Her er syv grunde til, at politisk markedsføring på sociale medier skader demokratiet

Dette års folketingsvalg er højst sandsynligt det mest teknologisk avancerede nogensinde. Ifølge fagdirektør i det norske datatilsyn, Catharina Nes, skyldes det, at brugen af dataanalyse og målretningsteknologi aldrig har været mere udbredt.

Hun mener derfor, at det er vigtigt, at partierne i valgkampen tænker over, hvordan de vil bruge såkaldt microtargeting på en måde, som er åben og gennemsigtig, og som varetager vigtige, demokratiske værdier.

Det britiske datatilsyn (ICO) går endnu længere og opfordrer i en rapport fra 2018 til en ’etisk timeout’ blandt alle politikere, partier og organisationer, så de kan gennemtænke, hvordan data bør blive brugt til politisk påvirkning.

Målrettede politiske budskaber på sociale medier er en demokratisk gråzone. DR og P1 Orientering kunne med en simpel stikprøve den 22. januar afsløre, at flere danske partier og folketingspolitikere allerede målretter deres politiske budskaber digitalt.

Et andet aktuelt eksempel er Klaus Riskær Pedersens nærmest sprintlignende indsamling af underskrifter for at kunne stille op.

Ugebrevet Mandag Morgen fortæller den 25. marts, at indsamlingskampagnen bygger på over 100 målrettede annoncer til »flere hundrede tusinde kroner«. En indsamling, som et dårligere økonomisk stillet parti næppe ville kunne gentage.

Privatliv til salg

På trods af opfordringer fra både det britiske og norske datatilsyn, så er debatten om politisk annoncering fraværende ved dette folketingsvalg. Derfor er det vigtigt at opridse, at der er (mindst) syv grunde til, at politisk annoncering på sociale medier skader demokratiet.

For det første er den digitale markedsføring baseret på sponserede opslag, hvilket favoriserer de rigere partier.

Årsagen til, at der ikke er politiske reklamer i tv eller radio, er netop for at undgå den demokratiske skævvridning i, at de rige partier kan købe sig til mere taletid end de fattige. Men hvor tv og radio var fortidens massemedier, er sociale medier i høj grad nutidens.

For det andet er mulighederne for præcist at målrette budskaber meget store i dag. Facebook kategoriserer sine brugere med op til 98 datapunkter. Herunder bl.a. adresse, politisk overbevisning, interesser, familiestatus – i øvrigt uden at gøre brugerne opmærksomme på det.

Det kan virke ufarligt i Danmark, men som DR f.eks. kunne afdække i 2018, har Facebook kategoriseret over 130.000 personer som interesserede i homoseksualitet i Nigeria, hvor homoseksualitet kan give op til 14 års fængsel.

For det tredje udfordrer den målrettede markedsføring beskyttelsen af vores private oplysninger. Annoncører indsamler og samkører enorme datamængder for at kunne ramme meget specifikke vælgergrupper. Men det er ifølge flere juridiske og dataetiske eksperter i strid med EU’s Databeskyttelsesforordning (GDPR). 

Digitale ekkokamre

For det fjerde kan målrettede politiske budskaber let skabe ekkokamre, som i sidste ende kan bruges til at polarisere og manipulere vælgerne. Dette har Vincent Hendricks redegjort for i bogen Hvordan bliver vi digitalt dannede?

Det betyder, at segmenterede grupper af vælgere ser bestemte opslag, som ikke er tilgængelige for andre brugere. Og det strider imod fundamentale demokratiske principper, som søger at skabe en åben og offentlig debat om samfundets forhold – på samme grundlag.

For det femte kan målrettede politiske budskaber medføre, at visse vælgergrupper simpelthen ekskluderes fra valgkampen.

Det er ikke kun dem, der ikke modtager målrettede politiske budskaber – det kunne eksempelvis være unge under 18, der ikke kan stemme – men også borgere, som ikke er på sociale medier. Som en kvinde skrev til mig, efter jeg diskuterede emnet på P1 Orientering inden nytår:

»Glem ikke alle os, som ikke er på sociale medier!«

For det sjette betaler danske politikere til techgiganter som Google og Facebook, der kun i yderst begrænset omfang betaler skat i de lande, hvor de opererer.

En måde at komme det til livs på er en omsætningskat på techgiganter, som det er foreslået af EU-Kommissionen med Margrethe Vestager i spidsen. Den vil kunne bidrage med ca. 2,5 milliarder kroner årligt i nye skatteindtægter.

For det syvende understøtter politikernes økonomiske bidrag til Facebook den overvågningskapitalisme, som ifølge Harvard-professoren Shoshana Zuboff er en massiv trussel imod vores demokrati, frihed og privatliv.

Hun understreger, at store virksomheder kapitaliserer på vores personlige erfaringer. Disse erfaringer kan ikke bare bruges til at forudse, hvilke sko vi vil købe i dag, de kan også påvirke os mod vores indkøb i morgen – eller endda hvad vi skal stemme på om to uger.

Asbjørn Ammitzbøll Flügge, cand.it. og folketingskandidat for Alternativet i København