Klumme

Maj i Karen Sybergs have: Dræbersneglene udebliver, men et rådyr er i dårligt humør

Det er morgen, det er maj, det er, som det skal være. Men så lyder der brøl og vræl ude fra marken. Rådyret længes måske efter en anden slags rosenknopper end de botaniske, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Debat
20. maj 2019

Portrummet er fuldt af kvidder. Klokken er kun fire, det er stadig mere mørkt end lyst, men svalerne er vågnet. Jeg skulle bare ud at tisse og smutte i seng igen, men så lyder i det samme solsortens godmorgensang gennem det åbne soveværelsesvindue.

Få minutter senere svarer en solsort længere væk, og et øjeblik efter er der vågnet et landkort af solsortehanner, der hver fra deres plet i arieform gør hinanden opmærksomme på deres territoriale grænser.

Pludselig lyder sangen meget højt: en er landet i tagrenden lige uden for vinduet.

Den letter igen.

Alt er stille.

Der går en ti minutters tid, så begynder man at kunne mærke luften. Ikke at den bevæger træerne, de rører sig ikke, men noret er blevet blåt, for ti minutter siden var det spejlblankt. En armada af svaner benytter den dekorative blå til baggrund for dagens første svømmetur.

De begynder alle sammen at få travlt derude. To stillitser med deres røde klovnemasker gnasker mælkebøttefrø i et forbløffende tempo. Godt de er her, dem har jeg ikke set siden i vinter på foderbrættet. Så er de også på plads, flueben.

Så lyder der lidt skræppen fra noret – og nu: Kukkeren! Gøgen er kommet! Vær velkommen.

Havesangeren har indtaget toppen af den højeste birk, der, hvor alle småfuglene gerne vil sidde med fuldt udsyn horisonten rundt. Uden for vinduet skælder en solsort ud, et kvittevittevit flyver forbi. Det bliver for meget, jeg må ud og se.

Rådyrets udåd

Den østlige horisont er laksefarvet, men solen er endnu ikke oppe. Og: der er ingen snegle! De plagsomme dræbersnegle, der tidligere har gnasket alt, inklusive mine georginer, har vist haft rigtigt trange kår i sidste års lange, tørre sommer. Virkelig: Ikke en eneste snegl i græsset. Heller ikke nogen af de små søde med hus, som ellers gerne må være der.

Eneste liv nede på jorden er en blågrå kat, der holder til her. Det var nok den, solsorten skældte ud på. Og nårh ja, bask, bask, en fasan, der skogrer. Det er morgen, det er maj, det er, som det skal være.

Jeg er på vej ind igen, da der lige på den anden side af nøddehegnet ud til marken lyder en blanding af et vræl og et brøl. Et rådyr. Jeg lytter lidt, så brølevræler det igen, det er helt tæt på, jeg stiller mig på lur i stedet for at gå ind.

Vi vil ikke have rådyr i vores have. Forrige år gnavede et rådyr barken af ananasæbletræet. Hele vejen rundt i en højde på en halv meter. Ovenikøbet havde det den frækhed at ligge og slumre sødeligt lige foran sin udåd. Jeg jog det væk.

Træet overlevede mod al forventning, grundigt smurt ind i podevoks over hele såret, men det er ikke kun æblerne, der er i fare. Rådyrene gnasker grøntsagerne, de nipper tulipanerne – gerne mens de endnu ikke udsprungne hoveder er helt friske og delikate – og når de har fortæret tulipanerne, står roseknopperne parat med næste gourmetret.

Dårligt humør

Når jeg står på lur nu, er det dog ikke for at vogte blomster, men fordi jeg vil se, hvad dyret kaster sig over.

Tulipanerne har nemlig overlevet i år, takket være en styg blanding af chili, vand og rapsolie, kogt sammen i tyve minutter, så man hostende må forlade køkkenet imens, men som, når det er kastet på væksterne med en stor kalkekost, får rådyr til at miste appetitten. De har heller ikke nippet så meget som en enkelt rosenknop.

Der lyder brøl og vræl ude fra marken, og nu er det efterfulgt at en art gøen, vov, vov, vov, mens dyret løber et par meter.

Og sådan fortsætter det, vrælebrøl og vov, vov, vov, og brølevræl igen. Det lyder, som om det er i virkelig dårligt humør. Det er det måske også, alene som det er. Rådyr skulle først gå i brunst engang i juli, men derfor kan det måske godt længes efter en anden slags rosenknopper end de botaniske?

Men jeg er ved at være sikker på, at dyret er på vej væk. Jeg går ind.

Da jeg lukker halvdøren, kaster jeg et blik op på rosenbuen, der endnu er bar foroven. Silhuetten af en lille snegl med hus og følehorn er lydløst på vej hen ad den.

ksy@information.dk

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Smukt er kun et fattigt ord, når Karen Syberg skriver.
Igen tak for et henførende øjebliksbillede :-)

Niels Duus Nielsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Dorte Schmidt-Nielsen

en cirkaopskrift på chili-vand-rapsolie, kogt i 20 min. - mod rådyr der æder risenknopper mm - Karen Syberg?

Dorte Schmidt-Nielsen

rosenknopper, selvfølgelig. Ris er de nok ligeglade med!

Maj-Britt Kent Hansen

Kom maj, du søde milde …
Det begynder så smukt. Man svømmer næsten hen.

Men så bliver det alvor: Et rådyr nærmer sig. Og der er ikke plads til, at det æder løs af naturen lige på dette sted. Det kan man måske godt forstå, men såmænd også blive lidt traurig over.

Eva Schwanenflügel

Mai-Britt

Jeg havde en have hvor græsset stod højt, og frøerne kvækkede om morgenen i disen.
Én gang forsøgte jeg mig med leen, men stoppede så snart resultatet var en benamputeret grøn frø i store smerter.
Her kom både rådyr og harer, spætter og gøge, svaler og høge.
Om sommeren et væld af insekter, bier, sommerfugle og araknider. Sjovt nok ingen myrer i huset.
Løsningen var at lægge græsset ned hvor man ville sidde og lave bålplads i midten til ristning af diverse.
Man sad midt i universet.