Kommentar

I Danmark hylder vi taberne

Vi er en nation, der holder af og med taberne og udskuddene – både dem fra kulturens fortællinger og fra virkeligheden. Lige fra H.C. Andersen til Olsen Banden er det en dansk værdi at holde med de små mod de magtfulde, skriver Rasmus Arbirk Larsen i dette debatindlæg
20. juni 2019

EM i fodbold 1992. Danmark kom bekendt kun med på et wildcard, da det borgerkrigsramte land Jugoslavien blev ekskluderet. Vi var derfor heller ikke en umiddelbart oplagt kandidat til at gå hele vejen til finalen og vinde over tyskerne. EM ’92 er en historisk begivenhed, det er virkelighedens manifestation af eventyret om den grimme ælling.

Et eventyr, der i øvrigt er et glimrende eksempel på, at det er udskuddene, vi danskere holder af at hylde. H.C. Andersen er også selv et eksempel derpå. Han måtte gennemgå mere eller mindre samme forandring som den grimme ælling. Fra at være en af samfundets tabere, der voksede op under de mest kummerlige kår, til at blive hyldet som nationalpoet og anerkendt, ikke kun i vores lille andedam. Over hele verden kender man historien om den fattige og akavede Hans Christian med den vilde fantasi.

Filmskattens tabere

Det er ikke kun virkelighedens udskud, vi hylder. Den danske filmskat rummer masser af fortællinger om tabere, kriminelle, udskud og hjemløse, som vi hepper på. Her kan jeg nævne og anbefale, at man ser Vagabonderne på Bakkegaarden med Poul Reichhardt. Den er i særdeleshed tragikomisk set i lyset af det zoneforbud, den tidligere regering fik vedtaget for at undgå »utryghedsskabende lejre« af hjemløse.

Bevæger man sig fra Bakkegaarden til byen, er der også historier om udskud at fortælle. Her møder vi en opgang i et faldefærdigt hus på Christianshavn, hvor man ikke går så meget op i, hvorvidt det er ulovligt eller ej at bo der – »de unge skal jo også have et sted at bo«. I Huset på Christianshavn er der er fællestoilet i gården, og man hjælper hinanden i lokalmiljøet, som man nu kan på godt og ondt og på mere eller mindre lovlig vis.

Og vi kan lade ulovlighederne forsætte. En af de mest ikoniske bander, vi har, er Olsen Banden. Tre småkriminelle borgere fra Valby tager let på loven, når de går imod storkapitalen med drømme om millioner og Mallorca.

Vi holder af, når de små i samfundet tør gøre noget ved de uretfærdigheder, vi oplever; ikke bare i Danmark, men i hele verden. Det er samtidig ikke kun plottet, vi er fascinerede af, men også de skænderier, uenigheder, svigt og den smerte, der opstår, når et fællesskab er så afhængige af hinanden, som de er i den lille bande.

Kim Larsen forstod udskuddene

I september sidste år døde en af de største danske sangskrivere Kim Larsen, og med ham døde også en af de stemmer, der talte for de skæve eksistenser.

Et af Kim Larsens albummer, Midt om natten, er et af de mest spillede danske værker og samtidig en stor kærlighedserklæring til dem, der ikke lige passer ind, men som må finde andre veje gennem livet. Uden at jeg skal komme til at afsløre for meget, for dem, der endnu ikke har set filmen og eller teaterstykket, må vore kære hovedpersoner gå gennem uenigheder, jalousi, vold, løndumping og meget mere, før de ude på den anden side enten bliver anholdt for kidnapning og vold eller beslutter at følges med en hjemløs alkoholiker til Holte, for »der får husene lov til at stå ude om natten«.

Hvad Midt om natten viser, er blandt andet, at når vi danskere bliver trængt op i en krog, så danner vi fællesskaber og hjælper hinanden. Det er ikke kun en sandhed fra et fiktivt Danmark fra spillefilm. Det har dybe rødder i virkelige hændelser.

Tænk på modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, eller på episoder i København, hvor storbyen ikke ville finde sig i uretfærdighederne mere og byggede barrikader og klarede sig ved hjælp af fællesskabet (som man for eksempel kan se i DR-dokumentaren »Istedgade overgiver sig aldrig – Oprør mod nazisterne«). Det samme kan siges om bz-bevægelsen, der tog kampen op mod kapitalismen og prøvede at få et meningsfuldt liv i fællesskaber til at hænge sammen midt i en økonomisk krise fyldt med ungdomsarbejdsløshed.

Danske værdier

Vi er en nation, der holder af og med taberne og udskuddene. I særdeleshed når de kæmper mod verdens magtfulde bøller, hvad enten det er overlegne fodboldnationer, rabiate plattenslagere eller storkapitalen. Her i Danmark er det ikke så vigtigt, om man er klog eller dum, smuk eller grim, tyk eller tynd, rig eller fattig. Vi skal nok få det til at fungere alligevel – i fællesskab.

Dette er danske værdier, som jeg ser det, og jeg glæder mig til at se, hvilken mangfoldighed Danmark kan opnå gennem disse værdier. Men – om det så handler om fodbold, klimakamp, om hvor mange kvoteflygtninge vi tager ind eller om en underlig konkurrence i graden af lykke, så synes jeg, at vi trods alt skal gå efter førstepladsen – også selv om vi måske er undertippede fra starten.

Rasmus Arbirk Larsen, musiklærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Britta Dueholm

Det var godt nok noget af et skønmaleri, i mine øjne. Jeg har godt bemærket, at der opstår en vildt og manisk form for fællesskab blandt fodboldfolket, når de danske drenge spiller mod andre drenge udenfor lille Danmark. Men derudover synes jeg, at det ser ret sørgeligt og tomt ud med fællesskabsånden i vores kultur og samfund.

Thomas Tanghus, Katrine Damm og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar