Læserbrev

EU sætter økonomiske interesser over grøn omstilling

Der er mange eksempler på, at EU hæmmer den grønne omstilling. Unionen lever ikke engang op til Parisaftalen. Derfor er det ikke nok, at Jakob Ellemann (V) bare tror, at EU er godt, skriver to kandidater til EP-valget for Folkebevægelsen mod EU i dette debatindlæg
16. maj 2019

Vi beklager, at miljø- og fødevareministeren efter eget udsagn den 9. maj næsten fik kaffen galt i halsen, da han læste vores kommentar om EU og miljøet i Information den 23. april.

Det er tydeligt, at Jakob Ellemann-Jensen (V) er glad for EU. Men problemerne løses ikke ved, at vi blot tror på, at EU er godt. Vi har brug for at se, hvad der kan gøres endnu bedre, og at vi konkret forholder os til, hvor EU begrænser Danmarks muligheder for at lave en grøn omstilling.

Norge har et højere ambitionsniveau end EU, når der forhandles på klima- og miljøområdet i FN. Hvorfor kæmper Danmark og Norge ikke mere sammen i FN, når Ellemann-Jensen påstår, at EU ikke begrænser Danmarks muligheder?

Det er besynderligt, at ministeren er »lodret uenig i«, at EU hæmmer dansk miljøpolitik, mens han samtidig kritiserer EU-Kommissionen for »at gamble med børns helbred«.

Kommissionens manglende handling angående hormonforstyrrende stoffer er til stor skade for os alle. Forskning kæder udsættelse for hormonforstyrrende stoffer i fostertilstanden sammen med en række sygdomme, der rammer langt senere i livet.

Vi mener, at Danmark bør være mere ambitiøs end EU på klima- og miljøområdet. Så længe vi er i EU, gør Folkebevægelsen, hvad vi kan i EU-Parlamentet. Venstre er fodslæbende.

Forleden udgav FN en rapport om biodiversitetskrisen. EU bidrager aktivt til krisen via en handelspolitik, der fremmer afskovning og via en landbrugsstøtte, der ikke fremmer bæredygtighed.

Unionen sætter økonomiske interesser over miljøkonsekvenser ved for eksempel at importere sojabønner til biobrændsel, amerikanske træer til afbrænding af træpiller og ghanesiske kakaobønner til chokolade. I landbrugspolitikken ser vi ligeledes, at EU groft underprioriterer miljøhensyn.

Det hører også med til debatten, at EU ikke selv lever op til Parisaftalen.

Vi byder Venstre velkommen i klima- og miljøkampen, men insisterer på at italesætte problemerne, hvis de skal løses. Også selv om det bringer ubehag i Ellemann-Jensens kaffepause.

Lave K. Broch og Susanna Dyre-Greensite, EP-kandidater for Folkebevægelsen mod EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Selmer
  • Torben K L Jensen
Per Selmer og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu