Kommentar

Georg Metz: Sovsekanden Christian Kjærs frie fald

Det uigenkaldelige nådestab i parallelsamfundets enevældsrest
Christian Kjær bør genetableres med kors og nøgle, sabel og sovsekande, skriver Georg Metz om den nu forhenværende kammerherre, hofjægermester og ridder af Dannebrog, der af Dronning Margrethe II har fået frataget sine titler, efter han tidligere i år modtog en betinget fængselsdom for at have kørt ind i en trafikofficial ved et lokalt cykelløb i lav fart. Kjær var på vej til bageren og utilfreds med, at vejen var spærret.

Christian Kjær bør genetableres med kors og nøgle, sabel og sovsekande, skriver Georg Metz om den nu forhenværende kammerherre, hofjægermester og ridder af Dannebrog, der af Dronning Margrethe II har fået frataget sine titler, efter han tidligere i år modtog en betinget fængselsdom for at have kørt ind i en trafikofficial ved et lokalt cykelløb i lav fart. Kjær var på vej til bageren og utilfreds med, at vejen var spærret.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
16. maj 2019

Et medlem af nationens mest eksklusive kreds – det segment, der færdes ved hoffet i kors og bånd og uniform med nøgle lidt nord for bagdelen – blev nyligt dømt i retten for trusler og påkørsel af en hjemmeværnsmand.

Sidstnævnte som hjælpepoliti under et cykelløb, hvis bane var lagt på den aldrende jetsetter Christian Kjærs rute til bageren en tidlig søndag morgen.

Kjær blev stiktosset over hjælpebetjentenes påbud og reagerede derefter. Og så gjorde han, hvad man – uanset irritation over ikke at kunne komme direkte til bageren – ikke bør gøre: Skrig og skrål, fod på gaspedalen. Sagen gik sin gang: Mangemillionær Kjær blev dømt ved retten. Ikke en alvorlig dom; ikke i lyset af de utallige straffelovstramninger, der har sendt Danmark til vejrs på listen over hævngerrige lande. Men dømt blev kammerherre, 1. ridder af flaget, jægermester Christian Kjær for påkørsel af person i myndighedsfunktion.

Sagen var øm for en mand, der vist ikke før har siddet på den forkerte side af skranken i en straffesag, skønt han som advokat ikke kan være ukendt med retsalens virkelighed, hvor skæbner bestemmes.

Her bestemtes betinget fængsel og bøde.

Kjær var rystet, men han slog historien hen som en bagatel og afviste at appellere: Hans ord mod to officielle vidner ville næppe blive taget for gode varer, mente advokat Kjær, der måske også havde anelse om sandheden bag sigtelsen.

Dilettantkommandérsergenter

Men han kom ikke i spjældet, og 10.000 kr. er som et nip jordnødder ved en reception i miljøet. Værre var det jo ikke.

Men det var det.

I og for sig forstår denne idrætsblinde skribent Christian Kjær. Forstår hans vrede over en tåbelig påtvungen forhindring midt på blanke søndagen, hvor de varme morgenkryddere ligger og venter forløsningens stund. Forstår ulysten ved brud på søndagsfreden, forstår forargelsen over emsige hjælpetropper sat ind, når politiet ikke gider.

Ét er en rigtig politibetjent, der myndigt professionelt regulerer trafikken og håndterer delikate situationer, uden at borgerkrigen bryder ud. Noget helt andet er Hjemmeværnets kludeuniformerede dilettantkommandérsergenter, der sublimerer sig ved at hundse med de trafikerende medborgere, som opfatter masseidrætsudøvelse på offentlig vej som et overgreb.

Dette osende tabernakel af aggressiv sentimentalitet i kobler af stakåndede, usundt blussende, hæsligt klædte personer – som regel for gamle – der okser over asfalten på steder, som andre befærder uden at genere nogen.

Pludselig har denne svedende selvgode hob erobret byskabet. Så kommer Hjemmeværnet med farver og pæle og skriggule bånd og en skov af skilte med trusler og forbud. Den og den strækning er spærret. Hvis nogen er så åndssvage at bo inden for løbets grænser og gerne vil hjem, må de enten overnatte under åben himmel eller emigrere til Malmø.

Den hele dag, masseløbet afvikles, er der lukket for det varme vand.

Sagen udskriges som livsvigtig for nationen. Som da flaget faldt fra himlen – eller Danmarks befrielse. Kronprinsen spæner i spidsen i gummisko og gennemblødt undertrøje, den kommende konges foretrukne form for fremdrift, skønt Højheden efterhånden må være voksen, og i øvrigt jævnligt bliver båret hjem.

Dronningens vrede

Det hele postuleres som ét stort fællesnationalt anliggende, skønt i den gode idræt dyrkes den sunde krop i den sunde sjæl solo i skov eller mark eller på fjerne landeveje, hvor andre ikke påtvinges synet af anstrengelserne, og hvor en intimt monteret skridttæller vel for fanden kan afgøre, om man har spænet distancen mellem Marathon og Athen, hvis man engang får vejret igen.

Det fine ved Athens kriger og langdistanceløber Phidippedes var, at manden tog opgaven som budbringer på sig og løb alene – ikke midt i en horde overvægtige, narcissistiske nordeuropæere med ondt i livsindholdet.

Den forståelige utilpashed ved massehysteri og den falske myndighedsudøvelse hjalp ikke den utålmodige Kjær, der foruden sin idiotiske handling og den overskuelige straf siden blev ramt af dronningens inappellable vrede.

Lige med ét stod han som ridderen med knækket lanse og sønderbrudt våben. I én bevægelse – som det sidste øksehug mod stammen – viste monarkiet sin magt til at ophøje for at nedstyrte. Dét gjorde dronningen.

Én anden en blev derfor bekræftet i tilfredsheden ved ikke at være behængt med emaljerede metalstumper, som ved given pinlighed kan flås af ens fyldige bringe. Eller kammerherrens sovsekande og nøglen, som Majestæten forlanger retur. Eller hun tilkalder Kongelig leverandør låsesmeden, der udskifter slottets centrallås.

Faldet var brat.

Emsig magtudøvelse

Christian Kjær blev på dagen meldt bortrejst uden kommentarer. Hvad er der også at sige? Hvad sagde ridderen, som blev forvist fra tronens fod og måtte drage ud i en kold og fjendtlig verden, berøvet sin konges beskyttelse; eller kastedes i fangehullet – ikke usædvanligt ved et ultimativt nådestab.

Ridderen Krillon, som hos Eyvind Johnson i den store roman af samme navn, henslæber tyve år i hullet, men tages omsider til nåde – beklageligvis et justitsmord – og tildeles som oprejsning navnet: Krillon = cris longue: ét langt skrig, som Krillon i sit indre udstødte i alle tyve års fornedrelse.

At miste almen agtelse og respekt i udstødelse og påtvunget tab af identitet er noget nær det værste, et menneske kan udsættes for.

Christian Kjær er ikke længere hverken kammerherre, ridder eller hofjægermester og defineres nu som det, han ikke er. Alt sammen fordi han reagerede tåbeligt over for emsig magtudøvelse i en uværdig sag.

Uanset latterlige titler og emaljerede metalstumper er han med et pennestrøg straffet dobbelt.

Kan man det i en retsstat?

Åbenbart i den overgemte enevældes parallelsamfund oppe på slottet, hvor kun dronningens regler gælder.

Christian Kjær bør genetableres med kors og nøgle, sabel og sovsekande. Det må være straf nok.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Interessant, at kors og bånd og stjerner, pludselig kan fortabes. Helt Dreyfus'k! Så nu venter "djævle-øen" Venø.
Dronningen har bare styr på løjerne i DK, godt gået.

Karsten Lundsby, Michael Hullevad og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Skov

Hvordan kan det være, at kongehusets venner alle er meget rige mennesker?

Birgitte Johansen, Torben Bruhn Andersen, Mogens Holme, Jens Erik Starup, Flemming Berger, Finn Bendixen, Søren Fosberg, Lars-Bo Abdullah Jensen, Jes Enevoldsen, Christel Gruner-Olesen, David Breuer, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, David Zennaro, Minna Rasmussen, Michael Waterstradt, Thomas B, Anne-Marie Krogsbøll, Dan Ysnæs, Carsten Mortensen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Hanne Ribens, Claus Nielsen, Erik Jørgensen, Per Torbensen, Anders Graae, Bodil Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Else Marie Arevad, Niels Duus Nielsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Dette er simpelhen bred ymer...

At køre en bil ind i andre mennesker af ideologiske grunde er ren terror. Hvor er Pet henne i den sag?

Birgitte Johansen, Torben Bruhn Andersen, Jens Erik Starup, Flemming Berger, søren ploug, Søren Fosberg, David Breuer, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, Minna Rasmussen, Erik Karlsen, Carsten Mortensen, Karsten Lundsby, Hannibal Knudsen, Thomas Tanghus, Bodil Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

De brænder Koranen af. De påkører hjemmeværnsfolk.
Hvad bliver det næste?

David Breuer, Carsten Mortensen, Karsten Lundsby, Bodil Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kenneth Jensen

Når man som Georg Metz har ordet så overordentligt godt i sin magt, så kan man få en næsten komisk udlægning ud situationen.

Den faktiske handling: "Christian Kjær kører bevidst ind i en pension i myndighedsfunktion"

Bliver til "han reagerede tåbeligt over for emsig magtudøvelse i en uværdig sag"

Eneste problem er at jeg ikke kan se det morsomme i sagen - heller ikke noget tragisk komisk.

Bliver han straffet dobbelt? Ja, det gør han vel, på samme måde som hvis en erhvervschauffør mister sit kørekort(og dermed også sit arbejde), eller en politibetjent der bryder straffeloven, som ofte også mister sit arbejde.

Jeg kan ikke se problemet i at det er kongehuset selv der vurderer hvem der anses for værdige til at blive pyntet med diverse vedhæng. Hvem skulle ellers?

Birgitte Johansen, Ib Christensen, Jørgen Greve, søren ploug, Erik Vindbjerg, Lars F. Jensen, Tue Romanow, David Breuer, Elisabeth Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, Benta Victoria Gunnlögsson, Dan Ysnæs, Carsten Mortensen, Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, Hannibal Knudsen, Kirsten Lindemark, Claus Nielsen, Liselotte Paulsen, Bodil Rasmussen, Michael Hullevad og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gitte Loeyche

Uden sammenligning den morsomste artikel, jeg har læst i dag! Tak Georg Metz!

Torben Lindegaard

@Georg Metz

"At miste almen agtelse og respekt i udstødelse og påtvunget tab af identitet er noget nær det værste, et menneske kan udsættes for."

Jeg er nu ikke så bekymret på Christian Kjærs vegne - han kommer nok over det.

Niels Johannesen

Jeg synes faktisk ikke artiklens underliggende skadefro klæder Georg Metz. Straffen er i virkelig tre-dobbelt: i retssystemet, hos kongehuset - og nu pøblens spot. Jeg kunne godt have undværet det sidste.

Michael Friis, Niels K. Nielsen, Henrik Bjerre, Erik Fuglsang, Carsten Juul Nielsen, Per Torbensen, Claus Nielsen, Torben Lindegaard, Joen Elmbak og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Får han virkelig lov at beholde kørekortet efter bevidst at have kørt et andet menneske ned?
Næste gang han får lyst til lunt morgenmad, må han hellere sende sin chauffør eller butler.

Christel Gruner-Olesen, Kenneth Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, olivier goulin og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

"Myndighedsperson"? Jeg har også været udsat for politi hjemmeværnets amatør håndhævelse. Her hjælper argumenter ikke før man udbeder sig navn og adresse med krav om erstatning for tabt arbejdsløn. Dette får myndigheds personen til at gå "agurk", råbe og skrige. Der kom en voksen person til stede der kunne indse at man kun kom ind af porten, hvis man havde en personlig kode. Det virkede!

Ete Forchhammer

Måske ikke den mest velvalgte anledning til at komme af med en uhyre velformuleret beskrivelse af det omsiggribende, tilladte løb-hysteri der lammer landskaber og bydele til kæmpe-gene for folk der enten skal på arbejde eller "bare" ud.. Henad statsautoriseret hensynsløshed!

Lis djørup, Jens Erik Starup, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, Michael Hullevad, Rolf Andersen, Benta Victoria Gunnlögsson, Erik Fuglsang og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Artiklen handler vel ikke bare om en forløbet overklassefigur og et anakronistisk kongehus, men i lige så høj grad om små selvovervurderede mænd med bodega-svulst i dræberhabit. Jeg ser dem for mig. Pletskud igen fra Metz.

Arne Albatros Olsen, Michael Hullevad, Karsten Lundsby, Frede Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jesper Lerche

At GM. Først skriver om regulering af vejvrede, og så kaster sig ud i en lang fabulade, som til forveksling ligner det samme. For ham for mig kun til at fremstå som en mavesur gamle mand, der hidser sig op over at en gruppe menneske uden for hans eget segment skulle have lidt sjov om søndagen.

olivier goulin

Mon ikke Dronningen har set det som en kærkommen lejlighed til at slippe af med manden?

Han var jo primært Prinsgemalens bon- og jagtkammerat - og det har formentlig været den eneste grund til hans kors, bånd og stjerner. Jeg kan ikke tænke mig, at han har været Dronningens yndling. Så nu, hvor prinsgemalen ikke er der længere til at holde hånden over ham - og han oven i købet har leveret kongehuset en perfekt undskyldning for at fratage ham æresbevillingen - så griber hun chancen.

/O

Danny Hedegaard, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Fosberg, Jørn Andersen, John Damm Sørensen, christian christensen, Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Troels Brøgger, Lotte Tvede, Karsten Lundsby, Erik Fuglsang, Claus Bødtcher-Hansen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Man ser det hele for sig: En midlertidig udnævnt 'myndighedsperson', der har fået en sjælden lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende og griber muligheden med nidkær akuratesse på den ene side og en ældre herre af det bedre borgerskab, belastet af alt for mange gamle penge, en lettere opblæst selvforståelse og et begrænset intellekt på den anden. Det er nærmest dømt til at gå galt.
Stensikkert komedie-potentiale.

Birgitte Johansen, Torben Bruhn Andersen, søren ploug, Søren Fosberg, Kristian Rikard, Bjarne Bisgaard Jensen, Minna Rasmussen, Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Ulla Nielsen, Karsten Lundsby og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Det fryder mig ud over alle grænser at han har fået foden. I al korthed.

Erik Karlsen

"Noget helt andet er Hjemmeværnets kludeuniformerede dilettantkommandérsergenter, der sublimerer sig ved at hundse med de trafikerende medborgere"

Jeg kan ikke gennemskue, om den sætning er ironisk ment, men jeg satser på, at den IKKE er:

Det var ikke hjemmeværnsfolk, men derimod udkommanderede politibetjente, der i sin tid gjorde, at jeg mistede lysten til at løbe marathon i Århus. Hjemmeværnsfolkene regulerede nemlig perfekt, så løberne havde førsteret. Det mente de åbenbart ikke hos politiet, at de skulle have.....

PS. Og jeg var ikke overvægtig på det tidspunkt ;-)

Torben Bruhn Andersen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

@Erik Karlsen. Måske havde Politiet en bedre forståelse for færdselsloven, afvikling af trafikken etc. end Hjemmeværnsfolkene?

PS: Hvorfor skal Marathonløb absolut foregå i storbyerne? Der er i forvejen alt for meget trængsel, og der er masser af plads på Lolland, Bornholm eller i Vestjylland. Luften er også friskere at indånde for løberne ;)

John Poulsen, Mogens Holme, Lis djørup, Karsten Lundsby, Finn Bendixen, John Damm Sørensen, Jens Winther, Runa Lystlund, Erik Fuglsang og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
niels astrup

Oliver - måske synes dronningen bare, at man faktisk skal opføre sig ordentligt. Det er vel ikke så svært...når man først får det lært.

Henrik Bjerre

Jeg glæder mig til jeg bliver gammel nok til at gnække med over artikler af denne slags.

Hans Schjørmann

Seneste udvikling i sagen:
Chr. Kjær vil skrive sine erindringer. Forventes at udkomme under titlen:

"Fra kammerherre til jammerherre"