Kommentar

Sjælsmark er en historie, vi danskere skriver sammen. Så lad os skrive historien om

Som frivillige kan vi ikke gøre Sjælsmark til et godt sted at vokse op og være ung. Men vi kan give et kram, når der er brug for det. Jeg opfordrer til, at flere gør en forskel i hverdagen for dem, der ingen hverdag har, skriver Mathilde Horn Andersen i dette debatindlæg
Lad os tilbyde venskaber og nærvær, hvilket forhåbentlig kan gøre beboernes ungdom mere tryg og håbefuld. Og du kan være med. Ikke kun på Sjælsmark, men alle steder, hvor der mangler medmenneskelighed, skriver Mathilde Horn Andersen.

Lad os tilbyde venskaber og nærvær, hvilket forhåbentlig kan gøre beboernes ungdom mere tryg og håbefuld. Og du kan være med. Ikke kun på Sjælsmark, men alle steder, hvor der mangler medmenneskelighed, skriver Mathilde Horn Andersen.

Louise Herrche Serup

14. maj 2019

Alle snakker om Sjælsmark. De fleste har en holdning til Sjælsmark. Men midt i alle ordene og diskussionerne er der både unge og gamle, som hver dag yder en frivillig indsats på og omkring udrejsecenteret. En indsats, som følger en historisk, dansk tradition for frivilligt arbejde. En indsats, der bygger broer mellem folk med forskelligheder og skaber fællesskaber og nærhed.

Siden august har jeg selv og andre frivillige fra Ungdommens Røde Kors eksempelvis tilbragt hver torsdag i en ungdomscafé for beboere på Sjælsmark. En klub for unge mennesker, som er blevet frarøvet deres ungdom.

I april udgav Røde Kors en rapport om børns trivsel på netop Sjælsmark. Rapporten viste, at seks ud af ti børn på udrejsecenteret er i fare for at få en psykiatrisk diagnose. Halvdelen af de 11- til 17-årige har symptomer på posttraumatisk stress.

Tallene er alarmerende høje. Og hvor ville jeg dog ønske, at de kom som en overraskelse for mig og mine medfrivillige. Realiteten er dog, at bag pigtrådshegn og vagtposter på en kaserne i Allerød sidder mere end 150 børn og unge fast i en virkelighed, som de færreste af os kan forestille sig.

Netop derfor mærkede jeg da også en overskyggende ulyst, da jeg første gang stod af på stoppestedet Sjælsmark Landsby. Det skulle blive sidste gang, at jeg oplevede den følelse. For det stod hurtigt klart, at kasernens rå ydre står i så skærende kontrast til den venlighed og imødekommenhed, jeg siden har mødt fra beboerne på centeret.

Ligesom os

Som frivillige kan vi ikke gøre Sjælsmark til et godt sted at vokse op og være ung. Vi kan heller ikke afhjælpe den konstante uvished, som de unge bærer rundt på. Til gengæld kan vi være medmenneskelige. Give et kram, når der er brug for det. Behandle dem som ligeværdige og invitere dem ind i et fællesskab. Snakke med om Tivoli, boldspil og Harry Potter – eller om kolde nætter i flygtningelejre og den familie, som stadig er i Syrien.

De unge, jeg møder på Sjælsmark, lever et ungdomsliv meget langt fra mit. De drikker aldrig kaffe i solen ved Søerne i København, går aldrig til forelæsninger på universitetet eller cykler hjem til deres egen lejlighed om aftenen.

En torsdag sad jeg sammen med to libanesiske brødre på 18 og 24 år i dyb koncentration over et puslespil. Vi skulle nå at samle motivet af Det Skæve Tårn i Pisa, inden cafeen skulle lukkes af for aftenen. En af brødrene tog sig en pause og rakte ud efter en kiks fra den næsten urørte pakke på bordet. »Vi bliver hentet og kørt til lufthavnen i den her uge,« siger han tungt, henvendt til mig.

»Men vi har allerede bestemt, at vi vil prøve at komme tilbage til Danmark. Vi søger ind på Roskilde Universitet og får et diplom, som vi kan bruge i Danmark.« Nu læner han sig ind mod mig med et glimt i øjet. »Vi skriver så snart, vi får lov at komme tilbage til Danmark – så kan du hente os i lufthavnen!«

De unge på Sjælsmark har fuldstændig samme humor og ambitioner om uddannelse og familieliv, som jeg selv. De er en gruppe med så meget uudnyttet talent – flere af dem har allerede halv- eller helfærdige videregående uddannelser bag sig og taler tre-fire sprog. Og så er de en gruppe, der – trods omstændighederne – alligevel har en rest af håb. Et håb, der brænder stærkt. Et håb, der gør det umuligt for mig ikke at holde af hver eneste af dem.

Skriv historien om

Rapporten fra Røde Kors afsluttes med seks konkrete anbefalinger til at forbedre trivslen for børn og unge på Sjælsmark. Den tredje anbefaling lyder: »Klubtilbuddene på Udrejsecenter Sjælsmark giver børn og unge (…) et helt nødvendigt frirum, hvor de kan udvikle sig gennem leg, samvær og venskaber (…) Røde Kors anbefaler derfor at udvide både åbningstider for klubben og afsætte flere ressourcer …«

Med andre ord: Den frivillige indsats gør en forskel.

Sjælsmark er en historie, vi danskere skriver sammen. Så lad os skrive historien om.

Lad os tilbyde venskaber og nærvær, hvilket forhåbentlig kan gøre beboernes ungdom mere tryg og håbefuld. Og du kan være med. Ikke kun på Sjælsmark, men alle steder, hvor der mangler medmenneskelighed.

Så næste gang du læser en statistik, et debatindlæg eller en historie om svigt, så vil jeg bede dig overveje, om du kan være med til at gøre en forskel i hverdagen for dem, der ingen hverdag har. På Sjælsmark eller andre steder. Meld dig som frivillig i et lokalt projekt eller støt de foreninger, der forsøger at gøre en indsats for de mest udsatte.

I mellemtiden tager jeg op til mine venner på Sjælsmark igen på torsdag, og det vil jeg blive ved med, så længe et menneskeligt ansigt kan gøre en forskel i en usikker hverdag.

Mathilde Horn Andersen er Frivillig i Ungdommens Røde Kors

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben Skov
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu