Kronik

Mor og adoptivdatter: Det er uetisk at franarre fattige forældre deres børn

Det nuværende system for transnational adoption betyder, at vi handler med børn og fjerner dem fra deres oprindelige familier og fødeland. Det må betragtes som et overgreb, skriver adoptionsforsker og hendes adoptivdatter i dette debatindlæg
Det må betragtes som et overgreb, når vi handler med børn og fjerner dem fra deres oprindelige familier og fødeland, skriver dagens kronikører.

Det må betragtes som et overgreb, når vi handler med børn og fjerner dem fra deres oprindelige familier og fødeland, skriver dagens kronikører.

Michael Drost-Hansen

16. maj 2019

Vi skriver denne kronik sammen: den adopterede og adoptanten, mor og datter.

Vi blev adopteret sammen i Burkina Faso i 1995 på foranledning af Babettes biologiske bedstemor og de nationale myndigheder. Merete blev en del af den burkinske storfamilie. Vi har sidenhen boet i Burkina Faso i perioder, og det var dejligt at blive standset på gaden af tilfældige forbipasserende, som henvendt til Merete sagde: »Tak, fordi du har taget hende med tilbage – det er der ingen andre, der gør.«

I den oprindelige juridiske betydning af adoption er denne kun fuldbyrdet, når begge parter har adopteret hinanden – der er tale om en gensidig proces. Sådan foregår det ikke i det dominerende, transnationale adoptionssystem.

Gennem en skændig adoptionsproces gør vi børnene til vores eje. Barnets oprindelse slettes i de juridiske identitetspapirer for herefter at fremstå som de danske forældres biologiske barn. Dette står i skarp kontrast til barnets rettigheder og til samfundsstrukturen i de lande, vi adopterer fra. Det er særdeles krænkende for de bortadopterede og deres familier. Det går ud over trivsel, retfærdighedsfølelse og menneskelig værdighed. Mange af disse familier ser aldrig deres børn igen, hvilket for dem er uforståeligt og traumatisk.

Vi handler børn

Meretes forskning viser, at vi i Danmark gennem en 70-årig periode har betalt over 1,6 mia. kr. (omregnet til nutidens værdi) for at få 35-42.000 børn hertil. Der er et marked for velhavende barnløse – derfor handler vi børn.

Formidlingen gennemføres af Danish International Adoption, en uafhængig selvejende institution akkrediteret af Socialministeriet, med løbende milliontilskud fra satspuljen. Adoptanter kan desuden ansøge om statstilskud. Skatteborgerne betaler i 2019 54.740 kr. pr. »hjemtaget barn« – som det så smukt kaldes. I 2017 tog vi 79 børn hertil for omkring 15 mio. i alt. Det dyreste barn kommer fra Sydkorea (286.700 kr.) og det billigste fra Thailand (158.300 kr.) – desuden betales der for forældrekurser og rejser.

Hvor mange familier kunne vi have hjulpet til en værdig tilværelse sammen med deres børn med disse beløb – i stedet for at tage deres børn fra dem?

Der er tale om et flow af børn fra lande, hvis struktur er baseret på kollektivitet – modsat vores, som er baseret på en individualistisk samfundsorden. Dette medfører fundamentale forskelle på det, man kan kalde børns fleksibilitet internt i storfamilien. I de lande, der adopteres fra, bliver børn oftest ikke fastlåst i en adoption, så den medfører en ændring af deres identitet. Hvis en familie har ’for mange’ børn og en anden ingen, så bevæger børnene sig inden for storfamilien, og de genser og vender regelmæssigt tilbage til de biologiske forældre og søskende.

De fleste adopterede har biologiske familier i deres oprindelsesland, men det er ikke et krav, at adoptivforældrene også adopteres/godkendes af den oprindelige familie. Og selv hittebørn, børnehjemsbørn og gadebørn burde have ret til at beholde deres fædreland. Det at have mulighed for at kunne tage medansvar for sit fædreland er en hjørnesten i en persons værdighed og udvikling.

Ingen stilles til ansvar

Den transnationale adoptionsdebat er inde i en brydningstid. Adopterede stiller eksistentielle og rettighedsbaserede spørgsmål. Forskning fremhæver adoptionens negative følger, og journalister har i bl.a. dokumentarfilmene Mercy Mercy - Adoptionens pris og Amys vilje berettet om skandaløse adoptionsforhold: tvangsfjernelser af adopterede, hvor de nye forældre og systemet ikke har kunnet magte børnene. Børn, som savner deres familier ubærligt, og børn, som igen og igen er blevet beskyldt for 'tilknytningsvanskeligheder' – hvad andet kunne man forvente?

Dokumentarfilmenes hovedpersoner, Masho og Amy, har begge fået deres adoption annulleret i deres hjemland, men her i landet er det ikke muligt uden adoptanternes accept. Det er absurd.

I det nuværende adoptionssystem stilles ingen til ansvar for de smerter, sindslidelser og krænkelser, det har forvoldt. Hvornår træder Ombudsmanden og politikerne i karakter? Der er tilsyneladende ingen skyldige – alt er sket 'i den bedste mening', som det var tilfældet med de grønlandske børn.

I 1951 blev 22 velfungerende grønlandske børn tvangsfjernet til Danmark. I ’den bedste mening’ var det hensigten, at børnene skulle vende tilbage for at være med til at civilisere hjemlandet. Efter halvandet år havde børnene fuldstændig glemt deres oprindelige sprog. Tvangsfjernelsen skete i samarbejde med Røde Kors og Red Barnet – sidstnævnte har siden givet en undskyldning til børnene. Ingen af disse børn kom nogensinde til at præge deres lands udvikling – det gjorde derimod andre grønlændere, som kom i skole og fik uddannelse i Grønland. Meretes forskning viser, at grønlandske børn, der blev adopteret af familier i Grønland, ikke har den høje kontakt til psykiatrien som dem, der blev adopteret i Danmark.

Den oprindelige grønlandske samfundsstruktur minder om de kollektive strukturer i lande, vi i dag har adoptionsaftaler med – aftaler som vi mod betaling har fået gennem vores egne opsøgende delegationer.

Hvor er empatien?

Når et problem omhandler følelser, har vi vanskeligt ved at højne debatten til et universelt niveau. Det er svært at få greb om de etiske, kulturelle værdier – lettere er det at spørge den adopterede: Er du lykkelig og tilfreds med dit liv? Hvis svaret er ja, konkluderer man, at alt er i den skønneste orden.

Sådan bliver debatten om det rigtige i at tvangsfjerne børn fra deres oprindelige forældre, pårørende og fødeland banaliseret. Berøringsangsten er til at føle på – det er jo vores egne, vores familiers og venners adopterede, der er tale om – og vi er ordentlige mennesker.

Etik handler om grundlæggende regler for god medmenneskelig adfærd, og det er især vigtigt at praktisere over for folk, som er ekstremt fattige og ikke har samme rettigheder som os. Over for fattige bør vi udvise forståelse, empati og omsorg.

De mest vise, omsorgsfulde mennesker, vi er i familie med, er mennesker, som ofte har måttet gå sultne i seng – men hvor langt rækker danskernes næstekærlighed?

Det transnationale adoptionssystem fungerer som en personlighedsforstyrret person, der gør alle mulige krumspring for at undgå den eneste løsning, som fører til helbredelse. Den eneste løsning er definitivt at sætte en stopper for det dysfunktionelle system, som markedet for transnational adoption er.

Anerkendelse og accept

Hvor kan de mennesker – som er blevet tvangsfjernet, ført væk fra kendte, trygge rammer og er blevet løjet for i en ung, skrøbelig alder – finde et harmonisk liv, der er berigende for dem selv og for samfundet, når sket er sket?

Ethvert individ må søge dybt i sig selv for at finde harmoni, lykke og meningsfylde – selv i en urimelig verden. Lykken kan også findes for de bortadopterede – på trods af, at de på den ene side ikke længere er en autentisk del af oprindelseslandet og heller ikke er fuldt ud er 'godkendte' som danskere. De rummer en verden til forskel.

De adopterede er en rigdom for det danske samfund. Men de omstændigheder, de er kommet til landet under, er ikke en win-win-situation, for det er sket under forkerte forudsætninger, og de må betragtes som et overgreb på barnet og på dets oprindelse.

Der kommer en dag, hvor Danmark siger undskyld til de tvangsfjernede, transnationalt bortadopterede børn.

Merete og Delwende Babette Laubjerg, adoptionsforsker og student

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Werner Gass
  • Estermarie Mandelquist
  • Alvin Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
Werner Gass, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ER bare så enig i overskriften.

Børn franarres fattige forældre af rige,
der i første omgang prioriterede karrieren og kom for sent til storken.

MEN, det et ømtåleligt emne.
En socialdemokrat faldt for nylig i unåde efter havde udtrykt relevante skepsis omk kvinders ret til at "insamineres" og på den måde udelukke en evt fader i barnets liv.

Manden havde da så ret i hvad han fremførte. Og den meget voldsomme modreaktion viser klart og tydeligt en stor bunke dårlig samvittighed (ubevidst) er forbundet med disse kvinder. Så mon ikke de udmærket er klar over Manden havde en pointe.

Hvis ikke en kvinde kan enes eller lære at enes med en mand og viceversa, så har den kvinde brug for først at lære om tolerance inden hun tænker på få børn.
DE voksnes opførsel og fremfærd er den største betydning for børns opdragelse. (og faktisk lige så stor betydning for voksne og deres opdragende indflydelse på hinanden).

Det er simpelthen bare ikke rimeligt for et barn at moderen på barnets vegne har fravalgt barnets mulighed for før eller senere komme til at vide/kende sin biologiske fader.
Der ligger SÅ mange følelser indkorporeret i børn (står skrevet i DNAèn) omk deres tilhørsforhold, det i sig selv rangerer som en af de hyppigste årsager til selvmord.

Kim Houmøller, Else Marie Arevad, Michael Friis og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Vi blev adopteret sammen i Burkina Faso i 1995 på foranledning af Babettes biologiske bedstemor og de nationale myndigheder.

Hvem er de(n) skyldige ???

Herdis Weins

Nils Valla -
jeg har kun tilbragt de 14 dage af mit liv sammen med min biologiske (danske) mor - de resterende snart 64 har jeg levet udmærket uden at kende hverken hende, min biologiske far eller resten af familien.
Jeg KUNNE - hvis jeg havde villet - have sporet hende gennem folkeregistret og opsøgt hende. Det har jeg aldrig gjort, selv om min elskede rigtige mor, min adoptivmor, døde allerede da jeg var 21.
Jeg betragter med stor undren den nuværende trang til absolut at kende sit biologiske ophav.

Mette Poulsen, Olaf Tehrani, Karsten Aaen og nils valla anbefalede denne kommentar

Herdis Weins.
Du er det "gode" eksempel og måske en af årsagerne til systemet har kørt så længe som det har kørt.
Men man skal aldrig være bange for at ændre regler der tilsyneladende ikke mere fungerer.

At unge i dag har større behov for at genforenes med deres ophav, kan måske skyldes, det i dag er blevet en mulighed. Alene i TV er mange udsendelser i den boldgade. Gentest, digitale arkiver o.a. giver de unge det håb forrige generationer ikke havde.

Palle Yndal-Olsen, Morten Fals, Kim Houmøller og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

PS. Herdis Weins.

Jeg håber ikke du misforstår mig.
min hensigt er ikke at udpege "forbrydere".
Jeg er sikker på alle der har adopteret har gjort det af godt hjerte.

Herdis Weins

Nils Valla -
det har altid været muligt som nationalt adopteret at opspore sin i hvert fald sin biologiske mor, da hendes navn står opført på fødselsattesten. Alligevel er relativt få, der har gjort det.
Jeg hælder mere til den forklaring, at de unge i dag er langt mere egocentrerede og ønsker at "dramatisere" deres livshistorie, fordi de vil være så unikke som muligt. Jeg kender en del adopterede, også en del yngre end mig - og hos dem har ønsket nærmest aldrig været til stede.
Det er også sympomatisk, at i TV-udsendelserne - i hvert fald de få, jeghar set - er de opsøgende temmeligt unge.
Og tendensen til at gøre adoption til et problem per se, finder jeg mildt sagt idiotisk.
Jeg bliver også gevaldigt frastødt af overskriften til denne artikel: at fattige mødre/forældre franarres deres børn, lige som man gør flittig brug af ordet tvangsfjernet.
Vi har heldigvis for længst lært af den horrible praksis med de grønlanske børn - og de 2 ulykkelige tilfælde som Amy og Masho er undtagelsestilfælde - og skyldes i begge tilfælde nogle adoptivforældre, der ikke magter opgaven og aldrig skulle have været godkendt.
Der er ved gud også - desværre - en hel del biologiske forældre, der heller ikke magter opgaven.
Grunden til de transnationale adoptioner er som regel fattigdom i lande, der ikke har en ordentlig socialforsorg og/eller kulturer, der ser skævt til uægteskabelige børn.
Skylden ligger i hjemlandet, ikke hos adoptivforældrene.

Christian Larsen, Mette Poulsen, Karsten Aaen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

P.S.
"Grunden til de transnationale adoptioner er som regel fattigdom i lande, der ikke har en ordentlig socialforsorg og/eller kulturer, der ser skævt til uægteskabelige børn." Det var tidlige som oftest også grunden til adoptioner herhjemme.

Herdis Weins

Nils Valla -
folk der bortadopterer deres børn, gør det fordi de ønsker bedre forhold for deres børn, de der adopterer gør det, fordi de mener at kunne give det.

Jørgen Wind-Willassen

Adoption sker er altid på baggrund af forældresvigt.
Derfor er artiklen desværre voldsomt forvridende i argumentationen.
Se her f.eks.
"Hvor kan de mennesker – som er blevet tvangsfjernet, ført væk fra kendte, trygge rammer og er blevet løjet for i en ung, skrøbelig alder – finde et harmonisk liv"
Adoptivbørn der kommer til Danmark levede altså IKKE i trygge rammer inden adoptionen.
De var svigtede af forældrene og det er grundlaget for adoptionen.
Og hvad er det for en løgn der tales om?
Suk suk.
Emnet er alt for alvorligt til en sådan snak.
Siger kommentatoren der selv har adopteret et barn fra Vietnam, som stadig taler vietnamesisk og som ser sin biologiske familie.

Herdis Weins, Christian Larsen, Mette Poulsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Børn - alle børn uden undtagelse - har ret til at blive opdraget af deres biologiske forældre. Det er den mest grundlæggende mennesket, der findes.

Det betyder ikke at det altid bliver sådan. Det betyder heller ikke at forældre altid er uden skyld når, det ikke går sådan. Men det betyde at det stort set altid er en tragedie, når børn ikke kan opdrages af deres forældre.

Forældre, der svigter deres børn, bør måske hjælpes, måske straffes, måske begge dele. Med de bør stadig være de, som opdrager deres børn.

Herdis Weins

Lars Steffensen skriver -
"Børn - alle børn uden undtagelse - har ret til at blive opdraget af deres biologiske forældre. Det er den mest grundlæggende mennesket, der findes."
Nej - børn har ret til at vokse op hos dem, der kan give dem en god barndom - uanset om de findes i børnenes biologiske familie eller hos andre.

Steen Obel, Christian Larsen, Olaf Tehrani, Mette Poulsen, jens peter hansen, Eva Schwanenflügel, Frede Jørgensen, Else Marie Arevad og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Mon ikke mange adopterede børn fra fattige familier har fået en bedre opvækst hos adoptivforældrene, end de havde fået hos deres biologiske forældre?

Peter Henningsen, Christian Larsen, Olaf Tehrani og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Kim Witthoff

Adoption handler ikke om at redde børn, og ingen adopteret skal vokse op med fortællingen om at være frelst fra et liv i kummerlighed for i stedet at have fået et bedre liv i Danmark. Ingen skal leve under pres fra omgivelserne om at have fået ”en chance til” eller at have ”været heldig” med hvad deraf følger af forventninger om taknemmelighed. Det er uværdigt at byde den adopterede en sådan fortælling som udgangspunkt for vedkommendes identitet.
Frelserforestillingen dækker desuden over, at den følelsesmæssige investering i adoption ligger et andet sted end i redningen af brune børn. Adoption handler om at give barnløse muligheden for at blive det, de ikke kan blive ad naturens vej, nemlig forældre. At der så i den proces kan være forældreløse, som faktisk bliver optaget i en familiestruktur, er ikke hovedsagen og bør ikke være den dominerende fortælling om adoption. Det ser man f.eks. i det faktum, at det internationale adoptionssystem – i mangel på forældreløse børn – i stedet går ud og henter dem direkte hos forældrene og, som det er set i Etiopien, desværre ofte bortadopterer dem under falske præmisser.
At lægge pres på adopterede ved at spørge, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke var blevet adopteret til Danmark, er ikke relevant. Det er desuden et spørgsmål, som ikke giver nogen mening, da det psykologisk er umuligt at svare på. For er det overhovedet muligt at bruge pronominet ”jeg” både om en som adopteret og samtidig som den person, som ville være vokset op uden at blive adopteret, og som man ikke ville have andet end DNA tilfælles med? Livet er ikke et valg mellem to identiteter, hvis fordele og ulemper kan vejes op mod hinanden. Jeg ved det, jeg ved det! tit forsøger man at få os til at tro, at det er sådan – som f.eks. den adopterede kvinde, der under hele sin barndom fik at vide af sin adoptivmor, at hun ville have været gadeprostitueret i sit hjemland, hvis hun ikke var kommet til familien i Danmark … Men så enkelt er det altså ikke.
Nogle, oftest adoptanter, reagerer på temmelig udfarende vis, hvis man argumenterer for at gøre op med frelsermyten. De har tydeligvis investeret en stor del af deres identitet i denne forestilling, hvilket forklarer deres vrede, så de får det stillet op som et spørgsmål om adoption eller døden. De overser dog, at adoption ikke handler om børn, men om personer, som skal leve hele deres liv som voksne og som synlige minoriteter i Danmark. Hvad det betyder er en diskussion, vi endnu mangler at tage – og den rækker langt ud over det at give en person adgang til vestlige forbrugsgoder (herunder forældrekærlighed) og en forbedret levestandard i barneårene.

jens peter hansen

Fra 1938 til 2008 er der adopteret langt over 100000
børn i DK. Langt de fleste pæredanske børn som indtil slutningen af 50'erne i hundredevis hvert år blev bortadopteret. Mange blev, bliver også adopterede i sammenbragte familier. Mon ikke at hver adoption har sin egen historie og man kan derfor ikke skråsikkert udtale sig om savn eller det modsatte. Børnehjem var vel heller ikke et lystigt alternativ?

Olaf Tehrani, Herdis Weins, Minna Rasmussen, Marie Jensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Kim Witthoff -
jeg har aldrig mødt nogle adoptivforældre, der opfører sig og reagerer, som du beskriver. Så du konkluderer nok ud fra nogle enkeltstående tilfælde.

Olaf Tehrani

Kronikken tegnet et temmelig lyserødt billede at børns liv og vilkår i de afrikanske storfamilier.
En del har det godt hos deres mostre og onkler. De bliver behandlet nogenlunde på lige fod med deres fætre og kusiner. Rigtig mange andre bliver behandlet som tyende og knokler fra morgen til aften med at varte deres værtsfamilier op.
Og ak og ve! Der er ingen ende på de selvbebrejdelser, vi alle kan gøre os. Vi kunne alle yde meget, meget mere for at komme ulighederne i denne verden til livs. Tænk for eksempel på, hvor mange penge vi i Vesten bruger på hunde- og kattemad. Sikke meget godt, vi kunne have gjort for de penge. Eller hvad med flybilletter til Burkina Faso? Burde vi ikke i stedet havde støttet en NGO?
Det hører aldrig op!
Og så er der det der med oprindelsen. Jeg tror, vi skal passe på med ikke at dyrke den alt for meget og gøre den til noget essentielt, for så risikerer vi hurtigt at komme i dynerne med folk fra Dansk Folkeparti og højre ud.
Jeg mener, det var Salman Rushdie, der engang sagde: Roots are for plants, not people!
Under alle omstændigheder var det klogt sagt.

Olaf Tehrani

For øvrigt mener jeg faktisk, at vi gør for lidt for at rette op på ulighederne i verden...
Det hjælper bare ikke meget at piske os selv med skorpioner.