Klumme

Katrine Wiedemann: Det er de udstødte eneres tanker, der skaber verdenshistorie

De fleste frygter, at deres ’forkerte’ tanker vil afskære dem fra fællesskabet. Derfor holder de dem for sig selv. Men de ensomme enere frygter ikke udstødelse, og derfor er de bedre til at tænke selv, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Debat
16. maj 2019

Vi har brug for andre menneskers tanker. Ellers kan vi ikke tænke selv.

De sociale medier er ikke tanker. De er virtuelle sammenkomster, hvis mål er social bekræftelse. Det samme gælder konkrete sociale rum. Man kan ikke tænke klart, selv om det føles sådan. Tanker har brug for lidt mere plads. Tanker har brug for afstand. Når man står i et rum med andre mennesker, begynder man at tænke ens.

Vi har brug for de tanker, de ensomme tænker. Vi har brug for de tanker, eneren tænker. Eneren, som ikke kan eller vil fællesskabet. Eneren frygter ikke udstødelse, for han/hun er allerede udstødt. Eneren frygter ikke sig selv. Og dog, måske eneren frygter sig selv, hvem gør ikke det, men eneren er tvunget til at se sig selv i øjnene, fordi vedkommende er isoleret. Der er afstand og tid, og her kan tanken opstå.

Eneren ønsker en plads i det sociale, men opsøger den på en omvendt måde. Eneren fremkalder udstødelse og spejler derved mekanismen, som alle frygter. Den udstødte skaber fascination, fordi alle kender frygten for de tanker, man er holdt op med at tænke. Man længes efter tanker, man ikke mere tør tænke, fordi de er farlige.

Tankekontrol

De fleste kender angsten for deres egne tanker. De frygter, at deres tanker er enestående og forkerte. De frygter, at deres tanker vil afskære dem fra fællesskabet. Derfor holder de dem for sig selv. Man kan ende med at være en stor ophobning af tanker, man ikke tør dele. Og hvorfor skulle man? Det er meget lettere at tale fællesskabet efter munden. Det er bekvemt at sige de ting, alle er enige om. Til sidst holder man helt op med at tænke.

I et land med ytringsfrihed vil man helt af sig selv begynde at udøve tankekontrol. Censuren vil rykke indad. De ’forkerte’ tanker, man fik, vil blive skubbet væk, som var de udtryk for en lav drift, en seksualitet, en sult, man forsøger at ignorere.

Gamle, demente mennesker mister ofte evnen til at styre, hvad de tænker. De tænker deres egne tanker, fordi de er udstødt af fællesskabet. De har allerede tabt alt, så deres tanker er frie. Derfor er de nogle gange frygtelige at høre på, racistiske, homofobiske, snobbede. Der er hverken nogen indre eller ydre censur længere.

Svært at tænke selv

Vi har brug for enerens, den ensomme og udskudtes tanker, fordi verden må rykkes fremad; vi må udvikle os. Kun enerens tanker skaber historie, og vi har brug for historie. Enerens tanker skaber nye konstruktioner, som alle kan bruge. Man kan kun kopiere den tanke, som den ene har tænkt, ikke den tanke, som alle har tænkt. Man kan ikke kopiere det, som i forvejen er en kopi. Man kan ikke systematisere det, som er uden form, som ikke har substans.

Mennesket har utrolig svært ved at tænke selv. Vi formår det næsten ikke. Alle de tanker, især dem vi kalder originale, er andres tanker. Allerværst er det med dem, vi kalder de intellektuelle. De intellektuelle lyder som ekkoer af andres tanker, fordi de har læst dem i bogform. Det kan være lidt af et gys at gennemskue samfundets selvudråbte åndselite, når man finder de tænkere før dem, som de citerer uden at stå ved det.

Men måske er det alligevel det tætteste, man kan komme på at tænke selv. At kende andres tanker og lade sig inspirere af dem. At sætte andres tanker sammen på nye måder. En mosaik af andres tanker. Dét er, hvad vi laver hele tiden. Det er ingen skam at studere dem, som kan tænke. Der vil altid findes snyltere på de oprigtigt udstødte, ensomme eneres tankeproduktion.

