Det er fristende at se singlekvinders ret til fertilitetsbehandling som del af en kvindefrigørelse, der nu også på dette punkt gør det muligt for kvinder at klare sig uden mænd. Men frigørelse handler også om at kunne tage ansvar for sit eget liv og for de konsekvenser, man påtvinger andre med sine valg. Det er et ansvar, mænd må hjælpe kvinder med at løfte ved at tage ansvar for sig selv.
For nylig stak den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen hånden i en kønspolitisk hvepserede. Han problematiserede singlekvinders brug af fertilitetsteknologi – såkaldte solomødre. Og derved røg han ud i en shitstorm, der satte hans kandidatur på spil. Hans udmelding ses tydeligvis af mange som et usympatisk og reaktionært angreb på kvinders hårdt tilkæmpede frihed fra forældede kønsnormer.
Men kvinders ret til at blive solomødre har meget lidt med frigørelse at gøre. Den er tværtimod baseret på ældgamle forestillinger om kvinder som sårbare og mænd som beskyttere. Det er forestillinger, der med et antropologisk mundheld kan opsummeres med, at sæd er billig, mens æg er dyre. De bunder i det gamle, ulige forhold, at kvinden er vital for et samfunds reproduktion, mens den enkelte mand kan undværes.
Kvindelig offerrolle
Fra gammel tid har kvindens værdi været knyttet til hendes reproduktive evner, hvor mandens værdi har ligget i hans evne til at kontrollere og beskytte hende med livet som indsats. Et centralt element i kvindens frigørelse fra dette er hendes ret til at bestemme over sin egen krop, hvilket retten til statslig hjælp til at blive gravid uden at have sex er et stjerneeksempel på.
Men den er også et eksempel på, at friheden fra kontrol ikke følges af friheden fra unødig beskyttelse. Det kan ses i, at det ansvar, der burde følge med friheden, er omgivet af tabu. Og det er spørgsmålet om, hvordan mænd skal forholde sig til det også. Resultatet er en dyb krise mellem kønnene, som særligt børnene taber på.
Tabuiseringen af ansvar kan ses i accepten af den typiske solomors begrundelse for sit valg. Den handler om, at kvindens kærlighedsliv ikke gik som forventet, der er ikke nogen mand, og nu er det sidste udkald for at blive mor.
Med andre ord italesætter solomødre sig selv som ofre for omstændigheder uden for deres egen kontrol. Ofre som staten støtter med rettigheder og bistand.
At kvinder vælger den udvej, er forståeligt nok. Men det er ikke desto mindre et paradoksalt brud med kvindefrigørelsen, hvis grundargument netop bygger på, at kvinder er fuldt ud lige så rationelle og ansvarlige for deres eget liv som mænd. Lige så gode til at sætte mål og overholde deadlines. Kort sagt; styre deres eget liv. Det er de utvivlsomt.
Det må derfor undre, at de skal have både ret og hjælp til dispensation fra en deadline, de har rigeligt med tid til at forholde sig til. Kvinder har omkring tyve gode, fertile år til at lære sig selv og deres ønsker at kende og gøre sig erfaringer med mænd, før æggeuret begynder at tikke for alvor. En kvinde med et seriøst ønske om moderskab burde inden for den tid være i stand til at søge og udvælge en brugbar mand – også uden at måtte nøjes.
Hvis kvindefrigørelsen skal give mening, bør kvinder tage ansvaret for deres egen reproduktion, herunder at give deres ufødte børn en ordentlig far. Og dermed acceptere, at hvis de ikke når det, så er toget kørt.
Overflødige mænd
Vi kan ikke forvente, at kvinder tager dette skridt alene. Det kræver, at mænd gennemgår deres egen frigørelsesproces. Mænd må frigøre sig fra ideen om, at de altid skal beskytte kvinder og i stedet lære at stå op for sig selv og eget køn. En nødvendig bieffekt er, at de dermed bliver mere attraktive for kvinder.
Det stigende antal solomødre sætter fingeren på, hvad skilsmissestatistikkerne længe har vist, nemlig at kvinder i dag fravælger mænd i hobetal. Det er de heldigvis i deres gode ret til, og det er et wakeup call til mændene om den krise, de befinder sig i.
Det handler ikke kun om forskelle i mænds og kvinders uddannelsesniveau, geografi og sociale status. Det handler om, at mænd ikke tager sig selv alvorligt, fordi de har en grundantagelse om, at det er heroisk at ofre sig for kvinder. Med andre ord; at kunne undværes.
Hvad angår mandens gamle rolle som kvindens værge, så kan han undværes.
Ikke fordi kvinden er ansvarlig og fri, men fordi hans rolle er overtaget af en stat, der garanterer kvinden både beskyttelse, insemination og forsørgelse af hendes børn.
Men staten har ikke fritaget manden fra det forældede æreskodeks, der byder ham at støtte op om kvinden og tage sin egen overflødiggørelse med oprejst pande. Skam få den mand, der klynker over at blive reduceret til sæddonor. Skam få mænd som Simon Simonsen, der tillader sig at kritisere det åbenlyst uansvarlige i, at kvinder vælger at få børn alene. Tilbage i hulen med ham!
Og det uanset det himmelråbende urimelige faktum, at mænd bærer en stor del af byrden med at finansiere det sundhedsvæsen, som hjælper kvinder til at få børn uden dem. De er med til at understøtte politikere og meningsdannere, som fortæller dem, at deres rolle som fædre ikke er vigtig. Den kan undværes. For en familie uden en far er lige så god som en familie med.
Det er den ikke.
Far er vigtig
Der findes rigeligt med studier, der viser den positive effekt, en tilstedeværende, tydelig og omsorgsfuld far har på sine børn. Og rigeligt med vidnesbyrd om det tilsvarende afsavn i børns opvækst, som en fraværende far fører med sig. Det er måske mest hjerteskærende tydeligt hos drengebørn.
I mine studier i mandebevægelsen støder jeg igen og igen på temaet om den fraværende far, hvis spor af tomhed og meningsløshed rækker dybt ind i voksne mænds liv. Hvor gode mødre end er, så bibringer fædre deres børn noget, som mødre aldrig kan erstatte.
At en familie bliver faderløs på grund af uforudsete omstændigheder, fortjener selvklart sympati og skal tages hånd om på bedste vis. Men bevidst at grundlægge en familie uden en mand, der påtager sig det fulde faderansvar, er bare ikke godt nok. At staten tillader og understøtter det, er ganske enkelt en skændsel over for de børn, der kommer ud af det.
Det er de færreste kvinder, der rent faktisk ønsker at fravælge mænd. Heller ikke solomødre. Men faktum er, at det gør de. Kvinder søger selvbevidste og stærke mænd at få børn med, og det med god grund. Deres æg er nemlig for dyre til en mand, der ikke tager sig selv alvorligt og derfor sælger sig selv for flinkepoint. En sådan mand kan få et klap på hovedet og ros for, at han er så progressiv.
Men der er intet progressivt ved at spille ærefuld dørmåtte i kvindefrigørelsens hellige navn. Hvis den nuværende kønskrise skal løses, er mænd nødt til at sige fra over for tendenser som solomødre, der fastholder kvinder som svage og mænd som overflødige. For kvinder er stærke, og mænd kan ikke undværes.
Mænd må støtte hinanden i at frigøre sig fra deres selvdestruktive æresfølelse og blive solide, selvbevidste mænd, der kan matche kvinder både politisk og personligt, og som kvinder derfor gider at være sammen med.
Der skyder i disse år flere og flere organisationer og mandegrupper op rundt omkring, der kan hjælpe med begge dele. Og godt for det. For børn har krav på at vokse op med mødre, der nyder fuld anerkendelse for deres evne til at tage ansvar for deres eget liv, og med fædre, der kender deres eget værd, gør sig uundværlige og fylder deres plads ud. Også når det betyder nej til kvinders krav.
Dét er frigørelse – og det for begge køn.
Morten Schütt er far til tre, antropolog og ph.d.-studerende.
Det er kvindefrigørelse at mænd tager ansvar for at kontrollere kvinders kroppe og liv? Det er et tegn på svaghed at tage vare på sin familieforøgelse selv? At nogle folk får SÅ ondt over det lille mindretal af kvinder, der får børn uden om far-mor-og-børn, ligner mest af alt panik over et kontrol-tab. Mænds tab af kontrol over kvinder. Det kontrol-tab bør vi være glade for.
Når staten understøtter de fertilitetsbehandlinger, er det i øvrigt ikke bare for kvindernes feministiske blå øjnes skyld, men også på grund af den lave fødselsrate og børns værdi som fremtidige samfundsborgere.
fint indspark i denne debat. Den er svær. Fravalg af mand, tilvalg af sæd fra donor, må give nogle uopfyldte drømme og behov hos afkommet. Nuvel, mange kvinder klarer solo-forældre-rollen bedre end mænd. Men, hverken kvinder eller mænd, skal gives garanti for at blive forældre, heller ikke af staten. Biologien skal ikke overtrumfes af videnskaben, endsige af paven eller idiotiske abortlove i USA etc. Ja, debatten er svær, mange facetter. Godt indspark.
Det lader til at en relativ moderne konstellation med fx to mødre eller to fædre ikke kan lade sig gøre i Morten Schütts univers og iver efter at få “manden ud af hulen”og blive “den nødvendige far” i en mand-kvinde konstellation. Måske et indspark, ja, men i en moderne kontekst er det hulemandens selvmål.
