Kommentar

Dit kryds kan trække skattekroner ud af skattely og sikre fair konkurrence

Multinationale selskaber, der betaler helt op til 30 procent mindre i skat end rent danske selskaber, har en unfair konkurrencefordel, når kommuner sender opgaver i udbud. Derfor bør man stemme på en kandidat, der vil ændre EU’s udbudsdirektiv, skriver Jørgen Hvid i dette debatindlæg
11. maj 2019

Skal virksomheder, der sender deres penge i skattely, fortsat have lov til at levere ydelser til vores kommuner?

Det spørgsmål kommer det nye Europa-Parlament til at tage stilling til, når det i nærmeste fremtid skal se EU’s udbudsdirektiv efter i sømmene. Og også i Danmark kommer regeringen til at tage stilling til, hvor langt den vil gå for at sikre, at offentlige instanser ikke sender skattekroner i skattely gennem deres indkøb.

Der er allerede godt gang i debatten. I sidste uge foreslog Mette Frederiksen (S), at EU’s udbudsdirektiv skal ændres, så det bliver nemmere for offentlige instanser at stille krav til leverandører, mens blandt andre erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har erklæret sig uenig heri.

Heller ikke blandt de danske kandidater til EP-valget er der enighed. Det viser en undersøgelse, som Oxfam IBIS netop har offentliggjort i samarbejde FOA, Mellemfolkeligt Samvirke, DEO Nyt Europa, Globale Seniorer og Den danske Sonnenbergkreds. Her er alle de danske kandidater til Europa-Parlamentet blevet bedt om at tage stilling til, hvorvidt de mener, at EU’s udbudsdirektiv skal ændres, så det bliver muligt at stille krav til virksomheders skattepraksis.

En bred koalition af kandidaterne fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten støtter et nyt udbudsdirektiv, men spidskandidaterne fra Liberal Alliance, Venstre og Konservative er imod. Dermed er de sidstnævnte også uenige med kandidater længere nede på deres partilister.

Fair konkurrence

Offentlige myndigheder har ikke altid været gode til at sikre lige konkurrence, når de skulle købe varer og tjenesteydelser.

Derfor har EU i årtier reguleret offentlige udbud af leverancer. Reguleringen har på rigtig mange måder været effektiv, men når det handler om ligebehandling i skatteforhold er den direkte kontraproduktiv: Det er nemlig ikke tilladt at inddrage skattemæssige hensyn i udbud. Det betyder, at multinationale selskaber, der gør brug af aggressiv skatteplanlægning og betaler helt op til 30 procent mindre i skat end rent danske selskaber, har en unfair konkurrencefordel.

På tværs af EU har især kommuner aktivt forsøgt at ændre på denne urimelighed. I Danmark har ni kommuner, der repræsenterer 25 procent af den danske befolkning, underskrevet Oxfam IBIS’ charter for skattelyfri kommuner, hvormed de forpligter sig til at arbejde for at undgå at handle med selskaber, der benytter sig af skattely.

Men når det kommer til praktisk handling, støder de alle på samme barriere, nemlig EU’s udbudsdirektiv og den nationale udbudslovgivning. Udbudsdirektivet indeholder en liste over de forhold, der må inddrages i udbud, og ulighed i skattebetaling er ikke med her.

Stem fair skat

Valget til Europa-Parlamentet den 26. maj kan få stor betydning for kommunernes fremtidige mulighed for at stille krav om fair skat. Et EU-Parlament, der sætter retfærdig skat højt på dagsordenen, kan presse på for et udbudsdirektiv, der rummer muligheden for lige konkurrence i et ulige skattesystem.

I samarbejde med de førnævnte organisationer har Oxfam IBIS derfor lavet en valgtest, der kan hjælpe dig til at finde den kandidat, der bedst matcher dine holdninger på skatteområdet. Vi har stillet de danske kandidater til Europa-Parlamentet ni spørgsmål om EU’s rolle i bekæmpelsen af skattely og skattetricks.

Men det er ikke bare den 26. maj, at dit kryds er vigtigt. Også det kommende folketingsvalg får indflydelse på, om det også i fremtiden skal være muligt at poste skattekroner i virksomheder med en uansvarlig skattepraksis.

