Kommentar

Bekymringsindustrien tjener penge på forældrenes skam over børnenes skærmtid

Det er svært for forældre at følge med i det digitale børneliv. Derfor er der opstået et marked målrettet forældre, der vil redde deres barn fra den digitale djævel. Men det er påfaldende, at dem som siger, at skærmtiden er skadelig, også er dem, der sælger kuren, skriver seniorkonsulent ved Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen i dette debatindlæg
Skærmen gør ikke glade børn afhængige, voldelige, asociale eller overvægtige, men vandrehistorier, salgsgas og skraldespandsvidenskab sælger bedre end virkeligheden: at gamerbørn er helt normale og raske, skriver Christian Mogensen.

Skærmen gør ikke glade børn afhængige, voldelige, asociale eller overvægtige, men vandrehistorier, salgsgas og skraldespandsvidenskab sælger bedre end virkeligheden: at gamerbørn er helt normale og raske, skriver Christian Mogensen.

Ulrik Hasemann

22. juni 2019

Når forældre offentligt anklages for omsorgssvigt af børn, som ikke får begrænset deres skærmtid, eller gives skyld for, at deres digitale børn mistrives, så er det sjældent psykologen, lægen, forfatteren eller forskeren, som taler; så er det sælgeren.

Bekymringsindustrien er big business, og kan man bilde forældre ind, at børn misrøgtes, og samtidig sælge dem en kur, så kan man score kassen – for eksempel på skærmskam.

Udnytter bekymring

Da generationskløften over den digitale afgrund voksede i 00’erne, fik forældre en ny arena at bekymre sig for: internettet med alle dets spil og sociale medier. Forældres bekymring for deres børn er naturgiven og hamrende vigtig for opdragelse, dannelse og sundhed. Den har altid været der – skepsis over for rockmusik eller Pokémonkort har været med til at sætte rammerne for de seneste generationers opdragelse.

Bekymringen i dag er ikke usund eller grundløs. Vi har masser af udfordringer i den digitale verden – mikrotransaktioner, tonen på nettet, lyssky forretningsmodeller og opsamling af data er bekymrende og kan kun for sent blive underlagt lovgivning og oprydning. Men i stedet står ’skærmtiden’ for skud. Ikke fordi forskning tyder på, at den er farlig, men fordi man kan sælge en kur mod den og tjene kassen.

I takt med, at det for nogle er sværere at følge med i børnelivet hos en generation, som snapchatter, tiktokker og instagrammer af hjertens lyst, er der opstået et marked målrettet forældre, der vil redde deres barn fra den digitale djævel.

Det er påfaldende, at dem, der taler dunder mod skærmens magt, også er dem, der sælger kuren. Det kan være samtaleforløb, kognitive redningskranse i form af foredrag, hjernestimulerende øvelser, lydbøger, apps, terapi eller digitale detox-kure. Alle som en er de bundet op på fængende annoncetekster om det limbiske system, dopamincentre og adfærdsdesignede mobiltelefoner. Det lyder godt, men det er også skåret direkte ud af slangeoliesælgerens håndbog.

På samme måde som vi ville være skeptiske, hvis Marabou fremlagde en rapport, der konkluderede, at chokolade var godt for sundheden, bør vi også være på vagt, når sælgeren siger, at hans produkt kurerer et problem, som han selv er med til at opfinde.

Gamerbørn er normale

Hverken børn, unge eller voksne har godt af at sidde stille for mange timer om dagen. Det har vi vidst i mange år, men de digitale underholdningssystemer kan udfordre vores aktivitetsniveau. Det betyder bare ikke, at skærmene i sig selv er mere usunde end kriminalromanerne, legoklodserne eller lektielæsningen.

Ingen børn (eller voksne for den sags skyld) har godt af at sidde hele eller halve dage foran skærmen, men hvis skærmtiden flankeres af hobbyer uden for hjemmet, sunde sengetider og lektielæsning, så ser forskningen og praktikerne ingen sundhedsmæssige eller sociale slagsider. Det er også konklusionen på WHO’s seneste rapport om småbørn. At man skal finde en balance. Ikke at skærme er skadelige.

’Skærmtid’ er næsten et meningsløst begreb. Vi burde i stedet snakke om, hvad der er på skærmen, den tid hvor den er tændt. Hvis det er Discord-snakke med vennerne, Counter-Strike-kampe med holdet, fnis over memes, tv-serier og interessefællesskaber, må vi ikke være bekymrede, når barnet ellers trives.

Skærmen gør ikke glade børn afhængige, voldelige, asociale eller overvægtige, men vandrehistorier, salgsgas og skraldespandsvidenskab sælger bedre end virkeligheden: at gamerbørn er helt normale og raske.

Når vi på Center for Digital Pædagogik ser børn og unge have en overdreven brug af f.eks. computerspil sammenlignet med andre på samme alder, er det uhyre sjældent et tilvalg af skærmen, men derimod et fravalg af skole, familie og almindelige fællesskaber. Skærmen tryller ikke sociale og normale børn om til zombier i kognitiv afvikling.

Men kan man først få kunden bildt ind, at hendes højt skattede børn er ved at drukne i en bolsjefarvet digital giftsump, er der ingen grænser for, hvor dyrt man kan sælge en redningsvest.

Debatindlæg bruges ofte som skjulte annoncer, og forskning, der maner til ro og kvalificeret dialog, taber kampen mod dundertalerne og forsøgene på at udskamme stressede forældre.

Bekymringsindustrien lever af alt det, som lyder farligt. En cocktail af hverdagsbekymring, pseudovidenskab og sans for at trykke på de rigtige knapper i samfundsånden.

Vi skal være på vagt over for fælderne i det digitale landskab, men det drejer sig hverken om forældreskam eller skærmtid. De lyssky forretningsmodeller, digital dannelse og datajagt er bare svære at sælge en kur til. Der er masser af ting, vi skal arbejde med, for at få pudset internettets kanter af, men vi kommer ingen vegne ved at lade kvaksalverne moderere debatten.

Christian Mogensen er Seniorkonsulent hos Center for Digital Pædagogik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lars Rasmussen
  • Eva Kjeldsen
Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen, Lars Rasmussen og Eva Kjeldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Rasmussen

Påstand: Børnene på billedet sidder klistret til skærmene.

Bevis: Limstiften i forgrunden, som lader som om, at den er en uskyldig læbepomade.

Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Problemet er ikke tiden foran skærmen, men mængden af reklamer og digitalt støj. Her bruges alle trick for at påvirke de unge menneskers underbevidsthed.

Niels Duus Nielsen

Når man tænker over, hvor farligt det var at være barn, dengang jeg var barn, altså før børnehaverne blev opfundet, og før det blev forbudt at klatre i træer, fordi man jo kunne falde ned og brække halsen, er det da et Guds under, at så mange af os fra min generation overlevede barndommen.

Børn er ret robuste, når det kommer til stykket. Mon ikke de overlever lidt digital hypnose, ligesom jeg overlevede de farlige tegneserier, som bekymringsindustrien bekymrede sig om, da jeg var barn? Min søn var hooked på reklame-tv, som også dengang brugte alle tricks for at få ham til at plage mig til at købe ting, vi ikke havde brug for - ligesom det årlige julekatalog fra Daells Varehus indvarslede en periode, hvor jeg plagede mine forældre for at få alt det legetøj, som der blev reklameret for i det glittede magasin - men i dag er både han og jeg kritikere af forbrugskulturen.

Hjernevasken virkede ikke, og bekymringsindustrien viste sig igen at tage fejl.

Jan Damskier

Dansk Folkeparti lever endnu. Fx via sproget: bekymringsindustrien. Hvor er det et ækelt og forkasteligt ord. Og derudover fordrejende.