Kronik

Pia Olsen Dyhr: Vi vil give alle plads til at sænke tempoet og få ro på

Samfundets speeder er trykket i bund, og det voksende pres i uddannelsessystemet og på arbejdspladserne giver mistrivsel, stress og angst. Det ender galt, hvis ikke vi skruer tempoet ned med en ro på-reform, skriver SF’s formand Pia Olsen Dyhr i dette debatindlæg
Vi kan ikke bare bede den enkelte spise en tudekiks, mens et arbejdsmarked, som kræver mere på kortere tid, knuser vedkommende.

Vi kan ikke bare bede den enkelte spise en tudekiks, mens et arbejdsmarked, som kræver mere på kortere tid, knuser vedkommende.

Asger Ladefoged

31. maj 2019

Reform efter reform har trykket samfundets speeder i bund. Krav om konstant omstilling, effektivisering og øget produktivitet sniger sig ind i børnehaver, jobcentre, ældrepleje og fødegange.

Mange har hørt historierne om jordemødre, der tisser i bukserne, fordi de ikke har tid til at gå på toilettet, læger, der går grædende hjem, gymnasieelever, der presses af en 12-tals-kultur, eller folkeskoleelever, der bukker under for præstationsangst.

Spørger man højrefløjen, har historierne om mistrivsel, stress og angst ikke noget med hinanden at gøre. Løsningen er et stresspanel eller en opdragelsesdebat, så forældre, unge og ansatte kan lære at leve med de urimelige krav.

Men hør her: Mistrivsel i folkeskolen, på erhvervsskolerne og på arbejdspladserne er altså ikke bare et personligt ansvar. De er alle produkter af et højhastighedssamfund, hvor menneskeværd og fordybelse er skubbet til side til fordel for en benhård bundlinje. Spørgsmålet til os alle – hver eneste dag – lyder:

’Er du dét værd? Er du en overskudsforretning?’

Når jeg bliver bedt om at tage stilling til, hvad der er valgets vigtigste tema, så er det klart, at jeg peger på en klimakrise, som truer hele vores levevis, og en galopperende ulighed, der udfordrer sammenhængskraften. Men når jeg her vælger at skrive om det voksende pres, som alle mennesker i samfundet lider under, er det, fordi vi sjældent taler om det. Men forudsætningerne for, at vi kan løse de to andre problemer er, at vi kan overskue vores egen hverdag.

Konkurrenceræs

Når en lille pige begynder i vuggestue, er der stor sandsynlighed for, at der er flere børn på stuen og færre hænder til at passe på hende. Hun skal hurtigere i børnehave til trods for, at eksperterne fraråder det. Når hun fylder seks, skal hun i skole, uanset om hun er klar. Det står nemlig i de regneark, som konsulenterne tager sig dyrt betalt for at strikke sammen.

I skolen kan vores pige risikere at havne i en af de såkaldte megaklasser, hvor en lærer med begrænset forberedelsestid kæmper manisk for at sætte sig ind i alle elevers behov. Som om det ikke var nok skal læreren også tage sig af elever med særlige udfordringer, der er blevet inkluderet i klassen. Allerede i 0. klasse risikerer eleven at møde sin første stopprøve. Hvert tredje år skal hun deltage i Pisa-testene, så skolerne kan blive benchmarket op mod hinanden – vi skal jo kunne måle og veje, hvem der klarer sig bedst i konkurrenceræset.

Det kan godt være, at hun halter bagefter fagligt, men i 8. klasse skal hun erklæres uddannelsesparat, og hendes fremtid afgøres. Senere kommer fremdriftsreformerne med en forventning om, at hun skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Det sociale pres vokser støt, og hun er tvunget til at spejle sig selv i de perfekte kroppe og lynkarrierer, hun møder overalt på de sociale medier.

Det er det mindset, man i dag bliver flasket op med, fra man er helt lille. Og det kræver ikke en ph.d. i psykologi at regne ud, hvorfor der er en stignede tendens til selvskade blandt teenagepiger, og hvorfor vi går ned med stress og angst som aldrig før.

Ingen tudekiks

Farten tager ikke af, når hun skal ud på arbejdsmarkedet. Der er rygende travlt på hospitalsgangen og byggepladsen. Arbejdstilsynet kommer sjældnere på besøg, for det er skåret ind til benet. Er hun så uheldig at miste arbejdet eller blive syg, så er det sociale sikkerhedsnet så gennemhullet, at hun risikerer at gå i hundene. Måske bliver hun endda erklæret ‘jobparat’ alligevel, fordi de ansatte på jobcenteret bliver målt på, at de ikke bruger for mange penge. Som rosinen i den rådne pølseende kommer udsigten til, at skulle arbejde til hun er langt op i 70’erne med ringe muligheder for at trække sig, før kroppen er slidt op.

Resultatet er, at danskerne har mistet den ellers så stensikre føring i lykkeundersøgelserne og er stress- og angstramte som aldrig før. Utrygheden er også vokset fra tre procent til, at næsten en femtedel af danskerne i dag er nervøse for fremtiden. Det bærer præstationssamfundet sin del af skylden for.

Netop spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, viser de fundamentale, ideologiske skillelinjer i dansk politik. Når det her er så central en sag for SF, er det, fordi vores grundlæggende værdier blankt afviser, at stress, nedslidning, psykiske sygdomme og mistrivsel er den enkeltes ansvar.

Det sidder dybt i mig og i SF, at vi ikke bare kan bede den enkelte spise en tudekiks, mens et arbejdsmarked, som kræver mere på kortere tid, knuser vedkommende.

Ro på

Vi måler ofte nutidens problemer op mod fortiden, og her vil højrefløjen altid forsøge at forklejne udfordringerne med eksempler om minearbejdere, der knoklede 14 timer i døgnet, eller børn, der gik i skole om lørdagen og fik prygl i stedet for frokost. Sådanne sammenligninger er komplet meningsløse, fordi samfundet er skruet sammen på en helt anden måde i dag.

Hvor en sygeplejerske måske slet ikke skulle dokumentere eller svare på mails for ti år siden, er det i dag blevet en fast del af hendes arbejdsliv. I en verden, hvor produktivitet er blevet et mål i sig selv, skal alle præstere bedre og hurtigere. Som resultat heraf er der ikke plads til de politiske drømme, vi har for vores samfund.

I SF er ’ro på’ derfor blevet et mantra. Vi ønsker en ’ro på’-reform, der skal se på rammerne for vores børn og unges opvækst, vores offentlige sektor, de ansattes arbejdsvilkår, arbejdstilsynet og den forventning, vi har til offentlige institutioner: At de først og fremmest er til for borgerne.

Den gode nyhed er, at løsningerne findes: Bedre normeringer i daginstitutionerne, loft på 24 elever i skoleklasserne, stop for besparelser i sundhedssystemet og en bremsning af den blødning af hjemmehjælpstimer, der har ramt stort set alle danskere med familie de seneste år – for bare at nævne et par eksempler.

Plads til at stemple ud

Al politik har omkostninger, og omkostningen ved vores er, at privatforbrug og skattelettelser nedprioriteres af hensyn til, at samfundet bremser lidt op og giver os tid til at puste ud.

Men det er ikke kun et spørgsmål om økonomi – der er slet og ret behov for en kulturændring, hvor vi alle sammen giver hinanden mere plads og mulighed for at leve livet i en hastighed, vi alle kan følge med i.

Derfor har SF eksempelvis foreslået, at vi gør op med ’altid på’-kulturen ved at skrive en ret til at holde fri udenfor arbejdstimerne ind i funktionærloven. Så må chefen ikke kontakte de ansatte, der ønsker at gøre brug af den ret, udenfor arbejdstiden, hvis hun vil dem noget. Frankrig har allerede implementeret en lignende lov, så det er ikke helt så radikalt, som det måske lyder.

Politikere siger selvfølgelig altid, at netop det valg, vi står overfor lige nu, er helt afgørende. Men jeg tror oprigtigt på, at de tegn, jeg har talt om – faldende lykke, dalende tryghed, unge, der gør skade på sig selv, svækkelsen af de offentligt ansattes mentale helbred – er tegn på et nybrud i det danske samfund, som vil slå rod, hvis ikke vi får mere ro på.

Det er tid til at udskifte finansministeriets kyniske bundlinjefokus med omtanke og tålmodighed. Tid til at give alle danskere lidt mere plads til at stemple ud. Tid til at sørge for at vores børn ikke vokser op i forjagede miljøer, hvor de voksne ikke har tid til dem.

Det er tid til, at vi alle sammen får mere ro på – det haster!

Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

Serie

13 partier – 13 valg

Under valgkampen stiller Information kronikpladsen til rådighed for de 13 opstillingsberettigede partier. Vi har bedt partilederne besvare disse tre spørgsmål:

– Hvad er det sværeste problem, vi skal have løst?

– Hvad er den mindst ringe løsning?

– Hvilke værdier og principper hos jer gør, at det er netop det problem og den løsning, I vælger at fremhæve?

Seneste artikler

  • Lars Løkke Rasmussen: Vi sikrer vækst og velstand – og dermed bedre velfærd

    4. juni 2019
    Venstre vil sikre, at vi tjener pengene, før vi bruger dem. Det er sund fornuft, men i tv-debatterne handler det mildest talt mere om at dele ud af pengene end om at sikre det økonomiske grundlag. Det ærgrer mig gevaldigt, skriver Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i dette debatindlæg
  • Mette Frederiksen: Jeg vil samle Danmark om at skabe en bæredygtig fremtid

    3. juni 2019
    Hvis Socialdemokratiet danner regering efter næste valg, skal Danmark stille sig i spidsen for den grønne omstilling igen. Jeg tror på, at Danmark kan skubbe verden i en grønnere retning, hvis vi går forrest, skriver formand Mette Frederiksen i dette debatindlæg
  • Rasmus Paludan: Muslimer skal ikke integreres – de skal sendes hjem

    29. maj 2019
    Intet demokrati har nogensinde formået at integrere store mængder af muslimer, og årsagen er, at det er umuligt. Vi skal sende muslimer ud af landet igen, så danskerne igen kan føle sig trygge, skriver Rasmus Paludan i sin kronik i partilederserien, hvor Information stiller kronikpladsen til rådighed for de 13 opstillingsberettigede partier
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Anker Nielsen
  • Rasmus Knus
  • Ib Christensen
  • Ervin Lazar
Thomas Tanghus, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Anker Nielsen, Rasmus Knus, Ib Christensen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kloge ord fra en dygtig kvinde som højrefløjen burde lytte meget til og som er ufravigelige, hvis Danmark er så heldig at få en regering, der tør skelne imellem et økonomisk- og et trivselsfokuseret velfærdssamfund.

Viggo Okholm, Carsten Wienholtz, Carsten Munk, Lotte Tvede, Steen K Petersen, Rolf Andersen, Tina Frederiksen, Ib Christensen, Ervin Lazar, Ete Forchhammer og Michael Christiansen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Ja folk stresser i alle samfundslag. Både unge og ældre. Offentligt ansatte som arbejder 37 timer om ugen, og de private som ofte arbejder 10 eller 20 timer mere. I dag er ens uddannelse og kompetencer forældet på mindre end 10 år, med mindre man løbende bruger tid på uddannelse. Samtidig skal der i en single kultur mindst to indtægter til at klare dagen af vejen. Har man børn er det kompliceret. Har man ikke en opsparing er man ilde stedt, og tyr til andre metoder. Socialt bedrageri, sort arbejde, utidig gældsætning etc. Ja, man skal løbe stærkt for at klare dagen af vejen. Det har man altid skulle, også stærkere end i dag. Problemet er, at arbejdspladsener ikke er rundt hjørnet længere, men af politikerne centraliseret langt fra hvor man bor. Den offentlige transport, som skulle løse dette centraliseringsproblem, er både dyr og ineffektiv, så mens udgifterne til ens eksistens hober sig op forringes velfærden. Skat på indkomst, på ejendom, på biler, moms, gebyrer og afgifter, ja på alt muligt tynger dagligdagen. Også de livsnødvendige fornødenheder som transport, vand og strøm, og snart lægges der 50% på ens opsparing dedikeret til ens børn, så de kan klare sig fremtiden. Kernevelfærd med udgangspunkt i ”Den danske model” værdisættes højere end den enkeltes livskvalitet, hvilket går ud over de syge, de unge og de gamle. Det er alt sammen med til at stresse en folkepensionist som skal eksistere for 7.000 kr. om måneden, hvilket svarer til (900 €) indkomsten for en fattig gul vest i Frankrig. Mon endnu flere skatter afhjælper det problem. Vi er nød til at frigøre arbejdskraft i nogle sektorer for at bruge den til kernevelfærd. Hvorfor ikke starte med de så hårdt trængte pædagoger, og lade forældrene tage ansvaret mod at sætte forbruget lidt ned.

Helle Walther

Ja ro på, vil være godt for alle i den offentlige sektor, og ligeså den private, ikke at man skal dovne, men passe på sig selv, mens man knokler.
Og så skal SF m. fl. røde partier stoppe med ordet ultimativt, det er så dumt et ord at det skriger til himlen. Vanskelige forkælede børn sætter sig og skriger og råber,når de ikke får deres vilje, er det der vi er POD?

Jens Winther

Problemstillingen er jo, at hvis alle bare satte tempoet ned, så skulle vi samtidig acceptere serviceforringelser i den offentlige sektor, lavere løn og generelle velfærdsforringelser. Ellers hænger samfundsøkonomien ikke længere sammen.

Det helt paradoksale er, at SF vil kombinere en "ro på reform" med flere offentlige medarbejdere, udvidet offentlig service. Logikken brister totalt!

Morten Damborg, Thomas Andersen, Erik Fuglsang, Christian Larsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Frode Sørensen

SF er med i det indgåede arbejdsmiljø, hvor kun Enhedslisten ikke er med. Forliget sikrer et fortsat dårligt kemisk arbejdsmiljø med 2 tusinde døde årligt af snigende sygdomme, især arbejdsbetinget kræft.
Mette Frederiksen ville som beskæftigelsesminister ikke engang forbyde kræftfremkaldende stoffer, som i mange år har været forbudt i nabolande.
Arbejdsmiljøforliget varetager arbejdsgivernes interesser og sikrer, at en regering ikke reelt kan forbedre arbejdsmiljøet i de næste 3 år.

Thomas Tanghus, Trond Meiring, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Jørn Andersen, Birte Pedersen, Steen K Petersen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Helt overordnet - Vi laver meget af det forkerte. Vi mangler hænder til det rigtige. Vi har for mange, der kontrollerer for mange for meget. Vi finder os i for meget. Vigtige menneskelige opgaver svigtes.
Vi er et land, der ikke kan klare vor egne samfundsfunktioner selv. Vi tilkalder hjælpetropper fra udlandet. Vores materielle vækst holdning strider mod politikernes fokusering på det grønne. Et samfund i splid med sig selv.
Engang var det ikke sådan !

Karin Hansen, Jørn Andersen, Christian Larsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Helt enig. Tingene skrider. Energipolitikken hænger heller ikke sammen. Som det skulle blive bedre af at vi alle sammen kører i Tesla og spiser økologisk. Strøm er også energi og de rige sommerhusejere vil selvfølgelig ikke have udsigten spoleret af vindmøller. Altså skal de ud på havet, helt derud hvor det ikke rigtigt kan betale sig at trække strømmen i land. Det ender med at sommerhusejerne forlanger A-kraft, for at have deres privilegier i fred. Nede på stranden snakker vi plastikposer, som om det er dem der ender i verdenshavene. Men vi finder ikke en eneste. Til gengæld finder vi masser af dåser, som fællesskabet EU på tyvende år stadig ikke kan finde ud af at pante, senest fordi østlandene ikke har infrastrukturen til det - sammen med alt det andet de også mangler, bortset fra potentielle migranter. Ude bag horisonten under en grå bræmme af skyer er produktionen af velanskrevne mærkevarer solgt til Kina, som nu også er begyndt at designe tingene, som de afleverer med samme kvalitet som kopivarer og i alt for små størrelser. Jeg kan ikke engang få min hånd ned i arbejdshandske str. XXXL fra Silvan, fordi der sidder nogle kinesere af begge køn og glor på deres egne hænder, når de laver varerne. Og man kan ikke engang klage, for der er ingen der ved hvor varerne i virkeligheden kommer fra, andet end at det er et sted i Asien som man ikke kan Google. Desværre er det nok for sent selv at begynde at producere noget kram igen. Vi har hverken knowhow eller tid mere og slet ikke hvis vi også skal have kvalitetstid med børnene. Det eneste vi efterhånden selv er gode til, ud over at hygge os og drikke stærk øl, er uddannelse. Med det resultat at der er alt for mange djøffer og for lidt varme hænder, især i den offentlige sektor, som af samme årsag bliver privatiseret - som om de to ting har noget med hinanden at gøre. De manglende hænder henter vi så fra fremmede lande, hvis de ikke selv sniger sig herop. Herefter er det gratis at svine dem til, når og hvis de ikke lever op til forventningerne, hvad en del af dem der slår sig ned nedrivningstruede ghettoområder, desværre ikke gør, alene fordi de er muslimer. Til gengæld er de gode til at presse lønnen nedad og pensionsalderen op og sådan er det hele vejen igennem. Danmark er på vej ned i et stort sort hul og der er ingen hjælpe at hente fra hverken hos Nem-id eller gode gamle fra Onkel Sam, som stort set ikke vil vide af os mere; desværre heller ikke fra et EU, som en hærskare af politikere ingen af os kender forsøger at holde sammen på, ud fra en forestilling om at alle lande er ens og at arbejdskraften, på samme måde som tvivlsomme penge, bare kan bevæge sig frit over grænserne, uden at det giver problemer. Men det gør det jo i praksis, måske fordi medlemslandene alligevel ikke er så ens, bortset fra briterne som altid har været ens og derfor forsøger de sig omsider med at skille sig ud. Men støvsugerposer fx er heller ikke ens, selv om de ideelt set burde være det. Og sådan er der så meget. Alt for meget.

Trond Meiring, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Birte Pedersen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

“Men det er ikke kun et spørgsmål om økonomi – der er slet og ret behov for en kulturændring, hvor vi alle sammen giver hinanden mere plads og mulighed for at leve livet i en hastighed, vi alle kan følge med i.”

Så smukt og så rigtigt. Derfor får i min stemme :).

Viggo Okholm, Karin Hansen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Det der på engelsk kaldes "liberty", er den frihed der gives rum til, fra statens side. Frihed er evnen til at vælge, at have noget at vælge imellem og "liberty" retten til at træffe disse valg. Målt på begge parametre skal SF naturligvis have min stemme. De liberale fra V, LA, R, samt de konservative, ønsker kun frihed til et lille mindretal af velhavere. Som selvfølgelig ikke behøver at være omstillingsparate. Det er jo deres vilkår, hele verden åbenbart ukritisk skal være parat til at omstille sig til. Sjovt som at man sådan lader som om at menneskeskabte, sociale strukturer er en slags naturlov, som ikke "kan" ændres. Globalt solidarisk fagforeningsstøtte, støtte til organisering af fagforeninger ii andre lande, love og lange fængselsstraffe og konfiskation af ejendom til alle europæiske virksomheder der udnytter afrikanske, asiatiske og latinamerikanske producenter og underleverandører ville være en god start...

..men en stemme på SF kan også gøre det. ;-)

Thomas Andersen

Dybt sympatisk og himmelråbende naivt...

Alle offentligt ansatte skal arbejde lidt langsommere, så vi får naturligvis brug for flere ansatte. Alle lærerer og alle pædagoger skal have ansvar for færre børn, så også her får vi brug for flere ansatte. Og det skal selvfølgelig også gælde det private arbejdsmarked, som derfor samtidigt skal arbejde langsommere og generere flere skatteindtægter. Selv et barn kan jo se at det ikke hænger sammen...

Viggo Okholm

Thomas Andersen:
Du er altså hoppet på effektivitet skuden og bliv du bare der. Jeg har brevstemt og ikke på dette parti,men hvor har hun ret og det bør alle tage til efterretning , ja det kan koste af overskuddet og ideen om begær om mere mere.men hvis nu det skulle vise sig færre blev syge og måske lidt fattigere,hvis bare tiden til at være blev muligt? Naivt ja-jeg vil afskaffe våbenindustri-naivt ja,men måske pengene til velfærd lå der? Åh ja en naivitet mere-tænk hvis vi ingen fjender havde til at hade!

Morten Damborg

Indtil nu i mit liv har jeg været venstreorienteret. Men nu er det slut. SF-formandens indlæg fortæller mig, at det er det rigtige valg! Den sindssyge prædiken om, at alle bare skal have flere rettigheder - vuggestuebørnene, de studerende, pensionisterne, sygeplejerskerne, de transkønnede, de etbenede osv. Tag jer sammen! Hver gang politikerne taler om flere rettigheder, så husk at rettigheder til nogle ALTID er lig med større ansvar til andre. Tag ansvar i stedet for! Som Jordan Peterson - min ypperste præst - siger, så find den tungeste ting du kan få øje på i lokalet, og brug da en lørdag på at slæbe den til Køge eller Roskilde (ja, undskyld mit implicitte københavneri i nærværende sætning)! Det er mening! Det er fylde! Get on your boots!

Min egen lynhurtige opskrift på ikke at blive stresset:

- Skær dine faste udgifter ned til et minimum
- Hav kun forudbestemte aftaler på maksimalt 20 procent af dine fridage
- Sluk for dit TV
- Gå tidligt i seng
- Spis mange grøntsager
- Meditér en time om dagen
- Motionér en time om dagen