Kommentar

Anna overlevede sin mors drabsforsøg: »Der er intet fredeligt over at blive kvalt«

Som otteårig overlevede jeg min mors forsøg på at slå mig ihjel. Det er ikke alle os med en traumatisk barndom, der lader den gå ud over andre mennesker, skriver Anna i sit svar til Jan Andersen, som skrev om sit drab på sin datter i en kronik tidligere i år
»Jeg tror på, at han tror på sig selv og sin fortælling,« skriver Anna i sit svar på Jan Andersens kronik fra tidligere i år. Kronikken omhandlede Jan Andersens drab på sin datter. Billedet er af Jan Andersen.

»Jeg tror på, at han tror på sig selv og sin fortælling,« skriver Anna i sit svar på Jan Andersens kronik fra tidligere i år. Kronikken omhandlede Jan Andersens drab på sin datter. Billedet er af Jan Andersen.

Peter Nygaard

8. juni 2019

Hvem taler for børnene?

Det gør jeg.

For jeg er et af de eneste børn i Danmark, der har overlevet et drabsforsøg fra en forælder.

Som mange andre danskere læste jeg den 5. januar Jan Andersens kronik om, hvordan han dræbte sin datter, og hvordan vi andre forventes at forstå handlingen, mestendels grundet en opvækst i en dysfunktionel familie og en traumatiseret barndom.

Han beskriver, hvordan han ledtes til beslutningen om at slå sin datter ihjel, fordi hun ikke skulle vokse op i en skilsmissefamilie. Han går så langt, at han beskriver selve handlingen med ordene:

»Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel.«

Han fortsætter: »Det må aldrig blive en trivialitet at tale om barnedrab.« Den næste sætning starter med: »Men …«

Mange reagerede på sætningen om, at Jan Andersen forsigtigt slår ihjel og kysser sin datters hår farvel. Det gjorde jeg også oprindeligt, men efter at have læst kronikken flere gange var og er det ’men’ et, der sætter sig fast i mig.

Jeg tror, de fleste af os i en tidlig alder lærer, at en forklaring, et forsvar, en undskyldning mister værdi, når den er efterfulgt af et ’men’. I kommunikationsbranchen kaldes det for en ikke-undskyldning. Og det er, hvad Jan Andersen præsterer i sin kronik.

Jeg tror på, at han tror på sig selv, sin fortælling. Og jeg tror også på, at han mener det godt. Jeg er dog ikke så sikker på, at han har tilegnet sig den selvindsigt, han påråber sig, for hans kronik modsiger ham fra start til slut.

En overlever

Hvorfor har jeg så stærke holdninger til det her?

Fordi jeg, som jeg skrev indledningsvist, er et af de børn, der har overlevet et drabsforsøg.

Min mor forsøgte at slå mig ihjel, da jeg var otte år gammel. Hun skar mine pulsårer over, forsøgte at kvæle mig med en ledning, forsøgte at brænde mig inde.

Som du sikkert forstår, var det et traume, som det tog mange år at komme forbi og få lagt på den rette hylde. Det er sket i dag. Jeg er en voksen kvinde med et sundt forhold til mig selv og min omverden. Jeg er endda, hvad mange mennesker kalder for succesrig.

Men, for der er et men: Da jeg tog kontakt til Information, om at jeg ikke mente, at Jan Andersens kronik skulle stå alene, at nogle måtte tale for børnene, bad jeg om at være anonym. Ikke på grund af min familie, mit job, min omverden eller fordi jeg ikke ejer min historie, men fordi jeg – i andres øjne – som offer ofte reduceres til kun at være det: et offer. Folk reagerer, helt forståeligt, stærkt på disse historier, og der er risiko for, at historien ejes forkert.

Jeg er ikke et offer. Jeg er – i ordets stærkeste forstand – en overlever.

Intet fredeligt

Jan Andersen overlevede også. Det gjorde hans datter ikke. Det gjorde min mor heller ikke. Hun døde, da jeg var 21 år gammel, efter at have afsonet en behandlingsdom. Hun blev dømt til psykiatrisk behandling. Hendes liv var hårdt. Hun døde af misbrug og et knust hjerte, fordi hun aldrig tilgav sig selv. Men hun forsøgte aldrig at bortforklare det, hun havde gjort.

Jeg tilgav hende med tiden – før hendes død, fordi jeg var omgivet af gode mennesker, der hjalp mig tilbage til livet.

Men at forstå det; det kommer jeg aldrig til. Det behøver jeg heller ikke. Ligesom jeg heldigvis heller ikke behøver at forstå Jan Andersen og den måde, hvorpå han forsøger at forme og forklare sig.

Fakta om sagen

Drabsforsøget fandt sted tirsdag den 25. januar 1983. Annas mor var 27 år, Anna var otte. Moderen bedøvede Anna, skar hendes pulsårer op, forsøgte at kvæle hende og tændte derefter ild i lejligheden.

Annas mor havde et alkoholmisbrug og havde forsøgt selvmord to-tre gange op til drabsforsøget, hvor det var hendes hensigt at tage livet af både sig selv og datteren. Hun var af lægen blevet anbefalet indlæggelse på psykiatrisk afdeling, men havde afslået dette.

Annas mor blev dømt for drabsforsøg og brandstiftelse den 19. december 1983. Hun blev ikke dømt sindssyg i gerningsøjeblikket (straffelovens § 16), men idømt en behandlingsdom efter straffelovens § 69, der omhandler sigtede, der befinder sig i en tilstand af »mangelfuld udvikling, svækkelse og forstyrrelse i de psykiske funktioner«.

Kilde: Nordsjællands Politi

Det er ikke os alle med en traumatiseret barndom, der lader den gå ud over andre mennesker eller bruger den som en forklaring og undskyldning på forfærdelige handlinger – og slet ikke i bedste sendetid i nationale danske medier.

Medier, som i øvrigt alle gerne må stoppe med at kalde mord for ’familietragedier’. Et mord er et mord, også selv om handlingen foregår i en familie. Den slags kan ikke gradbøjes. Heller ikke selv om du har en anderledes, traumatiseret barndom.

Kære Jan Andersen, jeg ønsker dig intet ondt, og jeg forstår, at moderen til jeres barn ikke har modsat sig din oprindelige kronik, men jeg vil slutte med at lade dig vide, at der intet forsigtigt eller fredeligt foregår i forbindelse med at blive kvalt. Man kæmper for sit liv. Det er meget voldsomt og helt ekstremt væmmeligt.

Heldigvis er der nogle af os, der overlever til at kunne gengive oplevelsen, således at andre ikke uimodsagt hvidvasker den.

Annas rigtige navn og identitet er redaktionen bekendt.

Jan Andersens kronik er ubehagelig læsning, men det er også et smerteligt indblik i, hvordan mennesker bliver i stand til at slå ihjel – og ikke mindst hvordan de lever med det efterfølgende
Læs også
Jan Andersen dræbte sit eget barn. Han havde en svær barndom i en dysfunktionel familie, hvor han selv endte på børnehjem, og da han og barnets mor gik fra hinanden, så han datteren i en rolle som sig selv – og dræbte hende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Olaf Tehrani
  • Elisabeth Andersen
  • Erik Karlsen
  • Flemming Berger
  • Carsten Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Karen Grue
  • Troels Ken Pedersen
  • Bjørn Pedersen
  • Steffen Gliese
  • Benno Hansen
  • Ervin Lazar
  • Jakob Trägårdh
  • Anette Bjørnstrup
  • Herdis Weins
  • Grethe Preisler
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
June Beltoft, Olaf Tehrani, Elisabeth Andersen, Erik Karlsen, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Karen Grue, Troels Ken Pedersen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Benno Hansen, Ervin Lazar, Jakob Trägårdh, Anette Bjørnstrup, Herdis Weins, Grethe Preisler, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det var også min umiddelbare reaktion, da jeg læste Jan Andersens kronik; at den gav en ikke-undskyldning til ofrene, samtidig med en ansvarsfritagelse til sig selv - gerningsmanden.
Derfor en følelse af afsky.

Og ja, "familietragedie" er ganske enkelt et bortforklarende ord. Et mord er et mord.

Tak for at dele din historie med os læsere, Anna.
Hvor rystende den end er.

June Beltoft, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Karen Grue, Bjarne Bisgaard Jensen, Troels Ken Pedersen, Gustav Vernal, Jacob Johansen, Rolf Andersen, Steffen Gliese, Mogens Holme, Steen Obel, anne boehme, Bo Helbæk Thomsen, jens peter hansen, Benno Hansen, Merete Laubjerg, Ervin Lazar, Naja Abelsen, Rikke Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Godt få den historie bragt i avisen som modvægt til den kronik, den er en reaktion på. Tak til “Anna” for at kalde tingene ved deres rette navn.

June Beltoft, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Karen Grue, Troels Ken Pedersen, Rolf Andersen, Mogens Holme, anne boehme, Donald Axel, Benno Hansen, Merete Laubjerg, Naja Abelsen, Rikke Nielsen, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Problemet her er ikke indholdet i Jan Andersens kronik, men at den overhovedet blev bragt. En morder kan reflektere over sin ugerning med sin præst og med sin skaber, men har intet at gøre i den offentlige debat. Lige så lidt som terroristerne har, uanset om de fortryder eller er stolte over deres forbrydelser.

Estermarie Mandelquist, Troels Brøgger, Mogens Holme og Rolf D. Erbst anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Ligeledes burde Annas historie heller ikke være bragt. Den kunne være fortalt til en forfatter fra en af de øverste hylder, der måske kunne få en fortælling ud af den frygtelige oplevelse. Men man skal beskytte offeret mod selv at "stå frem" som det hedder i tabloidpressen.

Selvfølglig skulle jan Andersens kronik bringes, den eneste måde vi lærer hinanden ar kende på som mennesker er ved kommunikation. Også den ubehagelige af slagsen.
Og tak til Anna for klar og tydelig tale

June Beltoft, Carsten Mortensen, Jonna Jensen, Rolf Andersen, Henrik Rasmussen, Peter Andersen, Steffen Gliese og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Rolf D. Erbst

Kommentar til Henrik Brøndum
Jeg synes, vi skal holde fast i, at vi er ansvarlige for vores voksenliv. Det kan ikke nytte noget, at henvise til sin barndom for de forbrydelser, man har begået som voksen. Måske kan en ulykkelig barndom forklare nogle ting, men den kan aldrig undskylde et mord.
I øvrigt synes jeg, det er svært at vurdere, om man skal publicere forbryderens beretninger. Hvad med en rockers fortælling om sine ugerninger? På en måde kan vi andre jo blive lidt klogere på de motiver, vedkommende havde for at begå forbrydelsen. På den anden side bliver ugerningen jo blåstemplet i det øjeblik, den bliver beskrevet og kommer ud i offentligheden.
Annas beretning er naturligvis noget andet, og jeg er enig med dig i, at det næsten er umuligt at forholde sig til alle de frygtelige ting, der sker derude i virkeligheden. På den ene side skal vi forholde os til den slags og måske prøve at forstå det, men på den anden side kan man nogle gange få den fornemmelse, at man skærer et lille stykke af vores menneskelighed af, hver gang vi bliver konfronteret med den slags historier. Det bliver for overvældende, når det bliver serveret råt og uden forklaring for os. Og det er måske det, vi skal bruge kunsten og forfatterne til, der kan give det et udtryk og en sammenhæng, så vi kan forstå uden at vi bliver forrået.
Med venlig hilsen
Rolf D. Erbst

hanne plaschke

Der er ikke noget forkert i, at en avis bringer et indslag som Jan Andersens, som er skrevet som en forklaring, ikke en undskyldning. Det løb koldt ned ad ryggen på mig, da jeg læste det. En stille rislen, fordi jeg mærkede, at der var noget, der ikke stemte overens med min egen virkelighedsopfattelse. Beskrivelsen af selve gerningen som en nænsom og kærlig handling var uhyggelig, fordi vi godt ved, at han slog barnet ihjel. Derfor var det en rigtig beslutning at bringe kronikken. Livet er ikke nemt og verden er ikke et enkelt sted at være. Hvorfor slår nogle mennesker andre ihjel? Hvorfor slå børn ihjel? Tak til Anna for at bringe emnet videre.

Mikael Nielsen, June Beltoft, Elisabeth Andersen, Carsten Mortensen, ingemaje lange, Rolf Andersen, Peter Andersen, Steffen Gliese, Randi Christiansen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Rolf, en ugerning blåstemples ikke af at 'bliver beskrevet og komme ud i offentligheden'.

June Beltoft, Carsten Mortensen, Rolf Andersen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Nej, et mord er ikke bare et mord. Hvorfor skulle det være så enkelt? Ikke engang i retslig forstand er det så enkelt. Du kan være utilregnelig i gerningsøjeblikket eksempelvis. Det at slå ihjel kan gradbøjes. Omstændighederne er, som omstændigheder generelt, forskellige.

Og hvis vi nægter mordere at ytre sig og dermed få indsigt i deres sind, knægter vi ytringsfriheden i en grad, der er noget mere alvorlig, end når vi for titusinde gang bliver påtvunget eksempelvis Paludans simple gøren og laden under dække af, at vi frit bør kunne tage stilling til selv det mest groteske.

Carsten Mortensen, Randi Christiansen, Thomas Jensen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Anders Sørensen, det jeg mente var at resultatet (drabet) er det samme for offeret, nemlig tabet af liv.
Det nytter ikke noget at overtrække en bitter pille med sukker og benævne det "familietragedie".
I fortsættelse, skulle vi så måske sige 'bandetragedie', når nogen skydes, eller 'parforholdstragedie' når nogen myrder en partner?

Og naturligvis må alle komme til orde, det er ikke ytringsfriheden jeg anfægter. Det er selv-undskyldningen.
Jan Andersens nærmest poetiske beskrivelse af et brutalt drab virker som om han overhovedet ikke har forstået offerets pinsler. Og desuden nærmest gør sig selv ganske ansvarsløs ved at begrunde sin handling i sine egne traumer.
Mig bekendt var han netop ikke sindssyg i gerningsøjeblikket.

June Beltoft, Elisabeth Andersen, Estermarie Mandelquist, Herdis Weins og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Jeg syntes det er svagt af Jan Andersen at slå datteren ihjeld. Alt andet, selv ingenting havde været bedre for datteren. Og så endda reklamere med det efterfølgende. Det vidner da i den grad om en person med vrangforestillinger.

Erik Karlsen, June Beltoft og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Eva Schwanenflügel, det ER da en familietragedie. Hvis mordet sker i en familie. Grundet nøgterne familiemæssige overvejelser, problemer eller i affekt afstedkommet heraf. Og det er mord. De to ting kan sagtens leve side om side. Familietragedie og mord.

At man som gerningsmand vælger at beskrive/undskylde sin gerning i et sprog, der ikke signalerer oprigtig anger, kan man så vælge at finde uhyrligt. Jeg vælger at finde det uhyrligt og interessant. Og vigtigt ikke mindst.

Klaus Brusgaard

I at Anna vælger at tilgive sin mor ligger der vel et "Men...."; en forklaring eller en forståelse. Noget af det vigtige ved begge disse rædselsfulde historier er vel at forstå hvor langt ud et menneske kan drives. Alle er vi eksperter i at finde undskyldninger for selv de mest forkerte af vore handlinger derfor er det vigtigt at indse at kimen til enhver handling ligger i enhver.

Else Marie Arevad

Jeg kan forstå de mennesker, der er så fortvivlede, at de tager deres eget liv. Men jeg nægter at forstå de mennesker, der tager et barns liv. Information burde ikke have bragt Jan Andersens kronik. De tanker, han udtrykte i den, burde have været forbeholdt hans psykiater.

Eva Schwanenflügel, Henrik Brøndum, Estermarie Mandelquist og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Manden er sindssyg.

Har det offentlighedens interesse at kende hans case beskrevet af ham selv?

Det er jo frivilligt at læse, men hvis ellers man kan tåle det, giver det trods alt en vis indsigt i et sygt sind. Og erkendelse er jo altid den første vej til forbedring. Måske burde hans indlæg her i avisen være fulgt op med en psykolog faglig diagnose.

June Beltoft

Mord og anden voldelig adfærd kan aldrig undskyldes, allerhøjst og til nød forklares - i mange tilfælde med en dysfunktionel opvækst.

Og den forklaring siger noget om hvor vigtigt det er, at børn vokser op i kærlighed og accept og at der reageres prompte, hvis der opstår mistanke om at et barn mistrives.

Randi Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar