Læserbrev

Politikernes pensionsprincip vil sende rygere tidligere på pension end os andre

Regeringen og Socialdemokratiet forsøger begge at få pensionskabalen til at gå op, men måske skulle de undlade at bruge forventet levealder som pejlemærke, skriver Tobias Dalager i dette debatindlæg
8. maj 2019

Med velfærdsreformen fra 2006 og tilbagetrækningsreformen fra 2011 blev det besluttet i Folketinget, at pensionsalderen reguleres i forhold til stigningen i den gennemsnitlige levetid. I begge reformer glemte man dog at tage højde for, at forskellige personer nedslides på forskellige tidspunkter. Regeringen og Socialdemokratiet har nu begge fremlagt bud på, hvordan der kan tages højde for dette. Deres forskellige modeller er dog mildest talt uklare.

Hvorfor skal det være så svært?

Hvis nu man bruger samme kriterium igen, nemlig den gennemsnitlige levealder, så bør følgende eksempler gøre sig gældende for forskellige befolkningsgrupper:

Mænd bør have lov til at gå på folkepension 3,9 år før kvinder, og er de fra København, bør de have lov til at gå på pension 2,1 år før mænd fra Østsjælland. Rygere bør have lov til at gå på folkepension op til ti år før ikkerygere, og de kraftigt overvægtige bør have lov til at gå på pension op til ti år før de BMI-rigtige. Kaptajner og kontorassistenter skal have ret til pension, før bl.a. de selvstændige landmænd og bankassistenterne.

Socialt udsatte bør have lov til at gå på pension cirka 22 år før resten af befolkningen, og har du været arbejdsløs i lang tid, bør du have lov til at gå tilsvarende tidligere på folkepension. Især hvis du er mand. Jo højere uddannelse du i øvrigt har, jo senere må du gå på pension.

Det vil alt sammen være den logiske konsekvens af at basere sit argument på levealderen. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at den gennemsnitlige levealder slet ikke steg sidste år i Danmark. Hvad hvis den udvikling fortsætter? Så bør tilbagetrækningsreformen vel trækkes tilbage?

Måske bør vi finde andre kriterier end levealder at basere pensionsalderen på?

Tobias Dalager er cand.scient.pol. og poetryslammer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gunilla Funder Brockdorff
  • David Zennaro
  • Trond Meiring
  • Eva Schwanenflügel
Gunilla Funder Brockdorff, David Zennaro, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer