Kommentar

Finansministeriets rentekrav spiller hasard med vore børns og børnebørns fremtid

Nødvendige samfundsinvesteringer i eksempelvis grøn omstilling bremses af Finansministeriets krav om, at de skal give et afkast på fire procent om året, selv om staten kan låne til blot en halv procent, skriver økonomiprofessor Jesper Jespersen i dette debatindlæg
Finansministeriets krav om, at det skal give et afkast på fire procent om året, bremser eksempelvis etableringen af en havvindmøllepark, da Finansministeriet vil vende tommelfingeren nedad og sige, at den ikke kan betale sig, hvis der bliver benyttet en kalkulationsrente på fire procent.

Finansministeriets krav om, at det skal give et afkast på fire procent om året, bremser eksempelvis etableringen af en havvindmøllepark, da Finansministeriet vil vende tommelfingeren nedad og sige, at den ikke kan betale sig, hvis der bliver benyttet en kalkulationsrente på fire procent.

Pelle Rink

7. maj 2019

Undskyld mig, men der skulle vel ikke være blot en enkelt økonom i Finansministeriet, der kan forklare Informations læsere, hvorfor offentlige investeringer – herunder miljøinvesteringer – ifølge Finansministeriets vejledning skal give et afkast på mindst fire procent, når staten kan låne til blot en halv procent?

Det betyder, at nødvendige samfundsinvesteringer i eksempelvis den grønne omstilling bremses af et krav om, at de skal give et realt afkast på fire procent om året.

Så snart ordet ’kalkulationsrente’ nævnes, bliver de fleste tilstedeværende – desværre – fjerne i blikket:

’Det må økonomerne tage sig af,’ lyder svaret.

Den reaktion kan få katastrofale konsekvenser, for økonomerne i Finansministeriet er ikke fulgt med tiden.

De fastholder i deres vejledning et niveau for kalkulationsrenten, der hører en fjern fortid til. Det giver jo ikke mening at kræve et afkast på fire procent om året, når staten selv kan låne til en realrente på nul – ja, i perioder har realrenten ligefrem været negativ.

At stille et sådant afkastkrav er en sikker måde at forarme kommende generationer. Det fører direkte til underinvestering i den offentlige sektor og dermed i en bæredygtig fremtid. Det fører simpelthen til for små investeringer i miljøbeskyttelse og klimaforbedring, men også i undervisning, forskning og infrastruktur.

Urealistisk beregning

Der er to væsentlige argumenter, der gør, at enhver samfundsøkonom burde stille sig skeptisk an over for kravet om et afkast på fire procent pr. år af offentlige investeringer.

Det første argument knytter sig til, hvorledes valget af en højere eller lavere kalkulationsrente øver indflydelse på beregningen af den såkaldte nutidsværdi af investeringer. Hvis nutidsværdien af en investering er negativ, vender Finansministeriet tommelfingeren nedad.

Hvis man eksempelvis vil etablere en havvindmøllepark, så vil Finansministeriet vende tommelfingeren nedad og sige, at den ikke kan betale sig, hvis der bliver benyttet en kalkulationsrente på fire procent (en halv mia. kr. i underskud).

Hvis derimod kalkulationsrenten bliver nedsat til tre procent, er der break-even. Hvis den aktuelle realrente på nul benyttes, vil investeringen give et overskud på 1,5 mia. kr., og Finansministeriets modstand mod projektet ville være tilsvarende svær at forsvare.

Her må den forundrede læser spørge sig selv: Hvad foregår der i Finansministeriet?

Jeg bliver læseren svar skyldig. Men efter at have læst vejledningen fra Finansministeriet står det klart, at her forveksles samfundsøkonomi med privatøkonomi. Finansministeriet forhøjer nemlig den privatøkonomiske lånerente på 2,5 procent med yderligere en »risikopræmie for systematisk risiko« på 1,5 procent.

Det giver bare ikke mening, idet formålet med disse offentlige investeringer er at mindske fremtidige risici ved at gøre samfundet mere robust. Korrektionen burde snarere have været nedad.

Beskatter vores børn

Det andet mindst lige så tungtvejende argument mod den nuværende kalkulationsrente er af etisk karakter. Enhver renteberegning er reelt en afvejning mellem nutid og fremtid. Et krav om en positiv rente, et afkast, er reelt en beskatning af fremtidige generationer.

Fastsættes renten til fire procent, betyder det med rentes rente, at der om blot 17 år skal betales et beløb tilbage, der er vokset til det dobbelte.

Det er en voldsom beskatning af kommende generationers velfærd – jeg fristes til at sige livsvilkår – som således er en konsekvens af Finansministeriets vejledning.

Jeg ville have svært ved at se mine børn og børnebørn i øjnene, hvis jeg stillede et krav om, at de penge, som de har brug for at låne af mig, skulle betales tilbage med rente og rentes rente. Hvorfor gælder det samme etiske princip ikke for offentlige investeringer?

Det er jo nødvendige udgifter, der skal sikre, at der er et velfungerende samfund, når vore børn når vores alder.

Det er slægtsgården, vi har ansvaret for at forvalte, men ikke til egen fordel. Tværtimod med det ansvar at den kan overdrages til næste generation vel vedligeholdt og forhåbentligt i lidt bedre stand, end da vi overtog den fra vores forældre.

Ser man på samfundet som en slægtsgård, så burde alle generationer indgå med samme vægt ved beregningen af, om en offentlig investering kan betale sig. Det vil sige med en kalkulationsrente på nul. Ja, måske ligefrem med en negativ rente, hvis den pågældende investering nedsætter risikoen for, at slægtsgården braser sammen i fremtiden – som når vi taler om investeringer i en bæredygtig udvikling.

Er der dog ikke bare en enkelt økonom i Finansministeriet, der kan forklare kollegerne, at en kalkulationsrente på fire procent er at spille hasard med vore børns og børnebørns fremtid, fordi det fører til underinvestering?

Jesper Jespersen er professor i økonomi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Chr. Nielsen
  • Morten Lind
  • Poul Erik Riis
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Andersen
  • Thomas Tanghus
  • Cristina Nielsen
  • Søren Roepstorff
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
  • Jørn Vilvig
Niels Chr. Nielsen, Morten Lind, Poul Erik Riis, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Jørn Andersen, Thomas Tanghus, Cristina Nielsen, Søren Roepstorff, Grethe Preisler, Eva Schwanenflügel og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu