Klumme

Grønkålens glæder holder længe og ender med smukke lysende buketter

Hele vinteren har grønkålen forsynet os ud fra sit rige register af egenskaber. Nu er vi nået til sæsonens seneste anvendelsesmulighed: overdådige buketter af sartgule kæmpeaks, skriver Karen Syberg i denne klumme
6. maj 2019

Min store gulvvase er fyldt med lysegule blomster. Nogle vil måske ved første øjekast tro, at det er forsytiaer – de har størrelsen og blomstermængden – men for det første er forsytia mørkere gul, for det andet er den så godt som afblomstret nu.

Nej, blomsterne i min gulvvase er grønkål.

Hele vinteren har grønkålen forsynet os ud fra sit rige register af egenskaber. Den begynder som julekål, grønlangkålen, som var en fast ingrediens i min barndoms juleaftener og har været det på mit eget julebord siden.

Grønlangkål må ikke forveksles med den grønhakkekål, visse butikker markedsfører under falsk varebetegnelse. Grønlangkål er ribbet kål, der koges i timevis i suppe, vrides og røres op med fløde og smør, når den skal spises. Ikke noget med at hakke! Juleaften spiser de andre den som tilbehør til anden, jeg spiser anden som tilbehør til grønlangkålen.

Men når julen er overstået, må grønkålen gerne hakkes, og så bliver den til salat, blandet med appelsinstykker og masser af de valnødder, som valnøddetræet i år har forsynet os så rigeligt med, at vi stadig har kasser fulde tilbage. Flødeskum eller olie-balsamico som dressing.

For at vi ikke skal blive trætte af grønkål, bliver den indimellem udskiftet med spidskål, men intet kan for alvor støde grønkålen fra tronen. Alligevel har vi hen på foråret behov for lidt afveksling, og da de sidste rødbeder skulle spises, blev det til rå, revne rødbeder, vendt i skyr og stærk dijonsennep, drysset med ribbet grønkål, der blev vendt i en smule olivenolie, drysset med lidt salt og bagt fem minutter i mikroovnen. Resultat: knasende sprøde chips, som smager herligt sammen med rødbedesalaten.

Hemmeligheden ved at have grønkål vinteren igennem er enkel: Man plukker hele tiden de næstøverste kranse, så vokser den øverste krans videre, og man har friske, spæde grønkålsblade vinter- og forårsmånederne igennem.

Men det betyder så også, at vi stadig har grønkål i mængder. De seneste par måneder har ingen gæst fået lov at gå igen uden at medtage i et mindste én grønkålsstok til eget brug. Så skal gæsten da ligefrem give udtryk for grønkålshad. Det er vi meget sjældent ude for. Men selv om det forleden lykkedes os at afsætte hele tre stokke til en aficionada, har vi stadig grønkål tilbage, og nu kommer tiden, hvor den blomstrer.

Herved er vi nået frem til sæsonens seneste anvendelsesmulighed: Overdådige buketter af de sartgule kæmpeaks, der står og lyser op, når man stiller vasen i en krog på gulvet.

Alt er tidligt

Jeg plejer at tænke maj, når jeg tænker på blomstrende grønkål. I år var vi kun halvvejs inde i april, før den satte knopper, men alt er tidligt i år. Det er allerede en lille måned siden, at vipstjerterne ankom og udvalgte sig årets rede: svalereden ved døren ind til værkstedet. Vipstjerterne, der er meget diskrete med deres valg af bolig, skifter opholdssted hvert år, tit har jeg måttet gå og snuse rundt på ejendommen i ugevis, før det er lykkedes mig at gribe dem på fersk gerning.

Jeg lægger vægt på at vide, hvor de bor, for ungerne er så utroligt sjove at se på, når de hopper af reden og render tiggende rundt i stjerten på mor eller far.

Og i påsken kom svalerne. Også tidligt, men dog ikke som i 2017, hvor den første svale kom allerede den 14. april.

Men dog tidligt – som det meste. Påskeliljerne kom før påske, og det var med nød og næppe, at de sidst udsprungne holdt påsken over. Majliljerne er alle visnet, og tulipanerne begynder af vise svaghedstegn. Bladene falder slapt ud til siderne, og ved første vindpust flagrer de af. Selv Apeldoorn-tulipanerne, som er de seneste, har kulmineret.

Samme dag, som jeg bjærgede den første grønkålsbuket, fik vi grønne asparges til forret. Vi havde glemt dem flere dage i træk, fordi vi ikke havde ventet dem endnu, men nu skyder de op, så vi kan se frem til daglige asparges-hors d’oeuvrer helt til sankthans. Sæsonen er i gang, det eneste, vi nu mangler, er regn.

Ret meget regn!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Trond Meiring
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer