Læserbrev

Dekan: 96 procent af de jordemorstuderende mener, at kvaliteten af deres uddannelse er høj

Ja, jordemoderuddannelsen er krævende. Men en forlængelse af den ligger ikke lige for. Vi kæmper først og fremmest for at få fjernet besparelserne, der har konsekvenser undervisningskvaliteten, skriver dekan på Københavns Professionshøjskole i dette debatindlæg
Debat
16. maj 2019

Der er rift om de dygtige jordemødre, når de dimitterer fra uddannelsen. Fødeafdelingerne over hele landet melder om travlhed og rekrutteringsudfordringer, og derfor skal vi tage det alvorligt, når de studerende oplever problemer på deres uddannelse.

Og det er lige, hvad fire jordemorstuderende gør i Information den 8. maj, hvor de beder om, at uddannelsen forlænges med seks måneder.

Jeg er helt enig med de studerende i, at uddannelsen er ambitiøs og krævende. Intensiteten er høj, og man skal virkelig lægge sig i selen for at følge med. Det er år efter år en af de mest eftertragtede uddannelser i hele Danmark, og på Københavns Professionshøjskole må vi hvert år afvise flere hundrede studiesøgende, der gerne vil være jordemor.

At uddannelsen ikke er forlænget siden 1945, er dog ikke i sig selv et argument for, at den skal forlænges i dag. Man kan gøre meget med uddannelsen inden for den eksisterende tidsramme. En forlængelse af uddannelsen er altså ikke vores førsteprioritet.

Faktum er, at de jordemorstuderende generelt er blandt de mest tilfredse på hele Københavns Professionshøjskole. 96 procent af de jordemorstuderende er enige i, at kvaliteten af deres uddannelse samlet set er høj. 94 procent er enige i, at deres uddannelse har rustet dem til deres nuværende job.

Også aftagerne, dem der ansætter de nyuddannede jordemødre, er meget tilfredse med jordemødrene. Her vurderer 80 procent, at de i høj grad har de relevante kompetencer i forhold til den funktion, de udfører.

Det største problem på jordemoderuddannelsen lige nu er de omstridte toprocentsbesparelser. De har tvunget Københavns Professionshøjskole til at skære ned på kvaliteten i undervisningen med større hold, mindre feedback og dårligere simulationsmiljøer, der ellers gør overgangen fra skole til praksis nemmere for de studerende.

Lad os derfor i første omgang fokusere på at droppe besparelserne, genskabe kvaliteten på uddannelsen og gøre den endnu bedre – både for nuværende og kommende jordemorstuderende.

Randi Brinckmann, dekan ved Københavns Professionshøjskole.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her