Joachim Nielsen havde den 7. juni en kronik her i avisen, som angiveligt skulle handle om, hvad det vil sige at være borgerlig. Reelt handler den om, at han gerne vil have, at staten skal give flere penge til kulturen og dermed til ham selv som filminstruktør.
Ifølge én af hans ti teser (som ved en redaktionsfejl ikke fremgik af papiravisen, men ligger online) skal kulturstøtten fordobles. Joachim Nielsen finder det åndsfattigt at beskæftige sig med penge, men lader dog alligevel en af sine teser – og det meste af sin kronik – handle om, at der skal være flere penge til ham selv.
Blandt de øvrige teser er en række påbud til danskerne, herunder:
»Alle skal årligt benytte kulturtilbud« samt »alle skal læse skønlitteratur«.
Endelig er der kravet om, at »danskernes liv skal være meningsfulde«.
Og hvordan opnår man så en meningsfuld tilværelse?
Ifølge Joachim Nielsen er det »noget så fundamentalt, at kun en retorisk gigant som Winston Churchill kan beskrive det. Hvilket han også gjorde, da ledende stemmer i hans krigskabinet foreslog at finansiere den fortsatte kamp mod Nazityskland ved at skære i kulturstøtten.
Winston Churchill afviste det pure: Det var jo netop den britiske ånd og kultur, de var gået i krig for«.
Igen kredser Nielsen om de ellers så åndløse penge.
Historien er i øvrigt en af disse vandrehistorier, som Churchill-kendere ikke har kunnet finde belæg for. Mon ikke Churchill nærmere ville have set Nazityskland som en illustration af, at statsstøttet kunst ikke er nogen garanti for hverken ånd eller moralsk anstændighed?
Det samme ville Nielsens anden inspirationskilde nok, Viktor Frankl, som overlevede sit fangenskab i nazisternes KZ-lejre. Ingen kulturminister har givet staten en så fremtrædende rolle som Nazitysklands kulturmæcen, Joseph Goebbels, en af Churchills vigtigste modstandere.
Vi vælger selv
Joachim Nielsen skriver om mig, at jeg gøder jorden for individualismen. Det er nok ikke helt forkert, men hvad er der galt med individualisme? Frankl så mennesket som selvdeterminerende.
»Hvad det bliver – inden for anlægs og omgivelsers grænser – har det gjort sig selv til,« skrev han.
»I koncentrationslejre for eksempel, i dette levende laboratorium og på dette prøvefelt iagttog og bevidnede vi, hvordan nogle af vore kammerater opførte sig som svin, mens andre opførte sig som helgener. Mennesket har begge muligheder i sig; hvilken af dem, der skal blive til virkelighed, afhænger af afgørelser, men ikke af betingelser.«
Mening er noget, vi hver især skaber i vores eget liv. Nogle ved at læse skønlitteratur – andre for eksempel ved at dyrke og passe deres have. Hvem skal afgøre, hvad der er åndrigt og meningsfuldt?
Jeg tror sammen med Frankl på, at friheden til at vælge er afgørende for, at vi kan skabe en åndrig og meningsfuld tilværelse.
Økonomer er næppe mindre optagede af mening og ånd end filminstruktører. Vores bidrag er bare forskellige.
Som Frankl påpeger, er rammerne for livsudfoldelse væsentlige. Økonomisk frihed er et aspekt af dette – ikke det eneste aspekt, men et aspekt.
Nielsen væmmes ved udtrykket: »pengene ligger bedst i borgernes lommer«. Men det er et princip, som ligger i forlængelse af Frankls filosofi.
Ligesom Nielsen har brug for penge til at realisere sine filmprojekter, har hans medborgere brug for penge for at kunne realisere deres livsprojekter.
Mit og CEPOS’ engagement i skattepolitikken skal blandt andet ses i det lys. Lavere skat er lig med mere frihed til den enkelte. Mere frihed til den enkelte giver større mulighed for, at man kan realisere sine personlige livsprojekter og skabe mening.
Småborgerlige Varnæs
At Nielsen hylder Matadors Hans Christian Varnæs, men nedgør Mads Skjern, er tankevækkende.
På det personlige plan havde begge både gode og dårlige sider. Men set fra et fælleskabsperspektiv var Varnæs en repræsentant for det småborgerlige snarere end det borgerlige: Som tredje generation af bankdirektører i familiens bank har han arvet sig til det hele.
Varnæs forsøger at forhindre, at Mads Skjern kan etablere sig i byen for at hjælpe sin ven Arnesen med at fastholde sit tøjmonopol.
Skjern, derimod, skaber sin egen position i tilværelsen gennem hårdt arbejde, risikovillighed og kloge beslutninger. Undervejs bryder han tøjmonopolet og sikrer almindelige mennesker adgang til et bedre udvalg, billigere varer og bedre service.
Men jo, Varnæs er da nok mere kulturelt dannet end Skjern. Nielsen illustrerer imidlertid med sit eget eksempel, at spørgsmålet om ånd, mening og bidrag til samfundet anskues for snævert, hvis man kun ser på kunst og kultur.
Kunsten beriger os på én måde. Mens Mads Skjern gør det på en anden. Filminstruktører har oftest mest sans for det første, økonomer ofte mest for det andet. Samfundet har brug for begge dele.
Martin Ågerup, direktør i CEPOS
Ågerups indlæg viser Imponerende evne til selvmodsigelser og så abstrakt argumentation, at det hele ender i varm luft.
"Frankl så mennesket som selvdeterminerende. "Hvad det bliver - inden for anlægs og omgivelsers grænser - har det gjort sig selv til."
""Mennesket har begge muligheder i sig; hvilken af dem, der skal blive til virkelighed, afhænger af afgørelser, men ikke af betingelser.""
"Som Frankl påpeger, er rammerne for livsudfoldelse væsentlige."
Men hvis rammerne er væsentlige, kan man så sige, at mennesket er selvdeterminerende? Eller at dets opførsel i givne situationer afhænger af valg, men ikke af betingelser (herunder dets individuelle historie)?
At et menneskes udvikling og tilværelse afhænger af et samspil mellem anlæg og omgivelser på den ene side og dets valg inden for disse rammer på den anden kan man dårligt være uenig i, men hvor meget siger det uden en forestilling om, hvor meget og hvordan rammerne indskrænker valgmulighederne? Og herom har Ågerup ikke andet at sige, end at penge og dermed økonomisk frihed er vigtige - uden at han overhovedet sætter det i sammenhæng med samfundets realiteter i øvrigt.
Et menneske vælger ikke selv, om samfundets og dets forældres økonomi er god eller dårlig, når det fødes og vokser op; om daginstitutioner og skoler fungerer godt eller dårligt; om arbejdsmarkedet er let eller svært tilgængeligt osv. Og derfor er det for de fleste menneskers grad af frihed vigtigt, at der gribes aktivt ind for at sikre nogenlunde ordentlige rammer for deres livsudfoldelse. Bare at sige, at lavere skat (fordelt og finansieret hvordan?) er lig med mere frihed til den enkelte er misvisende, hvis man ikke tilføjer et "alt andet lige" - og alt andet er netop aldrig lige. Den enes større økonomiske frihed til at blive rigere kan meget vel have den konsekvens, at andres muligheder for at realisere deres personlige livsprojekter og skabe mening forringes. Men Ågerup går ikke blot ind for individualisme, han argumenterer i realiteten også, som om de samfundsmæssige sammenhænge og forhold, der er vore konkrete - og forskellige - rammer for livsudfoldelse, er ikkeeksisterende bortset altså fra det, at flere penge for den enkelte, når det således betragtes helt abstrakt, giver større frihed.
Hvis man blot argumenterer abstrakt nok og lader fem være lige, kan man forsvare så mange standpunkter. Men det bliver debatten ikke mere oplyst af.
Penge tømmer for værdi, penge demoraliserer.
Gisninger om hvad Churchill ville have ment og argumenter baseret på personkarakteristikker af Matador. Niveauet virker mere til en debat, man kunne have på en lokal bar, end i en avis.
En gang notorisk sludder, mander er jo i den grad, løsrevet fra virkeligheden