Læserbrev

350.000 personer i Norden er ansat i atypiske, usikre stillinger – EU bør gribe ind

Europa har fået en ny klasse af især unge, som har en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Midlertidige kontrakter og ufrivillig deltid stiller arbejdstagerne dårligt og truer den danske model, skriver Mia Fallentin i dette debatindlæg. 
Debat
15. maj 2019

Hvad har erhvervsuddannede, indvandrere og nyuddannede akademikere tilfælles?

De tilhører alle en voksende, ny samfundsklasse. En ny klasse, der er karakteriseret ved en usikker og løs tilknytning til arbejdsmarkedet. De er ansat i atypiske ansættelser, vikariater, 0-timers kontrakter, ufrivillige deltidsstillinger, freelancere m.m.

Skiftende, løse jobs gør det vanskeligt for dem at spare op til pension og betyder, at de typisk ikke nyder godt af bl.a. løn under sygdom og feriepenge.

Fælles for dem alle er usikkerheden.

’Vi ringer, når vi har brug for dig’. Sådan lyder beskeden til tusindvis af unge i Europa og, i stigende grad, i Danmark. Mindst 350.000 mennesker i Norden er ansat på såkaldte 0-timers kontrakter, og langt størstedelen af dem er unge mennesker.

Det er en kontrakt, hvor de reelt set altid er til rådighed for arbejdsgiveren, uden at vide, hvor meget arbejde der vil være til dem det næste stykke tid. Nogle gange kan der i lange perioder være masser af arbejde, mens der i andre perioder ikke er noget som helst.

Resultatet er en generation i konstant limbo, uden fast indkomstgrundlag, som derfor er ude af stand til bl.a. at tage boliglån.

Eftersom denne nye samfundsklasse, der også bliver kaldt prekariatet, består af så forskellige typer af mennesker, er den uhyre svære at organisere. De arbejder i forskellige brancher, har forskellig uddannelsesmæssig baggrund og kommer ofte vidt forskellige steder fra. Og hvad gør man så?

Fra fagbevægelsens side bliver man nødt til at tage stilling til det voksende prekariat og den stigende andel af atypiske ansættelser, der er på vej ind i Danmark.

Der skal øget fokus på organisering af de atypiske ansættelser, og der skal fokus på uddannelse og oplysning, således at unge som ældre kan stå sammen imod urimelige ansættelsesforhold.

Disse atypiske ansættelser er uden tvivl til stor fare for den danske model og det danske arbejdsmarked.

Derfor bør alle danske europaparlamentskandidater være villige til at kæmpe for at stoppe de uretfærdige ansættelser. De bør kæmpe for den danske model, og kæmpe for at 0-timers kontrakter bliver forbudt i EU.

Mia Fallentin er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Nordsjælland

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her