Det ville være fint, hvis vi fik vores børn tidligere i livet, f.eks i studietiden. Derfor skulle vi fremme en tidligere modning af drenge til mænd, så potentielle unge mødre kunne finde jævnaldrende fædre til deres børn, som unge. Så kunne vi undgå den idioti dér med, at hele realiseringen af en familie skal foregå på en gang, medens folk er i trediverne og begge parter må pukle på jobbet. Så ville vi se færre mødre i bedstemoralderen i gadebilledet.
Ja, men pointen er vel fader-FIGUR. Det behøves vel ikke at være den biologiske sæddonor tænker jeg.
Rigtig godt indspark! Tak for det.
Jeg forstår udmærket kvinders frustration over at nå en alder, hvor døren til moderskabet lukkes. Men det bør ses som hendes forvaltning af eget liv, ikke som en statssikret ret til moderskab og selvrealisering.
Jeg har samtidig heller aldrig forstået mænd, der afgiver deres sæd til fri afbenyttelse i den vilkårlige formerings tjeneste. Skyldes det egen selvovervurdering? Økonomisk er det vel en dårlig forretning?
Selve tanken om, at man har et ukendt antal unger af egen avl og genetik rendende rundt hvor som helst og indført i livet af en vilkårlig mor, er uden for min rækkevidde og hinsides min forståelse af kærlighed og menneskelighed.
Hvis jeg skal lægge gener til et nyt menneske, skal det da være af kærlighed til mig selv og til en kvinde, der kan bære at være mor til mit barn. Jeg vil sgu da kende den anden halvdel af arvemassen også. Eller er afkommet så ligegyldigt?
Hvad får mænd til at sprede deres sæd så vilkårligt? Storhedsvanvid? Egennyttighed? Jeg fatter det simpelthen ikke.
Og barnet? Skal det vokse op med en erkendelse af, at far ikke var nødvendig; det var bare hans snotklat af sædceller, der blev tømt ud i et glas i et kort øjeblik. Tænk hvis vi vurderede kvindens æg lige så ringe?
"Med andre ord italesætter solomødre sig selv som ofre for omstændigheder uden for deres egen kontrol. Ofre som staten støtter med rettigheder og bistand."
...
"Kvinder har omkring tyve gode, fertile år til at lære sig selv og deres ønsker at kende og gøre sig erfaringer med mænd, før æggeuret begynder at tikke for alvor. En kvinde med et seriøst ønske om moderskab burde inden for den tid være i stand til at søge og udvælge en brugbar mand - også uden at måtte nøjes."
Hvor minder det dog i deprimerende grad om det evindelige argument om, at de arbejdsløse bare kan tage sig sammen og ikke nasse på skatteborgerne, for der er altid arbejde nok til dem, der vil tage det.
28/maj/2019
Kære Morten Schütt,
tak for et godt indlæg :-) ...
Jeg var en gang, for lææænge siden,
aktiv til Mandebevægelsens Rådgivning,
hvor jeg især lærte mændene, hvordan
de undgik at slå deres kvinde, når hun var
nærmest umulig at være sammen med :-) ...
Så undgik de at blive skilt,
og så fik de børn :-) ...
Det var gode processer,
i alle de syv år, jeg var aktiv der :-) ...
Kærlig hilsen
Claus
Ganske vist brød jeg mig ikke synderligt om kronikken (sidste år) fordømmende solomoderskab, men de fleste af de 76 kommentarer https://www.information.dk/debat/2018/08/noedt-snakke-generationen-barnl... sagtens kan tåle genbrug som temmelig læseværdige, ikke mindst i konteksten leveret af Morten Schütt.
Vi har globalt set et overbefolkningsproblem, der truer vores overlevelse som art.
Vi har absolut ikke brug for statsstøttet insemination.
Helt enig med kronikøren: Reproduktion er et af de mest private anliggender her i tilværelsen - med alt det ansvar konsekvens og forpligtelse, det indebærer. Kvinderne og børnefamilierne må påtage sig det fulde ansvar af deres valg - både inden de vælger at få eller ikke få børn - og efter de har fået dem.
/O
Når en mor skal forklarer sit barn, at far kommer fra sædbanken, det er nok ikke lige det manuskript der benyttes mest i amerikanske film og tv serier.
Nogen abonnerer på det synspunkt at det er en menneskeret at få børn.
Det er så ikke et synspunkt jeg deler.
Et flertal i Folketinget har så besluttet, at muligheden for fertilitetsbehandling, brug af sæddonorerer osv er som det er nu, og det har man ret til at gøre brug af, hvis det er det man synes giver mening.
Man kan så også diskutere om denne ret skal være en ret - al den stund sundhedssystemet ikke har ubegrænsede midler?
Jeg har ikke noget bud på, hvor snittet eventuelt skal lægges.
Postulatet om at det er skadeligt for et barn, at vokse op hos en solomor er der mig bekendt ikke synderligt belæg for. Om noget overhovedet.
Det kan jo i øvrigt også sagtens ske, at der kommer en med-forældre til.
Simon Simonsen blev kritiseret, fordi han kritiserede en bestemt person, en partikammerat.
Fuldstændig enig. Og tak for et sobert indlæg, som ikke lugter af misogyni. Der er stribevis af evidens for, at børn i USA som vokser op uden en far er overrepræsenteret i amerikanske fængsler, og at faderløshed trækker et langt spor af ængstelighed og kriminalitet efter sig gennem voksenlivet.
Ikke enig, Markus Lund. Jeg synes, det hørmer af misogyni. Men du var måske - forhåbentligt - ironisk?
Gu' kan det da nogen gange være svært, at finde sig selv i en verden, hvor vi - stadig - forsøger at få et lige samfund uanset, hvilken kønsidentitet, man har.
Det skal der arbejdes med, og mandegrupper kan sikkert være et godt sted, at gøre det.
Men denne kronik skyder skylden på kvinder; og samfundet...
Ud over det, sætter jeg, lige som Katrine Damm, spørgsmålstegn ved, om vi som samfund ligger under for forestillingen om reproduktionsRET. Det er ikke en ret. Det er derimod en PLIGT, hvis man har sat børn i verden, at sørge så godt for dem, som man kan og ikke videregive en forestilling om kvinder, som misledt af samfundet, og vi mænd skal hjælpe dem tilbage på rette spor!
Thomas Tanghus, det er da et problem at de enlige, vragede mænd betaler for solomødrernes befrugtning.
Manden bliver i den grad reduceret til et skaffedyr.
"Hvad angår mandens gamle rolle som kvindens værge, så kan han undværes
Ikke fordi kvinden er ansvarlig og fri, men fordi hans rolle er overtaget af en stat, der garanterer kvinden både beskyttelse, insemination og forsørgelse af hendes børn."
(The Disposable Male)
Så er hans rolle stadigvæk at forsørge kvinden i form af, at han er politi, militær og skattebetaler,
uden at få nogen anerkendelse for hans offerelse, for nu er han blevet gjort ansigtsløs,
og derved gjort mere som om han kan undværes.
Tak for et interessant indspark i debatten!
Jeg vil tillade mig at være ret bramfri nu, så tag det med et glimt i øjet og pas på ikke at blive alt for krænkede ;)
Den kvindetype vi her taler om, er den kvindelige pendant til tabermanden anno 2019.
Lad mig starte med at karakterisere ham:
Han er lavt uddannet, bor i provinsen, har manuelt arbejde, ryger, kan lide øl og fodbold og har en relativ lav indkomst. Han er ikke stilet og smart, faktisk er han ret uchecket. Han er dårlig til at passe på sig selv.
Han befinder sig i en verden, hvor der ikke er plads til ham længere. Hans ideer om et parforhold er håbløst forældede og det samme er hans syn på ligestilling. Han vil have en kvinde der er ligesom hans mor. En der laver mad til ham og ordner alle de ting for ham som han ikke selv gider. Han ser sig selv i den samme helte/forsørgerolle som manden gjorde i 1950erne. Han kan ikke give den moderne kvinde det modspil som hun forståeligt forventer. Hans udvalg af partnere er begrænsede, da langt de fleste af kvinderne på hans alder rejste væk for at uddanne sig. De få der err tilbage vil ikke have ham.
Han er kort sagt en af taberne i samfundet i en vis forstand
Hun er hans modsætning. Hun har en god uddannelse og en karriere der fylder utrolig meget. Hun bor i byen og arbejder med sit hoved. Hun har en langt højere kulturel kapital end ham og er ham intellektuelt overlegen. Hun går meget op i sin fremtoning og hun er med på moden så at sige. Hun passer godt på sin krop og lever sundt.
Hun er på sin vis foran den verden hun lever i, og derfor er der heller ikke plads til hende. Hun er blevet konfronteret med at hendes ideer om et parforhold simpelthen ikke matcher udvalget. hun evner ikke at gå på kompromis og har i sin jagt på en mads der kan imødekomme hendes behov (en sådan finden ikke) set sit biologiske ur nærme sig tolv. Hun har forsøgt sig med mange partnere ud af et stort udvalg, men ingen har levet op til hendes krav.
Hun er også en taber.
Begge to ender de i hver sin ende af spektret, som symptomer på en dyb splittelse i vores konkurrencesamfund. Den stigende ulighed og forskel på de der lykkedes og dem der ikke gør påvirker dem forskelligt, men de har stadig påvirket dem begge.
Det er et stort samfundsmæssigt problem, der kan blive større i fremtiden. Det problem løser vi ikke ved blidt at tage hånd om hende som samfund, men han lades i stikken, indtil han stemmer sk.
De her kvinder skal se i øjnene at det ikke er udbuddet af mænd der er problemet, men dem selv og deres latterligt høje krav. Det er deres manglende evne til på en realistisk måde at tilgå et parforhold, der er skyld i at de er alene og ikke det at de har haft en karriere.
Omvendt skal de her mænd se at fatte at hvis ikke de vil dø alene, så skal de selv foretage en ændring og ikke forvente at vi som samfund kan lappe på deres evne til at blive attraktive partnere.
Det er sjovt. Jeg har læst adskillige seriøse klimaforskere sige, at de to vigtigske løsninger på klimaproblemet er:
1: Hold op med at hive fossile brændstoffer (olie, gas, kul) op af jorden.
2: Hold op med at få så mange børn.
Da jeg var ung, havde 'The Archies' et hit med 'A Prayer of Love' med omkvædet: 'Three billion people', som henviste til hele verdens befolkning den gang. Nu er jeg en noget ældre mand, og verdens befolkning er mere end fordoblet.
https://www.youtube.com/watch?v=8opWtyqnPb8
Jeg har kun bidraget med et enkelt eksemplar, men det er altså tankevækkende, at manglende børnefødsler afstedkommer så stor debat ...
Beklager dybt de mange tastefejl
gab
Hvad med barnets tarv?
Det går mig meget på, at vi i samfundet, og feministerne ikke ser familiens opbrud som et problem.
(Jeg er klar over, at dette ikke tæller for alle)
Ønsker man et godt liv og en god chance for sit barn, så skal man ikke blive en solomor.
At være solomor har den konsekvens, at man giver ens barn et dårligt terningekast i livets udfordringer.
Børn med kun eneforældre har så mange problemstillinger såsom, tidsmangel, manglende familiestruktur, større risiko for skelsættende ting i livet, og alene at man kun har en forældre, så mangler man også hele den ene halvdel af den familie, som man ellers potentielt skulle have haft, altså et sæt bedsteforældre, evt onkler/faster, fætre og kusiner.
Når man har to forældre, så kan man nemmere tåle at miste den ene,
at være to om børnene giver plads til overskud og tid til nærvær og trygge rammer i ellers vores travle liv.
2 to om en opgave giver nemmere mulighed for det gode liv og imødegå livets problemer, og sparring af to hoveder og modspil gør det nemmere at tackle problemstillinger. Dynamikken og modspillet mellem 2 forskellige forældre er vigtigt for barnets og forældrenes tarv.
Fra barnets perspektiv, at kunne give barnet et spektrum at vokse op i hhv forskellige meninger, livssyn og se den gode moder og faderrolle, og muligheden for at barnet kan søge den ene eller anden afhængigt af barnets problem og behov fra situation til situation. For mor og far er yin og yang, de bidrager med hvert sit, som ingen kan/skal eller bør undvære.
Desuden skal man ikke overse den forhøjet risiko for ulykker, sygdomme og de komplikationer (Fødselsdefekter, lavere fødselsvægt etc), når moderen vælger at blive gravid sent i livet. Så dette øger signifikant, at barnet oplever moderens alderdom og dertil problemstillinger i barnets ellers tidlige “trygge” barndom.
Igen Igen.. Hvad med barnets tarv?
Tak for din anbefaling af min kommentar Markus Lund, jeg er dog noget undrende over hvorfor du har anbefalet?
Jeg skriver, at jeg stiller mig stærkt skeptisk overfor postulatet om, at det skulle være skadeligt at vokse op hos en solomor.
Og du skriver at der er 'stribevis af - amerikansk evidens'.....
Muligvis er mit indlæg uklart formuleret, for jeg sætter også spørgsmåltegn ved, i hvor høj grad heteroseksuelle par nødvendigvis skal have ret til fertilitetsbehandling i det uendelige til x antal børn...
Loven er så som den er nu, og her har enlige kvinder også ret til inseminering.
Lev med det gutter.
Søren Nielsen
28. maj, 2019 - 16:54
"Thomas Tanghus, det er da et problem at de enlige, vragede mænd betaler for solomødrernes befrugtning.
Manden bliver i den grad reduceret til et skaffedyr."
Helt ærligt, Søren. De kan tage en tudekiks, og tænke over, om der måske er en grund til, at de er blevet vraget.
Forøvrigt kan du jo læse, at jeg ikke er sikker på, at samfundet skal betale for kunstig befrugtning i det hele taget. Sundhedsvæsenet er åbenlyst trængt, hvorfor skal vi betale for at barnløse par - og andre - kan formere sig? Jeg vil foretrække at man kan då ordnet sine tænder.
Men pt. er loven som den er, så lad da være med at skyde skylden på kvinderne!
Lance Amstrong, Ed Bradley, Pierce Brosnan, Orlando Bloom, Bill Clinton, Tom Cruise, Andrew Carnegie, Eric Clapton, Stephen Colbert, Eminem, George Eastman, Allan Greenspan, Cary Grant, Alexander Haig Jr., Enrique Iglesias, Andrew Jackson, Samuel L. Jackson, Thomas Jefferson, Kitaro, Jean-Michel Jarre, Martin Lawrence, John Lennon, Nelson Mandela, Eddie Murphy, Jack Nicholson, Barack Obama, Clive Owen, Michael Phelps, Al Pacino, Guy Pearce, Keanu Reeves, Ronaldinho, Gene Simmons, Adam Smith, Jon Stewart, Raoul Wallenberg, Orson Welles, George Washington, Stevie Wonder - i tilfældig rækkefølge, plus utallige mange flere tiderne igennem, alle var/er faderløse sønner af enlige mødre.
Lige som de, også Derrick Jaxn voksede op hos en eneforælder https://www.youtube.com/watch?v=cePxqCZjfNo Han har nogle millioner followers rundt omkring, så han taler langt fra for døve ører.
Der må jo være en fader et eller andet sted der skal hoste op.
Anina, jaxn beskriver ikke heeelt dette emne, men han har da absolut nogle gode pointer.
Svært emne. For nogle år siden lavede SFI en videnskabelig undersøgelse om børns opvækst. Det viste sig, at børn opvokset i kernefamilier med mor og far klarede bedre senere hen på mange områder end børn opvokset af enlige forældre. En af forskerne bag undersøgelsen udtalte: "Resultatet er ubekvemt for os forskere, fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister. Og det er ubekvemt for os som voksne i almindelighed, fordi det er ubehageligt at se i øjnene, at prisen for den valgfrihed, som voksne har til at danne og droppe familierelationer, tilsyneladende kan ende med at blive betalt af vores børn." ...
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/boern-i-kernefamilien-er-bedst-b...
klarede sig bedre ...
"alle var/er faderløse sønner af enlige mødre."
Ligesom Jesus?
#Anina Weber
Jeg kender også en ryger der blev gammel
Ulrik Mortensen, den - meget korte - artikel, du linker til omhandler børn fra brudte familier, skilsmissebørn.
Altså ikke kvinder, der pga omstændighederne, tid, har valgt at blive solomor.
Men hvad kan man sige? Livet er hårdt og ubarmhjertigt. Man dør ovenikøbet af det.
Ja, den artikel er der da vist en del problemer med i denne sammenhæng. Den taler om "brudte hjem", hvilket ikke er tilfældet her, og forholder sig ikke til omkostningerne ved at forblive i dysfunktionelle familieforhold. Valget er ofte ikke mellem skilsmisse eller familieidyl, sådan som det ellers ret tydeligt underforstås her.
Jeg er enig med de fleste herinde, selvfølgelig skal kan kvinder være gode solomødre, og jeg syntes det er fint at de kan få hjælp af staten til det. Men forstår ikke at det slet ikke er blevet nævnt endnu at mænd også burde have samme mulighed. Mit biologiske ur tikker også hurtigere og hurtigere, og der er da intet i verden jeg ønsker mig mere end at blive/være far! Hvorfor kan jeg ikke få hjælp?
BRAVO, til en rigtig mand, Morten Schütt, som tør melde ud med sandhederne, og så i dette forum af kvindersagskvinser og medløbere! Endelig bliver der gjort op med "Det er så synd for de stakkels ubesmittede gammel jomfruer" at vi må hjælpe dem med donorsæd. Samfundets kvinde skønheds idealer , som måske også skal gives et skyldsansvar for gammeljomfru tilstanden, kommer desværre ikke med i artiklen. Jeg mener hermed blot, at mange mænd nok er ofre herfor også, at de ikke formår at trodse dem og se disse pebermøers egentlige skønhed og kvaliteter, og formår at bestormet "fæstningen "! Men måske de derved ville blive anklaget og muligvis, som retsstillingen snart står, dømt for "voldtægt"...!?
@ Ulrik Mortensen 19:38
https://www.etik.dk/kultur-og-etik/boern-af-solomoedre-trives-lige-saa-g... af Rasmus Kjeldahl (Børns Vilkår) på Etik.dk
@ Overlærer Andersen 19:44
Mit liv er for kort til... , mens dit er det øjensynligt ikke. Natti natt
Et over-akademiseret biased angreb på kvinder, der bare ønsker at blive mødre inden de er for gamle.
Alene udtrykket "statsbetalt solomoderskab" viser, at indlægget ikke er sagligt, men rent polemisk.
Jeg forstår forfatterens frustration, jeg kan nemlig også selv forfalde til misogyni en gang imellem. Kvinder er nemlig stærke, og kvinder i flok kan være endda meget farlige, men jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har hørt en kvinde argumentere med, at fordi hun er svag, skal hun privilegeres.
En rigtig kvinde er i vore dage ikke bange for at vise sin styrke, og en rigtig mand tager udfordringen op. Det er en del af samværet med det smukke køn, at man af og til skal spille "ærefuld dørmåtte" for at score lidt "flinkepoint"; den maskuline styrke består i at vælge, hvornår man giver efter i fællesskabets navn, og hvornår man sætter hælene i. Når så først konflikten er der, er der i min erfaring ikke tale om en mand mod en kvinde, men derimod om to mennesker, hvis respektive viljestyrke afgør hvem der er under tøflen.
Det er efter min mening helt forfejlet at fokusere på den faderløse familje. Børn har brug for voksne, som de kan identificere sig med. Min søns mor var fraværende, til gengæld stod der en hær af kvinder, med hans tante i spidsen, parat til at forkæle ham. Hvis han har taget skade, har det været på grund af samværet med mig, ikke på grund af en mangel på kvindelige modertyper.
Jeg skal ikke kunne sige, om en biologisk far er en bedre far, uden at skamrose mig selv. Men jeg kan skrive under på, at en papmor kan være mindst lige så god en rollemodel som en biologisk mor. De kvinder, som har været papmødre for min søn, er stadig en del af hans liv, selv om de ikke længere er en del af mit liv. Måske har han bare været heldig - men når jeg ser mig omkring, ser jeg en masse papmødre og papfædre, som stadig har kontakt til deres papbørn.
Og alle argumenterne med, at "vi" ikke vil betale for at folk, vi ikke kender, kan få børn, er efter min mening blot udtryk for den sædvanlige reaktionære nærighed, som ikke har forstået, at de penge, vi betaler i skat, ikke længere er vores penge, men derimod fællesskabets penge, som fællesskabet forhåbentlig formøbler på demokratisk vis. Jeg ser hellere, at "mine" skattekroner bliver brugt på at der bliver sat børn i verden, end på at købe kampfly, som vi ikke har brug for.
Det er en særpræget prioritering staten har. Staten betaler gerne for kunstig befrugtning, børnepenge, børnebidrag, singlemoderbidrag til kvinder der ikke kan finde ud af at finde en far til deres afkom. Men da staten nu har brugt de penge der er, så bliver der ikke nok til hospitalsbehandling af skatteydere, veje til skatteydere, politi til at beskytte skatteyderes værdier.
Rikke Nielsen
Det er kun fordi vi lever i et samfund hvor den største religion, går ud på at bekæmpe alt hva der er naturligt, at din logik er så syg. Har lidt ondt af dig. Virkeligheden er desværre at vi har en masse valg. Og man bli'r nødt til vælge. For man kan ikke få det hele.
Rud Nikolajsen, det er folk som dig, der står i vejen for at verden kan blive et bedre sted at opholde sig. Der er ingen, der siger, at de vil have det hele, så hvorfor bruge denne stråmand? Den eneste grund til at du skyder Rikke Nielsen en stråmand i skoene, er at du ikke vil afgive nogle få af dine mange økonomiske privilegier, selv om det vil kunne afskaffe fattigdommen i Danmark.
Vi lever i et af de lande, som har den mest omfattende fordelingspolitik og en af de mest udbyggede velfærdsstater i verden, og det er mig bekendt ikke fattigdommen, der trykker middelklassen, på trods af den store skatteudskrivning, som ifølge de klassiske økonomer er nødvendig for at finansiere velfærden.
Hvis vi skal fattigdommen til livs her i landet, må middelklassen selvfølgelig til lommerne, men når jeg ser mig omkring i dagens Danmark, ser jeg så stor rigdom, at jeg ikke rigtigt køber middelklassens jammer. Jeg er sikker på, at en lille ekstraskat på luksusvarer ikke vil bevirke, at middelklassens medlemmer må gå sultne i seng.
Man kan sagtens få det hele, blot man udviser et vist mådehold. Men mådehold er ikke middelklassens stærke side, derfor myten om, at de fattige ikke kan få det hele.
Rud Nikolajsen
Du skal ikke have ondt af mig, jeg har det fint :-)
Interessant er det at artiklen og det meste af kommentarsporet har et indhold som kunne være hentet fra Kristeligt dagblad.
Det er som sådan helt ok, men hvor kom det indspark fra?
Krybdyrhjernen?
Det er nok på tide at hente nogle dybtliggende tanker og værdier frem i debatten om kønsroller uden at man skal smækkes i hovedet at man er en gammel ronkedor.
