Kommentar

Brexit har taget oprørskheden fra Labour – det er på tide at tage den tilbage

Brexit har gjort Corbyns Labour til et lurepassende parti, mens Nigel Farages nye Brexit-parti massemobiliserer på oprørske energier. Labour må gå i offensiven, hvis ikke regeringsmagten igen skal gå dets næse forbi, skriver journalist Owen Jones i dette debatindlæg
Brexit-krisen har både legitimeret og undermineret corbynismen. Den har cementeret den generelle oprørstrang i britisk politik; selv blandt de konservative, men også marginaliseret diskussioner om de indenrigspolitiske politikområder, der var Labours store styrke, skriver Owen Jones.

Brexit-krisen har både legitimeret og undermineret corbynismen. Den har cementeret den generelle oprørstrang i britisk politik; selv blandt de konservative, men også marginaliseret diskussioner om de indenrigspolitiske politikområder, der var Labours store styrke, skriver Owen Jones.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

Debat
14. maj 2019

Jernloven for britisk politik har ændret sig. Førhen – da en økonomi domineret af storfinansen så ud til at sikre stadig vækst – skulle politiske ledere frem for alt træde i karakter som erhvervsvenlige stabilitetsgaranter. Vigtigst var det ikke at signalere den mindste intention om at rokke med det gode skib HMS Britain. Ja, Tony Blair sagde det rent ud med reference til Margaret Thatcher:

»Jeg har altid set det som min opgave at bygge videre på nogle af de ting, hun gjorde, frem for at rulle dem tilbage.«

I dag gælder det derimod, at oprørskhed er blevet tidens løsen. Beklageligvis synes Brexit at have dæmpet Labours oprørstrang. Det er skidt, for jeg vil hævde, at partiets chancer for politisk succes i en opbrudstid vil bero på, at det kan generobre oprørskheden.

Den nye jernlov tonede frem under folkeafstemningen om skotsk uafhængighed; et første varsel om den tumult, der senere skulle gribe resten af Storbritannien og det meste af den vestlige verden. Selv om det blev nej til skotsk løsrivelse fra unionen, blev vejen banet for, at det skotske nationalistparti, SNP, tog næsten alle pladser i Westminster og næsten udslettede Labour i, hvad der engang var en af dets højborge. Fordi Labour og de konservative gik sammen i deres miserable Better Together-kampagne, kunne SNP iscenesætte begge partier som et establishment-kartel, der skulle gøres op med.

For de mange, ikke de få

Labours oprørskhed, da Corbyn kom til som ny leder, blev udkrystalliseret i mottoet for the many, not the few. Blairs New Labour havde forsøgt sig med samme slogan, men corbynismen gav det en ny mening. I stedet for blairske fraser om at skabe plads til det frie initiativ for alle – fulgt op af skattelettelser til big business – betød det nu, at de manges interesser var på kollisionskurs med de få, hvis enorme magt og velstand det gjaldt om at udfordre og omfordele.

Fra højere beskatning af de rige til moms på privatskolegebyrer, der kunne finanisere gratis skolemåltider, var det et udpræget oprørsk udspil. Men i dag må vi konstatere, at Brexit-uvisheden har fortyndet de radikale energier fra dengang, og at Labour i dette spørgsmål har valgt en trist lurepasserstrategi.

Brexit-krisen har både legitimeret og undermineret corbynismen. Den har cementeret den generelle oprørstrang i britisk politik; selv blandt de konservative, men også marginaliseret diskussioner om de indenrigspolitiske politikområder, der var Labours store styrke. Nu er det det nystiftede Brexit-parti, der er i stand til at massemobilisere i et omfang, der ikke er set siden Corbyns store massemøder forud for parlamentsvalget i 2017.

Genoptag oprøret

Det kan blive farligt for Labour, hvis Theresa Mays efterfølger som konservativ leder kobler sig på de establishment-fjendtlige impulser.

Boris Johnson er allerede en slags fuldtonet populist – »fuck erhvervslivet!« hvæsede han for nylig. Det er bemærkelsesværdigt overset, i hvor høj grad de konservative er ved at bryde med deres naturlige bagland.

I Labour taler flere for, at partiet i den situation må anlægge en klar remain-linje. Men det vil ikke blot indebære en opgivelse af radikal venstrefløjspolitik, men også et potentielt tab af millioner af leave-vælgere. Og dermed et farvel til regeringsdrømme.

Svaret for Labour må i stedet være at finde tilbage til et opgør med den upopulære koncentration af magt hos kapitalen. Og til den oprørske for the many, not the few-appel, der vil kunne tvinge partiets politiske modstandere til at tage eliternes parti.

Hvorfor ikke gå efter at afvikle privatskolesystemet, en bastion for klassesamfundets opretholdelse og for segregation af børn ud fra størrelsen på deres forældres bankkonto? Hvorfor ikke genoprette gratis tandpleje for alle? Hvorfor ikke skabe statslig boliganvisning, der arbejder nonprofit med at hjælpe boligsøgende? Der er brug for flere radikale forslag og for mere social indignation.

Labour drømmer om en fremtid, hvor Brexit ikke længere dominerer alt og indenrigspolitiske temaer om social retfærdighed igen kan italesættes. Men at sætte sig i venteposition kan blive katastrofalt for partiet. Der er brug for at tage kampen her og nu og generobre den oprørskhed, der er den eneste realistiske vej til sejr.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Labour er et hestestutteri der opdrætter trojanske heste.