Læserbrev

Venstrefløjen skal turde kritisere islam - det er ikke racisme

Rasmus Paludan har fået venstreorienterede til at ønske grænser for ytringsfriheden. Men de burde hellere selv komme på banen med en saglig og konstruktiv religionskritik, skriver Carsten Andersen i dette debatindlæg
14. maj 2019

Jeg har lige hængt Mohammed-tegningerne op i stuen. Balladen omkring Rasmus Paludan har gjort det endnu mere klart for mig: Jeg får spat af venstrefløjens fløjlshandsker, når emnet er islam. Jeg stemmer gladeligt Radikale Venstre, men blandt nogle af mine ligesindede hersker der en underlig irrationel forestilling om, at det er racisme at kritisere et sæt af ideer, der mest flatterende kan betegnes som middelalderlige.

Efter balladen på Nørrebro hører man ofte, at de voldelige sammenstød er ‘Paludans skyld’, og at ‘ytringsfriheden bør have grænser’, når man bevidst forsøger at såre eller provokere. Eventuelt tilsat et mere pragmatisk argument om, at det er dyrt at beskytte demonstrationerne. Det undrer mig, om alle disse venstreorienterede har overvejet det principielle i at lukke Paludan ned, fordi han er ‘for krænkende’. Det kan jo også blive dyrt og besværligt med Tibet-demonstrationer ved kinesiske statsbesøg. Går de demonstrationer for øvrigt ikke også primært ud på at provokere andre?

Kristne og muslimske skrifter er omtrent lige tåbelige og barbariske. De excellerer i at promovere kvindens underlegenhed, at fordømme homoseksuelle og at glorificere (og opfordre til) vold. Der kan findes smukke vers, men ofte kan man finde samme pointe udtrykt bedre i moralfilosofi andetsteds.

I vores lille andedam er der størst problemer med islam. Jehovas Vidner, Luthersk Mission og Indre Mission står også for værdier, vi ikke skal bygge en moderne civilisation på – og det er blevet dokumenteret i en rapport af Børns Vilkår, at der foregår negativ social kontrol i sådanne miljøer. Men der er bare flere muslimer (og venstreautonome), der er voldsparate, når deres usynlige ven bliver latterliggjort. Ligeledes må man formode, at der er flere børn i muslimske familier, der på grund af stærk social kontrol ikke selv må vælge kærester, venner eller hovedbeklædning (jf. f.eks. ovennævnte rapport).

Venstrefløjen skal droppe sin relativisering af kulturer og værdisystemer, så religions- og kulturkritik kan flytte ind på midten og blive konstruktiv. Ellers har Paludan fortsat en hel banehalvdel at boltre sig uimodsagt på.

Carsten Andersen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Marianne Stockmarr
  • Jørn Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Poul Anker Juul
Torben Lindegaard, Marianne Stockmarr, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jakobs

Man må ikke kritisere minoriteter, undtagen den besiddende klasse!

Og så er det er synd for muslimerne, at de bliver slået i et med fundamentalister. Ligesom de kristne let kan blive forført af flammeprædikanter og det tog 200 -300 år mindst for oplysningstidens rationalitet at vinde terræn overfor kirken. Darwin turde kun posthumt at udgive "Arternes oprindelse".

Hans Houmøller

Carsten Andersen mangler en del ting at undersøge nærmere indsigt studerekammer. Sikke noget studentikost vås om blandt andet Tibet-demonstrationerne, som ikke handler om det, skribenten påstår.
..., og hvem fra venstrefløjen går ind for voldelige demonstrationer?

Rune Christensen

Enhedslisten har da i mange år været førende i demonstrationer mod Hizb ut-Tahrir. Måske Hr. Carsten Andersen burde komme ind i kampen, i stedet for at sidde og lurepasse på "midten."

Carsten Hansen

Selvfølgelig skal vi på venstrefløjen kritisere Islam og politiks islam.

Og det gør vi skam også.
Men naturligvis kritiserer vi ikke den almindelige hverdags-muslim der bare går og passer sit og ønsker at fungere i et demokratisk samfund.

Men vi tager klart afstand fra islamister og islamismen. 2 begreber med rod i fascistisk tankesæt og som kan rubriceres som diametrale modsætninger til socialister og socialisme.

De folk der ønsker at begrænse anderledes tænkemdes ytringsfrihed er ikke repræsentative for den samlede venstrefløj. Men den samlede venstrefløj går imod at slå alle over én kam og drive hetz mod folk, udelukkende fordi de er muslimer.

Ib Gram-Jensen

Niels Jakobs,
Da det kom til stykket, udgav Darwin (1809-1882) alligevel Arternes Oprindelse i 1859 og Menneskets Afstamning i 1871, værre var det heldigvis heller ikke.

Carsten Andersen går galt i byen på flere punkter. For det første HAR ytringsfriheden grænser. Der er ingen censur, men ytringer kan være strafbare efter bestemmelserne i straffelovens § 266 b og § 267. For det andet er der ikke tale om at "lukke ned for Paludan". Han har, og skal have, ret til - under ansvar for domstolene - at ytre sine meninger, men konkrete demonstrationer kan forbydes efter Grundlovens 79. Det er nævnt mange gange i kommetarsporene, men det er åbenbart nødvendigt at gentage det. For det tredje er der forskel på at stille sig op med et tibetansk flag og på at stille sig op, hvor folk bor, og overdænge dem med skældsord. Og for det fjerde sammenblander Carsten Andersen som så mange andre retten til kultur- og religionskritik med den håneret, som nævnte § 266b altså udtrykkeligt udelukker. Selvfølgelig skal man kunne kritisere religiøse og kulturelle forestillinger og normer og forskrifter og former for religionsudøvelse, og personer, der udsættes for social kontrol/tvang, skal støttes imod den, men kan religions- og kulturkritik være konstruktiv, hvis den tager form af hån, spot og latterliggørelse? Kan man udsætte en religion for hån, spot og latterliggørelse, uden at det rammer dens tilhængere?

Hvis kultur- og religionskritik skal blive mere end en samtale mellem (os) ateister om, hvor formørkede og latterlige religioner (og dermed deres tilhængere) er, må den dels undgå overdrivelser og generaliseringer og i det hele taget være informeret om det, den er rettet imod (der kan ikke uden videre sættes lighedstegn mellem de religiøse tekster på den ene side og de forskellige udlægninger af dem og den kulturelle og religiøse praksis hos de troende på den anden), dels undgå at udelukke dialog mellem ikketroende og troende ved at nedgøre de sidste. Fordi man ikke selv har behov for nogen religion, kan man ikke bare affeje mennesker, der har det, som idioter, middelalderlige barbarer eller vildførte. Ateister kan være lige så intolerante som troende, men ingen af parterne behøver uvægerligt at være det.