Klumme

Høje boligpriser tvinger folk til at bo sammen med eksen, moren og vennen. Det er ikke kun et onde

Boligmarkedet er så opskruet, at det binder mennesker til hinanden i et ulykkeligt samliv, men manglen på boliger, der er til at betale, er også en mulighed for nye, normoverskridende samlivsformer, skriver kulturchef Åsa Linderborg i dette debatindlæg
13. maj 2019

Skilsmisse er på vej til at blive et politisk spørgsmål. Eller burde i al fald blive det. Jeg kender flere par, som helst lod sig skille, men som ikke har råd til at flytte fra hinanden og købe deres egen lejlighed. I al fald ikke i det kvarter, hvor de selv og deres børn har slået rod.

Man kan kalde det for et luksusproblem. Det er ikke en menneskeret at bo præcis, hvor man vil, og selvfølgelig kan børn deles om samme værelse, som det var almindeligt før i tiden.

Min pointe er dog en anden: Det europæiske boligmarked er så opskruet, at det binder mennesker til hinanden i et ulykkeligt samliv. For alt, hvad man ejer, er et lån. Bankerne høster urimeligt høje gevinster på mange boliglån.

Det er forfærdeligt at skulle bo sammen, når man helst er fri. Ingen bolig kan være dette værd. Hvert år indgår 30.000 svenskere skilsmisse. Men hver femte af dem udskyder separationen, fordi de har svært ved at skaffe sig en ny bolig – i Stockholm er det hver tredje.

Færre børn, mindre sex

Stadig flere lejeboliger omdannes til ejerboliger – af rent ideologiske grunde. Selv en ejerlejlighed i en knap så eftertragtet forstad koster kassen. Det har unge mennesker ikke råd til og lige så lidt deres forældre.

Rekordmange unge bor hjemme. Her ligger velsagtens en del af forklaringen på, at unge mennesker dyrker mindre sex end før – de har svært ved at finde steder, de kan være i fred.

Måske – det er spekulation fra min side – er det også her, vi skal finde årsagen til, at færre i dag får mere end to børn. Tre til fem børn har førhen været en statusmarkør, hvis man er etnisk svensk og tjener mere end den typiske LO-familie. Men hvem har råd til at hjælpe så mange børn med et boliglån?

Der bygges meget i Stockholm, men så dyrt, at ingen har råd. Især ikke enlige. Svenskere har fået en række nye begreber her: sambo (man bor sammen), särbo (man er sammen, men bor ikke sammen) og mambo (man bor stadig hjemme hos mor, for der er ikke råd til andet).

Magasinet Hem & Hyra fortæller i martsnummeret, at stadig flere kommunale boligselskaber har inddraget børnefamiliers fortrinsret til at få anvist lejebolig. I stedet har man indført en fortrinsret for personer, som en arbejdsgiver har brug for at ansætte.

I en reportage fortæller Emma, at hun blev boligløs efter en skilsmisse.

»Hvis jeg ikke havde kunnet flytte hjem til mor, ville jeg bogstaveligt talt have stået på gaden,« siger hun.

Det var moren, der tog sofapladsen. Datteren på fem må langtidspendle til børnehaven.

Nye samlivsformer

For en del midaldrende og enlige kvinder bliver mambotilværelsen en løsning på et økonomisk problem. Det bliver måske trangt med pladsen, men trods alt deles man om boligomkostningerne, der stiger mere end de gennemsnitlige lønninger. Hårdest rammes som altid de lavtlønnede kvinder og de fattigste pensionister.

Men et eller andet sted kan manglen på boliger, der er til at betale, gemme på et utopisk kim – eller i al fald en mulighed for nye kreative og normoverskridende samlivsformer.

Det er angstfremkaldende at blive tvunget til at forlade et hjem, man elsker, af økonomiske grunde – det kan mange pensionister berette om.

Men det er også hårdt arbejde at have en kærlighedsrelation. En udbredt fantasi, der kommer frem over middagsbordet blandt venner, er at flytte sammen med en ven, fordi et venskab er så meget lettere at håndtere end et parforhold. Måske er dette en mulig samlivsform i fremtiden: Man flytter sammen med en ven, man ikke deler seng med. Det er absolut ikke mærkeligere end at bo med en partner, man ikke længere vil i seng med.

At være boligminister i dag er ikke det samme, som dengang folkevalgte vitterligt havde mandat til at planlægge efter de krav, som demografien stillede. I dag har de langt mindre råderum. At bygge ordentlige boliger, som alle mennesker har råd til, kræver en aktiv statslig boligpolitik, men dette modsætter EU sig.

Der findes ikke mange mere klare eksempler på, hvor værdiløs markedsliberalismen er, når det handler om at tilgodese menneskers mest grundlæggende behov: en bolig, der ikke er urimeligt dyr. Med eller uden den, man elsker.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kim Folke Knudsen
  • Gustav Alexander
Thomas Tanghus, Lise Lotte Rahbek, Kim Folke Knudsen og Gustav Alexander anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Resultatet af 19 års skattestop og borgerlig politik, som alene tilgodeser ejerboligen vel og mærke ejerboligen i de attraktive kvarterer med plads til spekulationsstigning eller prisstigning på grund af efterspørgselspres.

Det er nærmest komisk, når tilhængerne af denne politik omtaler samtlige beboere i en ejerbolig som boligejere. Nej det er de kun, hvis de har betalt deres boliggæld af ellers så bor de i en bolig, som reelt er ejet af Kreditforeningen eller banken.

Ingen politiker har til dags dato interesseret sig for konsekvenserne af de store byers tilvækst på markedets vilkår.

at socialt udsatte presses ud af byerne.
at antallet af billige lejeboliger reduceres.
at m2 priserne presses op ad af Højhus byggeri og lignende.
at selv mellemindkomsterne nu mærker, at udgifterne til bolig er så høje at de må afholde sig fra at købe i bestemte bykvarterer.
at den offentlige sektor i Danmark kan få et rekrutteringsproblem på højde med Rundetårn, når flere og flere lavtlønnede vælger offentlige stillinger fra, fordi de skal bruge en for stor del af tiden på pendling til og fra arbejde.
At de unge første gangs købere betaler prisen i form af skyhøje priser på ejerboliger. De unge er taberne og pensionistgenerationen med mange år som ejerboligindehaver i de gode post numre har vundet i Pyramidespillet om boligværdier.
At pensionister tvinges væk fra deres hjem med en uønsket flytning, fordi ejendomsskatterne i de værdifulde områder nu er så store, at de belaster folks budget og levevilkår.

Fraværet af en boligpolitik har betydet, at det fri marked råder. Der er ingen social retfærdighed til stede kun gevinster og tab.

Der er nok at tage sig til for en kommende Socialdemokratisk Boligminister. Start med at genoprette Boligministeriet.

Artiklen her er en fremragende refleksion over uligheden på boligmarkedet. Tak til Åsa Linderborg for at fortælle sandheden om boligmarkedet.

Thomas Tanghus, Kim Houmøller og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
David Joelsen

På samme måde kan man vel også positivt omtale nogle landes fattigdom, som en måde at holde fedmeepidemien i ave. En anden tilsvarende argument omtaler børnearbejde som en god gerning. Verden er på denne måde fuld af gode ideer og gerninger.

Kim Folke Knudsen

Tankevækkende ingen debat om dette emne i den danske valgkamp.

De unge førstegangsvælgere har næsten ingen venner på Christiansborg. De betaler prisen for Anders Fogh Rasmussens skattestop, som begunstigede ejerboligerne på de gode adresser: ikke i hele Danmark.

Liberaliseringen af Andelsboligmarkedet førte til, at andelsboliger som før kunne erhverves for 50.000 kr. nu for længst koster over 1 mio.kr. Indførelsen at SWAP låns finansiering har medført en forøget risiko for, at andelsboligforeninger lider afdragsdøden på lån, fordi deres månedlige ydelser bliver så høje, at der reelt er tale om en lejebolig. Det var også VKO´s værk.

Indførelse af de afdragsfrie lån var den ekstra benzin, som drev priserne på boliger op i byerne og der, hvor der er arbejde op. På landet er det visse steder gået omvendt. Boligerne er usælgelige og bankerne vil ikke finansiere den eksisterende boligmasse. Resultat befolkningen flygter fra disse områder. En halvøde landsby er ikke attraktiv at bo i.

De private lejeboliger købes op af konsorter i de store byer og moderniseres med ny høj markedsleje til følge. Det kan hurtigt blive 12.000 kr. om måneden i husleje for en lille 2 værelses lejlighed.

Senest har vi fået en boligpolitik der går ud på at destruere almennyttige boliger og dermed nedsætte antallet af lejeboliger, som er til at betale. Ghettoplanen, som er VLAK plus ikke mindst DF´s fortjeneste.

Medens i titusindvis af studerende kæmper om de få ungdomsboliger, så destruerer VLAK, DF og alle tilhængerne af Ghettoplanen i tusindvis af almennyttige lejeboliger, som kunne være blevet moderniseret.

Det er mig en gåde, at der ikke er nogen protest over de her boligforhold. At alle ser ud til passivt at se til, medens boligmarkedet bliver mere og mere skævt.

Senest kan vi så se Liberal Alliances forslag til nye initiativer på ejerboligmarkedet. Sænk ejendomsskatten for de dyre boliger med en værdi over 7 mio.kr. Det skal nok blive en stor hjælp for de unge familier, som derefter skal betale 9 mio.kr. 10 mio.kr. eller 11 mio.kr for en villa. Nej så langt når de ikke, for banken klapper kassen i for et boliglån.

Det udstiller løgnehistorien om det sociale DF, der tænker på Kakkelbords Danmark og på den lille mand med de få penge. DF har ikke rørt en finger for at ændre på denne udvikling. DF har ikke medvirket til at et eneste almennyttigt boligbyggeri er blevet bygget med billig finansiering. Fupnummeret med det sociale DF, der vil fedte sig ind hos Fagbevægelsen og Socialdemokraterne er afsløret. I 14 år har Dansk Folkeparti haft afgørende indflydelse på dansk politik. minus perioden 2011-2015. Det er den periode, hvor det danske boligmarked er slået i stykker og nu består af overbelånte ejerboliger, dyre andelsboliger med høj finansiel risiko i visse foreninger og en nedslidt almennyttig boligsektor, som nu skal afvikles gradvist ved nedrivning. DF´s fortjeneste: og så skal vi høre på deres fordrukne vrøvl om at tage ansvar for de svagest stillede og tage ansvar for de ældre.

De hjemløse på gaden trues med bøder og fængselsstraf til ikke at overnatte der. Hvor skal de så være ?? ude på havet.

Vi har den mest asociale og ubalanceret boligpolitik i mands minde. Det har intet med en Velfærdsstat at gøre men kun om at tilgodese bankerne og de rigeste boligejere.

Socialdemokratiets svar på dette her - larmende tavshed og fuld støtte til den destruktive Ghettoplan, som ødelægger almennyttige boliger og tvinger mennesker med lav indkomst ud i en dyr tvangsflytning.

Hvornår begynder danske politikere og vælgere at reagere mod denne udvikling ?

Er ingen danskere interesseret i den næste generations mulighed for at komme ind på boligmarkedet uden at havne i bundløs gæld ?

Hvad med de ældre enlige boligejere, som tvinges ud af deres ejerbolig, fordi ejendomsværdierne har skruet ejendomsskatten så højt op, at deres pension ikke rækker til at blive boende. De får ikke en gang lov at flytte på plejehjem, for det er de for raske til.

Alle samfundsgrupper taber på denne udvikling. Vi savner en boligpolitik, som afskaffer hjemløshed, hjælper borgere uden formue med at få en bolig, som er til at betale og som tager sig at udvikle den almennyttige boligsektor i samarbejde med beboerne fremfor at ødelægge gode lejeboliger.