Læserbrev

Danmarks midlertidige grænsekontrol skal væk

Danmark har haft grænsekontrol i over tre år, men EU har fået kontrol over de ydre grænser, hvorfor der ikke længere er behov for, at vi kontrollerer vores egne. Vi skal tilbage til Schengensamarbejdets åbne grænser, skriver Gamze Sa i dette debatindlæg
14. maj 2019

Selv om grænsekontrollen for tiden ikke debatteres meget, er den der stadig, og vi skal tage stilling til den. Du har måske selv oplevet at køre ind over den dansk-tyske grænse, hvor blinkende blå lygter holder uden for et stort, hvidt telt. Her har dansk politi kontrolleret grænsen i mere end tre år. I Danmark har vi indført midlertidig grænsekontrol, men alligevel bliver vi ved med at forlænge perioden, og nu er det på tide, at vi fjerner den.

Argumenterne for at fjerne grænsekontrollen er mange. For eksempel kræver vores deltagelse i Schengensamarbejdet åbne grænser. I ekstraordinære situationer kan der viges fra dette, hvilket var tilfældet i 2015, da mange flygtninge og migranter krydsede EU’s ydre grænser.

Det store omfang af flygtninge og migranter har presset europæiske lande, men nu har EU fået styr på situationen. Desuden gør EU konstant mere for at styrke de ydre grænser. Europa-Parlamentet har den 17. april vedtaget et forslag om at styrke de ydre grænser med yderligere 10.000 mand frem til 2027.

Formålet med grænsekontrollen er at overvåge strømmen af flygtninge, herunder også med henblik på at undgå kriminalitet, men grænsekontrollen kan have den modsatte effekt. Schengensamarbejdets informationssystem SIS II giver Schengenlande mulighed for at tjekke, om personer eller genstande er efterlyste. Hvis Danmark står fast på grænsekontrollen og forlader Schengensamarbejdet, vil det højst sandsynligt også medføre et farvel til SIS II. I så fald vil vi ikke kunne overvåge grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring.

Danmark er et af de lande, der har benyttet dette system mest. Et farvel til Schengensamarbejdet vil også betyde et ophør af vores aftale med Europol, hvilket blot forårsager nye problemer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil et farvel til Schengensamarbejdet være et stort tab, som kun vil skabe en dominoeffekt af nye problemstillinger.

Budskabet er klart. Den 26. maj går vi til europaparlamentsvalg, og vi bør kæmpe for at styrke et fælles EU. Derfor bør vi fjerne grænsekontrollen. 

Gamze Sa er samfundsfagsstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Lillelund

Grænsekontrollen på den måde, som den er etableret, har altid været ren symbol-politik. Med Danmarks ca. 7.000 km grænse (land og vand) vil den ikke være effektiv hvis der skulle komme en ny flygtninge bølge. Mon ikke illegale og/eller kriminelle flygtninge allerede i dag passerer grænsen fra Tyskland i nattens mulm og mørke, uanset det nye vildsvin-hegn, eller med hjælp af en mennesmugler krydser vandet mellem Tyskland og "Sydhavnsøerne" eller Bornholm.