Klumme

Svenske tilstande i dansk politik er ikke nødvendigvis dårligt

Valgkampens drama bliver måske intet at regne imod bagefter, når mere eller mindre ultimative krav skal forhandles. 129 dage tog det i Sverige. Men det er hverken en historisk undtagelse eller nødvendigvis så slemt, hvis noget lignende gentager sig her, skriver journalist Mette-Line Thorup i dette debatindlæg
9. maj 2019

Det mest udmarvende for mange ved at vente på Lars Løkkes valgknap var formentlig, at listen med mere eller mindre ultimative krav blev ved med at vokse i rød blok – plus det løse, der kommer under valgkampen. Ikke mindst set fra Mette Frederiksens (S) stol, hvis hun ender med sejren, som meningsmålingerne spår.

Men er det nu så forfærdeligt, at partierne deler sig efter anskuelse op til og under en valgkamp – og melder klart ud, hvor de står i den økonomiske politik eller udlændingepolitikken?

Nogle af dem kommer helt givet til at æde deres hat. Det gjorde de også i Sverige efter 129 dages historisk lange regeringsforhandlinger. At en partileder eller to ville være nødt til at komme ned fra de svenske graner, var åbenbart, allerede før valget til Riksdagen var udskrevet. Ellers ville valgmatematikken simpelthen ikke gå op.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
Gert Romme og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Morten Østergaard´s våde svenskerdrøm kan han glemme alt om fordi de to landes politiske sammensætning ganske simpelt ikke kan sammenlignes på nogen som helst måde. I Danmark har DF været en del af magtstrukturen siden 2001 hvor Anders Fogh Rasmussen inviterede Pia Kjærsgaard ind i varmen - et genialt borgerligt træk efter Poul Nyrup Rasmussen erklærede DF for tæppetissere. I dag - har DF de facto overtaget de radikales tradition for at være "kongenmagere" og grunden til S´s afvisning af RV som regeringspartnere/støtteparti. En anden ting er Enhedslisten ultimative krav til Mette F. om at RV ikke får indflydelse på den førte økonomiske politik. Det sidste er hvis det virkeligt går i hårdknude kan Mette F. bare give Pia Kjærsgaard formandsposten (rangerer lige under Dronningen) i Folketinget - en post der helt sikkert sikrer Mette F. statsministerposten og det i hele regerings perioden. Sorry - Mette-Line - den drøm kan du godt glemme.

Eva Schwanenflügel

Enhedslisten er ikke kommet med ultimative krav.
De siger bare, de ikke vil være med til at føre borgerlig politik endnu engang som det skete under Thorning-regeringen i "bredeste forstand".
Til gengæld har SF to ultimative krav. Det ene er afskaffelse af kontanthjælpsloftet, det andet er minimumsnormeringer i daginstitutioner.
Alternativet vil slet ikke tælles med fordi de peger på Uffe som statsminister.
Og de Radikale forlanger, at der skal føres borgerlig 'ansvarlig' økonomisk politik.
Men lur mig om ikke det nok skal gå op i en højere enhed uden alt for mange falbelader?

Det ser da unægteligt noget sortere ud hos de borgerlige, hvor Løkke går til valg på øget velfærd, mens Liberal Alliance og Konservative vil have skattelettelser.
DF ved ikke hvad ben de skal stå på. Så de går til valg på permanent grænsekontrol som sædvanligt.
Og alle de andre småpartier - nogle til højre for Djengis Khan - slås også om stemmerne.

En SV -regering støttet af DF og de Radikale vil holde ligeså længe som det tager en champagnebrus at smelte i sommervarmen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Gert Romme, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg tror ikke på en SV-regering - om ikke andet, så alene af den grund, at ingen af dem vil være villig til at overlade statsministerposten til den anden...

Jeg syntes heller ikke, at den svenske regeringsform kan bruges som sammenligning her.

I Sverige var samtlige partiers klare mål, at holde Sveriges Demokraterne helt ude af indflydelse. Det var nærmest det eneste, de var enige om. For netop forholdet til Sveriges Demokraterne havde splittet den, ellers så fasttømret, borgerlige blok.

Derefter, og efter meget grundig overvejelse, gik 2 af de borgerlige partier med på at give Socialdemokratier og Miljøpartiet mulighed for at danne regering med Venstrepartiet som delvis regeringsgrundlag. Dog under forudsætning af, at de selv fik nogle af deres krav opfyldt.

Jeg syntes, det både var modige, modne og velovervejede demokratiske beslutninger. Og i øvrigt på et demokratisk niveau som i hvert fald ikke er set i Danmark i mange år.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Enhedslisten og Alternativet har helt klart fat i den lange ende, da ingen kan være i tvivl om, at uanset om det bliver LLR eller MF, der bliver statsminister, vil der blive ført borgerlig politik. Og det kan de to oprørspartier ikke tåle at lægge navn til, hvis de vil tages alvorligt af deres vælgere.

Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg håber da du har ret Niels Duus Nielsen, men hvilke lange ender skulle det være, med mindre Å og Ø mere eller mindre mirakuløst skulle få, lad os sige 20 -30% af stemmerne tilsammen?

De vil selvfølgelig kunne sætte sig dit og dat, men?

Niels Duus Nielsen

Godt spørgsmål, Katrine, "den lange ende" var måske ikke det rette udtryk at bruge i denne sammenhæng. Og så måske alligevel, de to partier er efter min mening de eneste, som forsøger at tale fællesskabet op i denne individualiserede verden. Og uden at vi besinder os på, at vi er et socialt dyr, som excellerer i flok, vil vi blot udrydde os selv som art.

Var det ikke kineserne, som viste os allesammen, at Muhammed ikke behøver at komme til bjerget, hvis han kan give en million mennesker en skovl og få dem til at bringe bjerget til ham?

PS: Det lille ord "da" i første sætning postulerer en logisk sammenhæng som ikke er der. Så når jeg i et andet indlæg skoser statsministeren for hans manglende logiske konsistens, er det kun på sin plads, at jeg får kritik, når jeg heller ikke selv overholder reglerne. Jeg skulle have skrevet "og".