Kommentar

Frygt forsvinder ikke ved at blive udskammet

Frygt er en følelse, mange venstreorienterede har det med at affeje som forkert, når den retter sig mod udsatte mennesker. Men når frygten bliver gjort forkert, bliver det sværere at erkende, hvordan den driver mennesker – uanset om man kan lide det eller ej, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
For hver blok, vi går forbi i San Franciscos Tenderloin-distrikt, støder vi på fem-10 hjemløse stofafhængige

For hver blok, vi går forbi i San Franciscos Tenderloin-distrikt, støder vi på fem-10 hjemløse stofafhængige

David Levene

Debat
3. maj 2019

»Shit, det var tæt på!«

Min kæreste har hakket bremsen i bund, selv om der er grønt for os. En kvinde på bare fødder er pludselig tumlet ud i krydset uden at se sig for. Hun ænser slet ikke bilen, eller hvor tæt vi var på at køre hende ned, men slæber sig bare skældende og smældende af sted i sine sorte pjalter. Ikke at hun skælder ud på nogen bestemt. Det er nok nærmere stemmerne inde i hovedet, der distraherer. Hun er tydeligvis helt væk på stoffer, og hun er langtfra den eneste om at være det i San Franciscos Tenderloin-distrikt.

Da vi valgte hotellet lidt nord for rådhuset som base for vores påskeferie, var vi ikke klar over, at det lå i det, amerikanerne kalder et bad neighbourhood. Det er således tilfældigheder, der gør, at vi ikke kun ser smukke udsigter over Golden Gate Bridge og overdådige huse i Pacific Heights, men også et for mig overraskende højt antal af hjemløse stofmisbrugere. For hver blok, vi går forbi hen ad gaden, støder vi på fem-ti stykker, mindst.

Hjemløshed, der skyldes fattigdom, er én ting og smerteligt i sig selv. Men når den hjemløse ikke ’bare’ er fattig og husvild, men også stofmisbruger, er der tale om en helt anden armod. Det er ikke ’kun’ materielt og fysisk, men også psykisk. Stofafhængigheden gør armoden altomfattende. Den negative cirkel er så meget desto sværere at bryde. Den hjemløse stofmisbruger befinder sig på samfundets absolutte bund.

Da jeg senere går forbi en mand, der ved højlys dag sidder lænet op ad en husmur og stikker sig selv i armen, der allerede er helt misfarvet af blodansamlinger, tænker jeg, at det nok er det usleste menneske, jeg nogensinde har set. En tanke, der er født af frygt.

De mange hjemløse stofmisbrugeres uforudsigelige adfærd, deres tomme blikke, høje råb og pludselige bevægelser gjorde mig bange og utryg. Det er ikke nemt at indrømme. For jeg ved jo godt, at det er dem, det er synd for, ikke mig.

Det er en oplevelse af at opdage en meget grim følelse af afsky for andre mennesker inde i mig selv. For sådan en som mig, der ønsker social retfærdighed, er det en skamfuld følelse at blive frastødt af et andet, udsat menneske. For i det ligger også en værdsættelse af dette menneske som mindre værd end mig.

Frygt og utryghed gør noget ved menneskers evne til at være barmhjertige. Jeg havde ikke lyst til at give penge til de tiggende mennesker, som jeg tænkte ville bruge dem på det næste fix. Frygt og utryghed gør det sværere at være solidarisk.

Frygt er en følelse, mange venstreorienterede har det med at affeje som forkert, når den retter sig mod udsatte mennesker. Nogle bruger endda frygten som et skældsord, tænk bare på udtryk som islamofobi og xenofobi. Når frygten bliver gjort forkert, bliver det sværere at erkende, hvordan den driver mennesker – uanset om man kan lide det eller ej. Hvordan den eksempelvis kan få folk til at vende sig imod et universelt socialt sikkerhedsnet eller ønske fremmede hen, hvor peberet gror.

Faldende tryghed

Lars Olsen har i samarbejde med Trygfonden beskrevet, hvordan trygheden er på deroute i Danmark. I 2004 var det 2,6 procent af danskerne, der følte sig »grundlæggende utrygge i hverdagen«. I 2017 var tallet vokset til over 17 procent, og kun 31 procent følte sig »fuldstændig trygge«.

Olsen peger på reformerne af dagpenge, førtidspension og sygedagpenge som nogle af årsagerne og opfordrer til, at politikerne sikrer den økonomiske tryghed for arbejderklassen.

En ny regering har en stor opgave i at sikre den økonomiske tryghed for både de brede lag og dem på bunden, men formentlig kan den indsats ikke stå alene.

Man skal ikke puste til frygten og utrygheden, men man skal forstå, at hvis man ikke lykkes med at skabe tryghed, bliver det langt sværere at skabe de samfundsforandringer, man ønsker. Sværere at skabe mere social og økonomisk lighed, sværere at skabe god integration og sværere at løse klimakrisen.

For hvorfor give mere til nogle, man er utryg ved? Hvorfor arbejde for samhørighed med nogle, man frygter? Hvorfor give afkald på forbrugsgoder, hvis man ikke stoler på, at andre gør det samme?

Det ville være nemmere, hvis frygten forsvandt ved at blive udskammet. Men det er der ikke noget, der tyder på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Men en del af politikerne arbejder ikke for tryghed.
Tværtimod. Politikere arbejder for splittelse mellem befolkningsgrupper blandt de formueløse.
De puster til utrygheden ved at nægte hjemløse i at sove sammen i grupper. De leger med tændstikker omkring brandbart materiale, når der skal rives boligblokke ned, fordi de ikke kan lide beboerne. De sætter splid imellem syge, arbejdsløse og flygtninge og gør en aktiv indsats for at gøre livet svært for gamle og handikappede.
Politikerne leger med ilden - fordi de opfatter sig selv som iklædt kevlar.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Hans Genefke Jørgensen, Stella Nielsen, Anne Mette Petersen, Henrik Leffers, Per Torbensen, Anne Schøtt, Britta Hansen, Rolf Andersen, Susanne Kaspersen, Poul Erik Pedersen, Steen K Petersen, Marie Jensen, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Gry Inger Reiter :
"Ikke at hun skælder ud på nogen bestemt. Det er nok nærmere stemmerne inde i hovedet, der distraherer. Hun er tydeligvis helt væk på stoffer, og hun er langtfra den eneste om at være det i San Franciscos Tenderloin-distrikt."

Her glemmer du altså, at der er et kæmpe problem med psykisk syge mennesker, som overhovedet ikke får hjælp. En situation vi også ser herhjemme. Mange selvmedicinerer, så sygdommen forværres.

Og hvem siger, at det er venstrefløjen der udskammer de frygtsomme velgørere in spe?
Vi italesætter egentlig blot de mekanismer, der fører til frygt, fobi og utryghed. Det er ikke helt det samme.
Vi sætter spørgsmålstegn ved 'nødvendigheden' af at dele og herske, at så splittelse i befolkningen, at dæmonisere, msrginalisere og stigmatisere udsatte sociale grupper og minoriteter med anden etnisk herkomst.

Hvordan kan du i fuldt alvor mene, at det vil hjælpe det mindste at 'forstå frygten' for de udsatte?
Vi burde tværtimod blive rasende over at mennesker tvinges ud i en sådan elendighed, at de bliver afhængige af folks velvilje til at uddele almisser.

Forstå frygten.. Jo, men der skal altså andre boller på suppen for at forandre noget i samfundet og bremse den utryghedsskabende ulighed i al almindelighed.