Læserbrev

Danske Handicaporganisationer: Regeringens seniorpension hjælper ikke de handicappede

Både regeringen, DF, Radikale og Socialdemokratiet skylder fortsat mennesker med handicap en værdig måde at trække sig fra arbejdsmarkedet på. Der bør gøres noget ved hele førtidspensionsområdet – ikke kun for dem, der har arbejdet i 20-25 år, skriver formanden for Danske Handicaporganisationer i dette debatindlæg
10. maj 2019

Mange mennesker med handicap mangler en værdig måde at trække sig fra arbejdsmarkedet på. Det er gået for vidt. Det er blevet for svært at få førtidspension, når man ikke kan arbejde, og alt for mange ender i lange og meningsløse ressourceforløb, som ikke bringer dem tættere på et job.

Derfor er den nye aftale om seniorpensionsordningen også skuffende. Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstres plan er for snæver til for alvor at hjælpe mennesker med handicap.

Den nye ordning kræver nemlig, at man har været 20-25 år på arbejdsmarkedet, før man er omfattet af den. Det kan mange af vores medlemmer i handicaporganisationerne desværre ikke prale af.

Vi mener, at der bør gøres noget på hele førtidspensionsområdet. Det er godt med mere værdighed for nedslidte seniorer, men hvad med resten?

Partierne bag aftalen kan udvide nogle af de gode takter i ordningen. Muligheden for pension ved 15 timers arbejdsevne og lettere adgang til fastholdelsesfleksjob, hvor man ansættes i fleksjob på ens seneste arbejdsplads, skal eksempelvis gælde for flere målgrupper.

I øvrigt har Socialdemokratiet samme problem som de borgerlige partier. S vil indføre en ret til tidlig folkepension for nedslidte grupper. Det kan i sig selv være fint, men hjælper formentlig meget få mennesker med handicap.

Mette Frederiksen (S) lovede på Socialdemokratiets kongres i 2018 at rette op på den førtidspensionsreform, hun var minister for. Hun erkender, at den er blevet administreret for heftigt i kommunerne. Stor respekt for den erkendelse. Men siden har vi ventet på et udspil fra partiet.

Valget er uendeligt tæt på, og begge politiske sider mangler et svar til mennesker med handicap, der mangler værdighed i beskæftigelsessystemet. Men det er ikke for sent. Både venstre- og højrefløjen har udtrykt ønske om at rette op på problemerne, og jeg har personligt haft gode dialoger med politikerne.

Nu skal de bare se at komme i gang.

Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu