Klumme

Svenske tilstande i dansk politik er ikke nødvendigvis dårligt

Valgkampens drama bliver måske intet at regne imod bagefter, når mere eller mindre ultimative krav skal forhandles. 129 dage tog det i Sverige. Men det er hverken en historisk undtagelse eller nødvendigvis så slemt, hvis noget lignende gentager sig her, skriver journalist Mette-Line Thorup i dette debatindlæg
9. maj 2019

Det mest udmarvende for mange ved at vente på Lars Løkkes valgknap var formentlig, at listen med mere eller mindre ultimative krav blev ved med at vokse i rød blok – plus det løse, der kommer under valgkampen. Ikke mindst set fra Mette Frederiksens (S) stol, hvis hun ender med sejren, som meningsmålingerne spår.

Men er det nu så forfærdeligt, at partierne deler sig efter anskuelse op til og under en valgkamp – og melder klart ud, hvor de står i den økonomiske politik eller udlændingepolitikken?

Nogle af dem kommer helt givet til at æde deres hat. Det gjorde de også i Sverige efter 129 dages historisk lange regeringsforhandlinger. At en partileder eller to ville være nødt til at komme ned fra de svenske graner, var åbenbart, allerede før valget til Riksdagen var udskrevet. Ellers ville valgmatematikken simpelthen ikke gå op.

Men efter et valg, hvor regeringsforhandlingerne bliver endnu mere rodede – om end mindre eksponerede – end en kaotisk valgkamp med 13 partier og den racismedømte kaot Rasmus Paludan, der fremprovokerer udlændingepolitisk katarsis i blå blok, vil partierne være enten begunstigede eller hæmmede af det mandat, vælgerne har givet dem.

Jo flere stemmer de har i ryggen, jo mere kan De Radikale eller Enhedslisten f.eks. kæmpe for at hive Mette Frederiksen i deres retning. Det såkaldt psykologiske overtag så man senest udspille sig i Det Sorte Tårn, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) lod sig trumfe af Margrethe Vestager (R).

Nu har Morten Østergaard (R) lanceret våddragt og vinterbadning som en forfriskende nyfortolkning af Anders Samuelsens (LA) stålsatte blå øjne samt en seniorpensionsaftale med VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti til at understøtte sin kommende forhandlingsposition.

Et orgie i taktik

Den nødvendige politiske fællesmængde vil blive forhandlet i de dronningerunder, der efter al sandsynlighed følger et mudret valgresultat. Hvis tilliden og viljen til at bøje sig mod hinanden indfinder sig i rød blok, får Danmark den røde regering, som målingerne tilsiger.

Det, dronningerunder kan, er nemlig at give tid. Samtidig kan en liste af krav til dronningen om mulig regeringsdannelse fra de forskellige partier være alt andet end præcise og f.eks. indeholde formuleringer som ’bredt samarbejde’.

Det giver åbninger mod det, der kan synes umuligt, som påpeget af højesteretsdommer og statsretsprofessor Jens Peter Christensen i Ugeskrift for Retsvæsen, bl.a. med henvisning til 1957, hvor De Radikale »lurepassede« med, hvem de støttede. Umiddelbart efter den første kongerunde, som det hed dengang, havde den radikale leder Bertel Dahlgaard erklæret, at han »hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundet«. Sådan endte det alligevel, og den såkaldte trekantsregering blev dannet. Processen er siden blevet kaldt »et orgie i taktik«.

Åbne forhandlinger

Hvis ikke det sker, kan man fortsætte den svenske sammenligning. Så tegner der sig to scenarier. Enten en regering hen over midten med S, V og måske endda DF. Eller et nyvalg. En midterregering blev som bekendt resultatet i Sverige. Ikke mindst fordi socialdemokraten Stefan Löfven kunne sikre sig statsministerposten ved hjælp af to mindre borgerlige partier.

Herhjemme taler flere om en mulig SV-regering, eksempelvis politisk kommentator, Mikael Kristiansen. En sådan midterregering vil være den eneste, der kan få opbakning både fra De Radikale og DF, lyder ræsonnementet.

I givet fald ville Østergaard, der har set det som sit fremmeste politiske mål at holde DF uden for indflydelse, skulle æde den største hat. Alternativet er nyvalg. Og lige som i Sverige vil det næppe heller være attraktivt i Danmark, eftersom vælgerne ikke tegner et nyt politisk landkort, bare fordi man spørger dem igen.

Som professor Jens Peter Christensens historiske gennemgang viser, har de gode gamle dage, hvor store partier kunne styre regeringsmagten roligt i land, aldrig eksisteret. Men at Mette Frederiksen har lagt op til, at regeringsforhandlinger anført af hende bliver mere åbne, end de har været længe, giver faktisk partierne mulighed for at træde i karakter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
Gert Romme og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Morten Østergaard´s våde svenskerdrøm kan han glemme alt om fordi de to landes politiske sammensætning ganske simpelt ikke kan sammenlignes på nogen som helst måde. I Danmark har DF været en del af magtstrukturen siden 2001 hvor Anders Fogh Rasmussen inviterede Pia Kjærsgaard ind i varmen - et genialt borgerligt træk efter Poul Nyrup Rasmussen erklærede DF for tæppetissere. I dag - har DF de facto overtaget de radikales tradition for at være "kongenmagere" og grunden til S´s afvisning af RV som regeringspartnere/støtteparti. En anden ting er Enhedslisten ultimative krav til Mette F. om at RV ikke får indflydelse på den førte økonomiske politik. Det sidste er hvis det virkeligt går i hårdknude kan Mette F. bare give Pia Kjærsgaard formandsposten (rangerer lige under Dronningen) i Folketinget - en post der helt sikkert sikrer Mette F. statsministerposten og det i hele regerings perioden. Sorry - Mette-Line - den drøm kan du godt glemme.

Eva Schwanenflügel

Enhedslisten er ikke kommet med ultimative krav.
De siger bare, de ikke vil være med til at føre borgerlig politik endnu engang som det skete under Thorning-regeringen i "bredeste forstand".
Til gengæld har SF to ultimative krav. Det ene er afskaffelse af kontanthjælpsloftet, det andet er minimumsnormeringer i daginstitutioner.
Alternativet vil slet ikke tælles med fordi de peger på Uffe som statsminister.
Og de Radikale forlanger, at der skal føres borgerlig 'ansvarlig' økonomisk politik.
Men lur mig om ikke det nok skal gå op i en højere enhed uden alt for mange falbelader?

Det ser da unægteligt noget sortere ud hos de borgerlige, hvor Løkke går til valg på øget velfærd, mens Liberal Alliance og Konservative vil have skattelettelser.
DF ved ikke hvad ben de skal stå på. Så de går til valg på permanent grænsekontrol som sædvanligt.
Og alle de andre småpartier - nogle til højre for Djengis Khan - slås også om stemmerne.

En SV -regering støttet af DF og de Radikale vil holde ligeså længe som det tager en champagnebrus at smelte i sommervarmen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Gert Romme, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg tror ikke på en SV-regering - om ikke andet, så alene af den grund, at ingen af dem vil være villig til at overlade statsministerposten til den anden...

Jeg syntes heller ikke, at den svenske regeringsform kan bruges som sammenligning her.

I Sverige var samtlige partiers klare mål, at holde Sveriges Demokraterne helt ude af indflydelse. Det var nærmest det eneste, de var enige om. For netop forholdet til Sveriges Demokraterne havde splittet den, ellers så fasttømret, borgerlige blok.

Derefter, og efter meget grundig overvejelse, gik 2 af de borgerlige partier med på at give Socialdemokratier og Miljøpartiet mulighed for at danne regering med Venstrepartiet som delvis regeringsgrundlag. Dog under forudsætning af, at de selv fik nogle af deres krav opfyldt.

Jeg syntes, det både var modige, modne og velovervejede demokratiske beslutninger. Og i øvrigt på et demokratisk niveau som i hvert fald ikke er set i Danmark i mange år.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Enhedslisten og Alternativet har helt klart fat i den lange ende, da ingen kan være i tvivl om, at uanset om det bliver LLR eller MF, der bliver statsminister, vil der blive ført borgerlig politik. Og det kan de to oprørspartier ikke tåle at lægge navn til, hvis de vil tages alvorligt af deres vælgere.

Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg håber da du har ret Niels Duus Nielsen, men hvilke lange ender skulle det være, med mindre Å og Ø mere eller mindre mirakuløst skulle få, lad os sige 20 -30% af stemmerne tilsammen?

De vil selvfølgelig kunne sætte sig dit og dat, men?

Niels Duus Nielsen

Godt spørgsmål, Katrine, "den lange ende" var måske ikke det rette udtryk at bruge i denne sammenhæng. Og så måske alligevel, de to partier er efter min mening de eneste, som forsøger at tale fællesskabet op i denne individualiserede verden. Og uden at vi besinder os på, at vi er et socialt dyr, som excellerer i flok, vil vi blot udrydde os selv som art.

Var det ikke kineserne, som viste os allesammen, at Muhammed ikke behøver at komme til bjerget, hvis han kan give en million mennesker en skovl og få dem til at bringe bjerget til ham?

PS: Det lille ord "da" i første sætning postulerer en logisk sammenhæng som ikke er der. Så når jeg i et andet indlæg skoser statsministeren for hans manglende logiske konsistens, er det kun på sin plads, at jeg får kritik, når jeg heller ikke selv overholder reglerne. Jeg skulle have skrevet "og".