Klumme

Hvad venstrefløjen kan lære af Trump

Hvis det skal lykkes de demokratiske præsidentkandidater i USA at reformere den amerikanske kapitalisme og realisere en grøn omstilling, skal de forstå, at deres virkelige base ikke er partiet, men græsrødder og sociale bevægelser, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Donald Trump fejrede sin frikendelse fra mistanken om ulovligt samarbejde med den russiske regering sammen med sine svorne tilhængere i Grand Rapids, Michigan.

Donald Trump fejrede sin frikendelse fra mistanken om ulovligt samarbejde med den russiske regering sammen med sine svorne tilhængere i Grand Rapids, Michigan.

Joshua Roberts

6. april 2019

Donald Trump fejrede sin frikendelse fra mistanken om ulovligt samarbejde med den russiske regering sammen med den bevægelse, der har defineret ham som politiker. Foran sine troende tilhængere holdt han i Grand Rapids, Michigan, en tale på 90 minutter, hvor han hoverede over sine kritikere, hånede sine modstandere og lovede at kæmpe for at få ødelagt demokraternes sundhedsreform.

Det var ikke i sit parti eller sammen med sine nærmeste ministre, at Trump markerede sin triumf. Det var foran græsrødderne, som elsker ham og tror på ham.

Det bemærkelsesværdige er, at Trump ikke kun bruger sin bevægelse, når det handler om at vinde magten. Han bliver, mens han udøver magten, ved med at mobilisere sine tilhængere i store forsamlinger. Den i forvejen rabiate leder søger radikaliserende selskab.

Det virker ødelæggende: Den råbende, bifaldsafhængige og impulsdrevne præsident søger de råbende og impulsdrevne forsamlinger, når han skal træde i karakter. Han kan ikke samle hele den nation, han leder, og han kan ikke tale sig til et kompromis med sine politiske modstandere. Og det ser ud til at blive svært for ham at genvinde valget, fordi han udelukkende appellerer til sine kernevælgere.

Holdt fast på løfter

Men effekten af Trumps strategi er interessant. Vi har gang på gang set politiske ledere, som blev valgt på opgør med den politiske kultur og de regerende klasser, blive opslugt af selvsamme, når de kom til magten. Store løfter om forandringer ender ofte som små justeringer og forlængelser af det bestående.

Det fremgår af eksempelvis Bob Woodwards bog Fear om Trumps tid i Det Hvide Hus, hvordan rådgivere fra Wall Street insisterer på den økonomiske politik, og de militære rådgivere modarbejder forslag om at afslutte krige.

Det er en kolossal udfordring at tage ideerne fra valgkampen med ind i regeringen. Men Trumps forbindelse til den bevægelse, som fik ham valgt, har holdt ham fast på hans valgløfter.

Da han for nogle måneder siden var ved at gå på kompromis og lave en aftale med demokraterne om grænsekontrol, blev han blokeret af sine egne ideologer. Og han vendte tilbage til sin gamle plan. Muren.

Obama lovede »håb« og »forandring« og skabte begejstring. Men han opgav sin bevægelse, efter at han blev valgt. Han ansatte rådgivere fra Wall Street og den etablerede politiske klasse. Obama lavede energireform, offentlige investeringer og sundhedsreform. Men han forandrede ikke den politiske kultur og økonomiske politik.

Også han endte som et billede på det, han ville gøre op med.

Aktivisternes opgave

Det er det, der ikke må ske for de demokratiske præsidentkandidater, som i disse måneder viser, at de tror på virkelige politiske forandringer. De lover opgør med den økonomiske ulighed, radikale reformer af den amerikanske kapitalisme og starten på en grøn omstilling.

Og det er der brug for: Den amerikanske økonomi er himmelråbende uretfærdig. Der er mange, som har to job, men ikke kan leve af det. Og andre, som tjener milliarder uden at arbejde, simpelthen fordi de har så mange penge.

Amerikanerne oplever orkaner, som mørklægger nogle af verdens mest avancerede metropoler, oversvømmelser, de ikke kan forsvare sig imod, og skovbrande, som ikke kan slukkes. Og alligevel har de ikke været i stand til at reagere effektivt på klimaforandringerne.

De demokratiske kandidater fremlægger forslag til, hvordan man kan bryde monopolkapitalismen i tech-industrien op, demokratisere virksomhederne og flytte penge fra de allerrigeste gennem skattesystemet til finansiering af fællesskabet. Og de kan gå meget længere i omfordelingen mellem overklassen og resten af USA.

Men hvis de skal gennemføre disse ideer som politik i USA, står den virkelige kamp efter valget. Det er her, aktivisterne kan lære af Trumps tilhængere: De skal mobilisere sig og manifestere sig som dem, der holder lederne fast på det, de har lovet.

Kritikerne vil sige, at det er farligt og kan destabilisere politik. Til det må man svare, at det netop er manglen på forbindelse til den sociale virkelighed, som destabiliserer regeringer i øjeblikket, og at en politik, som har skabt så stor uretfærdighed og klimaødelæggelse, fortjener at blive destabiliseret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Korttidshukommelse

Der er en grund til, at samfund med en høj institutionalisering af de bærende funktioner har været mere civilisatoriske end samfund, der har manglet denne denne evne.

Et samfund, der lader den politiske vilje konstituere af skiftende opinioner, der karakteriserer ‘bevægelser’, ender i anarki (med mindre de er ganske primitive).

Denne effekt forstærkes radikalt med opkomsten af de såkaldt ‘sociale medier’, der transformerer ‘socialitet’ til konglomeratet af private meninger - ligesom i en af Verdis operaer, hvor der optræder et kor af ‘eneboere’.

‘Bevægelser’ og ‘sociale medier’ er en giftig og uansvarlig cocktail i en ideologisk-liberalistisk virkelighed, hvor den politiske meningsdannelse foregår som en privat udmelding, der fralægger sig et ansvar for et umiversalpragmatisk ræsonnement.

Mads Meltorn, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det var så dianogsen , Mihail, men hvad er kuren ?
Hvad er dit bud på at løfte det ”private” til det ”almene” på de sociale medier

Mihail Larsen

Kant lagde vægt på det offentlige ræsonnement

- som en vigtig forudsætning for et samfund, der er forpligtet på Oplysningen. Et offentligt ræsonnement kræver en republikansk interesse (respekt for det almene vel som norm) og en universalpragmatisk argumentation.

Det er i strid modsætning til den private (egoistiske, selviske, bornerte) interesse, der i dag tages for legetim moralsk norm - også blandt mange ‘venstreorientere’, der forveksler virkelig, personlig frigørelse med liberalismens individualistiske ‘frihed’.

Besyngelsen af ‘bevægelserne’ som et troværdigt alternativ til det borgerlige samfunds retsinstititionet er - illusorisk, historieblind og farlig.

(Hvilket selvsagt ikke betyder, at disse institutioner er sakrosante og unddraget kritik. Men til forskel fra ‘bevægelserne’, der vilkårligt definerer deres eget legetimitetsgrundlag, er de offentlige institutioner bundet op på en universalargumentatorisk norm.)

Mads Meltorn, Rolf Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Vi taler om Trumps USA som noget der ligger langt væk. Men ulykkeligvis har vi i Danmark symtomer der ligner 'Trumps USA':
- Ministre der åbenlyst omgåes med sandheden/Trumps løgnhistorier
- regeringsmagten(styres af DF) lukker ned på de presse den ikke synes om/Trumps angreb på media der kritiserer ham
- privatisering af sociale problemer/Trumps mindre stat og mere marked
- polarisering af os og dem/Trumps værdikamp
- politikkerlede/Trumps vælgere
- omgåelse af demokratiske spilleregler/Trumps anti-demokratisk regeringsførelse
- liberal økonomiske kulturpolitik/ Trumps anti-kulturalisme
En gang var Danmark kendt for at have skabt det bedst mulige samfund og mange stadig vil gerne inspireres af det. Alt imens er man ved at ødelægge det indefra fordi politikkerne ikke længere kan se skoven/samfundet for bare træer/ deres politiske særinteresser.

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Mogens Holme, Rolf Andersen, Estermarie Mandelquist, Søren Veje, Karsten Lundsby og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Hvis jeg forstå dig ret Mihail, så har individet(venstreorienteret, måske) altså en opgave i at differentiere og løfte sin private (#metoo, religiøse og andre popup bevægelser) sfære til et ”rebubilkansk” alment samfundsmæssigt niveau, og transformer det private til en offensiv for det almene ?

Øh.. Mihail, det er nogle år siden jeg gik til forelæsning i Idehistorie, vil du ikke lige definere:
universalpragmatisk , som det opfattes pt på bjerget
Vi skulle jo nødigt ende i misforståelser...

Claus Bødtcher-Hansen

06/apr/2019

Den danske venstrefløj skal lære,
at Asocialdemokratiet og de andre
borgerlige partier alene hylder og
arbejder for Das Kapital i Danmark.

Venlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den gode Rune Lykkegård kunne jo have henvist til "Det populistiske Manifest" der endda er udgivet på Information´s forlag.

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen: "...et kor af eneboere..." - skidegodt billede på, hvad der er galt med den liberalisme, som ikke er sig bevidst, at den altid allerede er en del af et fællesskab.

Sagt af en forbenet individualist, som ikke er meget for at gøre, hvad et flertal ønsker af mig, med mindre det stemmer overens med mine egne ønsker - men som også godt ved, og har accepteret, at vi alle sammen skal være her. Det er dette sidste, liberalisterne hele tiden glemmer i deres iver efter at forfølge deres egne, private interesser: Ikke alle har ressourcerne til at være sin egen lykkes smed, men disse mennesker skal vel også have lov til at være her?

Og Mihail, din kritik af "bevægelserne" er berettiget, men er de fleste af de etablerede institutioner ikke begyndt som en bevægelse, som så har fået magten og har institutionaliseret sine ideer? Skal kritikken ikke også påpege de gode takter, der næsten altid er i enhver bevægelse? Ligesom kritikken skal påpege de steder, hvor institutionerne ikke lever op til den intention, som skabte dem?

Hvis det borgerlige samfunds institutioner virkelig hyldede "frihed, lighed og broderskab" ville der jo slet ikke have været behov for socialisme, som jo er indeholdt i begrebet "broderskab". Det er netop den alt for snævre fokusering på det borgerlige frihedsbegreb, og kun det, og med udelukkelse af lighedstanken og broderskabstanken, som har skabt det dysfunktionelle samfund, som vi lever i.

Den revolutionære formel er et lille dialektisk kunststykke: Friheden og ligheden er hinandens modsætninger, kun i et broderskab kan denne modsigelse ophæves. Og det er vel i virkeligheden dette ideale forslag, arbejderbevægelsen - bemærk: "bevægelsen" - har at bidrage med: Marxismen tager entydigt stilling for arbejderklassen, med udelukkelse af borgerskabet som klasse, netop fordi borgerskabet ikke opfører sig som brødre, men i stedet forsøger at rage det hele til sig.

Så arbejderbevægelsen er ikke universalistisk, og skal heller ikke være det - i hvert fald ikke før borgerskabet som klasse er blevet elimineret. Og det sker kun ved at supplere de borgerlige institutioner med nogle institutioner, som lægger bånd på netop det borgerlige i disse institutioner.

Vi er alle arbejdere for Vorherre, borgerskabet ved det bare ikke - endnu.

Mihail Larsen

Universalpragmatik betyder - som begrebet siger - at praksis (pragmatik) skal efterleve en almengyldig (universel) norm.

Den tidligst kendte version er antikkens gyldne regel. En mere moderne udgave er Kants kategoriske imperativ. Men i nyere tid indtager begrebet en nøgleposition hos Habermas.

Politiske handlinger må (kunne) begrundes med almengyldige argumenter, hvis de skal være legetime; det er ikke tilstrækkeligt, at de understøttes af meninger, følelser og fornemmelser.

I vores politiske kultur er det imidlertid blevet tilladt at lufte private påstande på linie med - eller på det seneste endda med større vægt end - sagligt underbyggede argumenter. Det skyldes, at lineralismen har fortrængt republikanismen; det private har taget magten fra det almene.

‘Alternative fakta’, ‘krænkelseskultur’ og ‘identitetspolitik’ bidrager fra hver deres side til opløsningen eller destruktionen af kravet om almengyldig begrundelse af påstande. De er hver på deres måde et genuint udtryk for liberalismens og privatismen: Jeg, mig, mit.

Martin Lund, ulrik mortensen, Jørn Andersen, Allan Madsen, Niels Duus Nielsen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

"Vi er alle arbejdere for Vorherre, borgerskabet ved det bare ikke - endnu."

Niels Duus Nielsen, borgerskabet har en anden gud og det er Mammon. Borgerskabet tror ikke på Vorherre, af den enkle grund, at Mammon giver dem total frihed i en individualiseret verden. Mammon er ligeglad med frihed, lighed og broderskab.
Skyld, anger, retfærdighed, forbud mod at lyve og ansvar er forbeholdt Vorherre. I Mammons verden findes de begreber ikke og heller ikke i Trumps Verden.

Hvad kan vi lære af amerikanernes valg af Trump?
At ens valg har konsekvenser.

Hvad kan vi lære af Trump?
Kan vi lære noget af ham?

Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

"Det kategoriske imperativ, filosoffen Kants betegnelse for det grundlæggende moralbud, "det ubetingede påbud", som stiller det krav til os, at vore handlinger skal være bestemt af uselviske motiver." Citat Gyldendal.

Det er vist ikke noget Donald Trump lader sig styre af.

Bjarne Hosbo Poulsen

Mon ikke det er en god socialdemokratisk - eller social-konservativ - dagsorden, der skal til for at det gode gamle Danmark stadig skal.
- Tilføjet trofast royalisme. Tager i hvert fald afstand fra republikanerne - både i amerikansk og dansk forstand.

Jeg synes det hele bliver vent på hovedet, men det har det egentligt været længe.

Trumps populisme bygger på at dele befolkningerne op i os og dem eller hvidt og sort. Det kan vi ikke lære meget af.

Præmissen er at Trumps populisme spiller op mod neoliberalisme - både højre og venstre neoliberalisme, som er rationel lidelskabsløs og kompromissøgende. Det er den ikke! F.eks. er den enormt konfrontatorisk når det gælder dem som ikke accepterer neoliberalisme. De er utopiske antidemokrater.

Imod højreorienteret populisme og neoliberalisme er nutidens Labour politik en trumf for rationel pragmatisk argumentation, hvor man kan være uenig med dele af det foreslåede, men linien som er lagt, er altid klar. således kan man heller ikke forestille sig at Corbyn på nogen måde komme med passionerede udbrud. Og det er, som jeg ser det positivt!

Tak for begrebs forklaringer, Mihail.
Det er rat at vide at "almen praksis" ikke er der Trump søger lægehjælp,
og "Universalpragmatisk", ikke er et rengøringsmiddel til brug i Det Hvide Hus.
Eller er det.... Ja, den uni-lingo er en svær en nogle gange

Niels Duus Nielsen

Mihail Larsen, universalpragmatikken begrundes i nyere ud fra et tankeeksperiment: Kant talte om "uvidenhedens slør", Rawls kaldte den samme tanke for "the veil of ignorance".

Argumentet lyder, at hvis vi abstraherer fra vores position i samfundet, og i stedet antager, at vi ikke ved, hvad der venter os her i livet, at vi fx kunne risikere at blive født som fattige, syge og på alle måder elendige mennesker, hvordan ville vi så ønske os, at samfundet så ud? Ifølge Kant og Rawls ville vi bag dette slør, hvor vi ikke ved, hvilke livsvilkår, der venter os, vælge et samfund, der tager hånd om disse ringest stillede mennesker, fordi DET KUNNE JO VÆRE OS!

