Rasmus Paludan: Muslimer skal ikke integreres – de skal sendes hjem

Vi står over for et eksponentielt voksende antal muslimer i Danmark. Selv på kort sigt har det uhyggelige demografiske implikationer. Intet politisk emne er mere vigtigt, fordi dette irreversibelt kan ændre Danmark for altid. Alle andre emner bliver ubetydelige, hvis vi kommer i den situation.

Vi har forsøgt at leve i fred med muslimer i 40 år nu. Vi har givet dem alt, hvad de kunne drømme om og mere til. Muligheden for at leve et fredeligt liv uden krig og konflikt, muligheden for ubegrænset uddannelse og for at bidrage positivt til det land, som har taget imod dem med åbne arme.

Takken har desværre været ghettoer, bandekrige og en eksplosion i de mest alvorlige kriminalitetsstatistikker. Indvandring har forvandlet Danmark fra at være et homogent og fredeligt land til et splittet land, plaget af utryghed, vold og sammenstød med klankulturer, som arabere og afrikanere har med sig i bagagen, når de ankommer.

Naive politikere har i årtier troet og fremført, at man kan integrere hundredtusindvis af mennesker med muslimsk kultur og religion i et vestligt demokrati som Danmark. Integration har været et slags trylleord, som skulle få det hele til at glide ned med en forestilling om, at det hele nok skal gå. Men det har været et bluffnummer.

Landsforrædere

Politikerne har været mere end naive. De har været landsforræderiske. Et stærkt udtryk, javist. Men et udtryk, der – som da nærværende dagblads forhenværende chefredaktør Erik Seidenfaden i Informations spalter brugte præcis denne betegnelse mod SF’s stifter Aksel Larsen – kan være på sin plads.

For politikerne, især dem på venstrefløjen, som har slået sig op på at kæmpe for de svageste, har svigtet og prioriteret fremmede mennesker og overstatslige institutioner højere end det folk, som de er forpligtet til at passe på efter bedste evne.

De fattigste danskere betaler prisen mere end nogen andre, fordi de er fastlåst i en situation, hvor de ikke har midlerne til at flytte (flygte) fra de områder af Danmark, hvor muslimer allerede har forvandlet lokalområder til utrygge og voldelige shariazoner, hvor selv politiet ikke frit kan udøve deres myndighed.

Et utilgiveligt svigt, og ligesom Erik Seidenfadens foragt for den totalitære kommunistiske ideologi, så ønsker vi et opgør med det lige så totalitære Islam.

Når politikere og journalister forsøger at udskamme os som »racister« og »nazister«, afslører det både en uhyggelig mangel på historisk indsigt og en foragt for de mennesker, der lider under indvandrervolden – den hverdagsterror som i årevis har sprængt voldsstatistikkerne.

De selvgode og ’tolerante’ magthavere ønsker derfor sjældent at forholde sig til den konkrete virkelighed. Diskussionen holdes på et teoretisk og akademisk niveau, hvor den med de bedste retoriske evner altid vinder over virkeligheden. Tilbage står de svage, midt i den konkrete virkelighed, i afmagt. De bliver stemplet som racister.

Integration umuligt

Intet demokrati har nogensinde formået at integrere store mængder af muslimer, og årsagen er, at det er umuligt. Man kan ikke integrere ild og vand.

Det har de fleste mennesker uden for Christiansborg for længst forstået, men politikerne holder fast i fortællingen om kejserens pragtfulde nye klæder.

Når man hører statsminister Lars Løkke Rasmussen reagere på muslimske terrorangreb med tomme floskler, som f.eks. at terroristerne har »voldtaget« islam, tager man sig til hovedet, og spørger sig selv, om han virkelig selv tror på det vås, han siger.

Enhver med et minimum af kendskab til kristendommen ved, at kristne, der går til nadver om søndagen, opfører sig kristent. Enhver med et minimum af kendskab til islams historie ved, at jihadister i 1.400 år har dræbt, trælbundet, tvangskonverteret eller eksileret ikkemuslimer, netop fordi det er fuldstændig i tråd med koranens bud og islams doktriner.

Lykkelig skilsmisse

Den katastrofe, som de etablerede partier har bragt over Danmark, kan kun løses ved – på retsstatens grund – at sende muslimer ud af landet igen, således af danskerne atter kan føle sig hjemme og trygge i Danmark.

Stram Kurs ønsker muslimer alt det bedste og masser af held og lykke i hvert af deres 51 muslimske lande – men vi ønsker også at kunne leve i fred i Danmark.

Hvis andre lande vil beriges med muslimsk kultur, er de velkomne, det vedrører ikke os, men efter vores mening haster det med en skilsmisse efter mere end 40 års ulykkeligt ægteskab.

Når vi udviser en tyrkisk familie, så er skaden jo meget begrænset, fordi tyrkerne har et andet land – Tyrkiet – som de kan føle sig hjemme i. Der taler man tyrkisk. De har samme kultur og samme religion. På den måde skal muslimer heller ikke lide under den danske levevis, som mange af dem så åbenlyst afskyr. I virkeligheden er en skilsmisse bedst for alle parter som sagtens kan blive lykkelige hver for sig.

Og selvfølgelig må det være sådan ved en skilsmisse, at det er de fremmede, som flytter. Danskerne har intet andet land. Vi har arvet Danmark fra tidligere generationer, og vi har ingen ret til at give det bort til folk fra fremmede lande, som for manges vedkommende foragter alt det, vi står for. Tværtimod har vi en forpligtelse til at overlade Danmark i samme trygge stand til vore efterkommere, som vi modtog det af vores forældre.

Den danske familie

Stram Kurs baserer sin politik på værdier og principper, der drejer sig om det faktum, at Danmark har været Danmark i 1.000 år. Det danske folk har en fælles historie og et bånd, som binder os sammen på tværs af familier. Vi er ikke inddelt i klaner. Vi udgør en nation – én familie, der er forpligtet over for hinanden, og vi tager os af hinanden.

Vi er forpligtet på at hjælpe dem, vi deler bånd med. Familien. Naboen. Ja, folk fra alle afkroge af Danmark. Dem forsvarer vi, når de er under angreb. Ikke, fordi de har betalt meget eller lidt i skat, eller fordi de er politisk enige eller tilhører en bestemt samfundsklasse. Nej, vi står sammen, fordi vi er danskere. Det danske folk er en familie med fælles sprog, kultur og ikke mindst fælles historie. Vi deler det kun med hinanden, og derfor er vores bånd stærkt og ubrydeligt.

Dette bånd har vi ikke til mennesker i Afrika eller i arabiske lande, og derfor stopper vores grænse heller ikke ved Burkina Faso, men ved Sydslesvig. Nogle mennesker tilhører fællesskabet – andre står udenfor.

Islams fjender

Da Erik Seidenfaden fra sit eksil i Sverige med pennen i hånden bidrog til den intellektuelle modstand mod nazisterne, vidste han, hvad fremtiden i værste fald kunne blive for også de danske jøder.

Havde nogen fortalt ham, at jødiske børnehavebørn og danske synagogegængere 70 år senere skulle beskyttes af tungt bevæbnede soldater midt i København af frygt for muslimer, kan man kun gisne om hans reaktion.

Man må dog formode, at han ville have set den situation som et krisetegn for Danmark og det åbne og frie samfund, som danskerne har så kært. For én ting er sikkert; det stopper ikke med jøderne. Ej heller med de homoseksuelle, som også mærker konsekvenserne af den muslimske indvandring i deres dagligdag. Alle danskere gør klogt i at se på den nuværende situation med største alvor, for vi er alle Islams fjender, hvad enten vi ønsker det eller ej.

Lader vi Danmark smuldre endnu mere, så opløser vi den familie, vi er født ind i, som vi har et ansvar for på bedste vis at varetage, og som kommende generationer trygt skal kunne vokse op i.

Rasmus Paludan, formand for Stram Kurs.