Kommentar

Dansk Folkeparti svigter, når de ikke stiller ultimative krav til udlændingepolitikken

Udlændingepolitik handler om Danmarks overlevelse. Alligevel har DF ikke brugt deres afgørende mandater til at kræve kompromisløse løsninger mod indvandring. Det vækker minder om Scavenius’ samarbejdspolitik med tyskerne, mener partiet Dansk Samling i dette debatindlæg
Dansk Samling skriver i dette debatindlæg, at DF ikke har brugt sine afgørernde mandater til at kræve kompromisløse løsninger mod invandring. Dette vækker minder om Scavenius' samarbejdspolitik med tyskerene, mener partiet. 

Dansk Samling skriver i dette debatindlæg, at DF ikke har brugt sine afgørernde mandater til at kræve kompromisløse løsninger mod invandring. Dette vækker minder om Scavenius' samarbejdspolitik med tyskerene, mener partiet. 

Henning Bagger

25. maj 2019

Sven Ove Gade udgav sidste år bogen I Danmark 1945-2018. Den beskriver den uafklarede situation, det politiske liv blev efterladt i efter besættelsen, da der ikke blev gjort op med samarbejdspolitikken.

Gade mener, at denne situation har præget dansk politik lige siden, og han har ret. Den afgørende grundholdning for samarbejdspolitikken – at det altid er bedre at forhandle for at få en vis indflydelse på egne anliggender og dermed undgå afsavn og lidelser – gennemsyrer dansk politik.

Netop derfor kan man i Dansk Folkeparti ikke se, hvad man gør galt i disse tider, hvor et alternativ pludselig har vist sig i form af Pernille Vermund, der påstår, at DF’erne har svigtet. Nu fulgt op af Stram Kurs.

»Har vi ikke kæmpet for Danmarks sag, og har Pia Kjærsgaard ikke ydet store, personlige ofre,« spørger DF, mens de hurtigt følger op med et andet mantra:

»Vi har jo ikke 90 mandater, og hvis vi ikke indgår kompromiser, kommer Mette Frederiksen til magten, og så bliver det hele meget værre.«

Vermund stiller i modsætning til DF ufravigelige krav om asylstop til regeringspartierne, og denne taktik får DF til at slå syv kors for sig.

Ufravigelige krav

Tanken om at stille ufravigelige krav er ikke groet i Nye Borgerliges baghave. Den er opstået hos Dansk Samling, der som bekendt var en markant aktør under besættelsen. Derfor har vi i Dansk Samling en anden tilgang til politik end eksempelvis DF.

Og hvad er så meningen med at stille ufravigelige krav? Jo, når en situation er alvorlig nok, kan det eneste rigtige være at sætte foden ned. Vi kan ikke længere støtte en given politik uanset konsekvenserne.

Modstandskampen handlede i høj grad om at fremprovokere et brud mellem regeringen og besættelsesmagten. Problemet med samarbejdspolitikken var, at der i realiteten ikke var noget samarbejde. Regeringen havde ikke andet valg end at føje sig, men det viste sig hurtigt, at den med Erik Scavenius i spidsen var villig til at gå overordentligt langt for at behage tyskerne.

Bruddet med samarbejdsstrategien kom i 1943, men det var ikke givet, at det ville gå sådan.

Få måneder før havde danskerne i stort tal stemt på de samarbejdende partier. Flertallet havde hverken fidus til dem, der arbejdede for at standse samarbejdspolitikken parlamentarisk eller illegalt. Men det var altså de grupper, som befolkningsflertallet var imod, der havde fat i den lange ende.

Utroværdige DF

Situationen er ikke meget anderledes i dag. Da muligheden for at få politisk indflydelse kom i 2001, var det naturligt, at DF i første omgang forsøgte at forhandle sig til politiske resultater. Det var i begyndelsen vanskeligt at gøre noget mere drastisk end de få stramninger, der blev gennemført.

Det blev dog tidligt klart, at der ikke ville ske noget afgørende. 24-årsreglen udsatte blot tilstrømningen med det antal år, de unge indvandrere måtte vente på at få en ægtefælle til landet. Tilknytningskravet ændrede ikke afgørende kædeindvandringen gennem familiesammenføringer. Der tildeles stadig indfødsret til mange mennesker fra ikkevestlige lande, flere gange med DF’s stemmer.

Det var forsvindende lidt, DF fik gennemført, mens de var så heldige at være tungen på vægtskålen.

I 2006 væltede DF Lars Barfoed som minister på grund af manglende kontrol med nogle kødgrossister. Kunne man så ikke forvente, at partiet ville gøre det samme, når det gjaldt Danmarks selvstændighed?

Lissabontraktaten blev i 2018 vedtaget med et stort flertal. DF lod det ske uden at stille mistillidsvotum til regeringen. Samme traktat står over dansk ret og stadfæster blandt andet asylretten.

Da DF i 2008 ikke satte foden ned over for regeringen, var det ren scavenianisme:

»Hvis ikke vi retter ind og støtter den blå regering, bliver det hele meget værre,« måtte de have tænkt dengang. Men det hele blev alligevel meget værre.

DF har aldrig villet formulere en smertegrænse for kompromiset over for folket, som jo handler om Danmarks overlevelse. Derfor har folket aldrig fået chancen for at forstå rækkevidden af EU's indflydelse på dansk udlændingepolitik. Folket har blot kunnet konstatere, at Danmark forandrer sig med lynets hast.

Derfor fremstår partiet i dag utroværdigt, og ind træder Pernille Vermund og Rasmus Paludan. Om de vil gøre alvor af deres ufravigelige krav, må tiden vise, for også de er politikere.

Havde DF turdet sætte foden ned, var de nok kommet på en lille ørkenvandring, men de havde vist, at noget er for vigtigt til at indgå kompromiser om. De havde kunnet føre an i debatter og have kvalificeret dem. Nu er de bare ansvarlige for den politik, såvel Vermund som Paludan vil gøre op med.

Det har partiet kun sig selv at takke for.

Morten Uhrskov Jensen og Lone Nørgaard er hhv. formand og bestyrelsesmedlem i Dansk Samling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Engelby

Ja, der er svært for jer at få den ene arm ned af bare begejstring for projektet.

Brian Nocis Jensen, Rikke Nielsen, Henning Kjær, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

"Situationen er ikke meget anderledes i dag". Jo, situationen er faktisk temmelig meget anderledes.

Katrine Damm

Hvor er det dog uendeligt træls med alle dem, der har så travlt med at tage patent på 'dansk' og 'Danmark', det være sig 'Dansk Samling', 'Dansk Folkeparti' 'Danernes Lys' og 'Danske Bank', ude i den store verden tror de fandme, at Danske Bank er vores Nationalbank eller en statsbank, og spørger: Hvad fanden er det I har gang i Danmark?

Og det er edderdenondelyme et godt spørgsmål :-(

(Nej jeg har ikke (nær)læst dette indlæg, det orker jeg ganske enkelt ikke)

Thomas Tanghus, Hans Larsen, Henning Kjær, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Erik Fuglsang, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Alternativt kunne landet, Danmark forstås, gøre op med sit "besættelses - og overgivelseskompleks".
Ud fra den indsigt at sådan og sådan foregik det og det kan vi ikke retrospektivt ændre på.Dermed ikke sagt at det ikke har en plads - i historiebøgerne, og hvor man ellers beskæftiger sig med den slags.

Henning Kjær

Det ville være oplysende hvis Morten Uhrskov og Lone Nørgård havde fortalt deres holdning til Pernille og Rasmuses ufravigelige krav. Går de med dem hele vejen. Rasmus har et interesant projekt med etnisk udrensning, så han kan let få brug for nogle dommere i danskhed.

Hans Larsen

@Sten Sohn: De prøver skam. Pr. 6/5 2019 havde de indsamlet hele 449 vælgererklæringer. De bliver så nulstillet nu hvor der er valg, så de skal starte forfra.

Benno Hansen

"Danmarks selvstændighed"?

"Samarbejdspolitikken"?

Ikke bare et bimlende vanvittigt men også et indlæg, med en småfarlig retorik mellem linjerne.