Min indvending mod dette tankeeksperiments universelle gyldighed bygger på, at ikke alle mennesker er udstyret med den samme grad af empati, og selv mennesker med en veludviklet empatisk sans kan ikke altid forestille sig, hvad det vil sige at være på røven, især ikke, hvis de aldrig har prøvet at være på røven. Som Hegel sagde i et beslægtet argument: Kun folk som har prøvet at være rigtig bange, har en selvbevidsthed, da det først er ansigt til ansigt med døden, at man besinder sig på, at et selv er en særlig sårbar form for virkelighed, som er væsensforskellig fra alt det andet, vi også kalder virkelighed. Med andre ord, folk, som aldrig har været på røven, vil ikke være i stand til at forestille sig en virkelighed, hvor de er på røven.

Bemærk, det er ikke princippets universalisme, som jeg kritiserer, men universalismen af det argument, som fører frem til princippet. Mange mennesker er simpelt hen ikke i stand til at følge dette argument, hvorfor de afviser både argumentet og universalpragmatikken.

Som gammel marxist har jeg løsningen på dette problem: Så længe, der er mennesker, som ikke kan forstå eller ikke vil anerkende dette argument, må de af os, der kan, tage parti for netop denne universalisme, selv om det paradoksalt nok betyder, at vi i og med denne stillingtagen midlertidigt undsiger universalismen.

Denne undsigelse er fuld af farer, jeg behøver vel bare at nævne den gamle østblok for at vise, at en midlertidig forholdsregel meget nemt går hen og bliver permanent. Så det er ikke uden forbehold, at jeg anbefaler en partisk populisme som modvægt til den universalpragmatisme, som for tiden er en parodi på sig selv: Den for tiden dominerende politikerstand har jo læst Rawls - "fair løsning", anyone? - og burde derfor være universalpragmatikere, men det behøver man ikke at være filosof for at kunne se, at det er de ikke.

Jeg er åben over for andre løsninger, men indtil videre er jeg mest indstillet på at stille mig på de undertryktes side i klassekampen. Der er ikke plads til et borgerskab i min vision for fremtidens samfund. Det betyder ikke, at vi skal slå dem ihjel, men de skal i hvert fald fratages magten, da de ikke er i stand til at regere for andre end sig selv.

Om arbejderklassen kan gøre et bedre job, er tvivlsomt, givet de hidtidige historiske erfaringer. Men en løsning må og skal findes: Kapitalismen skal ophæves, før den tager livet af os alle sammen, hvad der så end menes med udtrykket "at ophæve". Måske kineserne har fundet en farbar vej?

Lars Steffensen

"Vi taler om Trumps USA som noget der ligger langt væk. Men ulykkeligvis har vi i Danmark symtomer der ligner ’Trumps USA’"

Vi har også en venstrefløj, der de sidsste 50 år i chokerende grad har svigtet for forrådt deres kernevælgere.

Runa Lystlund

Lars Steffensen.
Man kunne sige, at Nye Borgerlige går i hælene på Trump og ønsker sig et samfund som det amerikanske.

For ganske nylig foreslog Pernille Vermund i en avis, at vi burde privatisere vores sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, om hun havde foreslået denne politik, hvis ikke hun havde mødt en meget rig dansker, der bor i Schweiz, en der ikke vil betale skat i Danmark.

Hvis vi tager hendes eget levnedsforløb som et eksempel, så har det forløbet sig som efterfølgende. Hun har sandsynligvis gået i børnehave. Moren var stewardesse. Hun har gået i folkeskole og i gymnasiet. Hun har i den periode fået gratis tandlægehjælp. Hun har uddannet sig til arkitekt, modtaget SU og evt. SU lån. Alt på statens og kommunernes regning. Hun har født tre børn på statens regning. Hun har brugt tre år på barsel, som er selvfølgelig er hendes ret. Hun har ikke betalt for undersøgelser af svangerskabsundersøgelser i knapt tre år, eller betalt for sine fødsler. Efterfølgende har hendes børn gået i vuggestue, børnehave og skole. Og selvfølgelig har de alle altid fået fri lægehjælp. Børnene får gratis tandpleje og hun får tilskud til sin og tidligere mands tandpleje. Hendes mor er så uheldig at være syg således, at hun bor på et hjem. Alt er støttet af kommune og Stat.

Hun stiftede et firma sammen med manden, der har været en gennemgående figur i deres liv, fordi de har fået tre børn. Her har der været perioder, hvor hun ikke arbejdede og han slæbte pengene hjem. De har stiftet flere firmaer og lukket dem igen. Hvorfor? Det kan være smart, så kan de trække mere fra og skylde ad flere omgange. Selv har jeg været partner i et firma med ca. 500 ansatte. Man lukker ikke et firma for sjov. Det gør man enten for fradragenes skyl eller fordi det går dårligt. For eksempel et Interessentskab 2013-2015 (minimum to i fællesskab), hvor de hver især har kunnet trække udgifter fra. De har brugt mulighederne for fradrag maksimalt. Hvis de havde haft ApS (kræver et indskud på ca. 125.000), så havde de kun kunnet trække fradrag fra en gang. I deres Interessentskab har de haft mulighed for at trække dobbelt så meget fra, alt er foregået på deres fælles adresse. Nu er der et eller enmandsfirma på adressen. Jeg insinueret ikke, at noget er foregået på ulovlig vis.

Et A/S kræver at du skyder 500.000 ind. Det kan man se, at de ikke har haft råd til. Om hun er hjulpet til et A/S i hendes enmandsfirma ved jeg ikke.

Men summa summarum, hvis Pernille Vermund havde levet i USA havde hun muligvis arbejdet på MacDonalds og var aldrig blevet arkitekt. Hun er pokkers heldig at være født i Danmark.

Hun bliver bare endnu en levebrødspolitiker. Hun har ikke 90 mandater til noget af det hun foreslår.

Hvis hun og NB trækker 77 milliarder fra det offentlige, år efter år, er det muligt at hun så småt selv skal betale alt det, der er før nævnt.

Idet du nok ikke gider læse mit indput, kan det være at andre gør. Jeg har i øvrigt været censor på en af hendes opgaver. Det er mange år siden. Jeg bryder mig hverken om hendes opgaveløsninger eller politik.

Socialdemokratiet var drivkraften i at stifte vores vælfærdssamfund, det er mit svar på din sidste kommentar.

Lars Steffensen

@Runa

"For ganske nylig foreslog Pernille Vermund i en avis, at vi burde privatisere vores sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, om hun havde foreslået denne politik, hvis ikke hun havde mødt en meget rig dansker, der bor i Schweiz, en der ikke vil betale skat i Danmark."

Det er altid populært at foreslå at de man kritiserer kun har deres synspunkter fordi de er forkælede, bestukne, korruperede, forfængelige, stupide eller fra Bornholm. Denne manøvre kan ofte gøre det meget uklart, hvor dårlige ens argumenter er. Men det er selvfølgelig ikke det erinde du er ude i, vel?

" Socialdemokratiet var drivkraften i at stifte vores vælfærdssamfund, det er mit svar på din sidste kommentar."

Den engelske fagbevægelse er vel de, som fortjener størst ære for velfærdsstatens tilblivelse. Men Socialdemokrater var afgørende for udviklingen herhjemme. Men de er længe siden. Mere end 50 år. Og deres bidrag har længe kun være løgn, svigt og forræderi.

Der er en grund til at Democraterne tabte til Trump i Ohio, Wisconsin og Pensylvanie. Og det er ikke kun fordi vælgerne er dumme.

Mihail Larsen

Uvidenhedens slør

Niels, Kant har aldrig talt eller skrevet om noget ‘uvidenhedens slør’. Han taler om ‘principper’, der kan udledes af fornuftinteresse ind i ligningen.

Mihail Larsen

UPS

Korrekturen har ædt halvdelen af teksten; jeg aner ikke hvorfor. Der skulle have stået:

Niels, Kant har aldrig skrevet om noget uvidenhedens slør. Han taler om ‘principper’, der kan udledes af fornuftige.

Rawls vender Kant på hovedet og smuglet den personlige interesse ind i ligningen.

Runa Lystlund

Det levnedsforløb, der før er beskrevet kunne have været være hvilken som helst uddannet kvinde. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor de fleste borgere betaler skat til dette fællesskab. Danmark har med velfærdsamfundet støttet solidarisk omkring Pernille Vermund og hendes familie og andre beboere i landet. Nu vil hun tage 77 milliarder fra de mennesker, der har bidraget til hendes liv og uddannelse, 77 milliarder bare det første år.

En af P V's politiske paroler er, at udlændinge, skal være selvforsørgende.

Det jeg påpeger er, at PV bør fare med lempe over emnet, selvforsørgelse. Man skal som politiker kunne leve op til egne paroler. Jeg vil tro, at en lille redelig muslimsk grønthandler har bidraget mere til samfundet end PV.

Jeg har ingen respekt for mennesker, der flytter deres penge i skattely, eller fraflytter Danmark til Schweiz eller andre steder, for ikke at skulle betale skat, for så at købe sig indflydelse i et politisk parti i et land de ikke ønsker at yde noget til. At ville bestemme og nyde uden at yde, er Nye Borgerliges's støttes motto. Det er det LA og NB gør. Det nærmer sig kvalmegrænsen og jeg er bange for at kvalmegrænsen også er nået hos mennesker på både højre og venstrefløjen.

Jeg nævner ikke noget om forkælede, bestukne, korruperede, forfængelige, bornholmere eller stupide mennesker. Det må være noget, der foregår i dit hoved.

Når du nu nævner det, så lyste Pernille Vermund ikke ligefrem i de to udsendelser om hende og Kahnkan. Det gjorde hendes barndomsveninde til gengæld. Imamen er skarp.

Lars Steffensen din kandidat PV skal nok komme i Folketinget, danskerne elsker dem der hverken kan synge eller spille, for så er de ikke til fare for nogen. Det har også virket for DF, dette manglende gehør.

Jeg håber dog ikke at hun bliver finansminister med alle disse lukkede firmaer og Nye Borgerliges katastrofalt amatøragtige økonomiske politik.

De får slet ikke smidt nogle indvandrere ud, det er bare en ynkelig måde at komme i Folketinget på.

Nye Borgerliges er et parti for levebrødspolitikere. Kan de ikke leve af deres firmaer, så kan de få fin løn i Folketinget.

Niels Duus Nielsen

Okay, Mihail, du har ret, min kritik rammer alene Rawls. Kant argumenterer ud fra den autonome vilje, der ikke bestemmes af empiriske erfaringer men kun af sig selv. My bad.

Ikke desto mindre mener jeg ikke, at Kants argument er meget bedre end Rawls', for selv om Kants argument ikke kræver særlige psykologiske forudsætninger, så som empati, kræver det visse logiske forudsætninger, som heller ikke er universelle.

Så min indvending står ved magt: Uanset hvilke grunde, folk har til ikke at anerkende moralloven, ligger det ligesom i kortene, at os, der gør, rotter os sammen mod dem, der ikke gør. Alt for mange juridiske love overholder ikke moralloven, men ikke desto mindre gælder de - af institutionelle årsager - som almen lov.

At hævde oh agte moralloven indebærer o mine øjne, at man er villig til at udsætte de, der ikke har agtelse for denne lov, for en vis tvang. Fysisk tvang, bemærk, ikke logikkens tvangløse tvang, som Habermas ville sige. Når lovgivningen ikke er logisk, fordi lovgiverne ikke tænker rationelt, og derfor ikke er i stand til at følge et formelt bevis, men derimod tænker instrumentelt og interessebestemt, må vi nødvendigvis tvinge lovgiverne.

Lommefilosoffen Frank Zappa har givet en parodi på denne problematik, som mig bekendt først blev formuleret af Rousseau:

"Vi ved, at alle mennesker er født frie og lige, men det ved "de" ikke (indsæt selv en konkret befolkningsgruppe), ergo er vi overlegne og kan tillade os at tvinge dem". (Min parafrase, tanken kan findes i sin oprindelige form på det dadaistiske værk "Lumpy Gravy fra 1969)

FZ var satiriker, men han fanger paradokset meget godt: Også Rousseau har talt om at tvinge folk til at kaste deres lænker.

Min pointe er, at hvad du og jeg, med Kant, anerkender som almen lov, ikke nødvendigvis anerkendes af alle. Så hvad gør vi ved de mennesker, som ikke er modtagelige for fornuft?

Mit forslag er at suspendere universalpragmatikken midlertidigt, vel vidende, at det er fyldt med risici. Alternativet er at stå passive og se på, mens mennesker, der ikke repekterer logiske ræsonnementer, demonterer det retfærdge samfund, som vi har forsøgt at opbygge lige siden oplysningstiden.

Jeg debatterer for at blive klogere, ikke for at ret, så hvis du har et bedre alternativ til mit forslag, som ikke indebærer den temporære totalitarisme, som jeg finder nødvendig, men som altid truer med at blive permanent, er jeg lutter øren.

Runa Lystlund

Efterfølgende er et citat fra Lars Steffensen
"Det er altid populært at foreslå at de man kritiserer kun har deres synspunkter fordi de er forkælede, bestukne, korruperede, forfængelige, stupide eller fra Bornholm. Denne manøvre kan ofte gøre det meget uklart, hvor dårlige ens argumenter."

Lars Steffensen
Du har ingen argumenter imod det jeg skriver, derfor bliver du aggressiv og personlig. Nye Borgerlige er som parti en usand fortælling, misbrugt af skatteflygtninge fra Schweiz.

Du mangler argumenter og derfor bliver du personlig. Det er derfor indeholdet i din besvarelser er så ringe.

Mihail Larsen

Niels - det bliver meget specielt nu. Om Rousseaus frihedsparadox, læs min lange indledning til Samfundspagten (Rhodos, 1987). Rousseaus hovedpointe er, at et retssamfund kun giver mening, hvis alle borgere vedkender sig et ansvar. Ansvar er imidlertid ikke logisk eller praktisk muligt uden frihed. Derfor må fællesskabet kræve, at alle er frie. Ingen må kunne undslå sig deres personlige ansvar.

Den opfattelse delte Kant. Oplysning er menneskets udtræden af sin selvforskyldte umyndighed.

Det andet, du skriver om, hidrører fra Hegels objektive idealisme og Marx’ historiske materialisme og har til formål at legetimere proletariatets diktatur i forvisning om, at proletariatet dialektisk forstået i sidste ende er den sande varetager af den almene interesse.

Men det er en anden historie.

Niels Duus Nielsen

Okay Mihail, jeg anerkender, at det vil blive en lang og højpandet diskussion, som du ikke ønsker at gå ind i her og nu, men det glæder mig, at du kan se paradokset. Efter min mening er det nødvendigt at forholde sig til dette spørgsmål, hellere før end siden, netop fordi fornuften ikke længere er i førersædet, når vi taler om politik.

Machiavellis "Diskurser..." ligger på mit lokum for tiden, så ham læser jeg hver dag, og han har mange slagkraftige argumenter. I modsætning til de anbefalinger, han giver i "Fyrsten", tager han i dette værk udgangspunkt i den benevolente herskers handlinger. Han anerkender, at både de politiske ledere og de politisk ledte er under påvirkning af irrationelle bevæggrunde, og søger derfor de pragmatiske løsninger, som ikke vil eksplodere op i hovedet på nogen af parterne.

Machiavelli er givetvis enig med dig - og mig - i, at fornuften burde herske indenfor politik, men han er realist nok til at kunne se, at det gør den ikke. Og hvad gør vi så? Machiavelli anbefaler tidsbestemt diktatur efter romersk forbillede. Jeg finder tanken interessant, men også farlig. Jeg ville meget gerne se en seriøs offentlig diskussion om dette emne, i stedet for den automatiske afvisning med henvisning til et "demokrati", som i mine øjne bliver mere og mere dysfunktionelt i takt med at følelserne overtager styringen.

Det er måske en anden diskussion, men en eller anden dag bliver vi nødt til at tage den, hvis vi tager universalpragmatikken alvorligt som regulerende princip. Principper er vigtige, men det er den konkrete implementering af principperne, der gør en forskel. Jeg kan have de bedste argumenter i verden, men hvis folk ikke er modtagelig for argumenter, kommer jeg ingen vegne. Og hvad gør jeg så?