Kommentar

Det skader integrationen, at vi sagsbehandlere skal vejlede flygtninge og indvandrere om hjemrejse

Som sagsbehandler for flygtninge skal jeg gang på gang vejlede de samme borgere om muligheden for hjemrejse med økonomisk støtte fra den danske stat. Det ødelægger motivationen for at integrere sig, når man oplever at være uønsket, skriver Rajesh Holmen i dette debatindlæg
28. maj 2019

Som sagsbehandler for flygtninge i kommunalt regi sidder jeg i en opfølgende samtale med en borger, der trods symptomer på PTSD deltager aktivt i sprogskole og har en danskfaglig progression. Borgeren er her i Danmark alene med sine to børn og har fået afslag på familiesammenføring af ægtefælle.

Under samtalen anerkender jeg borgerens indsats i sprogskolen og motiverer vedkommende til fortsat at deltage aktivt med henblik på at færdiggøre sin danskuddannelse. Vi taler om det, der går godt, det, som udfordrer, og hvad der kan gøres fremadrettet for at understøtte borgerens progression og proces mod at stå på egne ben.

Samtalen forløber godt, og der er en god relation til borgeren. Lige indtil jeg vejleder om muligheden for såkaldt repatriering. Repatrieringsloven giver økonomisk støtte til flygtninge og indvandreres udgifter til frivilligt at rejse ud af Danmark og tilbage til deres hjemland. Regeringen har pålagt kommunerne en systematisk vejledningspligt, så man som sagsbehandler skal vejlede om muligheden for repatriering til hver samtale med borgere inden for målgruppen.

Borgeren bryder grædende sammen, og pludselig er samtalen og relationen en helt anden. Det er, som om samtalens indhold mister værdi, og relationen til borgeren pludselig hænger i en tynd tråd. At hele fundamentet for den ressourceorienterede tilgang og motivationen hos borgeren er forsvundet.

Hindrer integration

Repatrieringsloven omtales ofte som en del af det såkaldte paradigmeskift, men faktisk er det en ordning, der har eksisteret siden 1. januar 2000. Det nye er pligten til at vejlede om ordningen, der reelt medfører et skifte i sagsbehandlingen fra fokus på integration til hjemrejse.

Det lyder skarpt sat op, men det er ikke desto mindre virkeligheden.

Muligheden for repatriering er en god støtteordning for de flygtninge og indvandrere, der overvejer hjemrejse og som reelt har mulighed for at vende tilbage til deres hjemland uden risiko for forfølgelse. Muligheden er også et bedre alternativ end helt at miste sin opholdstilladelse, hvilket der er højere risiko for med de seneste stramninger på udlændingeområdet.

Problemet bare, at det er de færreste flygtninge og indvandrere, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, og at øget fokus på repatriering i sagsbehandlingen spænder ben for integrationsindsatsen.

Det er ikke kun demotiverende for borgere at blive vejledt gang på gang om repatriering, men også demotiverende for sagsbehandleren, som ønsker at bidrage til borgerens integration og medborgerskab i det danske samfund.

Jeg har et ønske om, at borgene efter hver samtale går ud af døren med følelsen af at blive lyttet til og forstået – og måske med en større indsigt, forståelse og motivation end da personen kom ind ad døren. Jeg forsøger til hver samtale at motivere borgere til at gøre en aktiv indsats for at blive en del af det danske samfund, så længe de er her, og at understøtte borgerens progression og positive udvikling. Men med fokus på hjemrejse i sagsbehandlingen bliver det svært for borgeren at se et incitament for at integrere sig.

Det sender et tydeligt signal om, at man aldrig skal føle sig velkommen i Danmark, at ens indsats for at komme tættere på arbejde eller uddannelse og blive del af det danske samfund tillægges mindre betydning, og at fokus er på midlertidighed og hjemrejse.

Få repatrierer

Flygtninge er først og fremmest mennesker med ressourcer, der med den rette investering kan uddannes og integreres og blive en gevinst for vores samfund, både menneskeligt, kulturelt og økonomisk. Men med de nuværende regler hæmmes viljen til at integrere sig, hvilket svækker mulighederne for at opkvalificere og uddanne den arbejdskraft, som der er efterspørgsel på.

Desuden svigter vi som samfund vores ansvar for en gruppe sårbare mennesker, der lever under vanskelige betingelser og med usikre fremtidsudsigter, og som risikerer at blive yderligere isoleret og ende i de parallelsamfund, politikerne er så optaget af at nedbryde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp vælger ca. 350 flygtninge og indvandrere at repatriere hvert år. Det er relativt få sammenlignet med antallet, der bliver vejledt om muligheden. De færreste ønsker at rejse hjem, fordi der ikke er nogen udsigt til eller garanti for sikkerhed, og fordi de selv og særligt deres børn har fået en stærk tilknytning til Danmark.

Det ville være rart, hvis politikerne reelt var optaget af at integrere de mennesker, der har ret til asyl, og behandlede dem med menneskelig værdighed, så længe de har et beskyttelsesbehov og ikke ønsker eller kan vende tilbage. Det vil understøtte en vellykket integration. Det såkaldte paradigmeskift og uendelige stramninger på udlændingeområdet er ikke vejen frem.

Rajesh Holmen, sagsbehandler for flygtninge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Gunilla Funder Brockdorff
Eva Schwanenflügel, Werner Gass og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

"Flygtninge er først og fremmest mennesker med ressourcer." Godt sagt!! - og vel en væsentlig grund til at folkene bag det misforståede "paradigmeskifte" er bange for dem. Mennesker med ressourcer duer ikke som stemmekvæg, uanset herkomst.

Eva Schwanenflügel, Bodil Rasmussen, Trond Meiring, Frede Jørgensen, Werner Gass og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar