Kronik

Plejehjemmet har slet ikke tid til min ven med Alzheimers

Personalet har slet ikke tid til min gode ven, der har Alzheimers. Vi er nødt til at forandre den vanetænkning, der gør sig gældende i det skrummel af en ældreomsorg, vi har fået bygget op, skriver pensionist Alex Madsen i dette debatindlæg
Erik (t.v.) er stadig min gode ven, selv om jeg må hjælpe med mange ting. Han er et menneske med følelser og helt almindelige sociale behov, skriver kronikøren Alex Madsen.

Erik (t.v.) er stadig min gode ven, selv om jeg må hjælpe med mange ting. Han er et menneske med følelser og helt almindelige sociale behov, skriver kronikøren Alex Madsen.

Tor Birk Trads

3. maj 2019

Min gode ven er kommet på plejehjem. Han fik for nogle år siden konstateret Alzheimers, og til sidst kunne hans kone ikke længere holde til at tage sig af ham derhjemme. Han er nu 70.

Hos ham ramte demenssygdommen først de praktiske færdigheder, som at tage tøjet af og på, binde snørebånd og den slags. Så ramte den hukommelsen – især korttidshukommelsen. Senere er også hans evne til at formulere sig sprogligt blevet ramt. Han kan ikke orientere sig og bliver nemt ‘væk’, hvis man går en tur med ham et sted, han ikke kender godt. Men han er stadig min gode ven, selv om jeg må hjælpe med mange ting.

Han er et menneske med følelser, helt almindelige sociale behov og med en undertiden skarp iagttagelsesevne, der overrasker mange, som ikke kender ham.

Mange betragter mennesker med demens som børn, men min ven er ikke noget barn. På plejehjemmet forveksler de hans praktiske hjælpeløshed med et barns og kommer derfor til at behandle ham som et.

Det er selvfølgelig svært med værdigheden i behold at hjælpe et voksent menneske med eksempelvis personlig hygiejne og toiletbesøg. Det er noget lettere at skifte en ble på et lille barn. Sjovt nok er det formentlig et større problem for omgivelserne end for ham selv.

Men hans oplevelse af tab af værdighed og mangel på respekt handler om noget andet, som jeg gerne vil uddybe. For det adresserer den samme håbløshed, som kan gribe mig og min generation af kommende plejehjemsbeboere. En håbløshed, som kommer af det enkle og ubehagelige faktum, at der aldrig vil være penge nok. 

Demens i kulissen

Min ven fik plads i en nyoprettet såkaldt demenslandsby i Randers Kommune, som skulle være det bedste tilbud til ham. Det er et sted, hvor man tilstræber at skabe en ramme for dagligdagen, som minder så meget som muligt om livet uden for hegnet. 

Til forestillingen om en tilnærmelsesvis normal hverdag i demenslandbyen hører en række butiksfacader med fine skilte: Træværksted, bageri, frisør og købmand. I forbindelse med plejeboligerne ligger der også en daginstitution inden for hegnet. Jeg har dog aldrig kunnet se ideen i at placere demente gamle mennesker og småbørn i samme institutionelle ramme. Efter min opfattelse har små børn og demente meget forskellige behov. Men måske er forventningen, at de demente kan glæde sig over børnelatter og leg. Det er i givet fald en meget ulige relation. Børnene får i hvert fald ikke meget igen og undrer sig formentlig over, hvem de demente egentlig er.

Da min ven havde boet på plejehjemmet en måneds tid, begyndte vi at undre os over, hvad der egentlig foregik inde bag butiksfacaderne. Svaret var: ingenting. Der gik det op for os, at han var flyttet ind i en kulisse. Det så godt ud, men realiteten er et smukt arkitekttegnet byggeri uden indhold. Han fortalte samtidig, at der ikke var andet at give sig til i løbet af dagen end at sidde og kigge ud ad vinduet i lejligheden. Da begyndte hans kone og jeg at stille spørgsmål til ledelse og personale. Hvad med aktiviteter og ture ud af huset? Hvad med værksteder, og hvad med det sociale liv på stedet?

Vi fik at vide, at der var gamle danske film (herunder med Lille Per) i fjernsynet, tilbud om ludo og banko, ugentlig fællessang med sangskatten fra Gustav Wincklers tid og ‘erindringsdans’ med børnesanglege en gang om måneden. Det var dét. Og ingen kunne love, hvornår værkstederne kom til at fungere. Desuden var der ikke tid til at tage ud af huset – ikke engang en gåtur en gang imellem.

Aldrig tid nok

Begrundelsen har hele vejen igennem været mangel på tid hos personalet. Samt ikke mindst et omfattende sygefravær med 29 sygemeldinger på et år og stor udskiftning i det øvrige personale. Også lederen var sygemeldt, hvilket vi ikke vidste. Vi så hende aldrig, og nu er der kommet en ny.

Vi har nu haft adskillige møder med personalet, den nye daglige leder og forvaltningschefer i kommunen. Alle slår ud med armene og siger, at de arbejder på sagen, men de hverken kan eller vil love, hvornår værksteder og aktiviteter ud af huset vil komme i gang. Ved vores sidste møde sagde forvaltningschefen, at det jo er et spørgsmål om »forventningsafstemning« – underforstået, at det var os, der var galt på den. Og at stedet måske ikke er det rette til min ven. Vi syntes egentlig, det lød truende.

Når vi har nævnt manglen på aktiviteter, der er tilpasset de forskellige beboere, for personalet, har svaret altid været det samme: mangel på ressourcer og mangel på tid. De vil gerne, men kan ikke. Det er forståeligt og et godt argument, som er velegnet til at få kritik til at forstumme og os til at holde kæft.

Der er jo ikke noget i vejen med Lille Per og Gustav Winckler, hvis det altså er den bagage, man har med sig. Men min ven har levet et liv med rockmusik og boet i kollektiv, så han genkender og genfinder ikke noget af sin fortid i de aktiviteter.

Kender ikke beboerne

Det er nødvendigt at tage fat på den grundlæggende tænkning omkring livet på et plejehjem. Jeg har hele tiden undret mig over deres afvisning af at arrangere og gennemføre helt almindelige gåture. Indtil jeg forstod, at det jo i deres verden ville være en individuel aktivitet for kun min ven, hvilket der derfor ikke kunne blive tid til.

De kunne simpelthen ikke forestille sig at lave en gruppe med beboere, som har samme mobilitet og interesse i at gå som min ven. Han har tidligere både vandret i Himalayas bjerge og mange andre steder i verden. De kunne heller ikke forestille sig at samle en mindre gruppe og tage på opdagelse på byens lokalmuseum eller andre spændende steder i lokalsamfundet.

Jeg har flere gange spurgt, om der i nogle af de andre huse kunne være beboere, min ven kunne have glæde af at være sammen med. De har stadig ikke undersøgt dette. Min ven er ikke specielt interesseret i individuelle aktiviteter. Han er et socialt menneske og er god til at være sammen med andre mennesker. Det er faktisk en af hans spidskompetencer.

En del af konceptet for demenslandsbyen er da også at interessere sig for beboernes ‘livsverden’ – igen for at få livet i landsbyen til at minde om det normale. Det gælder om at finde ud af, hvad der optager de demente beboere, og hvad de er gode til. Men det må man jo kende beboerne for at finde ud af, og det gør personalet ikke. De har ikke tid. Således er cirklen sluttet og kun meget lidt kan lade sig gøre.

Snart vores tur

Konceptet med demenslandsbyen er besnærende, men tilsyneladende ingen succes. Det ligner endnu en systemfejl i vores indretning af velfærdssamfundet; en ghetto, hvor mennesker med tilsyneladende ens problemer og behov strander og mister deres almindelige menneskelighed.

Hvis hans liv i demenslandsbyen fortsætter ret meget længere på denne måde, bliver deres opfattelse af ham en selvopfyldende profeti. Han risikerer selv at blive til en kulisse, en af dem, som sidder dagen lang og glor – enten ud ad vinduet eller på Lille Per i fjernsynet. Uden at protestere.

Når jeg bringer de her spørgsmål på bane blandt os kommende plejehjemsbeboere, bliver der gerne stille. Ikke fordi folk ikke har stor sympati for min ven, men fordi de ikke vil bekymre sig, når der er så lang tid til. Risikoen for demens er trods alt også kun 20 procent, når man kommer op mellem 80 og 90 år.

Problemet er, at det hurtigt bliver for sent, hvis vi venter for længe. Vi er nødt til, mens vi har kræfterne, at forsøge at forandre den vanetænkning, der gør sig gældende i det skrummel af en ældreomsorg, vi har fået bygget op.

Alex Madsen, pensionist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Søren Andersen
  • Carsten Mortensen
  • Vibeke Døssing
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jane Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • David Zennaro
  • Christel Gruner-Olesen
  • Eva Schwanenflügel
  • Flemming Berger
  • Anker Nielsen
  • Peter Wulff
  • Jens Christensen
  • Katrine Damm
  • Britta Hansen
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Grethe Preisler
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Werner Gass
  • Torben Lindegaard
Viggo Okholm, Søren Andersen, Carsten Mortensen, Vibeke Døssing, Bjarne Bisgaard Jensen, Jane Jensen, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Anker Nielsen, Peter Wulff, Jens Christensen, Katrine Damm, Britta Hansen, Dorte Schmidt-Nielsen, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Grethe Preisler, Maj-Britt Kent Hansen, Werner Gass og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Alex Madsen

Et trist, men vægtigt indlæg.

Minna Rasmussen, Viggo Okholm, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Per Torbensen, Anne Mette Jørgensen, Torben K L Jensen, Didde Elnif, Katrine Damm og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

NPM - fra velfærdsstat til konkurrecestat

Det lyder som et af de projekter, regnedrengene m/k i finans- og økonomiministeriet drømmer om at lancere på verdensmarkedet som 'Danish Design', vi danskere kan leve at producere på samlebånd til udviklingslandene i Asien og Afrika, når Kina, Indien og Japan får råd til at servicere deres egen voksende ældrebyrde lige så humant som USA og wos.

Minna Rasmussen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Egon Stich og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Alex,

Min mor døde af Alzheimers for to år siden, så den frustration og sorg du giver udtryk for, er mig ikke fremmed.

Du efterspørger for mig at se værdighed i din vens sidste år i livet, og begræder med rette det faktum, at netop værdigheden ikke leveres i et i den forstand goldt, offentligt system.

Selv har jeg været så heldig, at min klippe af en far stod værn om min mors værdighed fra sygdommens begyndelse og til dens klippeskårne afslutning. Det lod sig gøre i kraft af hans styrke, ikke mindst, men også fordi min mors demens udviklede sig på en måde, der muliggjorde at hun kunne blive boende hjemme, indtil det sidste.

Så heldige er ikke alle mennesker - hvis man da kan tale om held i denne bitre sammenhæng: Det er bestemt ikke alle mennesker forundt, således at kunne bære en sådan byrde hele vejen igennem.

Men hvad stiller man så op? Der gives ikke opløftende svar i denne sammenhæng, desværre:

Et offentligt system kan ikke tage over, hvor familiens og venners kræfter slipper op. Hvor modbydelig en sandhed det end er at fremsige, så kan selv den bedste offentlige pleje ikke erstatte et familiært bånd.

Så modbydelig er den sygdom: Den martrer de pårørende langt hårdere end den syge. En sandhed med forbehold - bevares - men disse forbehold skrider bort i takt med sygdommens fremadskriden..

Hvis du kalder på mere ægte omsorg, mere værdighed for de gamle i vores samfund - ikke blot de demens-ramte - så har du min fulde opbakning og min sympati.

Men lad os nu ikke lyve for os selv:

Personlige tragedier kan ikke afhjælpes af et ansigtsløst offentligt system. Et sådant system kan lægge bandager, bestille taxaer, afspille laveste fællesnævner i loop. Sende sygeplejersker eller Sosuhjælpere til 10-minutters besøg tre gange om dagen. Det kan arrangere fællessang, og det kan evaluere og søge at forbedre egen indsats i det uendelige. Men det kan ikke træde til, hvor egentlig menneskelig omsorg er et primært omdrejningspunkt. Det kan ikke levere værdighed.

I det omfang miraklet alligevel indtræffer, så sker det på trods: Fordi mennesker i systemet lader regulativer være regulativer, og så at sige træder ud af deres stilling og ind i en menneskelig relation.

Gud bevare og velsigne disse mennesker.

Men i sidste ende står vi alene med tragedien. Der gives ingen udvej, ingen komfortabel søvn. Således er det med visse livsvilkår:

Nogle gange gives der simpelthen ikke acceptabelt svar. Og dog må vi fortsætte, som om intet var hændt..

Else Marie Arevad, Minna Rasmussen, Viggo Okholm, Rikke Jakobsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Sven Dall, Trond Meiring, David Zennaro, Jens Jensen, Elisabeth Christiani, Anne Mette Jørgensen, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Martin Kristensen, Nis Jørgensen, Nette Skov, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

'Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved ved min side'
(N.F.S. Grundtvig)

Else Marie Arevad, Nanna Kinch, Carsten Mortensen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Christiani og Jette Randrup anbefalede denne kommentar
lone hansen

Læs Aggi jensens helt nye bog "Plejehjem? -aldrig i livet - og dog".
Det er en beretning om livet på indersiden af plejehjem skrevet af Aggi Jensen, der har haft to mænd, hvor hun for begges vedkommende måtte lade plejehjemmet blive deres sidste hjem, begge med demens. Nu er hun der selv. Hendes eget problem er Mister Parkinson.
Det er tankevækkende, hvor meget, der sker hen over hovedet på beboerne, og nok så tankevækkende som der skrives flere gange "hvor er vores ældreminister"?
Jeg får også den tanke, at politikere altid melder deres ankomst i forvejen. Så sker der på plejehjem det ,som sker alle steder, når vi skal have gæster: Der gjort rent og pudset og pyntet op der kommer blomster, og som der lakonisk konstateres: hvem mon der har tid til at vande dem efter besøget. Alt dette betyder bare, at politikere får et meget mere forkromet billede af en virkelighed, der ser noget anderledes ud, hvis de samme politikere kommer på uanmeldt besøg , hvor de ikke skal serviceres , men se, hvad det er gamle mennesker alt for tit bliver udsat for.

erik riiskjær, Minna Rasmussen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jette Randrup

Min far døde for 11 år siden, skarp, men fysisk svag.
Han var selv besøgsven på det lokale plejehjem, og ønskede ikke at bo der.
Han blev hørt..fik en blodprop i hjertet efter en aktiv og God dag.

Minna Rasmussen, Carsten Mortensen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Søren Schlundt

Håber der snart kommer rock og mere tidssvarende aktiviteter på ugeplanerne. Og selvfølgelig flere ressourcer.

Minna Rasmussen, Viggo Okholm, Carsten Mortensen, Sven Dall, Estermarie Mandelquist, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kasper T. Mortensen

Det er nok rigtigt, at personalet på et plejehjem ikke kan erstatte familien, men jeg synes da det er rimeligt, at der laves nogle aktiviteter for beboerne. Måske man kan man have flere grupper ud fra hvor meget de kan deltage i.

Minna Rasmussen, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Desværre er det ikke alene på plejehjem, at indstillingen til mennesker med behov for andet end lilleper ect. . eksisterer. Der hersker en fordom og uvidenhed fra systemet, læger, sagsbehandlere og ansatte i disse sektorer. Heldigvis ikke fra alle, men de der bruger lyttebøfferne magter heller ikke at kæmpe, for de er ofte enlige svaler.
Jeg er dog endelig blevet lidt heldig, hvor jeg er 2 gange om ugen. Et aktivitetscenter, hvor både personale og øvrige borgere kommer. Der er folk med mange baggrunde,højt uddannede og ufaglærte. For første gang i det off. føler jeg vi ses individuelt. Det kostede desværre bare 2 år i junglen om at søge om kørsel med flextrafik. Ingen fortalte at der var kørselsordning til centret i København, København du min fødeby.
Jeg tænker ofte, at systemet bare venter på vi dør.
Ja, hvor er den ældre minister,, socialminister og resten henne. Der mangler i den grad et helhedssyn.
Ps der er også stærkt demente, og der er plads til alle.

Minna Rasmussen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
hanne plaschke

Jeg genkender kun alt for godt, hvad der her er skrevet. Min egen demente far er på et plejecenter, hvor de har brugt mange penge på at anlægge en sansehave, et dejligt initiativ. Problemet er bare, at de velfungerende beboere ikke kan bruge haven, fordi døren ud til haven skal være låst, så de dårligst fungerende ikke forvilder sig derud uden opsyn og så ikke kan komme ind igen. Man har anlagt haven, men man har ikke ressourcer til at bruge den. Enten mangler man et låse/alarmsystem, så man altid ved, hvem der er i haven, eller også mangler man personale til at kunne passe på fok i haven. Vælg selv!

Minna Rasmussen, Viggo Okholm, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg kunne godt tænke mig at høre dagens pensionister om, hvor mener i selv i stemte forkert, i jeres tid, for at ende med de pensionist / ældre forhold vi har i dag?
Hvad har i af gode råd og advarsler til jeres børn og børnebørn for, at de ikke skal opleve det samme eller være i deres livs efterår?

Søren Andersen, Egon Stich og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Gode refleksioner og indlæg her, men mon ikke det også snart er på tide at medarbejderne tænker sig om omkring hvad man tror de ældre nu holder af eller har holdt af kulturelt bl.a. omkring musik. Gustav Winkler er vist passe også for de ældre i dag-Beatles og Stones var vel de ældres musik dengang de var unge,hvis det det var det de lyttede til. Det må være tiden at vise film som er lidt nyere. At leg børnesanglege med ældre-uanset jeg som pensioneret pædagog selv praktiserer det i de rigtige omgivelser, så er det altså en form for nedværdigelse. Så måske ikke så mange kunstige tiltag,men ægthed og anerkendelse,som der er brug for.

Mads Jakobsen

Alex Madsen, det er selvfølgeligt trist at offentlige institutioner føler sig tvunget til at oversælge hvad de kan tilbyde. Men helt ærligt. Hvis plejehjemmet havde meldt realistisk ud fra starten, så havde du klaget over dét.

Sagen er bare den, at hvis personalet ikke finder det sikkert at tage på tur med mange demente på en gang, så gør de det ikke. Hvis personalet ikke har forstand på 70'er rock, så bliver der spillet Gustav Winckler. Og hvis ambitionerne i en ny institution er tårnhøje, så bliver personale udskiftningen det også den dag virkeligheden indfinder sig.

Mai Britt Skar

I midt 90-erne var jeg SOSU-assistent og fik særlig uddannelse omkring demens. Da jeg arbejdede på plejehjem på Nørrebro handlede det om at kende den enkelte borger, og der var tid til både besøg på deres lokale brune værtshus, gåtur til søerne, eller hvad det nu kunne være, der gav livskvalitet. Da jeg flyttede til landet gjaldt samme værdi. Vi hyggede med køkkenhave, som vi passede sammen med beboerne, der var husdyr, og maden blev lavet på stedet, så der duftede himmelsk længe før spisetid. Så kom NY løn og andre besparelser. Jeg blev bl.a. kaldt til alvorlig samtale, fordi jeg blev efter arbejdstid og udførte opgaver, som at ordne hår med curlere og spoler eller brugte tid på at ordne negle eller gå tur. Jeg blev nødt til at stoppe. Jeg måtte ikke passe mit arbejde ud fra menneskelige værdier, men var blevet presset ind i et regneark.
Derpå blev jeg uddannet lærer - men samme regneark ramte mig atter hårdt i 2013. Denne gang valgte jeg dog at blive og kæmpe for menneskelige værdier i stedet for igen at stikke halen mellem benene og luske duknakket væk.
Jeg er dybt rystet over at de to partier, der sad i regeringen begge gange, var de samme. Anden gang var SF selvfølgelig også med, men de har dog beklaget og kæmper for at ændre situationen - tror jeg.
Jeg er sikker på, at de fleste, der arbejder med mennesker - alt mellem vuggestue og plejehjem - ønsker at arbejde værdi- og menneskebaseret, men de får ikke lov i konkurrencestaten DK. Der mangler hænder! Og det handler kun om prioriteringer. Selvfølgelig er der kommet flere ældre, men vi er stadig et rigt land på økonomien. Lad os dog være et rigt land på det mellemmenneskelige.

Ib Christensen, Anne Mette Jørgensen, Viggo Okholm og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
Mai Britt Skar

Sorry! Jeg mente selvfølge fra graviditet til begravelse, for jordmødre, bedemænd og præster er også inkluderet...

Else Marie Arevad

Jeg husker, at min mor talte om "the indignities of age". Hermed hentydede hun til inkontinens og andre af sine alderdomsskavanker. Man snakker så meget om værdighed i forbindelse med alderdom og især demens. Men der er ikke megen værdighed i at være dement. Når forstanden er væk, er personligheden også væk, og så er det på tide at komme herfra. I vore dage er man nået langt med behandling af hjerte-karsygdomme og kræft, men så kommer demensen, og den kan man ikke kurere. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive i mit behandlingstestamente, at jeg ikke vil leve længere, hvis jeg dement.

Anne Mette Jørgensen

Ib Christensen.
I sin tid, for ca. 30 - 40 år siden behandlede man både børn og ældre langt bedre end i dag. Og dette trods samfundets færre penge. Man kan i øvrigt ikke stemme sig til ansættelse af menneske med indsigt.