Kommentar

Øg bistanden til fattige lande, der betaler prisen for den klimakrise, vi har skabt

De fattige lande bidrager allermindst til klimakrisen, men rammes hårdest af den. En ny regering bør afsætte mindst fem mia. kr. ud over udviklingsbistanden til grøn omstilling i de fattigste lande, skriver ngo-lederne Tim Whyte, Birgitte Qvist-Sørensen og Rasmus Stuhr Jakobsen i dette debatindlæg
De 167 millioner indbyggere i Bangladesh er kun ansvarlige for 0,3 pct. af den globale udledning af drivhusgasser. Det på trods er befolkningen blandt de allermest udsatte for klimaforandringerne. Billedet af fra en flygtningelejer i Bangladesh, hvor de lige nu er ved at skærme sig mod voldsom regn.

De 167 millioner indbyggere i Bangladesh er kun ansvarlige for 0,3 pct. af den globale udledning af drivhusgasser. Det på trods er befolkningen blandt de allermest udsatte for klimaforandringerne. Billedet af fra en flygtningelejer i Bangladesh, hvor de lige nu er ved at skærme sig mod voldsom regn.

Diego Cupolo/Getty Images

4. juni 2019

Vi står foran et valg – et klimavalg. Og det er stærkt, at danskerne tager klimaforandringerne alvorligt og kræver handling nu af politikerne. For Danmark har et stort ansvar, og vi er blandt de folk i verden med største klimaaftryk i form af drivhusgasser.

I de fattige lande har folk ikke noget klimavalg. De kan i bedste fald vælge mellem at tilpasse sig eller flygte fra de brutale konsekvenser af en klimaforandring, som de stort set ikke har bidraget til. De må leve med at være truet på deres overlevelse på grund af en global opvarmning og en ulighed, der begge dele er accelererende.

Klimaulighed

Når vi i Danmark får mere voldsomt vejr, og vandet stiger i fjorde og bælter, så laver vi kystsikring, diger og redder dem, der bliver ramt. I den fattige del af verden – herunder Mozambique, der for nylig blev ramt af to cykloner inden for kort tid – er konsekvenserne langt alvorligere: Især for de fattigste, der ofte bor i dårlige huse og lever i udsatte lavtliggende områder. Nogle af dem omkommer. Andre mister alt, hvad de har, uden mulighed for at søge om erstatning hos et Stormråd som her i Danmark.

Klimaforandringerne vil betyde store havstigninger. I København og andre steder i Danmark er vi derfor begyndt at overveje sluser, dæmninger, diger og andre forholdsregler. Det har vi råd til.

I Bangladesh derimod er de 167 millioner indbyggere kun ansvarlige for 0,3 pct. af den globale udledning af drivhusgasser, men landet er blandt de allermest udsatte for klimaforandringerne. Forskere vurderer, at havet inden for få årtier vil spise op til ti procent af Bangladeshs territorie og tvinge 18 millioner mennesker til at flytte. Cykloner og klimarelaterede naturkatastrofer har allerede inden for de seneste ti år sendt omkring 700.000 mennesker på flugt mod storbyerne.

Det kalder vi klimaulighed.

Hjælpe mere

En tidligere generation af danske politikere har vist, at Danmark har råd til at hjælpe de fattige lande mere – samtidig med at vi klarer vores egen omstilling. Det var tilbage i 1992, da bæredygtig udvikling for alvor kom på dagsordenen efter FN’s Rio-konference i 1992, og regeringen herhjemme besluttede både at sætte turbo på den grønne energiomstilling herhjemme og lancere en helt ny form for internationalt miljøsamarbejde, der skulle hjælpe andre lande med deres omstilling.

Dengang gav Danmark en procent af bruttonationalproduktet i udviklingsbistand. Oven i det besluttede Folketinget så at afsætte yderligere 0,5 procent til en ny miljø- og fredsramme. Det viste sig faktisk både at være godt for samarbejdslandene og for danske virksomheder, der leverede løsninger inden for grøn omstilling og fik opbygget international erfaring og renommé, som har været med til at give Danmark den stjerne som foregangsland for global bæredygtig omstilling, som vi stadig lever højt på i dag.

I dag er Danmark mere end dobbelt så rigt pr. indbygger, men alligevel afsætter vi kun halvt så meget – 0,7 procent af bruttonationalproduktet – til udviklingsbistand.

Og trods de rige landes løfter på Klimatopmødet i København i 2009 om at give 100 milliarder dollar i nye og ekstra midler til klimatilpasning og bæredygtige løsninger i de fattigste lande ud over udviklingsbistanden så afviser den siddende regering løftet om at give ekstra midler til klimatilpasning til udviklingslandene.

Danmark burde give små fem milliarder kroner i klimabistand om året for at leve op til løfterne fra 2009. Med alt talt med giver Danmark kun omkring 1,4 milliarder kroner til klimaomstillingen som gavebistand. De fleste af disse penge bliver ovenikøbet taget fra udviklingsbistanden, så der er færre midler til at støtte bekæmpelse af fattigdom og skabe bæredygtig udvikling.

Reelt betyder det, at vi tager penge, der skulle have støttet børns uddannelse eller sundhed i de her lande, for at håndtere en klimakrise, som vi har skabt. De fattige lande straffes to gange, og det er dit valg, om det skal fortsætte.

Det er dit valg, om en ny regering skal øge bistanden til de fattigste mennesker i de fattigste lande som hjælp til den nødvendige tilpasning og omstilling og som kompensation for de udgifter, klimaforandringerne påfører landene.

Det er dit valg, om et nyt Folketing skal vedtage en klimalov, der gør Danmark til en drivkraft i international klimapolitik og afsætter mindst fem milliarder kroner ud over udviklingsbistanden til tilpasning og grøn omstilling i de fattigste lande.

Tim Whyte, Birgitte Qvist-Sørensen og Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretærer for hhv. Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og Care

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Hanne Pedersen
Morten Lind og Hanne Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Andersen

Er Danmark ændret efter valget den 5. juni 2019, eller bedrager de politiske partier vælgerne?

Hvor har eksperterne været de sidste 27 år? Har de stået og råbt på ethvert gadehjørne for at få nogen til at lytte? Er det medierne, politikerne eller befolkningen det er galt med? Hvordan er det muligt for de neoliberale at forhindre eksperterne i at komme ud til befolkningen med dette livsvigtige budskab i så lang tid?

Den globale udledning af drivhusgasser er vokset ud af løgne om politisk hensigt, der trodses af den faktiske udvikling: en stadig stærkere økonomisk og mere magtfuldkommen elite.

Målet var at udrydde fattigdommen i verden. DR Tekst TV 20. januar 2019: Stor global ulighed. Mens verdens 2000 rigeste personer blev 12 procent rigere i 2018, faldt formuen hos den fattigste halvdel af jordens befolkning med 11 procent. Det viser en ny rapport fra udviklingsorganisationen Oxfam Ibis.

Hvis vi går 2 generationer tilbage, var målet at yde mindst 1,0 procent af bruttonationalindkomst i udviklingsbistand. Dette var blot et delmål, det endelige mål var naturligvis at udrydde fattigdommen i verden. Siden er ambitionerne gået nedad, senest har regeringen sagt at de vil bevillige 0,7 procent af BNP. Reaganismen og Thatcherismen kom og minimalstaten blev den nye magtelites mål, ulighed og fattigdom skulle der skabes.

Danmarks mål er nu 0.7% af BNP og yderligere nedskæringer er bebudet, anført af DF, for at øge uligheden, her i Danmark og i verden. Fattigdommen kunne vi udrydde hvis vi ville, måske nogle af konflikterne også ville forsvinde derved? Danmark har halveret det antal lande som modtager bistand. Det er sørgeligt at befolkningen bliver udsat for så megen spin. Hvad ville der egentligt ske hvis journalisterne fortalte sandheden i stedet for? Ville de ødelægge deres egen karriere?

Der er nu opgjorde 800 millioner underernærede, men op mod 2 milliarder sulter ved skjult fattigdom og 150 millioner børn er i børnearbejde. Mange supermarkeder herhjemme og tøjforretninger tjener styrtende på børnearbejde, men man sørger for at der er flere led imellem udbytterne og forretningerne her i landet.

I alt vurderer Eurostat, at 18 procent af den danske befolkning befinder sig i risikozonen for at ryge ud i fattigdom eller bliver socialt ekskluderet.

Lad os tale frit om mordet på det danske velfærdssystem, om medløberne som er de 45 % af de rigeste, om den af politikerne skabte diskriminerende fattigdomsskabelse og den stærkt øgede ulighed. Tillad at medierne taler frit om EU doktriner angående mindre velfærd til bunden af samfundet.

Der er brug for mere viden, hvilket mørkelægningspolitikerne gruer for. Det er muligt at spørgsmålene er lige så fragmenterede som det danske samfund og at sandheden er kompleks og uoverskuelig, men hvem har mest gavn af at diskussionen foregår på baggrund af uvidenhed? Hvem er det som trækker i snorene bag politikerne?

Milliardærerne indenfor våbenindustrien vil have Danmark til at spendere 26 milliarder mere hvert år på militæret, et beløb som svarer til 1/4 af udgifterne til hospitalsvæsenet, men det som vil gøre verden fredeligere er ikke flere våben, men derimod mere ulandsbistand, giv pengene til de fattige. Danmarks stigende andel af Natos budget kan nås ved at USA nedruster.

Der er ikke noget som tyder på, at våbenindustriens magt er på vej ned, den har oversvømmet det politiske system med penge til udvalgte politikere. Dødens Købmænd og deres lobbyister er godt i gang med at integrere sig i den politiske elite. Kravet om større militære budgetter kommer direkte efter topmødet i Davos. Den amerikanske våbenindustri producerer i øjeblikket 38 % af verdens krigsisenkram.

Karsten Lundsby, Torben Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg har forstået budskabet, men jeg savner handling og løsninger på problemet. Det ville være skønt om debattørerne og deres organisationer kom med konkrete forslag til hvordan Danmark kunne bruge de ekstra kroner ved at løfte U-landsbistanden fra 0,7 - 1,5.

Jeg er en varm fortaler for, at vi skal bruge flere penge, men kom nu med handling.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er ikke sikker på, at yderligere økonomisk *bistand* er svaret.
Så længe den vestlige verden køber (arbejdskraft, miljøforurening, naturressourcer, vand etc.) billigt i ikke-vestlige lande, så holder vi jo bare fortsat liv i set samme system, som har eksisteret i siden starten af kolonitiden.
Hvad nu hvis vi betalte en hæderlig pris for deres varer/arbejdskraft/naturressourcer istedet? Hvadnuhvis vi ikke dumpede f.eks EUoverskudsvarer til billige priser på deres landes markeder - og ødelagde de lokale producenters indtægter.. Hvad nu hvis vi holdt op med at lade formuesamlerne ødelægge deres lande, natur, befolkninger istedet? Jeg tror ikke på yderligere økonomisk bistand er svaret på lang sigt.