Kommentar

Forældre: Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen for alle børn på alle tidspunkter

I forældrebevægelsen er vi klar over, at minimumsnormeringer kan udvandes, hvis ikke vi præciserer, at de skal defineres ud fra børnenes perspektiv. Kun de voksne, der reelt er til stede med børnene, tæller med, skriver Stella Mia Sieling-Monas i dette debatindlæg
I forældrebevægelsen mener de, at minimumsnormeringer skal gælde hele dagen for alle børn på alle tidspunkter.

I forældrebevægelsen mener de, at minimumsnormeringer skal gælde hele dagen for alle børn på alle tidspunkter.

Anthon Unger

13. maj 2019

Den 6. april gik titusindvis af danskere på gaden i 57 demonstrationer landet over og krævede minimumsnormeringer i daginstitutionerne vedtaget ved lov. Forældreoprøret ruller. I Information den 4. maj møder forældrene opbakning fra en tilsvarende norsk bevægelse, hvis arbejde har medført, at Stortinget har vedtaget en lov om minimumsnormeringer fra 1. august 2019. Men nordmændene advarer: Den norske lov om minimumsnormeringer er ikke et ufejlbarligt forbillede.

I forældrebevægelsen er vi glade for at kunne notere os opbakning fra norske forældre og pædagoger. Der er indlysende store fællestræk i den danske og norske forældrekamp, og det er forbilledligt, at det norske forældreoprør har ført til konkrete lovgivningsændringer. Vores håb er, at også vi kan skubbe det politiske landskab i retning af en lovgivning om minimumsnormeringer. Men vi bider også mærke i nordmændenes kritikpunkter vedrørende den norske lov.

Vi er bevidste om, at normeringer på børneområdet er en kompliceret sag. Minimumsnormeringer medfører en række udfordringer, og deres effekt risikerer at blive formøblet, hvis vi ikke præciserer, hvad vi mener med dem.

Når vi læner os op ad minimumsnormeringer på en voksen til tre børn for vuggestue og en voksen til seks børn for børnehave, gør vi det ud fra en anerkendelse af det anbefalede minimum fra fagpersoner og eksperter på området. Dermed ikke sagt, at vi forventer, at disse rammer alene kan løse samtlige udfordringer i vores underbemandede institutioner, eller at de er realistiske uden øremærkede midler. De er et minimum, og vi imødeser som forældre allerhelst en definition, som bygger oven på den, vi ser andre steder.

Minimum fra børnenes perspektiv

For det første er det for os forældre vigtigt, at vi taler om minimumsnormeringer i hele institutionens åbningstid. Det betyder, at når fagpersonalet ofte arbejder færre timer, end institutionen holder åbent, så må der være et tilstrækkeligt antal voksne tilknyttet, således at minimumsnormeringen er opretholdt dagen igennem. Vores børn har brug for omsorg og nærvær fra voksne, for en ren ble, en tryg aflevering og til at løse konflikter – også i dagens ydertimer.

Dette kan kun løses, såfremt der altid er et minimum af voksne til stede. Vores krav ligger netop i ordet minimum. Om man periodevis må tilknytte flere voksne end dette minimum for at få skema, kvalitet og arbejdsopgaver til at gå op i en højere enhed, er kun noget, vi imødeser med glæde.

Når vi anvender begrebet minimumsnormeringer, taler vi ud fra børnenes perspektiv. Det er børnene, som til enhver tid i løbet af deres dagligdag, skal sikres et tilstrækkeligt antal voksne.

Derfor er det indlysende, at hverken sygemeldte pædagoger, ledere, pedeller eller andre, som ikke fysisk befinder sig på gul stue, naturligvis ikke tælles med. Det gør alene de voksne, som i praksis er på gulvet sammen med vores børn.

Indlysende bliver det også, at det selvsagt ikke er tilstrækkeligt, at normeringerne kun dækker nogle af børnegrupperne i en institution, men ikke nabostuen.

Må ikke udvandes

Problemerne i Norge skyldes i vores optik, at man fra politisk hold ikke i tilstrækkelig grad tager højde for ovenstående centrale pointer eller har haft den politiske vilje til at øremærke reelle økonomiske midler. Dermed skabes en situation, hvor effekten af minimumsnormeringer udvandes – idet de i praksis ikke opfyldes hele dagen for alle børn på alle tidspunkter.

Hvis norsk lovgivning, som det fremgår af det åbne brev fra de norske forældre, systematisk brydes på grund af pauser, kontortid og møder væk fra børnene, kan vi i det danske forældreopråb kun bakke op om, at I bekæmper dette lovbrud med næb og kløer via de rette kanaler. Vi lover, at vi vil gøre det samme her, skulle vi få muligheden.

Muligheden for at klage er netop noget af det, vi som forældregruppe forsøger at sikre, når vi vil have minimumsnormeringer vedtaget ved lov. For nuværende findes der ingen nedre grænse for normeringen i vores institutioner og ingen, vi kan stille til ansvar, når vi dagligt er vidner til en hverdag, der ikke hænger sammen. Med en indførelse af minimumsnormeringer som følger ovennævnte forståelse, vil vi i det mindste få sat en bundprop i de horrible forhold og få mulighed for at råbe op, når de overskrides.

Situationen i de danske daginstitutioner er akut. Manglende forbedringer vil medføre fortsatte konsekvenser for små og store. Det er derfor afgørende, at der skrides til øjeblikkelig handling, så vi med ro i maven kan aflevere vores børn og passe vores arbejde.

Dernæst kan vi atter samles om at tage fat på de mange andre områder af dansk institutions- og familielivspolitik, som i den grad også trænger til eftersyn.

Stella Mia Sieling-Monas, på vegne af styregruppen i forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Andersen

Sagen fra Norge fortæller at regeringer vil gøre alt for at minimere udgifterne til velfærd. Herhjemme gælder dette i endnu højere grad; velfærden har været udsat for en lang række nedskæringer. Men f.eks. gør de metoder politikerne bruger velfærdsforringelserne vanskelige at spore, f.eks kalder politikerne forringelserne for reformer, et ord som lettere glider ned. Her er en oversigt over hvilke politiske partier som har stemt for nedskæringerne: https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Jo længere hen i forløbet I kommer, jo mere opdager I at kampen ikke er gjort ved én demonstration, der skal en vedvarende social kamp til. Jeres fordel er, at i kæmper for jeres og alle andres børn. Der skal et konstant, stødt arbejde i gang for at ændre den retning som Danmark har taget. Alle sociale bevægelser er nødt til at slå sig sammen for at ændre den retning som politikerne har valgt. Regeringen vil kæmpe imod med alle midler - og med alle penge. De "gratis" medier vil flyde over med spin og propaganda, I er oppe imod 200 medier som regeringen er vandt til at jonglere med.

Hver femte folkeskole er lukket siden kommunalreformen. På landsplan er der i dag 325 færre folkeskoler, end der var i 2006. Det vi ser er faktisk en del af en genial simpelt plan: Med det formål at fjerne skattebyrden fra overklassen, flytter man udgifterne over på middelklassen. Forældrene til børn i privatskoler betaler selv en større andel af udgifterne - som de rige så ikke behøver at betale.

Man fjerner pengene fra kommunerne, som så ikke længere har økonomi til at drive de offentlige skoler, hvilket har store konsekvenser for sammenhængskraften i Danmark. Hvad de rige har gjort, er at fjerne samfundssegmentet for at fremme deres egen ideologiske dagsorden, og dette er en stor trussel mod hele det offentlige skolesystem.

1. feb. 2019 DR Nyheder: ”Der er sparet - eller besluttet besparelser på over 20 milliarder kroner på uddannelser lige fra gymnasier til universiteter siden 2015. Her blev det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, som dækker over årlige besparelser på 2 procent, indført.”

Politikerne har travlt med at skære ind til benet med såkaldte reformer og festlighederne fortsætter på 1. klasse, alt i mens Moderniseringsstyrelsen sikrer mere kontrol, tvang og sanktion udliciteret til virksomhederne. Vi er vidner til velfærdsstatens opbygning og nedbrydning, hvor skiftende regeringer, S eller Venstre ledet, i koalition med virksomhederne, har solgt en lang række offentlige selskaber.

Ironisk er det, at det velfærdssamfund, som bliver smadret, indledte sin tilværelse som en af de mest respekterede velfærdslande, en del af den særlige skandinaviske model. Historien handler om et ulykkeligt røveri, med hundrede tusinder ofre, i bunden af samfundet, dem som har fået smadret deres livsgrundlag.

Virksomhedernes politiske magt er vokset eksponentielt med salg af statens institutioner, samt pga. privatiseringerne af alt lige fra ældrepleje til kontrol med de ledige. Staten svækkes og de private formuer investeres i politisk magt. Korruptionen har store mørketal.

Man taler om at den samlede Erhvervs-Politiker-magt også kaldet Christiansborg A/S, har nedlagt eller forkrøblet en hel række sociale institutioner. Der er en lige linje tilbage til Dong, Postvæsenet, Københavns Lufthavn og TDC. Over halvdelen af Danmark er allerede opkøbt af udlandet.

Den Progressive Sociale Bevægelse