Klumme

Kalder man modstandere for tosser, kommer man til at fortryde det

Klimatosse-udtalelsen er et paradoksalt selvmål af Pia Kjærsgaard, der er vokset ud af Fremskridtspartiet, som politiske modstandere kaldte en samling landsbytosser. Det kom de også til at fortryde, skriver mediejournalist Lasse Jensen i dette debatindlæg
Pia Kjærsgaards politiske rødder kommer fra Fremskridtspartiet, som politiske modstandere engang uden blusel kaldte en samling landsbytosser. Det kom de også til at fortryde, skriver Lasse Jensen.

Pia Kjærsgaards politiske rødder kommer fra Fremskridtspartiet, som politiske modstandere engang uden blusel kaldte en samling landsbytosser. Det kom de også til at fortryde, skriver Lasse Jensen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
29. maj 2019

Den tidligere konservative formand og politiske kommentator Hans Engell sagde før partilederdebatten den 7. maj på TV 2 noget i retning af, at det i en tv-valgkamp ikke er så vigtigt at sige noget rigtigt – det er vigtigere ikke at begå åbenlyse fejl. Altså at undgå at dumme sig. Man skal ikke bestræbe sig alt for meget på at score og for alt i verden undgå at lave selvmål.

Søndag aften var vi vidne til et af valgkampens større selvmål – for åben skærm. Begået af en politiker, der normalt har været på topscorerlisten.

Tosser er betegnelsen for mennesker, der falder uden for normalen. I min barndom kom de på en tosseanstalt, uanset om de var det, der dengang hed sindssyge og i dag kaldes psykiatriske patienter, eller det, som dengang hed åndssvage, senere evnesvage og nu udviklingshæmmede. Tosser er mennesker, der falder uden for normalen, selv om betegnelsen fik et positivt skær, da Sven Methling fik en Bodil i 1959 for filmen Vi er alle sammen tossede, og Halfdan Rasmussen lavede sine elskede Tosserier.

Undgå ’tosser’

I politik må man ikke kalde andre for tosser. Lars Løkke Rasmussen ville aldrig drømme om at kalde Søren Gade for en jysk landsbytosse. Han sendte ham bare ud i kulden, hvorfra han vendte brandvarmt tilbage med et personligt stemmetal, der kun blev overgået af den solbrændte Morten Løkkegaards.

Der er heller ingen, der kalder SF’s Karsten Hønge en tosse, selv om det kan være fristende, efter at han hånede sine egne vælgere ved at opgive den plads i Europa-Parlamentet, som han vandt, fordi han hellere ville i Folketinget.

Jeg har ikke hørt Mette Frederiksen bruge ordet tosser, og jeg vil tro, at ethvert socialdemokratisk tiltag i den retning vil blive korrigeret, nu hvor Politiken tirsdag kunne berette, at ingen socialdemokratiske kandidater må udtale sig til medierne uden i forvejen at have fået grønt lys fra partiets centrale spincentral.

Sosser er ikke tosser, de forsøger – næsten som Thulesen Dahl og partitoppen i DF har gjort det i årevis – at slå hårdt ned på uoverlagte eller spontane udtalelser, der kan smide grus i det, der engang var et finstemt og effektivt orkester.

Men det er svært at dæmme op for tosserierne, når orkestrets grundlægger og tidligere dirigent spiller efter gehør og ikke efter noder.

Klimatosser

Det var det, der skete, da Folketingets snart forhenværende formand og DF’s forhenværende formand Pia Kjærsgaard måtte lede efter det rigtige ord for at finde en passende betegnelse for de upassende kræfter, der havde været med til at give det nu stuerene parti det største og mest sviende nederlag i dets snart 24-årige historie. Det kom fra hjertet: Klimatosser.

Dermed forbrød hun sig mod en god gammel leveregel om at være storsindet i sejren og nådig i nederlaget. For et parti, der ellers effektivt har kunnet spotte og udnytte stærke strømninger i befolkningen – ikke mindst frygten for ’de fremmede’ – var det en slags hybris. Overmod. Og straffen for overmod – at overskride grænsen mellem guder og mennesker – er nemesis. Den ramte Pia Kjærsgaard, da hun (ovenikøbet efter at have tænkt sig om) helt afskrev nutidens stærkest voksende og måske eneste forskningsbaserede politiske bevægelse. Og ikke nok med det. En bevægelse, der mere end nogen andre er kommet nedefra. Det er ikke tilfældigt, at den 16-årige svenske skolepige Greta Thunberg er blevet en af klimabevægelsens symboler. Hun har ikke skabt bevægelsen, men hun har givet den et ekstra skub som repræsentant for den generation, der kommer til at bære tunge byrder, hvis ikke de voksne snart vågner op.

Da Politiken inviterede hende til København og satte hendes portræt op på en hel forside, blev Pia Kjærsgaard bekymret for hendes mentale helbred og mente tydeligvis, at forældrene burde skride ind, og at Politiken nærmest havde gjort et barn fortræd.

Nej, det var ikke ironisk galgenhumor, da Pia Kjærsgaard kaldte de aktivt klimabekymrede for tosser. Det var heller ikke en fortalelse fra en, der burde vide bedre. Hendes politiske rødder kommer fra Fremskridtspartiet, som politiske modstandere engang uden blusel kaldte en samling landsbytosser. Det kom de også til at fortryde.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jonathan Frosten

Ja, der er fodboldtosser, landsbytosser, religionstosser, klimatosser og ikke mindst NATIONALTOSSER ;).
Det var fantastisk, at NATIONALTOSSERNE mistede indflydelse i Europa-Parlamentet.

En forsat dejlig dag til alle ;)

Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, Birte Pedersen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

"Tosse" var og er også det, man kalder Paludan. Og alligevel er han den, der får mest omtale i medierne. Endnu mere omtale end tossen Pia. Medierne kan jo godt lide tosser, og tosserne, der måske ikke er så tossede endda, kan godt lide medierne. Hvor skulle man ellers få mulighed for at være tosset med fri taletid grundet tossethed?

Kommer Pia til at fortryde det? Forhåbentlig. Men i sin desperation får hun i det mindste samme tosseomtale som Paludan, og eftersom mindst 4-5 % af befolkningen er tosser, kan det vel give et okay valg.

Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jakob Pilgaard Pedersen

At den tosse er Folketingets formand er simpelthen en skamplet på vores demokrati. Uværdig og splittende.

P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Allan Stampe Kristiansen, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, Hans Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, John Hansen, Birte Pedersen, Werner Gass, Jens Wolff, Jesper Sano Højdal, Hanne Ribens, John Damm Sørensen, Karsten Lundsby, lars søgaard-jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Og jeg som troede, at DF havde luget alle landsbytosserne ud.

Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, Oluf Husted, Birte Pedersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Lad dog snart Pia Kjærsgaard være i fred. Hun er jo så svagt fungerende, at hun formentlig slet ikke registrere, at hun blamerer sig. Og formentlig skal hun jo snart have sin (alt for store) offentlige pension, så man slipper for hende.

Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, Niels Duus Nielsen, Oluf Husted og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Hun er så indestængt at det gør helt ondt at se hende, men vi får formentligt ikke hende at se længere i folketingets formands stol. Håber jeg inderligt!

P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Marianne Stockmarr, Benta Victoria Gunnlögsson og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Det var det, der skete, da Folketingets snart forhenværende formand og DF’s forhenværende formand Pia Kjærsgaard måtte lede efter det rigtige ord for at finde en passende betegnelse for de upassende kræfter, der havde været med til at give det nu stuerene parti det største og mest sviende nederlag i dets snart 24-årige historie. Det kom fra hjertet: Klimatosser.

Hvordan ved i at, hun ikke mente Klimatosser i venstre, de har brugt 18 år på at bekæmpe et
hver klimatiltag de Klimatosser

Bjarne Toft Sørensen

I USA har man en præsident, der er ualmindelig verbalt grov og kastede med "mudder" mod pressen. Hvis pressen havde besindet sig på sin opgave, ville den nøgternt have forholdt sig til disse angreb, men da den også skal leve og lever af populisme, svarede den igen ved at kaste "mudder".

Hvad er egentlig intentionen med denne klumme, fra en af Informations velansete journalister? Kan det være Informations opgave at bidrage til politisk "mudderkastning", eller er det en seriøs avis opgave i det mindste at forsøge at tie sådan noget ihjel? Jeg mener, at sidstnævnte må være avisens opgave.

Søren Skadhede

DF står til en markant tilbagegang ved valget og 6 nylige bommerter kan kun forstærke derouten:
1. X-factor er mere værd end alle lignende talent-programmer, fordi det forsøger at opdrage de unge til kvalitet. Sådan tolker jeg Thomas Blachmans selvsikre udtalelse til Oh Land i programmet den 22.3. Derfor var det dumt af DF og co. at tvinge det væk fra public service-kanalen DR1.
2. Radio 24syv, som den konservative Per Stig Møller fik oprettet, er kun blevet bedre med tiden, senest med Ghita Nørby-interviewet og Kirsten Birgit. Så slagter DF det, måske fordi 24syv har været for kritiske over for DF.
3. Det nylige trafikforlig blev et Trafikforlis med omfartsvejen om Kim Christiansens hjemby Mariager og en overflødig togstrækning til Billund tæt på formand Thulesen Dahls hjem.
4. Mette Abildgaards stunt med at medbringe et spædbarn i salen. Pia Kjærsgaard plumpede i med begge fødder, da hun udviste det.
5. Kjærsgaard plumpede i igen med kommentaren om unge klimatosser i andre partier.
6. Tulle, Peter Kofod, Messerschmidt og co. har svært ved at bortforklare det elendige EP-valg og ved at finde en grimasse til Kjærsgaards kommentar.
De konservative fører hermed 6-0 i den seneste omgang af den evige rivalisering mellem de to partier.

Grethe Preisler

Fru Kjærsgaards sortie og Hans Engells entre

"Ak hvem er tosset, og hvem er viis,
løgnen er fattigmands paradis,
gi'r man ham ikke en illusion,
starter han måske en revolution.
Så digt dog for guds skyld lidt silke
om kejserens pibestilke."
(Sigfred Pedersen - cand polit og nationalskjald)

Jesper Jakobsen

Jeg kan ikke finde argumenterne i Lasse Jensens fine indlæg for, at Pia Kjærsgaard skulle fortryde at kalde sine modstandere for landsbytosser.

Er det, at hendes udtalelse som i sammenligningen med Fremskridtspartiet øger antallet af "klimatosser"? I så fald, er det lidt let at påstå, at en enkel udtalelse kan have den effekt også i forbindelse med fremskridtspartiet. Jeg medgiver, at sådan nogle udtalelser bekræfter og styrker de mennesker, som hun taler om, men at det lige frem skulle øge tilslutningen, har jeg svært ved at læse argumentet for. Sammenligningen med Fremskridtspartiet bygger på samme påstand, og jeg mener derfor ikke, at det holder som argument.
Jeg er ikke overbevist om, at man kan drage den konklusion, at klima er årsagen til Dansk Folkepartis fald i EP-valget. Andre faktorer indebærer bla. fraværet af Messersmith og hans svindel med EU-midler. Klima har ganske vist indtaget rollen som det førende politiske emne for danskerne. Men det er tydeligt, at indvandredebatten stadig fylder meget, men DF profiterer ikke nødvendigvis af det, men derimod parietne længere mod højre. Det ser jeg ikke, at klimadebatten påvirker.