Læserbrev

Udlandsdansker: Hvorfor må jeg ikke stemme til valget, når jeg studerer i udlandet?

Som politisk engageret studerende i udlandet kan jeg ikke forstå, at jeg ikke må stemme til folketingsvalget. Politikerne bør lade os leve op til vores demokratiske ansvar, skriver Rebecca Fredslund i dette debatindlæg
Debat
9. maj 2019

Jeg er studerende, 24 år gammel og har altid været politisk engageret. Jeg er dansk statsborger og har boet i Danmark langt størstedelen af mit liv. Alligevel har jeg ikke stemmeret til folketingsvalget den 5. juni.

Jeg er blevet frataget stemmeretten, fordi jeg ikke er fast bosat i Danmark. Som led i min toårige kandidatuddannelse har jeg adresse i Bruxelles, hvor jeg er i gang med at færdiggøre mit speciale. Og grundlovens paragraf 29 fastslår, at man skal have ’fast bopæl i riget’ for at opnå stemmeret.

På uddannelsesområdet findes der dog en undtagelse.

Man har nemlig mulighed for at underskrive en erklæring om, at man har til hensigt at vende tilbage til Danmark inden for to år efter udrejsen. Sådanne retningslinjer ville jeg kunne forstå, hvis ikke det var, fordi Danmarks Statistik i 2015 fastslog, at langt størstedelen af udlandsdanskere vender hjem igen.

Derudover er den danske lovgivning også særlig stram i sammenligning med de resterende europæiske lande. Landene lægger i modsætning til Danmark generelt ikke bånd på, hvor længe deres statsborgere må have befundet sig i udlandet for at deltage i nationale valg.

Magtesløs

Det kan da ikke passe, at jeg som politisk engageret ungt menneske ikke har mulighed for at leve op til det, som jeg synes, er mit demokratiske ansvar. Det slår mig, at jeg må gøre noget.

Jeg går ind på Folketingets hjemmeside for at stille et borgerforslag. Jeg følger anvisningerne, indtaster mine personlige oplysninger og trykker på knappen ’Skriv forslag’. Folketingets hjemmeside vil ikke godkende min registrering. Fordi jeg ikke har stemmeret til folketingsvalget, skriver hjemmesiden som begrundelse.

Jeg er mundlam og må sætte mig tilbage i stolen. Det går op for mig, at jeg ikke har ret til at opstille et borgerforslag om at genvinde stemmeretten for udlandsdanskere, netop fordi jeg ikke har stemmeret.

Ikke nok med at jeg som udlandsdansker ikke har indflydelse på den politiske sammensætning på Christiansborg, jeg har ikke engang retten til at foreslå, at en sådan praksis må ændres.

Jeg føler mig magtesløs.

Rebecca Holst Fredslund, udlandsdansker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

På listen over væsentlige problemer at forholde sig til, tikker dit, kære Rebecca, ind på noget nær en sidsteplads.

Et 'demokratisk ansvar' udlever man hver dag gennem konkret handling - og ikke ved at skrive forurettede proformaindlæg til Informations debatsektion.,,Omend redaktionen dog synes at svælge i den slags ligegyldigheder.

Jeg har meget svært ved at tro på, at du 'føler dig magtesløs'. Jeg har faktisk meget svært ved at tro på, at du som ung, kandidatstuderende globalist overhovedet forstår, hvad begrebet betyder og indeholder.

Så klap din belgiske hest, min ven, og hils den fra mig. Bliver den sulten, er der tudekiks i hjørnet..

Eva Schwanenflügel

Det burde være sådan, at man som dansk statsborger - og ej at forglemme, dansk skattebetaler - kunne stemme til danske valg.
Alt andet er udemokratisk.
Det er tudetosset at vi i den globaliserede verden vi har fået trukket ned om ørerne skal diskriminere på baggrund af opholdssted.

Steffen Gliese, Trond Meiring og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Torsten Jacobsen 09. maj, 2019 - 00:02

Spis nu brød til.

Det er fint nok at blive gjort opmærksom på en oplagt urimelighed.

Alle danske statsborgere burde kunne stemme ved et Folketingsvalg.

Werner Gass

Man har stemmeret som loven bestemmer, hverken mere eller mindre.
Der hvor man er registreret i fokeregisteret stemmer man.
Til folketingsvalget skal man også være dansk statsborger, til kommunvalg er 3 års ophold nok.

Ønskes dette ændret - af politisk interesserede - så er vejen at angagere sig og arbejde for denne ændring som så tager den tid det tager.

At klynke fra Belgien er nok ikke den rigtige vej.

Om det er retfærdigt kommer jo an på hvor man står.
Men det er nok ikke det største problem landet står over for.

Steen Simonsen

Jeg er pensionist og flyttede i september til Norge.
Til min store ovrraskelse er jeg dermed frataget min stemmeret til folketingsvalg og EU-parlamentet.

Jeg er dansk statsborger og har hele mit liv betalt skat i Danmark, hvilket jeg stadig gør.

Og nu er en grundlæggende demokratisk ret blevet frataget mig, det er ikke demokratisk.

At statsborgere ikke har stemmeret i den stat, de er statsborgere i, stemmer ikke overens med demokratiets væsen. At alle har stemmeret. Selv om vi sikkert ikke er mange, der rammes af disse udemokratiske regler, er det et konkret og principielt problem for demokratiet og den danske stats opfattelse af at være et demokrati.
Steen Simonsen

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo en ganske ny og aldeles urimelig opstramning. Danmark har altid udmærket sig ved ret hurtigt at fjerne folks stemmeret, men vi har tilsyneladende fået en helt igennem negativ opfattelse af det at rejse udenlands, så man simpelthen afskriver folk. Det ser man over hele linjen.
Imidlertid er det ikke politikernes land, det er borgernes, og derfor skal de - selvfølgelig - have ret til at stemme, hvor end de befinder sig. Gamle frister med 12 og 5 år skal vi også afskaffe, det er totalt respektløst.

Torsten Jacobsen

Torben Lindegaard,

Spis selv brød til ;).

Rebecca Holst Fredslund misser en enkelt valgperiode, fordi hun er i gang med at realisere sig selv og sit potentiale til det maksimale. Jeg har ikke orket at google hende, men mon ikke hun studerer enten statskundskab eller jura?

Med en kandidatgrad i et af disse fag i hånden, står hun umiddelbart klar til at indtage en alt andet end 'magtesløs' stilling i fremtidens Europa, hvor hun så end vælger at slå rod.

Så måske er det i virkeligheden Rebecca Holst Fredslund, som burde spise lidt brød til? Inden hun sådan offentligt bekendtgør sin totale magtesløshed?

Måske burde

Torben Lindegaard

@Torsten Jacobsen

Jeg googlede på foranledning Rebecca Holst Fredslund, som studerer i Aarhus på Institut for Kultur og Samfund - så der er flere studiemuligheder; men hverken jura eller statskundskab er i blandt dem.

Dorthe Kannu

Hvorfor underskriver du ikke bare den erklæring om at du forventer at vende hjem til Danmark?

Freso Fenderson

Hej Rebecca Fredslund,

Det du skriver hér, er forkert. "Personer der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed" er lige præcis én af de 7 grupper der kan optages på FT‐valglisten selvom de ikke agter at vende tilbage indenfor 2 år. Se alle 7 grupper på https://valg.oim.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret/

@Steen Simonsen,

Ligeledes, Steen, skal du søge om optagelse til EU‐parlamentsvalglisten når du er flyttet udenlands. Det er korrekt (desværre!!) at du mister stemmeret til FT‐valget, men EU‐parlamentsvalget havde du altså stadig haft stemmeret til, hvis du havde søgt om optag på valglisten. Se https://valg.oim.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret/eu-bosatte-dansker... for mere information.

Freso Fenderson

@migselv og Steen Simonsen,

Undskyld til Steen Simonsen. Jeg havde læst ØIMs side forkert. Det er korrekt at bor man ikke i en EU‐stat har man ikke stemmeret til EU‐parlamentsvalget, uanset at man er statsborger i en EU‐stat.