Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er mest væsentligt ved den valgkamp, der udspiller sig for tiden. Jeg bruger med vilje ikke udtrykket raser, fordi det føles, som om gassen allerede er gået lidt af ballonen.
Da samtalebogen om Lars Løkke Rasmussens såkaldte befrielse udkom i torsdags, blev statsministeren igen hovedpersonen. Det har han aldrig selv lagt skjul på, at han er.
Han er vist den første statsminister, der begrundede udskrivelsen af valget med at understrege, at han selv er den bedst egnede til at fortsætte.
Han er den første statsminister, der tilsyneladende ligefrem har inviteret en forfatter til at interviewe sig i 22 timer i marts til en bog, som selv en begynder i det politiske håndværk kunne regne ud, ville komme til at spille en hovedrolle.
Medierne og hærskaren af politiske kommentatorer har i årevis beskrevet Løkke som mester i politisk håndværk. Hans tanker om en SV-regering, som totalt erobrede overskrifterne i dagevis, ligner dog mere et udspil fra en politisk lærling, der lige er dumpet til svendeprøven.
Selvmål
Det hele virkede timet og tilrettelagt. Som et helt usædvanligt greb blev samtalebogen lanceret med et brag midt under valgkampen. Politikens Forlag, der normalt er meget dygtige til markedsføring, fodrede ikke godbidder til pressen på forhånd.
Medierne fik ingen anmeldereksemplarer god tid i forvejen. Der var ingen forventningsopbygning, timet og tilrettelagt med henblik på maksimal effekt. Bomben blev derimod detoneret med et kæmpebrag på få sekunder.
Det kan næppe være kommet bag Lars Løkke Rasmussen, der – da han tilbød sig – var den eneste i hele verden, der vidste, hvornår han ville udskrive valg.
Han har også vidst, præcist hvad der stod i bogen, og hvornår den skulle udkomme. Han har selv lagt bolden til rette til valgkampens største selvmål.
Selv de mest borgerlige af de politiske kommentatorer som f.eks. Løkkes tidligere spindoktor Søs Marie Serup Laybourn og Berlingskes Thomas Larsen steg helt af.
Thomas Larsens klare distancering fra statsministeren fik mig til at mindes, da USA’s præsident Lyndon B. Johnson så tv-ikonet Walter Cronkite erklære sin modstand mod Vietnamkrigen i 1968.
»Hvis jeg har tabt Cronkite, har jeg tabt den amerikanske middelklasse – Middle America.«
Allerede da Thomas Larsen før valgkampen udgav en venlig portrætbog om Mette Frederiksen, burde Løkke have vidst det. At tabe Thomas Larsen er at tabe det borgerlige Danmark.
Gyset og grinet
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er fortsat de to mest omtalte personer i medierne. Men ikke overraskende er Rasmus Paludan nummer tre. Egentlig ikke på grund af hans politik. Den er jo grusomt enkel. Men på grund af alle de fascinerende sidehistorier.
Fra de 41 mio. kr., som det indtil nu har kostet politiet at passe på ham, over historierne om, hvordan han har stalket en studiekammerat så meget, at han fik et polititilhold, til en råbekonkurrence mellem ham og Radio 24syvs superstar, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.
Det har med rette genoplivet en vigtig debat om, hvordan det usædvanlige, det groteske og ikke mindst det underholdende får en uforholdsmæssig stor plads i mediernes dækning af en valgkamp.
I USA regnede man ud, at Donald Trump under valgkampen i 2016 fik for 1,9 milliarder dollar gratis medieomtale, fordi han netop var grotesk, underholdende og helt, helt anderledes.
Paludan er slet ingen Trump, men gyset, grinet, det groteske og det fascinerende tæller højt, når der træffes redaktionelle beslutninger. Det ubesvarede spørgsmål er, om dogmet om, at dårlig omtale er bedre end slet ingen omtale, stadig gælder.
Og så glemte jeg helt at omtale valget på søndag.
Det er der en god grund til. Med udskrivelsen af folketingsvalget for et par uger siden lykkedes det statsministeren helt at overdøve, at vi også skal stemme kandidater ud af eller ind i Europa-Parlamentet.
Et parlament i en union, der har langt større indflydelse på vores liv og lovgivning end Folketinget. Men det valg har et stort handicap i kampen om pladsen i medierne. Det er kedeligt. Og det må man ikke være, for så kommer man ikke frem her i verden.
Hvorfor begyndte TV2 News allerede en uge før bomben sprang med at indlede en omfattende kampagne med meningsmålinger - interviews af udvalgte V/S - borgmestre i det hele taget en kampagne der kulminerede med udgivelsen/sprængningen af bogen ? Der en kun én forklaring - De vidste det i forvejen.
Har ikke læst bogen, men alene titlen: Befrielsens øjeblik! Og alt med store bogstaver! Hvad er det, der spilles på her?
Blandt mine (ord)associationer indgår besættelsen. Jeg ved det: Ordene er ikke reserveret til særlige lejligheder og omstændigheder, men når vi er så tæt på 4. maj, og valg til Folketinget endog udskrives på Grundlovsdag, så er det vanskeligt at se bort fra en symbolik, der forekommer at være bragt i anvendelse her.
Befrielsen fra DF´s åg på politikken han så gerne vi føre og som er mindre end lysten til at være statsminister for en hver pris. Han kan ikke genere DF mere - fordi der ikke er mere at genere.
Han vil stjæle dagsordenen og fik han da også gjort en rum tid, men det blev et selv mål. Hvad målingerne tydeligt viser. Han har jo trukket alle sine omvalg tilbage igen, nu mener han det, han mente før bogen udkom. Er De forvirret. jeg er.
og det
Are you confused, you won't be after the next episode of soap ;-(
Nej Statsminister Lars Løkke Rasmussen har set det komme. Resultatet af at være Det Blå Marionets Teaters hovedperson (dukke) ivrigt styret af den egentlige Statsminister i Danmark Kristian Thulesen Dahl DF.
Lars Løkke Rasmussens personlige kendskab til udsatte børn og hans personlighed den imødekommende og venlige Statsminister. Der var grænsen alligevel et menneske, som omsider indså at han er nød til at sige stop overfor den kritikløse eftergivenhed overfor nationalismens partier, som en vis anden Inger Støjberg ikke kan. Hun sætter nye lys i lagkagen der ender med at brænde Venstre op, hvis det går helt galt med festlighederne.
Hvordan kan et liberalt sindet menneske fra Danmarks gamle liberale parti finde sig i at være i den rolle i 4 år i træk længere end da hvis vi kigger bagud ?
Hvorfor skal en Nationalist som Kristian Thulesen Dahl få lov og fripas til at styre en borgerlig regering, så den ender med ikke at være hverken borgerlig eller liberal Regering men blot et stemmekvæg for DF og et stemmekvæg for kvælende nationalisme ikke frigørende liberalisme ?
Var det forgængerens maksime Anders Fogh Rasmussen som appellerede til kritikløs fortsættelse. Vi giver DF alt på Udlændingepolitikken og vi gør op med Socialdemokraterne og de røde partier på den økonomiske politik. Var den kur, som skulle få Venstre til at havne på Regeringsmagten hver gang ?.
Prisen for denne magtens kalkyle kan den bliver for stor ?
" Befrielsens Øjeblik " Jeg glæder mig til at læse hele Din bog Lars Løkke Rasmussen.
For erkendelsen lå der. Det stoppede ikke ved DF med fremmedhadet. DF var ikke nogen dansk særordning en dansk undtagelse for udviklingen i det øvrige Europa. Først det pæne og udadtil nydelige Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen. Og så nu Stram Kurs og Rasmus Paludan.
To partier: Nye Borgerlige og Stram Kurs der med deres fordomsfulde syn på vores muslimske medborgere er dybt antidemokratiske og dybt antiliberale. En liberalt sindet person dømmer ikke sine medborger på tro etnisk baggrund køn eller andet. Vi opfatter alle andre borgere som ligeværdige borgere i dette samfund og som ansvarlige for deres egne personlige handlinger og standpunkter INTET ANDET. Syndebukke eksisterer ikke i vores univers heller ikke udhængning af socialt udsatte personer som fattig Karina og dovne Robert. Mennesker udvikles ved at give dem frihed, tillid, tro på livet og tro på fremtidens muligheder ikke på at rakke dem ned med fordomme og tæppebombe dem med antiliberal detailstyring på Jobcentrene.
At støtte sit faldefærdige Blå Marionet Teater med den stadigt mere stressede Direktør Kristian Thulesen Dahl DF og hans nye venner i Nye Borgerlige og Stram Kurs.
Det svarer til at invitere to håndgranater ind i " Det Blå Marionet Teater " en parlamentarisk umulighed.
Derfor nødudgangen med forslaget om en SV-Regering. Men politik kræver tid og Regeringer kræver indbyrdes tillid. Socialdemokraterne behøver blot at slå op i Venstres CV for perioden år 2015-2019 for at overbevise sig selv om, at de aldrig blev taget med på råd og tilliden den var der ikke fra starten af. Den skal bygges op over mange år.
Må Venstre få ryddet op i deres fortid og søge tilbage til de ægte blå liberale rødder. Vi er flere i den liberale familie: Liberal Alliance, Det Radikale Venstre. Der er forskelle i syn på økonomisk politik og på hvor trykket på ordet liberal skal ligge. Skal det være den personlige frihed for alle uanset indtægt herkomst tro og ophav, eller skal det være lidt for meget frihed til de magtfulde banker og rige personer, som har megen frihed i forvejen. Der er forskelle i valget af partner. Skal vi have rene linier og ren blå politik eller skal vi søge samarbejdet ind over midten for det er der, Danmarks interesser bliver bedst varetaget i det lange løb. Søg tilbage til dine ægte liberale rødder Lars Løkke Rasmussen. Spørg folk som Uffe Ellemann Jensen, Bertel Harder, Birthe Rønn Hornbech og folk fra forrige Venstre Regeringer, som endnu er live. Før debatten med andre liberale partier Liberal Alliance og Det Radikale Venstre.
Hvad vil det sige at være Liberal i år 2019 ?
For mig er Liberal forbundet med ønsket om at alle mennesker i dette land uanset religion, uanset køn, uanset social status, uanset etnisk ophav må følge sig lige og velkommen i et samfund præget af muligheder og det frie initiativ. Staten må aldrig blive et instrument til at ensrette og undertrykke borgerne. Staten er til i borgernes tjeneste og ikke omvendt.
Den frie markedsøkonomi har den indbygget fejl, at den fremmer monopoler og magtkoncentrationer i Erhvervslivet. Det der er vigtigt og essentielt for os liberale den frie konkurrence det frie initiativ skabertrangen og lysten til at drive privat virksomhed kan desværre blive afsporet og føre til monopoler og magtkoncentration, hvor magthaverne beriger sig selv og ikke samfundet og de af deres medarbejdere, som har skabt alle værdierne.
Derfor skal vi ikke se rødt overfor fagbevægelsen eller rødt over de sociale bevægelser, for de er et resultat af et opgør med denne magtkoncentration, og de monopoler, som den frie markedsøkonomi ikke fjerner af sig selv.
Tid til eftertanke og tak for din bog: Sandhedens Øjeblik.
Se til Ungdommen og det grønne oprør som spirer. Her er inspiration at hente.
VH
KFK
Løkke er landets største kamæleon efterfulgt af DF Tullesen. Han er sig selv nærmest skifter rolle og mening, standpunk, holdning,t retning ect. som vinden blæser. Nu er Gade in, før duede han ikke som spidskandidat , Løkke ved man måske hvor man har i dag, i morgen er en anden sag.
Hvis folk læser Befrielsens øjeblik, som det tidspunkt hvor LLR holder op med at være statsminister, så er det et selvmål.