Læserbrev

Merete Riisager: Vi har pligt til at lære unge, hvorfor frihedsrettigheder er vigtige

Demokratisk dannelse handler om at vide, ville og kunne. Derfor skal de unge lære om, hvordan de kan bruge frihedsrettighederne til at ændre verden, men også at det er svært, skriver undervisningsministeren i dette debatindlæg
2. maj 2019

Deltagelse i demokratiet er vigtigt, hvis vi skal fremme demokratisk dannelse, fremhæver Bjørn Hansen i sin kronik den 30. april. Det er vi ikke så uenige om endda. Men der er forskel på, hvad vi fokuserer på.

For mig handler demokratisk dannelse om at vide, ville og kunne. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Vi har pligt til at lære unge om frihedsrettighederne. Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at tro og til ikke at tro. Det er principper, alle unge skal have med sig, og som kun bliver vigtigere i en verden, der synes at bevæge sig væk fra disse basale rettigheder.

Vi skal ikke kun lære unge, at rettighederne er vigtige. Vi skal lære dem, hvorfor de er vigtige. Hvordan vi skaber en kultur, hvor de ikke bare er et ideal på et stykke papir, men en praksis som både respekteres og leves.

Det bekymrer også mig, at for mange unge ikke oplever at blive taget seriøst af politikere. Den lave demokratiske selvtillid er netop noget, vi kan komme til livs ved at lære de unge om, hvordan de kan ændre verden, men også at det er svært.

Viden er meget, men ikke alt

For demokratisk dannelse handler også om adfærd, og hvad vi kan forvente af hinanden. At det kræver tid og engagement at ændre love og påvirke magthaveres beslutninger. At du må respektere andres holdninger. At du ikke altid kan få din vilje. For du har altid ret til at blive lyttet til, men at blive lyttet til betyder ikke, at du altid får ret.

Derfor er jeg stolt af Rådet for demokratisk dannelse, der blev nedsat som følge af dialogforummet. Medlemmerne er lige så forskellige, som de er uenige. Men de er enige om grundpræmisserne for, hvordan vi har en sund dialog.

Viden er meget, men ikke alt. Rådets opgave er derfor også at kigge på »elevernes deltagelse i demokratiske debatter, for eksempel om kontroversielle emner«. Jeg bifalder elever, der sidder med i deres elevråd, bruger deres fritid i lokalforeninger eller engagerer sig i velgørende formål.

Vi kan få demokrati ind under huden på mange måder. Men som minimum skal unge vide, hvad demokrati er, hvorfor demokratisk opførsel er nødvendig, og hvordan de skaber en demokratisk kultur. Det er grundelementerne. Og det skylder vi alle nye generationer at lære.

Merete Riisager, undervisningsminister (LA)

De unges faldende tillid til demokratiet stiger ikke ved, at vi fortæller dem, hvor god en styreform det er. De skal mærke, hvad demokratisk deltagelse kan udrette, skriver Bjørn Hansen i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Klüver

En meget morsom ommentar, når man har Riisagers forsøg på at knægte skoleelevers ytringsfrihed og frihed til protest i mente.

Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med at minister lærte hvordan demokratiet skal udføres?

Fx. er det i mine øjne ikke megen demokratisk i at give Folketinget ukorrekte oplysninger eller bestille rapporter der ikke viser "hele billedet". Osv.........