurrenceudsættelse virkelig vores bedste bud?

Morten Ziethen er lektor i anvendt filosofi på Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Merete Jung-Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Jens Kofoed
  • Torben Ethelfeld
  • Jakob Trägårdh
  • Steffen Gliese
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Ole Henriksen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Schøtt
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
Merete Jung-Jensen, Kurt Nielsen, Arne Albatros Olsen, Jens Kofoed, Torben Ethelfeld, Jakob Trägårdh, Steffen Gliese, Gert Romme, Torben K L Jensen, Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Schøtt, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det er egentlig gode tanker.
Naturligvis kan et menneske ikke reduceres til en 'organisme'.
Resultatet er derefter; stress, angst og depression florerer, psykiske lidelser boomer, vi er blevet tiltagende egocentriske og usolidariske, mens uligheden er steget.
Men er selve økonomistyringen ved NPM netop ikke en af årsagerne til disse kalamiteter?
Det er svært at se, hvordan de to parametre kan adskilles.

Rolf Andersen, Arne Albatros Olsen, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Minna Rasmussen, Birte Pedersen, Ole Henriksen, Torben Skov og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

"En evig konkurrence om få ressourcer"

Den største myte i dansk politik er, at der ikke er nogle penge. Det er vigtigt at vi holder fast i, at der ikke er nogle penge, for ellers risikerer vi bare at de fattige kræver pengene tilbage - alle de penge som er fjernet fra bunden af samfundet de sidste 20 år. Aldrig har der været så mange penge i Danmark som nu, og skribenten ved det.

Det handler om at fremstille landet som så fattigt, at politikerne er nødt til at skabe yderligere fattigdom, at fjerne pengene fra bunden og give dem til toppen. Danmark er et af de rigeste lande i verden - at der ikke er nogle penge er det største trick siden Houdini. Det er hvad hele handler om - et stort fupnummer. Dette er gjort muligt ved en stadig stigende grad af anti-demokratiske embedsmænd i Finansministeriet.

Kampen står om de mange penge, hvilket har givet den største høst i danmarkshistorien - til overklassen. Flere rige og flere fattige, det er to sider af samme mønt. Pengene fjernes fra bunden af samfundet. Sociale indsatser skal undgås. De sociale vilkår i Danmark er stærkt nedadgående.

Sammen med regeringen har virksomhederne skabt et gennem korrupt miljø, i hvilket pengene og lovgivningen udelukket arbejder i virksomhedernes interesse. De sidste 20 år har virksomhederne søgt efter nye områder hvor udbytning kan foregå uhæmmet, privatiseringerne er sket med politikerne som villige stråmænd for de private virksomheder.

Erhvervslivet smager blod, de er ude af stand til at styre sig. De rovgriske vil have alle pengene. De penge som før gik til underklassen, er flyttet over til private firmaer, og antallet af virksomheder er eksploderet.

Dette er essensen af historien om den moderne europæisk politik: Alle penge fjernes fra bunden af samfundet, for at dem i toppen kan feste. Det er milliardærerne som har den reelle politiske magt, fordi de gamle magtpartier er svage. Politikerne som skulle repræsentere befolkningen, danser med omkring de riges guldkalv, de skovler selv penge ind.

På TV ser vi kornfede selvglade liberale journalister ytrer sig i glade vendinger om denne fantastiske udvikling; deres bankbøger bugner og millionerne flyder ind på deres private konti. Ikke et ord om fattigdomsskabelsen, ikke et ord om dem som nedskæringerne går ud over. Ikke et ord om at det såkaldte råderum, som bliver til skattelettelser, kommer fra nedskæringerne overfor de socialt udsatte.

At der ikke er penge er løgn og latin. De rige har en øget velstand hvert år på 20 %. Topskat bidrager kun med 1,7 % af de samlede offentlige indtægter. De rige danskere skjuler mellem 100-288 mia. kr. i skattely. Danmarks rigeste familier har en særlig skatterabat på 1,3 mia. kr. Selskabsskatten er sænket fra 50 % til 22 procent. Formueskatten er afskaffet. Nettoformuen er på 3.600 mia. kr. Virksomhederne havde et overskud på 227 mia. kr. i 2016. De øverste 10 % har scoret 89,9 mia. kr. i indkomstfremgang siden krisen – halvdelen er gået til den rigeste procent.

Det danske samfund genererer et årligt BNP på mere end 2.000 mia. DKK. Under den største hvidvask-svindel i verdenshistorien kom det frem, at alene Danske Banks "BNP" er halvanden gange så stort som det danske samfunds. Gang selv op med antal banker. Alene i 2017 var den samlede omsætningen af danske værdipapirer på 40.829 mia. kr. ifølge VP Securities. Indfør skat på finansielle transaktioner. En ufattelig lille brøkdel af omsætningen kunne med ét fjerne hele fattigdommen i Danmark - den tvungne fattigdom som 80 % af Folketinget har indført i de sidste 20 år.

Steffen Gliese, Sven Dall, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, jens christian jacobsen, Torben Jensen, Torben Ethelfeld, Jakob Trägårdh, Steen K Petersen, Flemming Jensen, Torben K L Jensen, Rolf Andersen, Minna Rasmussen, Birte Pedersen, Steen Obel, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Pia Kühnell, Palle Jensen, Kim Øverup, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Christian Hansen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Thorkel Hyllested

Tak for en god og stringent analyse. Men kræver " trygge rammer" ikke at det enkelte individ kan overskue og forstå dem også på samfundsmæssigt plan? Den veluddannede har i hvertfald potentielt muligheden for at forstå sammenhængene sådan nogenlunde på det abstrakte plan. Så længe største delen af befolkningen ikke udstyres med værktøjer til en forståelse, har en velmenende debat om menneskesyn ikke en chance i et såkaldt demokratisk samfund. Et fag i folkeskolen, f.eks. 4 timer om ugen, alle årgange, "Dig og din omverden", hvor værktøjer til en reel indsigt i samfundsmæssige sammenhænge lokalt, regionalt, nationalt og globalt var på dagsordenen, kunne gøre en stor forskel. Faget skal tilrettelægges fordomsfrit og med udgangspunkt i elevernes forudsætninger. F.eks. ville det være oplagt med emner som: Hvordan forsvarer du dig overfor fake news? hvordan organiserer man en forening? Den bevidste forbruger etc. Jeg kan vanskeligt se et flertal af politikere, der for alvor turde kvalificere deres vælgere på denne måde. Det ville gi alt for meget bøvl. Den kreative klasse ville også få en modstand, mange helst er foruden.

Minna Rasmussen, Steen Obel, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Tak! Det er et privilegium at abonnere på en avis, der promoverer denne slags artikler - samt en læserskare, der yderligere kan bidrage med indsigtsfulde kommentarer.

kjeld hougaard

Alle statsdannelser har en central statsmagt. I våres stat ligger magten udenfor statsmagten, tåget udtrykt hos ”globale aktører”, ”markedet” hvem og hvad det så er, et menneske-natur fænomen i stadig udvikling? Ingen stat overlever i længden uden undersåtterne har et rimeligt liv. Den danske velfærdsstat sikrer i dag dette i fornødent omfatning. ”Magten” = ”Appel” + ”markedet”+ ”staten” er uinteresserede i den enkelte undersåts ve og vel, det er, og har altid været underdents magtens behov for individer. Om jeg skal tro ”AVISEN” findes ¼ af unge mennesker sig i en situation hvor de ikke trives. Som kronikøren rigtigt siger, det nedsætter deres produktivitet. Men – er det ikke prisen vi betaler for at ”Magten”+ ”statsmagten” øjensynligt trives som aldrig før? Gider man ikke være udøver i statsmagten, bliver man Chef for Red Barnet! Dem der har magten, og de undersåtter som tåler mosten = eliten har intet motiv at ændre noget. De kan gøre som grosseren i en Storm P tegning, han sidder ved et overdådigt måltid med en bedende sulten hund ved stolen. Han tar sin kniv, skær hundens hale af, så den får noget at spise. Vi sikre ”bedre psykiatri behandling” = ta en pille. Og alle er glade? Hvor smertegrænsen ligger for statens sammenbrud? 50? – 60? pillespisere?

Torben K L Jensen

Hvad er dette indlæg andet end "Konkurrencestaten" med nye ord ? Hvorfor skal mennesker "konkurrere" i stedet for at samarbejde om løsninger - den model der gennemsyrede hele det danske samfund siden andelsbevægelsen,kooperationen og fagbevægelsen blev de bærende søjler i udviklingen gennem det 20. århundrede - det der i sidste ende blev til den nordiske model - den model der udkonkurrerede alle andre samfundssystemer i verden og noget alle andre kigger på med misundelse. Så jeg tror at termen "konkurrencestat" burde være erstattet af det mere retvisende "konkurrence- model" et fremadskuende samfund der har mottoet : "rettidig omhu" der investerer massivt i og for fremtiden - gerne tilsluttet det kinesiske "Road and Belt initiative".

Steffen Gliese

'Økonomistyring' blev jo indført pga. en kortvarig paniksituation, som iøvrigt kunne have været undgået, hvis man lidt hurtigere havde fået sat gang i at gøre Danmark selvforsynende og ligefrem eksporterende med energi, først fossile brændsler, men snart efter vedvarende. energiformer.

Man er gået fra et menneskesyn hvor man troede på det gode i mennesket, havde tillid til dets gode intentioner og dets moralsk ansvarlighed til det dårlige i mennesket, mistillid til dets slette intentioner og dets moralsk uansvarlighed.

Borgerne er nu mistænkeliggjort for at kræve deres ret til hjælp og myndighederne er nu autoritet der bestemmer hvilken hjælp borgerne må få og i hvilken omfang.

På arbejdet skal man løbe stærkere for det samme penge og man skal vise hele tiden om man er de penge værd. Og hvis man bliver arbejdsløs, bliver man straffet ikke kun økonomisk men også med meningsløse jobtræning og kursus.

Det tog mere end hundrede år til at opbygge et godt samfund hvor der var tillid og sammenhold og ydereste velfungerende samfund i verden og nu efter et årti med det negative menneskesyn, kan man se konsekvenserne af det: Borgerne bliver syge, stresset, mistillid til myndighederne og flygter fra det offentlige til det private, er bange for at blive arbejdsløs og er gået i overlevelsesmode hvor man tænker mest på sig selv og sin familie.

Denne eksperiment med konkurrencestaten med dertil hørende menneskesyn må stoppes nu inden den ødelægger borgerne helt. Og vi må vælge politikkerne derefter; ikke give endnu en chance til de politikker der får et kick ud af at sætte borgerne op imod hinanden i unødig konkurrence.

Bjarne Bisgaard Jensen, Sven Dall, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Antagelsen fra staten er kort sagt, at hvis individet kan undgå at arbejde vil det blive dets valg, altså at nasse på fællesskabet. Passer den antagelse, ja det kan godt se sådan ud. Er man ikke til grin og spot, at man tager bøvl, slid og afsavn, hvis man kan undslå sig?. Jeg er bange for at mange svarer " Ja" hertil, måske dog dumt og uoverlagt...Derfor er også borgerløn dødfødt, for hvem gider så f.eks.gøre rent om natten og ikke blot sove?
Jeg holder af mit arbejde , som regel da, men det tager megen energi , mentalt overskud og ikke mindst tid fra et måske kort liv...Omvendt er arbejdsløshed forfærdelig i længere perioder.
Er så altså ikke svaret på forholdene i dansk statsantropologi, for de fleste af os da udsprunget fra kombination af menneskets almene tilbøjeligheder naturgivent og de mange slid- og kedsommelige jobs i DK.
Men når robotterne tager over, er der nye boller på suppen, tror jeg .

Steffen Gliese

Men Niels Jakobs, det er jo lige præcis ikke det, du ser: folk vil gerne yde det bedste, de kan! Men 'forholdene er ikke til det', som Brecht skrev. Så må man arbejde på, at forholdene bliver de bedste for det, for det er det, der fylder folks liv med mening: at de kan yde det bedste, de kan, dér, hvor de har muligheden for det.
Lønarbejde er derimod i sig selv demotiverende, fordi selve markedstanken eroderer det fundament, som ellers er et godt princip: at man selvfølgelig har ret til at få sin indsats betalt. Prisen er bare ikke, som regel, rimelig i forhold til indsatsen - var den det, ville milliardærer ikke findes.
Nej, 'arbejdsudbud' er et godt navn for det, der er varen på arbejdsmarkedet - for det er jo ikke 'arbejdskraft', men arbejdet selv, det er det, der afhandles mellem to parter, arbejdsgiveren (sælgeren) og arbejdstageren (køberen). Målet med at sælge arbejdet for arbejdsgiveren er at blive rig, målet med at købe jobbet for arbejdstageren er at blive tilfreds.

Lise Lotte Rahbek

Niels Jakobs
Nu er det jo ingen naturlov, at nogle skal gøre rent om natten. Natarbejde er et offer til effektivitets-guderne. Nogle få mennesker har det fint med natarbejde. Hovedparten har slet, slet ikke godt af det, men kan ikke finde andet lønnet arbejde.
Det er jo et tudetosset system, som istedet for at løse problemet med at mennesker generelt ikke er natdyr og derfor fungerer bedst i dagtimerne, men at det er den industrielle tankegang, som kræver at mennesker skal arbejde om natten - for effektiviteten af de dagsarbejdendes skyld. Altså... hallo?! Skal vi bebrejde mennesker, at de gerne vil have en så velfungerende dagsrytme som muligt, selvom nogle kapitalister så ikke kan oprretholde deres våde drøm om 'effektivitet' for væksten skyld... det synes jeg ikke.