Siger en heteroseksuel- hvid- mand- ældre -kødspisende- med dieselbil og brændeovn, som jo ikke lige er i høj kurs for tiden, men som arbejder på en forbedring af adfærden.
Her i kommentarsporet, kan man se hvad der sker når man snakke imod ideologien. bare at snakke om de problemstille der er forbundet med kernefamilien opbrud og hvad det kan medfører at udfordringer at være alene forældre.
For det ville værre fedt hvis dem der er på solo mødres side, selv ville snakke om de problemstilling og samfundsmæssig dårlige konsekvenser, som de selv ser der er forbundet med "Statsbetalt solomoderskab" og det at være solo mor, og den pris børnene kan komme til at betale for de voksen valg.
Dette er ellers en snak der er bruge for.
disclaimer
ja da der er gode solo møder det siger sige selv... Og ja selv kernefamilien har sine udfordringer, men det er ikke det der bliver snakket om her, for kommentarsporet er fyldt med udenom snak og stråmænd.
Det skal siges, jeg er selv en solo far....
@ Ib Christoffersen 06:48
Hvis fødselsraten i Danmark ikke hæves med minimum 20% indenfor en overskuelig fremtid, vil 'skatteydere' kunne skyde en hvid pind efter samfundsbetalt "hospitalsbehandling af skatteydere, veje til skatteydere, politi til at beskytte skatteyderes værdier"! Der vil simpelt hen ikke være 'skatteydere' nok til, hvorfor "staten betaler gerne for kunstig befrugtning, børnepenge, børnebidrag, singlemoderbidrag (...)".
Staten er ligeglad med om børnene kommer fra kernefamilier eller singlemødre... bare der kommer nye børn. Er du utilfreds med statens politik på området, bebrejd staten, ikke kvinderne.
"Danskerne får alt for få børn" er overskriften på en kronik, en professor og klinikchef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet begik (sammen med en fhv. Erhvervs- og Vækstminister) i Politiken, d. 12. april 2019 - https://sohn.dk/danskerne-faar-alt-for-faa-boern/
Disse to herrer skriver bl.a. "Sammenhængene er komplekse. Men faktum er, at jo færre børn vi får, desto senere kan vi gå på pension, desto mere arbejdskraft kommer vi til at mangle og desto færre bliver der alt andet lige til at finansiere fremtidens velfærd. Præcis hvad der skal til, hvis man vil skabe et reproduktivt bæredygtigt samfund, hvor man styrker ligestillingen, fremmer mulighederne for at få flere børn og understøtter familieplanlægning så den er mere i sync med vores biologi samtidig med, at man imødekommer ønsker og drømme til karriere og arbejdsliv, er både dilemmafyldt og åbent for debat." Hvilken debat, spørger jeg så.
I omegnen af 2/3 indlæg i herværende (og lignende) kommentarspor rummer talrige angreb på kvinder. At de ikke tager til genmæle er forståeligt. Mod det (kvinde)fjendske bias, selv gudinderne kæmper forgæves. Debatten forbliver således for ensidig til at kunne facilitere samtalerne om løsninger på fælles problemer.
God Kristi himmelfartsferie ♥
P.S. @ Jens Jensen 10:07
https://www.etik.dk/kultur-og-etik/boern-af-solomoedre-trives-lige-saa-g... af Rasmus Kjeldahl (Børns Vilkår) på Etik.dk
Nils Bøjden, 28. maj, 2019 - 19:44
Jesus havde hele to fædre - en jordisk og een i himmelen
Der er nævnt et par forskellige videnskabelige undersøgelser, hvor det - uden at have set undersøgtelserne - er uklart om forskerne har taget stilling til følgende udfordring:
Det, at børn i kernefamilier klarer sig bedre end børn med enlige forældre, er ikke nødvendigvis ensbetydende med at børn har bedre af at vokse op i kernefamilier - alt andet lige. Der kan være underliggende faktorer - sociale, økonomiske eller psykologiske - som både fører til mere ustabile parforhold og mere ustabile børn.
Tilsvarende med overrepræsentationen af stedfædre i overgrebsstatistikerne: Det kan være, at det er moderens "evne til at vælge gode mænd" der er problemet, snarere end stedfaderens manglende biologiske tilknytning til barnet.
Vent... hvis "tabermænd" bare skal tage en tudekiks og bare tænke lidt over hvorfor de blev vraget, hvorfor skal kvinder der ikke fik børn i tide så ikke?
Hvem har sagt noget om "tabermænd", Mads? Den må vist stå for din egen regning ;)
Thomas Tanghus, ja ja, bla bla. Hvis vragede mænd bare skal tage en tudekiks, hvorfor skal vragede kvinder så ikke?
Sider