Forældre: Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen for alle børn på alle tidspunkter

Den 6. april gik titusindvis af danskere på gaden i 57 demonstrationer landet over og krævede minimumsnormeringer i daginstitutionerne vedtaget ved lov. Forældreoprøret ruller. I Information den 4. maj møder forældrene opbakning fra en tilsvarende norsk bevægelse, hvis arbejde har medført, at Stortinget har vedtaget en lov om minimumsnormeringer fra 1. august 2019. Men nordmændene advarer: Den norske lov om minimumsnormeringer er ikke et ufejlbarligt forbillede.

I forældrebevægelsen er vi glade for at kunne notere os opbakning fra norske forældre og pædagoger. Der er indlysende store fællestræk i den danske og norske forældrekamp, og det er forbilledligt, at det norske forældreoprør har ført til konkrete lovgivningsændringer. Vores håb er, at også vi kan skubbe det politiske landskab i retning af en lovgivning om minimumsnormeringer. Men vi bider også mærke i nordmændenes kritikpunkter vedrørende den norske lov.

Vi er bevidste om, at normeringer på børneområdet er en kompliceret sag. Minimumsnormeringer medfører en række udfordringer, og deres effekt risikerer at blive formøblet, hvis vi ikke præciserer, hvad vi mener med dem.

Når vi læner os op ad minimumsnormeringer på en voksen til tre børn for vuggestue og en voksen til seks børn for børnehave, gør vi det ud fra en anerkendelse af det anbefalede minimum fra fagpersoner og eksperter på området. Dermed ikke sagt, at vi forventer, at disse rammer alene kan løse samtlige udfordringer i vores underbemandede institutioner, eller at de er realistiske uden øremærkede midler. De er et minimum, og vi imødeser som forældre allerhelst en definition, som bygger oven på den, vi ser andre steder.

Minimum fra børnenes perspektiv

For det første er det for os forældre vigtigt, at vi taler om minimumsnormeringer i hele institutionens åbningstid. Det betyder, at når fagpersonalet ofte arbejder færre timer, end institutionen holder åbent, så må der være et tilstrækkeligt antal voksne tilknyttet, således at minimumsnormeringen er opretholdt dagen igennem. Vores børn har brug for omsorg og nærvær fra voksne, for en ren ble, en tryg aflevering og til at løse konflikter – også i dagens ydertimer.

Dette kan kun løses, såfremt der altid er et minimum af voksne til stede. Vores krav ligger netop i ordet minimum. Om man periodevis må tilknytte flere voksne end dette minimum for at få skema, kvalitet og arbejdsopgaver til at gå op i en højere enhed, er kun noget, vi imødeser med glæde.

Når vi anvender begrebet minimumsnormeringer, taler vi ud fra børnenes perspektiv. Det er børnene, som til enhver tid i løbet af deres dagligdag, skal sikres et tilstrækkeligt antal voksne.

Derfor er det indlysende, at hverken sygemeldte pædagoger, ledere, pedeller eller andre, som ikke fysisk befinder sig på gul stue, naturligvis ikke tælles med. Det gør alene de voksne, som i praksis er på gulvet sammen med vores børn.

Indlysende bliver det også, at det selvsagt ikke er tilstrækkeligt, at normeringerne kun dækker nogle af børnegrupperne i en institution, men ikke nabostuen.

Må ikke udvandes

Problemerne i Norge skyldes i vores optik, at man fra politisk hold ikke i tilstrækkelig grad tager højde for ovenstående centrale pointer eller har haft den politiske vilje til at øremærke reelle økonomiske midler. Dermed skabes en situation, hvor effekten af minimumsnormeringer udvandes – idet de i praksis ikke opfyldes hele dagen for alle børn på alle tidspunkter.

Hvis norsk lovgivning, som det fremgår af det åbne brev fra de norske forældre, systematisk brydes på grund af pauser, kontortid og møder væk fra børnene, kan vi i det danske forældreopråb kun bakke op om, at I bekæmper dette lovbrud med næb og kløer via de rette kanaler. Vi lover, at vi vil gøre det samme her, skulle vi få muligheden.

Muligheden for at klage er netop noget af det, vi som forældregruppe forsøger at sikre, når vi vil have minimumsnormeringer vedtaget ved lov. For nuværende findes der ingen nedre grænse for normeringen i vores institutioner og ingen, vi kan stille til ansvar, når vi dagligt er vidner til en hverdag, der ikke hænger sammen. Med en indførelse af minimumsnormeringer som følger ovennævnte forståelse, vil vi i det mindste få sat en bundprop i de horrible forhold og få mulighed for at råbe op, når de overskrides.

Situationen i de danske daginstitutioner er akut. Manglende forbedringer vil medføre fortsatte konsekvenser for små og store. Det er derfor afgørende, at der skrides til øjeblikkelig handling, så vi med ro i maven kan aflevere vores børn og passe vores arbejde.

Dernæst kan vi atter samles om at tage fat på de mange andre områder af dansk institutions- og familielivspolitik, som i den grad også trænger til eftersyn.

Stella Mia Sieling-Monas, på vegne af styregruppen i forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen