Læserbrev

Vi kan ikke have tillid til politikere, der skruppelløst fører os bag lyset

Det er ikke underligt, at vælgerne mistror de politikere, som ikke selv efterlever de normer, der gælder for andre. De stiller høje krav til indvandrere uden selv at have udført regulært arbejde, skriver Benny Adriansen i dette debatindlæg 
Debat
3. juni 2019

Platon mente, at staten skulle ledes af moralske filosoffer.

Vi må acceptere, at Christiansborg ikke er befolket af filosoffer. Til gengæld må vi kræve, at politikernes integritet ikke kan anfægtes.

For hvordan skal vi have tillid til politikere, når de skruppelløst fører os bag lyset og undervurderer vor dømmekraft – og hukommelse?

Magt korrumperer. Hvorfor vil politikerne da have magt? For at indrette samfundet ideelt? Eller søger de magt for magtens skyld? I så fald må de lide af en mental forstyrrelse. Normale mennesker ønsker ikke at tilrage sig magt over andres liv. Undersøgelser har afsløret, at mange ledere i erhvervslivet er magtgale psykopater. Er der færre af slagsen på Christiansborg? Man kunne forestille sig, at alle folketingskandidater underkastede sig en mentalundersøgelse – en grille! Men ville det være utopisk at lade DR – som underholdningsprogram – underkaste dem en test i en løgnedetektor, så vi kunne blive klogere på, om de selv troede på deres løfter? Det kunne blive sjovt.

Det er ikke underligt, at vælgerne mistror de politikere, som ikke selv efterlever de normer, der gælder for andre. Således stiller de krav til indvandrere, der søger om dansk statsborgerskab: De skal have ren straffeattest og kunne forsørge sig selv – og helst være veluddannede. Men halvstuderede røvere, der aldrig har udført regulært arbejde, kan stille op til folketingsvalg. Når jeg sender bud efter en vvs-mand for at få udbedret en skade i mit varmeanlæg, bliver jeg rasende, hvis mester sender lærlingen. Men unge, der knap har taget studenterhuen på, optræder frejdigt som lovgivere. Er politikere da gjort af et sådant stof, at de ikke behøver viden og erfaring? Ikke underligt, at der vedtages så mange uigennemtænkte love.

I ’gamle dage’ var politik et håndværk for sanddru mennesker – folk som Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen, Erik Eriksen, Bertel Dahlgaard. De havde moral, og derfor nød de folkets tillid.

PS Det ville i øvrigt ikke skade lovgivernes omdømme, om de udviste mere sund fornuft i deres gerning. Hvordan kan så mange MF’ere stemme for (eller acceptere), at der på Lindholm etableres et nyt udrejsecenter for afviste asylansøgere?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Skruppelløse politikere forudsætter skruppelløse vælgere - og de findes i rigelige mængder... eller? Det ved vi mere om efter på onsdag.