Læserbrev

Socialsygeplejerske: Alt for svært at klare sig i sundhedsvæsenet, hvis man kæmper med psykiske lidelser og rusmidler

Sundhedsvæsenet stiller for høje krav til den enkelte om selv at søge lægehjælp, og det betyder, at socialt udsatte ikke får den behandling, de har brug for, skriver socialsygeplejerske i dette debatindlæg
27. maj 2019

Sundhedsvæsnet er handlingslammet, når det står over for et menneske, der ikke lever op til forventningerne om at være ’den gode patient’. 

Som socialsygeplejerske møder jeg mange borgere, der oplever ulighed i vores sundhedsvæsen. En hel gruppe socialt udsatte borgere i Danmark bliver ekskluderet fra sundhedsvæsnet. De har det vanskeligt med de kasser, som sundhedsvæsnet gerne vil stoppe os alle ind i. 

Præmissen for bruge det danske sundhedsvæsen er, at man selv skal opsøge det og deltage i det. Men allerede her er der en barriere for en gruppe borgere.

Det kan gøres håndgribeligt med et eksempel fra mit arbejde.

En borger har gennem flere måneder klaget over mavesmerter. Den første tanke for de fleste vil være at gå til lægen. Men hvad hvis man er bange for svaret? Eller føler stor skam og stigmatisering over ikke at have været til lægen for tre år siden, hvor det også gjorde ondt?

Når man beslutter sig for at tage til lægen, opstår barriere nummer to.

Hvordan planlægges et lægebesøg, når dagene flyder sammen og jagten på rusmidler fylder mere end mavesmerterne?

Borgeren og jeg fik sammen bestilt en tid, og jeg gik med til lægesamtalen, for her er der flere barrierer. 

Du skal komme til tiden, du skal kunne give udtryk for din problemstilling, og du skal forstå, hvad lægen siger. Når man kæmper med psykiske lidelser og rusmidler, er dette store krav at stille.

Borgeren bliver henvist til en scanning og får en indkaldelse. Her begynder det at regne ned med barrierer. Får man tjekket e-boks eller åbnet sin postkasse? Kan man læse? Hvis ikke, så er indkaldelsen uforståelig.

Sundhedslovens § 2 fastslår, at sundhedsvæsenet blandt andet skal sikre let og lige adgang til sundhedsvæsenet, let adgang til information og et gennemsigtigt sundhedsvæsen. Det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om de overholder. 

Holder man eksemplet sammen med en ny beretning fra Rigsrevisionen, der belyser markante forskelle på, hvordan danskere bliver behandlet i sundhedsvæsenet i forhold til deres baggrund som alder, samlivsstatus, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, kan man konkludere, at ulighed i sundhed er et problem i Danmark.

Det skal vi tage seriøst og handle.

Sune Holmegaard Truelsen er socialsygeplejerske

Hvis vi skal skabe bedre forhold for patienterne, skal vi blive bedre til at udnytte medarbejdernes sundhedsfaglige kompetencer optimalt. Større tillid til medarbejderne og en mere fornuftig fordeling af opgaverne kan nemlig frigøre flere hænder i sundhedsvæsenet, skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr og Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, i en fælles kronik.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu