Kommentar

Det er svært at have tillid til et folketing, der på en måde lige så godt kunne ligge på en anden planet

Reformer har betydet, at jeg bliver skåret så langt ned i ydelse, at jeg ikke kan leve. Det virker, som om politikerne lever på en anden planet end den, hvor os på bunden af samfundet forsøger at overleve, skriver kontanthjælpsmodtager Annalis Joanna Johansson i dette debatindlæg
3. juni 2019

Når politikerne laver deres love og reformer, er det, som om de glemmer, at de kan have helt ødelæggende konsekvenser for os på bunden af samfundet. Her kan lovændringer og reformer betyde, at man pludselig ikke længere kan få sin hverdag til at hænge sammen. Hvilket i forvejen er svært nok, når man er en udsat familie, og hjælpen fra de kommunale instanser allerede er stærkt reduceret.

Tag bare folkeskolereformen, der har betydet mistrivsel for mange børn. Hos os har den, i kombination med inklusionsreformen, for eksempel ført til komplet skolevægring hos min tiårige søn. Folkeskolereformens lange skoledage kombineret med en inklusionspolitik, der betyder mange forskellige børn med forskellige behov i klassen, giver mange timer hver dag i urolige omgivelser. Det er uudholdeligt for min søn, derfor vil han ikke i skole.

Det har udløst en lovpligtig indberetning til kommunen fra skolens side, der har ført til en børnefaglig undersøgelse og en indsats fra kommunens handleteam. De har dog heller ikke kunnet hjælpe min søn i skole. Han føler sig provokeret af snakken om skolen og af kommunens invasion af vores hjem, som ellers skulle være et trygt sted for ham.

For få ressourcer

Alt dette har ramt vores hjem på grund af en folkeskolereform, der endda blev til på grundlag af en videnskabelig teori om læringsmålstyret undervisning, der senere har vist sig ikke at være evidens for. Forhandlingerne om reformen foregik bag lukkede døre, hvor nogle politikere ukritisk og uden blik for konsekvenserne tog imod råd fra tre forskere. Men de videnskabelige artikler, som reformen var forankret i, var resultater af citatfusk og forkerte oversættelser, og artiklernes forfattere blev meldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Efter at have researchet på forløb omkring reformen sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at de her såkaldt videnskabelige artikler var et bestillingsarbejde fra politikere, der mente at vide, hvad der skulle til for at løfte læringen i skolen – uden at de dog havde ret meget at have det i.

På facebookgruppen »Forældre til børn med skolevægring« kan man også se de negative konsekvenser, reformen har haft for rigtig mange familier. Medlemmerne skriver igen og igen, hvordan de oplever, at der ikke er ressourcer i skolesystemet til at tage hånd om deres børn. Jeg husker især et indlæg, der beskriver, at det ikke kan betale sig at få sit barn udredt, fordi skolen alligevel ikke har ressourcer til at løse opgaven eller hjælpe børn med særlige behov.

Selv har jeg oplevet, at man afviser at udrede min søn. Jeg har direkte sagt, at det giver mig mistanke om, at skolen bare ikke har ressourcer til at løse de opgaver, som en eventuelt diagnose ville stille.

Umuligt at leve

Min søns skolevægring gør, at jeg ikke kan passe et arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet som ledig, da jeg ikke er tryg ved at lade ham være alene hjemme syv-otte timer hver dag. Men eftersom jeg er på kontanthjælp som arbejdsparat, betyder det, at jeg ikke har opfyldt 225-timers-reglen. Derfor vil jeg blive skåret i min kontanthjælp med 1.000 kr. om måneden, og mit rådighedsbeløb vil blive umuligt at leve for.

Min motivation for at leve op til kravene fra jobcentret og i det hele taget være arbejdsparat ryger, når jeg oplever, at jeg bliver skåret så langt ned, at jeg ikke kan leve. Og jeg kan da slet ikke være arbejdsparat, når jeg ikke har råd til transport til arbejdspladsen. Det har sikkert også betydning, at man er præsentabel til jobsamtalen og ikke har alt for slidt tøj på. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft mulighed for at købe tøj til mig selv.

Reformerne skaber stort set ikke andet end elendighed for min familie og en del andres, hvilket ikke er nogen nyhed, men nu er det i hvert fald beskrevet, hvad det helt konkret har af konsekvenser. Livet bliver umuligt!

Vi står foran et folketingsvalg, og mange håber på, at der vil ske ændringer. Men er det overhovedet muligt at finde en politiker at stemme på, der er i kontakt med den virkelighed, man forsøger at overleve i her på bunden af samfundet?

Det er svært at have tillid til et folketing, der virker, som om det lige så godt kunne ligge på en anden planet.

Annalis Joanna Johansson er ledig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Søren Andersen
  • Arne Albatros Olsen
  • Morten Lind
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Schøtt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Skov
  • Eva Schwanenflügel
  • Steen K Petersen
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
Trond Meiring, Søren Andersen, Arne Albatros Olsen, Morten Lind, Niels Duus Nielsen, Anne Schøtt, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Torsten Jacobsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Annalis Joanna Johansson,

Du vil sikkert ikke bryde dig synderligt meget om, hvad der her følger. Dog vil jeg bede dig overveje meget grundigt, hvorvidt jeg tager fuldstændigt fejl..

Men jeg vil starte med at udtrykke min glæde over, at du overhovedet kommer til orde: Som du selv påpeger, så forfladiges den offentlige debat ofte til et spørgsmål om økonomi, tal, og ideologisk betingede betragtninger om alt, lige fra folkeskolens ideelle indretning til nødvendigheden af at presse mennesker på økonomien for at sikre et påstået 'arbejdsudbud'.

Ingen tvivl om at menneskeskæbner helt konkret jordes og pløjes under i dén maskines bevægelser.

Ej heller hersker der for mange af os 'ganske almindelige mennesker' tvivl om, at skærpede vilkår blot forringer mulighederne for trivsel, ganske uanset om det politiske sigte er det modsatte..

Så langt så godt.

Men du kan efter min bedste overbevisning ikke blot 'aflevere' hele ansvaret for din søns skolevægring for foden af en tildels forfejlet skolereform. Ej heller kan du - og dette er igen blot min opfattelse - alene forklare igangsættelsen af en børnefaglig undersøgelse med 'alle andres' totale svigt.

Jeg savner med andre ord en lillebitte smule selvindsigt, i dit ellers berettigede indlæg i debatten.

Jeg kender intet til dig eller din situation. Men måske har du vitterligt hjælp behov? Måske er en børnefaglig undersøgelse ikke et 'angreb', men derimod netop et forsøg på at imødekomme dette behov? Hvor ubehjælpsom den konkrete håndtering af 'hjælpen' så end måtte forekomme dig?

Og her kommer det mest kontroversielle, en tanke, som jeg håber du i det mindste vil overveje:

Man kan godt elske sine børn uforbeholdent, over alt på jorden, mens man samtidig gør ting, som ikke er i deres bedste interesse.

Der er ting, som børn har brug for. Hvis de ikke får det, er det et problem.
Der er ting, som børn ikke bør udsættes for. Hvis de udsættes for det, er det et problem.

Som forælder er det en svær dynamik at navigere i. Især hvis man selv har problemer. Især hvis man selv har haft en problematisk barndom. Det har ikke noget med kærlighed at gøre, ej heller med mangel på kærlighed.

Blot er der ting som børn har brug for. Og ting de ikke bør opleve.

Det er uden tvivl rigtigt når du siger, at et begrænset økonomisk råderum kun forværrer situationen for dig og din familie. Jeg tvivler tillige desværre ikke på, at systemet - som det fungerer i dag - ikke er gearet til på fornuftig vis at imødekomme jeres særlige behov.

Men blot vil jeg (igen) advare imod at lægge alt ansvar for foden af dette offentlige maskineri. Ligesom jeg vil advare imod den ensidighed man nemt møder i internetfora dedikeret til et enkelt emne (her: forældre til børn med skolevægring).

Hvis vi som mennesker ikke begynder og ender enhver tankerække med at kigge indad, så når vi sjældent nogen videre interessante steder hen. Så er resultatet ofte blot stilstand. En tilstand der er til at leve med, bevares, medmindre der er børn involveret..

Alt det bedste herfra,

TJ

Karsten Aaen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar
Allan Madsen

@ Torsten Jacobsen
Godt gået, Torsten, du har i et snu btag, sat dig ind i Annalis Joanna situation,
Og fulgt af gode råd, helt gratis..

"Alt det bedste herfra,"
AM

Torsten Jacobsen

Allan Madsen,

Nej, Allan Madsen. Det har jeg ikke. Man kan ikke til fulde sætte sig i andre menneskes sted. En så åbenlys sandhed er det, at den egentlig ikke burde italesættes blandt voksne og modne mennesker. Men her står jeg så alligevel, og der står du..i al din selvtilfredse forargelse..

Jeg erklærer mig dog skyldig i - i et 'snubtag' [sic] - at give min mening til kende i forhold til den overordnede problemstilling, som den præsenteres i nærværende debatindlæg under rubrikken debat.

Så forfærdeligt et menneske er jeg såmænd, lille trold ;)

Eva Schwanenflügel

Uanset hvor skylden for den nuværende miserable situation placeres, så kan der ikke herske tvivl om, at de økonomiske tommelskruer er et totalt forfejlet eksperiment, der især går ud over enlige forældre.
Ingen bliver bedre klædt på til arbejdsmarkedet, når de ikke har råd til at leve !!

Tak for et godt indlæg i debatten :-)

Torsten Jacobsen, Trond Meiring, Annalis Joanna Johansson, Claus Bødtcher-Hansen, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
David Engelby

@Torsten: Jo, man kan godt aflevere al ansvar på politikere, der havde set hvordan en lignende skolereform havde fejlet i Sverige, men blinde af spareiver fortsatte de ufortrødent med reformen. De ER skyldige i børnemishandling, og det vil aldrig blive glemt og aldrig blive tilgivet!

Annalis Joanna Johansson, Morten Lind, Jørn Andersen, Egon Stich, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Det gør direkte ondt i hjertet at tænke på, hvor langt ude samfundet efterhånden er, og man kan vælge at sætte sig ned og græde eller le, jeg vælger at gøre begge dele. Når regeringen endelig går af, foreslår jeg at vi holder fem minutters stilhed - ikke for regeringen, men for ofrene i socialvæsenet.

Økonomisk ulighed gør det vanskeligt, om ikke umuligt for de reformramte at få det bedre. Den bedste måde at fjerne fattigdommen på, er at sørge for at de fattige får det bedre, omvendt, jo flere penge politikerne fjerner fra de fattige, jo dårligere får de det.

Derfor er en øget omfordeling af ressourcer fra de rige til de fattige den bedste måde at forbedre samfundet på, og den bedste investering et samfund kan gøre. Specielt skal der investeres i børnenes vilkår. Børns Vilkår som gør en kæmpe indsats siger: Fjern frem for alt børnefattigdommen, og der skal en national handlingsplan for at fjerne børnenes psykiske mistrivsel. Endvidere skal der bedre nomineringer i vuggestuer og børnehaver.

Vi er nødt til at sørge for at fattigdomsbekæmpelse kommer øverst på agendaen. Hvordan er det muligt for hele medie-systemet at lukke af overfor ulighed og fattigdoms problemerne, her i valgkampen? Medierne ved at de fattige eksisterer, men mediefolket har alle formuer som de vil beskytte. Det koster at omfordele. De vil bare ikke have at emnet fattigdom kommer op i valgkampen. De fattige har mistet en uacceptabel grad af politisk kontrol over eget liv, g de har ikke været korrekt repræsenteret i valgkampen.

Fattigdomsbekæmpelse er nu den vigtigste politiske sag. Problemerne med klimaforandringerne har de politiske partier forstået, nu gælder indsatsen fattigdommen. Klimaforandringerne kræver en stor økonomisk indsats, men dette skal ske uden at forværre de dårligst stillede, tværtimod.

Vi behøver ikke at acceptere disse forhold, der placerer vores liv under andres politiske kontrol. Vi tager kampen op og øger vores integritet for at blive dem, hvis velfærd der er grund til at øge. Hvis man tror på at skabe et socialt og økonomisk lige samfund, skal man fjerne de borgerlige politikere, og lægge valgstemmerne helt yderst på venstrefløjen, der finder man dem, som til dagligt gør en kæmpe indsats, for at skabe en mere retfærdig økonomi baseret på social, miljømæssig og økonomisk retfærdighed.

Allan Madsen, Torben Skov, Trond Meiring, Annalis Joanna Johansson, Michael Christiansen, Claus Bødtcher-Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Annalis Joanna Johansson

@Torsten
Du skriver: "Men du kan efter min bedste overbevisning ikke blot ’aflevere’ hele ansvaret for din søns skolevægring for foden af en tildels forfejlet skolereform. Ej heller kan du - og dette er igen blot min opfattelse - alene forklare igangsættelsen af en børnefaglig undersøgelse med ’alle andres’ totale svigt." Jeg kan godt placere ansvaret for skolevægring og en forfejlet skolereform hos politikerne. Jeg har gjort alt i min magt for at få min søn igang med skole igen. Det er lykkedes for mig 6 gange i løbet af de sidste 1½ år, hvor han har været i skole on-off. Men jeg oplever, hver gang jeg får ham igang igen, at han kommer hjem og vil ikke afsted igen. Så på trods af de problemer han har med at trives i skolen, så har man der ikke ressourcer til at løse dem, og ende med at "tabe bolden på den anden side af netttet". Og det har jeg altså oplevet gang på gang. Så de sidste tre mdr. har jeg prioriteret at lave undervisning til ham selv, så han ikke kommer bagud, i stedet for at forsøge at motivere ham gang på gang, og opleve, det er fuldstændigt omsonst.
Den børnefaglige undersøgelse ser jeg ikke som en "angreb". Jeg er ikke dummere, end at jeg godt ved, at det er familieafdelingens forsøg på at præcisere, hvad der skal til for at min søn kan trives. Det er min søn, der føler sin tryghedszone - vores hjem - invaderet.

Jeg er glad for, at du anerkender, at du jo ikke kender mig eller min situation. Jeg skriver jo heller ikke dette indlæg kun for mig selv, men for alle, der er i min situation.

Trond Meiring, Allan Madsen, Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er i høj grad på grund af den førte politik, at især enlige forældre står i problemer til halsen.
Der var slet ikke penge til skolereformen, den blev finansieret ved at omlægge lærernes arbejdstid, hvilket har resulteret i lærerflugt, alt for lange skoledage uden det indhold man havde reklameret med, og alt for dårlige ressourcer til inklusionsbørn.
Fattigdomsreformerne har skåret achillessenen over på socialpolitikken, og efterladt mange tusinde forældre uden tilstrækkeligt livsgrundlag.

Så jo, det er dæleme politikerne der har ansvaret.

Husk det ved valget imorgen :-)

Trond Meiring, Annalis Joanna Johansson, Lise Lotte Rahbek, Allan Madsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Annalis Joanna Johansson,

Tak for svar.

Jeg har selv en søn, som nu går i tredje klasse, så jeg har ikke problemer med at forestille mig, hvor smertelig en situation du befinder dig i. Samtidig har jeg i min nærmeste familie bevidnet, hvordan en folkeskole - trods forældrenes stædige kamp - langt hen af vejen mislykkedes med at skabe rammer, der muliggjorde egentlig trivsel. Resultatet var også her 'skolevægring', med al den frustration og fortvivlelse, som en sådan situation medfører. Det vækker derfor genkendelse, når du skriver: "[...]Men jeg oplever, hver gang jeg får ham igang igen, at han kommer hjem og vil ikke afsted igen. Så på trods af de problemer han har med at trives i skolen, så har man der ikke ressourcer til at løse dem, og ende med at "tabe bolden på den anden side af nettet".

Præcis sådan opleves det.

Der hvor jeg ikke kan følge dig, det er når du alene bebrejder skolereformen. Som jeg i parentes bemærket på ingen måde er tilhænger af. For som jeg ser det, er en folkeskole først og fremmest gjort og opbygget af mennesker. Mennesker, som trods alt har et handlerum, uanset hvilke vilkår de er underlagt.

Jeg skal ikke forsøge at 'kloge' mig på, hvad din søn har brug for. Men det er da i hvert fald tydeligt, at hans nuværende skole ikke formår at understøtte hans behov. Hvilket er en tragedie.

Og så alligevel..Jeg kan ikke lade være med at 'kloge' mig, ser du.. ;)

Jeg tror, at din søn har behov for, at der i skolen er en voksen, som sér ham, som han kan have en stabil og tryg relation til. Altså en form for støtteperson, som i det mindste en indkøringsfase på et år eller mere kan hjælpe ham til at navigere i det kaos, som en folkeskole ér, og som nogle børn mærker og påvirkes mere af end andre.

På nogle skoler findes sådanne mennesker. Mennesker, som naturligt graviterer mod børn, som har det svært. På andre skoler findes de ikke.

Og selvfølgelig er det også et spørgsmål om ressourcer, og derfor et spørgsmål om politik. Om politisk vilje til at skabe en folkeskole, der måler sin succes på ikke blot karaktergennemsnit, men i lige så høj grad på trivsel.

Kort sagt er jeg på din side, hvis du skulle være blot det mindste i tvivl. Jeg håber inderligt, at i snart finder en skole, hvor din søn kan have det godt.

Annalis Joanna Johansson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Annalis Joanna Johansson

@Torsten
Tak for sympatien. Jeg håber dog på, at mit indlæg kan gøre en forskel for de mange, der har lignende problemer, jeg skrev jo det her, for være talerør for de mange. Danmark har på den ene side et stort antal børn med skolevægring og på den anden side en opblomstring af privatskoler. Men for os på bunden er privatskolen en løsning, vi skal have kommunen med på, for de penge findes ikke i det private budget. Og det er vel egentlig også politikernes opgave at lave en skole, der fungerer.

Torsten Jacobsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar