Læserbrev

Det er ren vegetar-mobning, hvis EU forbyder ord som plantepølse

Producenter af vegetariske alternativer risikerer nu et forbud mod ord som mælk og kød i markedsføringen af deres produkter. Den slags chikane mod vegetarer gør mig ambivalent over for EU, skriver Henrik Stougaard i dette debatindlæg
15. maj 2019

Jeg er selv kødspiser, men må alligevel tage mig til hovedet over EU’s Landbrugsudvalgs beslutning om at gå efter et forbud mod kødnavne til vegetariske produkter.

For det første finder jeg det problematisk, at man i EU lader sig forblænde af teknokratisk snæversyn, når industrien argumenterer for at tage patent på almindelige ord. Det har bl.a. vist sig ved forbuddet mod at bruge ordet ’mælk’ i produkter som rismælk, fordi det ikke kan defineres som et animalsk produkt.

For det andet er det problematisk for mig, at man tilsyneladende mener, at jeg som borger er uintelligent og derfor ude af stand til at vide, at en vegetarpølse eller en planteburger faktisk ikke indeholder kød.

Ifølge en amerikansk undersøgelse, jeg har læst citeret i mange britiske aviser, så er meget få individer i tvivl. Derimod må de fleste nok google, hvad en ’vegetarplade’ eller ’veggie disc’ er.

Endelig har jeg det dårligt med denne form for kollektiv mobning af vegetarer på EU-plan.

Ingen er i tvivl om, at en vegetarburger ikke indeholder kød, så det kan ikke være for kødspisernes skyld, at man forbyder disse navne. Det kan udelukkende være for at chikanere producenterne af de kødfri produkter, fordi dette markedssegment presser kødproducenterne.

Hvad med de vigtigere ting? Hvorfor må man for eksempel tilsætte vitaminer til slik og markedsføre det som sundt? Noget, vi i Danmark har særregler imod.

På verdensplan er der sikkert flere, der dør af livsstilssygdomme fra sukker og fedme end af at ryge cigaretter. Men sukkerlobbyen er blandt de stærkeste i verden, og jeg tvivler på, at et navneforbud mod sportsord i slik vil have den fjerneste effekt.

Hvis Ritter Sport og Faxe Kondi pludselig skulle hedde Ritter Chokolade og Faxe Sukkerdrik i stedet, ville der opstå et ramaskrig.

Men man må være konsistente. Hvis rismælk skal hedde risdrik, vegetarburger skal hedde vegetarplade, så skal Faxe Kondi også hedde Faxe Sukkerdrik. Men det er jo skruen uden ende, og politikerne burde hellere blande sig udenom.

Ovenstående stiller mig ambivalent over for det kommende EU-valg. Jeg er ellers selv stor EU-tilhænger, men som individ i dette system føler jeg mig nærmest ude af stand til at påvirke udviklingen.

»Hvis man fjerner kød fra kødfars og kylling fra kyllingestykker, er der jo intet tilbage. Kun luft,« skriver Julie Rørstrøm.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Tanghus

Jeg har ikke set nogle steder, at de ville forbyde, hvad du bruger som eksempel i dit indlæg: "pølse" og "burger". Svjv. nævnes der kun ord, som kun bruges om animalske produkter såsom "kød", "æg" og "mælk".

Ikke at jeg synes om, at skulle forbyde det, bryder jeg mig heller ikke om, at man bruger de ord om veganske produkter.

På den anden side er der jo også "påskeæg" ;)