En ny dansk regering behøver ikke vente på EU, for den planlagte opdatering af udbudsloven i 2020 er en mulighed for at udvide kommunernes handlerum på skatteområdet.

Og heller ikke kommunerne behøver vente på EU. De kan blandt andet indføre offentlige leverandørlister, hvor leverandører frivilligt kan oplyse om skatteforhold og på den måde give offentligheden adgang til nøgletal om selskabernes strukturer og skatteforhold.

Banen er således kridtet op for at sikre ansvarlig skat ved offentlige indkøb – både på lokalt plan, på nationalt plan og i EU. Vores fælles velfærd og muligheden for fair konkurrence står på spil. Vi håber, at vi med europaparlamentsvalget og folketingsvalget kan sikre, at vores offentlige skattekroner ikke længere ender i skattely.

Jørgen Hvid, ingeniør og frivillig i Oxfam IBIS’ gravergruppe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Anders Reinholdt
  • Lars Bo Jensen
  • Espen Bøgh
  • Mihail Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
  • Tommy Clausen
  • Hans Ditlev Nissen
Karen Grue, Anders Reinholdt, Lars Bo Jensen, Espen Bøgh, Mihail Larsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Jørn Vilvig, Tommy Clausen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

EU's legetimitet

Det er indlysende rigtigt, at EU nu skal presses nedefra - gennem parlamentet - til at gøre op med erhvervslivets skattefiduser. Det er en oplagt vindersag for kritiske EU-kandidater at hænge Venstre, Konservative og Liberale ud for deres modstand mod denne rimelighed.

Per Torbensen, Karen Grue, Anders Reinholdt, Gustav Alexander, Dennis Jørgensen, Karsten Lundsby, Espen Bøgh, Steen K Petersen, Torben Arendal og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Men skal vi nu ikke lade Skat komme til kræfter igen efter EFI og gaveboden til undenlandske aktiespekulanter før vi pålægger Skat flere opgaver. Måske en ide ligefrem at forenkle lovgivningen, det vil jo være en vindersag for alle parter, men selvfølgelig, så kommer borgerne til at forstå hvor meget de betaler.

Espen Bøgh

Jeg har tidligere brugt muligheden her i mediet, når lejlighed bød sig i forbindelse med artikler om netop "lige og fair " konkurrence!

I den forbindelse har jeg foreslået man indførte en vejskat for virksomhederne der ikke betale skat i Danmark, - baseret på km. og vægt såvel for repræsentationsbiler som for lastbiler.

Andre forhold kan tænkes inddraget for netop at skabe lige og fair konkurrence på markedet her i Danmark.

Det er meget mærkeligt at lige netop er liberalisterne, der er imod lige og fair konkurrence på det danske marked, så danske virksomheder ikke betaler for skattely virksomheders brug af vore veje og øvrige infrastruktur kun skal betales af danske virksomheder, og skattely virksomhederne kører gratis rundt på vore vej.

Det er politisk respektløst overfor alle de mange danske virksomheder der konkurrerer med virksomheder i skattely, som intet betaler til vores fælles infrastruktur på lige fod med danske virksomheder.

Mulighederne for netop at stille alle lige i konkurrencen må da ligge de politiske partier særlig på sinde, og ikke mindst fra erhvervslivets egen side.

Når de liberale politikere står for modstanden imod denne ligestilling, har de åbenbart intet imod andre skal betale regningen for disse statsnassere i skattely.

Især virker det helt absurd at de liberale politikere har den holdning, - det tog dem da ikke så langt tid efter krisen i 207-8 at udråbe de ledige som samfundsnassere, og dertil også efterlønnerne og pensionister med ordene; "raske mennesker der går derhjemme", - underforstået at de nassede på samfundet og ikke ville yde deres indsats arbejdsmæssigt.

Det var i deres optik åbenbart helt uanstændigt ikke at deltage med deres arbejdskraft til at rette på den krise som den liberale regering med AFR i spidsen selv havde påført Danmark.

- Vel og mærke den danske del af krisen som var regeringens ansvar, ved dens uansvarlige politik!