Det er eneren, der skaber verdenshistorie. Det er ikke de sympatiske, elskelige, dem, der aldrig træder ved siden af. Kilden til enerens succes er altid tabet, nederlaget.

I filmen The Social Network om facebookgrundlæggeren Mark Zuckerberg møder vi en ung, nørdet mand, der i første scene droppes af en pige. Dette nederlag bliver afsættet for, at han skaber sit imperium. Det er outsideren, der får sit brændstof fra udelukkelsen og nederlaget.

Mark Zuckerberg har skabt mere, end man kunne drømme om. Men historien om Facebook er også et eksempel på, at eneren ikke bare bør følges blindt. Ikke alt, eneren skaber, er godt. Det er vigtigt at bevare sin kritiske sans, og så er vi tilbage til problemet med at tænke selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

"Vi har brug for andre menneskers tanker - eller kan vi ikke tænke selv" ?
Den lader jeg lige stå i hele sit storladende paradoks om kontinuiteten i høner og æg for hvor længe skal man vente på den introverte "ener"´s guldkorn man ikke kan tænke selv eller er det bare ønsket om en "Führer" man trygt kan overlade sin egen uformåenhed til ? Det her er ekstrem intellelektuel dovenskab når det værst.

Efter min opfattelse har vi her at gøre med en en usmagelig gryderet bestående af lige dele 'lirum larum' og 'tankemylder'. Måske skulle der have været en redaktør til rådighed!?

Achim K. Holzmüller

En paradoksal afhandling fru Wiedemann kommer med! Kronen af påstande er "kun enerens tanker skaber historie, og vi har brug for historie".
Ifølge DDO betegnes som "historie" en "mundtlig eller skriftlig beretning der gengiver et opdigtet eller virkeligt handlingsforløb".
Ergo, kan Eneren næppe være personen, der skaber historier; de eksisterer jo allerede. Og han kan ikke engang genfortælle den i sin ensomhed! Sørgeligt.

Lise Lotte Rahbek

Øhe.. hvad var emnet?

Massiv informations strøm skaber ikke enere, den tid er forbi. Til gengæld har eneren givet plads til ensretning, det er de fleste tilfredse med.

Frede Jørgensen

Rasmus Paludan har også gjort indtryk på Katrine.

Niels Duus Nielsen

Hvorfor denne fjendtlighed i kommentarsporet? For det er da rigtigt, at det er individet, der er den udløsende kraft i Historien med stort H, som består af en lang række unikke begivenheder, som alle omhandler individer, der har rottet sig sammen i grupper, som igen indgår i større grupper osv. etc. På hvert niveau af denne gruppedannelse, der kan minde om en kinesisk æske, formuleres gruppens vilje og ønsker af en formand m/k, som ifølge sagens natur altid vil være et individ, da en gruppe ikke kan tale med én stemme, uden at alle undtagen talsmanden holder deres kæft Det er svært at forestille sig et kor uden en dirigent, der som et minimum angiver, hvornår sangen begynder. Eller som en klog mand (mig) engang formulerede vilkårene for al kollektiv musiceren: Kunsten er at begynde og slutte samtidigt, og så ellers holde takten, så længe det varer. Det er derfor vi har kapelmestre.

Nazimen i Tyskland blev som den blev, fordi Hitler var, som han var. Havde Hitler ikke taget magten i nazistpartiet, havde nazisterne sikkert fået magten i Tyskland alligevel, men Historien ville have set anderledes ud, fordi den ville være præget af et andet individs personlige ideosynkrasier. Ikke nødvendigvis fuldstændig anderledes, på grund af de strukturelle kræfter, der virker uafhængigt af det enkelte individ, men helt sikker anderledes i detaljen.

Man kunne anklage Katrine Wiedemann for ikke at eksplicitere disse overpersonlige strukturers rolle i historien, men det er forfejlet at tro, at det KUN er strukturelle forhold, der afgør Historiens gang. For at en tendens skal kunne slå igennem i et samfund, skal der altid være et individ, der kan formulere denne tendens i et sprog, som gruppen kan bakke op om. Det er klassekampen, der er historien motor, men det er altid et enkelt individ, der sidder i førersædet.

Frede Jørgensen

Alle danskere er forskellige og elskelige.