Børn med autisme bliver svigtet af kommunerne
Mange kommuner lever slet ikke op til deres ansvar over for autistiske børn med skolevægring. Ikke engang specialskolerne kender tilsyneladende til de handleplaner, som Autismeforeningen har udarbejdet for at afhjælpe problemerne.
Ideelt set skulle der hver dag komme en støtteperson, der kunne hjælpe med at få en tæt kontakt til barnet og derefter langsomt hjælpe med at få barnet i skole. Desværre tror de fleste kommuner, at de lige fra første dag kan få barnet til at troppe op, hvis bare de skal møde i en specialskole – også selv om barnet måske har været væk fra skole i mange måneder. De fleste specialskoler tror tilsyneladende, at problemet er så hurtigt løst.
Så tror de, at barnet selvfølgelig kommer i skole hver dag herefter, hvilket selvsagt ikke er tilfældet.
Man kan til tider undre sig over, hvad der egentlig foregår ude i kommunerne. I dette tilfælde har de jo slet ikke forstået barnets sygdom, og i virkeligheden er det nærliggende at tænke, at deres beslutninger mest drejer sig om, at de skal spare penge.
Kommunerne må vågne op
Desuden er personalet i mange kommuner slet ikke uddannet til at kunne håndtere disse børn og deres familier. Det bliver særligt frustrerende, når den ene siger det ene, og den anden siger noget helt andet. Hvordan skal man som barn eller forælder reagere på helt modstridende beskeder?
Kommunen burde hellere have et kompetent team, der bestod både af specialuddannede psykologer, socialrådgivere og pædagoger. Vi mangler personale, der virkelig forstår, hvad autisme er, og hvordan diagnosen viser sig forskelligt fra barn til barn.
I dag møder man oftest bare en – undskyld mig – uduelig sagsbehandler, der slet ikke ved nok om diagnosen og derfor heller ikke agerer hensigtsmæssigt i forhold til den.
Der findes knap 60.000 autister i Danmark, hvoraf mange må formodes ikke at få ordentlig behandling. Det burde være et krav, at alle kommunerne havde et specialuddannet team til disse autister, for mange autister og deres familier står i dag nærmest på bar bund uden den rigtige hjælp.
Kommunerne må vågne op og gøre noget. Det samme gælder vores nye regering – der skal ske forbedringer her og nu.
Kirsten Juel Larsen, læreruddannet
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Kommunerne har i flere år haft travlt med at spare på skole- og socialområdet, inklusivt på kompetenceudvikling hos medarbejde. I hver faldt de kommuner, jeg kender til. Tiden må vise om denne udvikling bremses op af den nye regering.